Category: Hair Care

Sally Hansen Hard as Nails Xtreme Wear neglelak

Hvis jeg skulle beskrive denne sommer med to farver, så ville jeg vælge rød og fuchsia, for det er de eneste to konstante farver, der har fulgt mig sommeren igennem. De har været med mig på mine negle både på hænder og fødder, og jeg har fjernet det og lagt det på igen som en gal.

Looket så jeg første gang i foråret på flere(!) Instagrammere, og det var vidst kærlighed ved første blik. Jeg var vild med det fra start! Sidenhen har jeg søgt efter den helt perfekte fuchsia med nok blå undertone til at adskille sig skarpt fra den røde farve (ikke en nem jagt, skal jeg hilse og sige!) men i New York fandt jeg den endelig. Den er fra Sally Hansen, og da jeg endelig fandt den havde jeg ikke en rød neglelak med i kufferten, så sådan en købte jeg også. Den fuchsia hedder ”320 Fuchsia Power,” og den røde hedder ”175 Pucker Up.” De er begge fra Sally Hansens Hard as Nails Xtreme Wear linje.

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at de egner sig til ”xtreme wear,” og jeg er nok heller ikke den rette til at bedømme det, for neglelak holder generelt ret godt på mig, men disse holder en lille uge, hvor jeg synes, jeg kan tillade mig at gå med dem, og det synes jeg faktisk er helt okay. Efter en uge oplever jeg, at de begynder at skalle af ved spidserne af neglene, og det er vel, hvad man kan forvente, da det er dem, man støder mod ting med hele tiden. Påføringen er nem, og jeg kan faktisk rigtig godt lide børsten, fordi den hverken er for bred eller for smal i forhold til mine små negle. Jeg vil ikke sige, de tørrer hurtigt, for det gør de ikke, men to tynde lag er nok til at få en flot farve (den fuchsia kan trække lidt streger og ikke være heeeelt gennemfarvet efter to lag, men det er noget man virkelig skal nærstudere for at se), og det er nemt at påføre tynde lag – jo tyndere lag, jo hurtigere tørretid. Jeg synes omvendt heller ikke, de er lang tid om at tørre, hvilket overraskede mig, fordi de var forholdsvis billige.

Én ting, jeg er helt vild med, er, at de ikke falmer i farven, når man har dem på. Jeg oplever ofte med især røde lakker, at de bliver lidt triste at se på, når man har haft dem på nogle dage. Det gør disse ikke! Jeg synes virkelig, de skinner flot, som om det var falske negle eller gele – faktisk er jeg så begejstret for deres shine faktor, at jeg måtte tage et billede den anden dag på arbejdet (derfor det grimme arbejdsbord i baggrunden). Se hvor de skinner!

Det kan godt være lidt svært at finde Sally Hansen Xtreme Wear linjen herhjemme, da det er en ældre linje, men jeg ser den af og til (og gerne på tilbud) rundt omkring, så det er bare med at holde øje. Ellers forhandles de online.

 

Månedens Favoritter: Juli’17

Juli har ikke været den største makeupmåned for mig. Jeg startede Juli med at være på Bali, og da jeg kom hjem, havde jeg nogle få dage fri, før jeg begyndte at arbejde, så jeg har ikke rigtig haft tid til at gøre det helt store ud at mit makeup og har heller ikke fundet nogle nye produkter, som I bare måtte høre om (og dem der var havde jeg med til Bali, så dem har I hørt om). I stedet vil jeg nævne nogle produkter, som jeg bruger fast men af en eller anden grund aldrig har fået nævnt og som i den grad fortjener at blive nævnt! 

Giorgio Armani – Power Fabric

Jeg lægger måske ud med den kedelige del, da jeg har nævnt den her foundation før. Men den er altså bare fantastisk god til kombineret hud. Jeg har brugt den, mens jeg har arbejdet her de sidste to uger, og jeg påfører den med hænderne, hvilket giver et rigtig flot look. Når jeg påfører den med hænderne, ser det mere naturligt ud, selvom denne foundation aldrig bliver helt naturlig. Den sidder stadig på huden efter arbejde, hvilket jeg ellers ikke oplever så ofte, og så holder min blush også længere, når den bruges i kombination med denne foundation. Holdbarheden er altså i top, og selvom den ikke er helt billig, synes jeg, den er det hele værd. Kan købes på www.Magasin.dk 

Double Wear Zero-Smudge Lengthening Mascara

Denne har jeg også nævnt før, men den er altså super god. Jeg oplever problemer med, at mascara gør mig sort under øjnene, mens vandfast mascara smitter af under mine bryn. Det gør denne mascara ikke, og det er en af de bedste, jeg har prøvet. Covergirl Lash Blast Volume er stadig nummer et, da man simpelthen ikke kan slå kvaliteten til den pris, men eftersom den ikke forhandles i Danmark, må Estée Lauder komme ind på en delt første plads. Prisen er selvfølgelig ikke den samme, men jeg vil sige, at denne fra Estée Lauder holder endnu bedre end den fra Covergirl, og det siger ikke så lidt! Den kan til tider være svær at få af, hvis man ikke bruger en ordentlig makeupfjerner, men bortset fra det er det, hvad jeg vil kalde den perfekte mascara. Kan købes i Matas og på Matas.dk 

 

Garnier Respons Gentle Caring Mask

Jeg skal ærligt indrømme, jeg har kigget efter Respons Gentle Caring serien i et lille stykke tid, og grunden hertil er meget simpel; jeg synes simpelthen designet er så fint! Hvid bøtte med sart rosa låg – ånssvagt, I know, men når så det er sagt, så er masken indeni faktisk rigtig god. Konsistensen er cremet uden at være så tynd, at den løber gennem fingrene, når man forsøger at påføre den. Jeg kan virkelig godt lide duften, som er meget rolig, uden jeg lige kan placere, hvad den præcist dufter af. Duften kan duftes i håret efterfølgende. Masken er til sart hår, og selvom jeg ikke ved, om jeg vil sige, mit hår er sart, så har den virket fantastisk. Den fedter ikke og fugter rigtig godt. Kan købes i Bilka og Føtex.

 

e.l.f Contouring blush & Bronzing Powder

Dette er et produkt, som jeg har ejet i meget lang tid. Det er også et produkt, som jeg ikke rigtig har brugt, men af en eller anden årsag har jeg opdaget, at blushen i den her duo er utrolig flot, og den burde blive brugt, så det er jeg begyndt på. Det er en ferskenfarvet blush med glitter i, men det er ikke noget, som er overdrevet, og den smelter fint ind i huden, så man har ikke store stykker glitter liggende på huden. Den giver en rigtig flot glød på kinderne. Jeg bruger ikke rigtig bronzeren i den her duo, så den vil jeg ikke udtale mig om, men blushen er helt sikkert et hit i min bog, især fordi den minder om min ynglings blush som også er fra e.l.f. Kan købes på www.elfcosmetics.dk 

 

Paula’s Choice  Lip & Body Treatment Balm

Jeg har brugt den her læbepomade i et stykke tid nu, men det var først nu her, jeg kom til at tænke på, hvor godt den faktisk virker. Jeg har været en person, der altid har haft mindst 10 læbepomader på mig, da jeg bare ikke måtte løbe tør. Men med det her produkt bruger jeg det en til to gange om dagen, og mine læber føles ikke tørre på nogen måde. Den fugter godt og er forholdsvis tynd i konsistensen, så den er ikke fedtet at bruge, hvilket jeg godt kan lide. Indpakningen er en lille dåse, så hader man at skulle have sin finger ned i produktet, er det her ikke noget for dig, men det betyder ikke så meget for mig, da produktet virker så godt. Kan købes på www.paulaschoice-eu.com 

Tips Til At Farve Bryn

En af de store opdagelser for mig her i sommeren 2017 er at farve øjenbryn. Jeg er den heldige ejer af meget lyse øjenbryn, så hvis jeg ikke tegner dem op, ligner det, at jeg ikke rigtigt har nogen. Bryn er ikke en af de ting, som jeg er særlig glad for, men det er bare en af de ting, som gør en stor forskel, og det er faktisk også den eneste grund til, at jeg prøver på at gå op i dem. Jeg synes, jeg har forholdsvis fine øjenbryn, og jeg plukker dem meget sjældent, da de skal have lov til at fylde lidt, men det gik først op for mig, hvor fine min øjenbryn faktisk er i sig selv, efter jeg havde farvet dem.

Jeg har farvet mine egne bryn to gange og føler nu, at jeg har godt styr på det. Den første ting, som jeg faktisk synes var rigtig svært, var at vælge farve. Jeg ville ikke ende op med to sorte larver i ansigtet, så første gang jeg skulle farve øjenbryn, valgte jeg faktisk en farve, der var alt for lys og en smule rødlig i farven, men allerede anden gang turde jeg godt, vove mig ud i en mørkere farve, og jeg valgte naturligvis brun.

Så kommer vi til selve farvning af øjenbrynene, som nogle gange kan virke mere skræmmende, end det faktisk er. Mit første tip er at tage et bryn af gangen, specielt hvis du ikke har gjort det før. Det betyder, at du ikke skal koncentrerer dig om, hvor lang tid har farven siddet på det ene i forhold til det andet. Hvis du er mere øvet, kan du sagtens ordne begge bryn samtidigt.

Mit andet tip er at bruge en børste til at påføre farven. Jeg bruger en eyelinerbørste fra Kylie Cosmetics. Når du vælger børste skal du være opmærksom på, at den kan tage farve efter behandlingen – det gjorde min ikke, men det kan ske! Skal man nå roden af ens bryn, kan man med fordel bruge en mascarabørste, mens brugen af en makeupbørste giver mere kontrol over formen på brynene.

Mit tredje tip er at farve bryn af flere omgange, hvis man er bange for, at brynene bliver for mørke i første omgang. Jeg gjorde det, da jeg skiftede til den brune farve, at jeg havde farven på mindst muligt tid og så fjernede den. Da mine bryn stadig var en tand for lyse, tog jeg en omgang mere med mindst mulig tid, og på den måde fandt jeg frem til min perfekte farve uden at risikere sorte bryn.

Det fjerde og sidste tip er meget simpelt: forbered dig! Sæt dig ind i om farven skal fjernes vådt eller tørt – hav evt. begge ting klar! Hav et spejl ved hånden, så du kan se alt, hvad du skal se. Hav din telefon med stopur ved hånden, så du kan holde styr på, hvor længe farven har fået. Og så læs selvfølgelig brugsvejledningen der angiver blandingsforhold, antal minutter og hvordan du fjerner farven.

 

På billedet kan I se hvordan mine bryn så ud, før jeg farvede dem, og hvordan mine bryn ser ud fire uger efter, jeg har farvet dem. Jeg tænkte ikke lige over at tage et billede af mine bryn, sidst jeg farvede dem, men næste gang jeg farver dem, skal jeg nok prøve at huske det og lægge et billede på Instagram. Det her billede viser også, hvor godt farven faktisk holder, og hvor stor en forskel det gør at farve dem.

Jeg prøvede en øjenbrynsfarve fra Normal (Skal nok finde navnet), som jeg ikke vil anbefale, men jeg vil derimod anbefale Depend, som kan købes i Matas.  Den fra Normal trak meget rødligt, men det var også ligesom om, hver gang jeg havde brugt min hudplejeprodukter, blev produktet aktiveret, hvilket jeg fik stoppet med noget neglelakfjerner. Ikke noget jeg vil anbefale, men hvis det hele går galt (hvilket det helst ikke skulle efter mine tips), så kan neglelakfjerner godt hjælpe.

Det med at farve øjenbrynene er noget, jeg nok må tilstå, jeg kommer til at gøre resten af mit liv, for hold da op en forskel og det gør bare det hele meget lettere. Det er en fantastisk ting, og har man ikke prøvet det, så synes jeg helt sikkert, man skal springe ud i det. Man skal bare huske at have noget tålmodighed og følge mine tips ovenfor, og så skal det hele nok gå. Derudover kan det i særdeleshed anbefales til en varm ferie, hvor makeup normalt forsvinder over tid. Jeg havde farvet mine bryn inden Bali, og hverken varmen eller en tur i poolen påvirkede mine bryn.

Kan købes i Matas eller på Matas.dk 

 

OGX Coconut Water Shampoo og Balsam

OGX har efterhånden været på det danske marked i nogen tid og endnu længere på det internationale marked, som var der min interesse for mærket først blev vækket. Det er blevet rost til skyerne bl.a. af en række kendte Youtubere, og nu måtte jeg altså se hvad hypen handlede om. Jeg valgte Coconut Water varianten (som også indeholder kokosolie), der skal tilføre håret fugt uden at tynge det.

Mit hår er typisk skandinavisk. Fint og tyndt, og min hovedbund er sart. Jeg synes faktisk, det kan være lidt svært at finde hårpleje, der ikke er for skrapt eller får mit hår til at fedte og tynger det – især hårpleje der indeholder olie, holder jeg mig normalt langt væk fra, men grundet den gode omtalte af disse produkter valgte jeg at tage chancen.

Produkterne gør lige nøjagtigt det, de skal, og lige nøjagtigt det de siger, de gør. Shampooen renser håret, og det efterlades rent. Jeg er overrasket over, hvor længe jeg føler, følelsen af rent hår holder, når jeg har brugt denne shampoo. Selv i New Yorks hede denne sommer, har jeg kunne have løst hår to dage i streg uden at føle behov for tørshampoo eller et bad, mens jeg normalt kun har mit hår løst den første dag uden at bruge tørshampoo. Shampooen skummer godt op, og jeg synes, den er drøj i brug. Flasken indeholder 385 ml, og jeg forudser, at det vil holde nogle måneder. Balsammen skummer ikke men er mere cremet, som vi kender det. Jeg fordeler den i spidserne af mit hår, og allerede i badet kan jeg mærke, at mit hår blødgøres og bliver helt glat uden at filtre, hvilket jeg ellers normalt døjer med, selvom jeg bruger balsam. Både shampoo og balsam er nemme at vaske ud, og jeg har ikke oplevet, at mit hår tynges – tværtimod. Mit hår føles rent, fugtet, glat og nemt at arbejde med, og jeg vil helt klart anbefale disse produkter til tørt, trist og fint skandinavisk hår.

En del vil nok frygte, at produkterne dufter af kokos, og det kan skræmme mange væk. Jeg elsker duften af kokos, så jeg skænkede det ikke engang en tanke inden køb, men jeg var overrasket over, at der nærmest ingen duft er ved produktet. De dufter bare rent med et lille hint af kokosvand. Til de der ikke kender duften af kokosvand, så er den næsten ikke eksisterende men lidt sød – det dufter overhovedet ikke af den traditionelle kokosduft, som vi kender fra bl.a. The Body Shops produkter, så du kan roligt kaste dig ud i disse produkter, selvom du ikke bryder dig om duften af kokos.

Produkterne forhandles bl.a. i Matas, Bilka og Føtex til 90 kr. pr. stk.

Sommer must haves

Nu er det for alvor blevet sommer. Selvom vejret ikke altid følger med, er der nogle produkter, som er musthaves for mig, når der står sommer på kalenderen.

Sommer Fødder

En ting, som gerne kommer frem om sommeren, er fødderne. Du kan læse mere om at klargøre dem til sommeren i Tanjas indlæg om peelende fodmasker, men når det så er gjort, er det også rigtig vigtigt at vedligeholde det flotte resultat. Hertil kan man f.eks. bruge den elektriske fodfil fra Scholl, som jeg snakkede om sidste år og stadig står ved. Den er nem at bruge, og så holder den fødderne dejligt bløde, sommeren over når de skal vises frem i sandaler. Endnu en ting, der kan peppe fødderne op til sommer, er neglelak. Jeg ELSKER at have neglelak på tæerne om sommeren, da det giver et fint look, og så holder det rigtig godt, så det er nemt. I år bliver Barry M’s Fondant min go-to neglelak på fødderne. Det er en flot, pastellilla neglelak, der skriger sommer.

Sommer makeup

Normalt bruger jeg ikke så meget makeup om sommeren, fordi jeg arbejder en del, men der er alligevel forskel på min makeup fra vinter til sommer. Særligt om sommeren er det vigtigt, at min makeup kan holde, når der bliver varmt. Dertil bruger jeg min nye yndlingsprimer fra Max Factor, Facefinity, og L’Oreals Infallible fixing mist. Primeren er den bedste, jeg længe har prøvet og kan få enhver foundation, der normalt er væk i løbet af dagen, til at blive på helt indtil om aftenen. Derudover må det hele godt være lidt mere bronze om sommeren, og det kan både Urban Decay og Charlotte Tilbury hjælpe med. Urban Decays originale Naked Palette indeholder farven Toasted og Charlotte Tilburys Colour Chameleon i farven Bronzed Garnet garanterer, at du kan lægge en flot, bronze sommer øjenmakeup. Den ultimative læbestiftfarve til sommer er og bliver Kendal Jenners samarbejde med Estée Lauder Restless, som både Tanja og jeg elsker.

Sommerkroppen

Bare rolig, her handler det ikke om, at din krop skal se ud på en bestemt måde. Faktisk synes jeg, du skal spise en stor is med masser af guf og nyd den korte sommer, vi har. Sommerkroppen handler i stedet om at gøre sig lækker med en god scrub og lotion, så huden er blød! Jeg bruger lige nu en lotion fra Rituals (big surprise!), og den er god, men du kan bruge enhver lotion, der fugter godt. Jeg bruger en scrub fra Soap and Glory i øjeblikket, men kan også anbefale Rituals Himalaya Scrub. Du kan med fordel bruge din scrub, inden du barberer ben, da skraberen kan få bedre fat, når laget af død hud er fjernet først. Til sidst skal der selvfølgelig solcreme på værket for at være helt sommerklar.

Sommer håret

Her vil jeg henvise til Tanjas indlæg om Basic Braids 101 og hendes go-to hair styles, for jeg er sikker på, at vi igen kommer til at se mange fletninger i gadebilledet denne sommer. For mig er det et must med en god leave in conditioner, og sådan en skal jeg helt sikkert have med i kufferten, når jeg rejser til Bali senere på sommeren. Lige nu bruger jeg Revlons Uniq One med Lotus Flower, og den kan anbefales. Til sidst kan jeg ikke komme udenom tørshampoo. Det er rigtig hårdt for håret at skulle tåle sol, pool og lign., så det mindste vi kan gøre er at skåne det lidt ved ikke at vaske det så meget.

Tomme Produkter #10

Da det er ved at være lang tid siden, vi har haft tomme produkter på bloggen, syntes jeg, at tiden var inde, især fordi jeg har haft en pose med nogle tomme produkter stående, som jeg gerne vil have smidt ud.

1.L’oréal  Elvital Extraordinary Clay Dry Shampoo

Denne tørshampoo er lidt anderledes, da det er en tørshampoo med ler i. Leret skulle hjælpe med at suge olien op fra hovedbunden. Den er lavet til folk med normal hårtype men med fedtet hovedbund, hvilket jeg synes, den rammer meget godt. Den er helt gennemsigtig, når man sprayer den i, så hvis det har været et af dine problemer med tørshampoo, så vil jeg helt sikkert anbefale at give den her en chance. Jeg kunne rigtig godt lide at bruge den, synes den virker rigtig fint, duften var dejlig og behagelig, og ikke noget jeg synes fulgte en i løbet af dagen. Jeg var overrasket over, hvor godt jeg kunne lide den, da den ikke er lige så kraftig som den fra Batiste. Det eneste ved dette produkt er, at jeg synes, man tømmer det alt for hurtigt i forhold til mange andre tørshampoos. Spraynæsen virkede også rigtig fint, og så synes jeg, at deres indpakning er lidt frisk.

Kan købes i Føtex og Bilka.

2. L’oréal  Elvital Extraordinary Oil Caring balm treatment

Endnu et Extraordinary produkt fra Elvital. Jeg elsker den hårkur fra Elvital, som har en gul bund og rødt låg, så da de kom ud med den her med 6 precious flower oils (det er måden de selv beskriver dem på), måtte jeg altså bare prøve den. Jeg har reflekser i mit hår, så det kan godt blive en lille smule tørt, og olie plejer at være en god ting. Jeg synes, duften var rigtig fin uden at være for kraftig, og selvom den blev siddende lidt i håret, var det ikke noget, der gjorde mig noget. Konsistensen er rigtig tyk, som man næsten kan gætte fra ordet balm treatment, men jeg synes ikke, den virkede balmagtigt, da den egentlig er meget lig konsistensen fra deres andre hårkure. Efter brug var jeg skuffet. Den gjorde ikke rigtigt noget for mit hår, og jeg synes ikke, den fugtede nok, så det er ikke et produkt, jeg vil købe igen.

Kan købes i Bilka, Føtex og Matas

3.Botanicals Fresh Care – Camelina smooth Ritual

Fra én hårmaske til en anden hårmaske. Jeg bryder mig ikke særlig meget om duften på den her, og det har nok noget med den botaniske del af kuren at gøre. Masken er specifikt til unruly hår, hvilket man må sige, mit er. Den skal hjælpe med at tæmme håret og gøre det lidt finere og glattere at se på. Jeg ved ikke hvor meget den gjorde det, men den giver utrolig god fugt til håret, hvilket jeg synes er vigtigt. Jeg elskede at bruge den i mit hår, fordi det var dejlig blødt bagefter, og det føltes ikke tørt på nogen måde. Produktet er et led i en hel serie, som L’Oreal har lanceret, og jeg kunne sagtens finde på at prøve andre produkter fra samme serie. Duften kan jeg godt leve med, når produktet leverer, som det gør.

Kan købes i Matas

4. Matas 2-fase øjenmakeupfjerner

Jeg er ved at have været igennem mange forskellige makeupfjernere og min ynglings, som jeg har nævnt før, er kokosolie. Når det så er sagt, så synes jeg, at Matas’ 2-fase øjenmakeupfjerner simpelthen får for lidt kærlighed. Hvis du spørger mig, så er det en af de bedste, der findes, for den tager nemlig alt makeup. Den er utrolig nem at bruge, og så har den en fantastisk pris. Indpakningen er ikke særlig luksus, men det virker og gør det, som den skal. Det er bare et godt produkt, som jeg helt sikkert kommer til at købe igen.

Kan købes i Matas

5.Gosh Prime’n Set Primer & mattifying setting powder

Jeg er i gang med at tømme min pudderskuffe, da jeg synes, der var ved at være lidt for mange, og det her er faktisk den anden, jeg tømmer (klapper lige mig selv på skulderen). Denne er fra Gosh, men Nilens Jord har lige lanceret en, de mener, kan gør nøjagtigt det samme – nemlig prime og sætte din makeup. Den kan bruges både over og under makeup. Jeg har brugt den under min makeup flere gange, men det har ikke påvirket min makeups holdbarhed. Bruges den ovenpå makeuppen kan den godt komme til at se lidt for pudret og meget hvid ud. Af disse grunde er det ikke min nye yndlingspudder, og jeg kommer ikke til at købe den igen. Den virker fint nok som pudder, men den er ikke bedre end mange andre puddere i samme prisklasse.  

Kan købes i Matas, Bilka og Føtex.

 

Månedens favoritter: Maj’17

Vi er kommet til juni måned. Ja, jeg sagde juni. Hvor tiden er blevet af, er jeg ikke helt sikker på, og jeg må indrømme, at jeg ikke kan følge med mere. Juni betyder dog, at det i dag skal handle om mine favoritter fra maj. Det har været en eventfuld måned – ikke på den spændende måde men på eksamens måden. Jeg har ikke brugt ret meget tid på makeup, men når jeg har taget tiden til det, er det de samme produkter, jeg har brugt.

Inglot Bronzer

Jeg har allerede nævnt det her produkt før, men på det tidspunkt havde jeg ikke brugt det i særlig lang tid. Nu har jeg brugt det i et stykke tid, og jeg har brugt det meget. Det er et fantastisk produkt! Konsistensen og følelsen af produktet er virkelig god. Farven, jeg har valgt, passer perfekt til mig. Den er nem at arbejde med, og den blender rigtig fint ind i huden uden nogle problemer. Hvis man synes, det er blevet lidt for stærkt i farven, er den nem at blende ud, så det ikke ser for voldsomt ud. Elsker den virkelig og den slår mange af de bronzere, jeg har liggende i skuffen.

Clarisonic

Jeg ved godt, jeg også har nævnt det her produkt før, men maj var måneden, hvor jeg startede med at bruge den igen efter en lille pause. Min hud så forfærdelig ud, efter jeg begyndte at bruge den igen. Det er nemlig det, der sker, når man ikke har brugt den i et stykke tid. Den renser ens hud i dybden, så det første stykke tid man bruger den, renser den ud i huden, så man får et par bumser. Når den så har fået renset igennem, begynder den flotte hud at skinne igennem, hvilket heldigvis skete for mig her sidst i maj. Clarasonicen er virkelig et produkt, der bare virker, selvom man nok mest bemærker det efter en lille pause fra den. Jeg elsker min!

Kan købes i Magasin og på www.magasin.dk

Smashbox Spotlight highlighter + Casey Holmes  – Pearl

Endnu et produkt som jeg har snakket om før her på bloggen, men jeg må bare klappe i mine små hænder over det her produkt, for det er altså bare en flot highlighter, som også kan være naturlig og blender så flot ind i huden. Jeg vil ikke rigtig sige mere om det, da det bare er et solidt, godt produkt, og hvis du vil vide mere, har jeg skrevet et helt indlæg omkring den.

Batiste Tørshampoo

Jeg ved det godt, endnu et produkt du har snakket om før Maria? Ja endnu et. Jeg har prøvet forskellige tørshampoos – blandt andet Colab, som Tanja elsker. Jeg kunne også godt lide den, og jeg forstår godt, hvorfor hun foretrækker Colab, men mit hjerte hælder til Batiste. Det gør det, fordi jeg har et stort tykt hår, som fedter, og jeg har derfor brug for en tørshampoo, der virkelig tager ved, mens Tanja har mindre og fint hår, hvor Batiste godt kan være lidt for meget af det gode. Batiste er dog perfekt til mit ustyrlige hår, og efter at have prøvet mange andre havde jeg helt glemt, hvor god den er. Nogle gange kan det altså være godt at prøve noget nyt, så finder man nemlig ud af, hvor meget man elsker de produkter, man plejer at bruge.

Wet an’ Wild Contoring Palette

Jeg ville ønske, jeg faktisk kunne vise jer produktet, men jeg var en klovn og tabte min makeuptaske på gulvet og i den taske lå det her produkt. Jeg havde brugt produktet så meget, at det ikke overlevede faldet, men jeg skal sikkert have fingre i en ny, og derfor vil jeg alligevel lige nævne det her. Jeg er ikke særlig vild med selve bronzer-siden, men highlighter-siden er fantastisk! Jeg er ikke gode venner med concealere, og det fungerer aldrig rigtigt for mig under øjnene (hvis I har forslag, så kom endelig med dem!), men jeg har brugt denne pudder under øjnene, og det hoder bare! Den lysner det hele op, uden man kan se den på huden (ikke sådan klassisk beauty-guru lysnet men mere naturligt alá “hun må have sovet mere end 8 timer”), den er dejlig blød og blender fint ind i huden. Derudover er den ikke særlig dyr, og man kan købe den i Normal. Det er selvfølgelig ærgerligt, at kontur-siden ikke er så god, men det vejer den anden side rigeligt op for, så det gør mig ikke så meget.  

L’oreal Brow Artist Xpert

Det her er et forholdsvis nyt produkt fra L’oreal, og da jeg så det, måtte jeg bare prøve det. Den minder utrolig meget om Brow Definer fra Anastasia Beverly Hills, som også har en triangulær spids. Jeg har ikke prøvet den fra ABH med en triangulært spids, men har prøvet hendes Brow Wiz og ved at hendes produkter generelt er gode. Jeg glædede mig dog virkelig til at prøve denne lidt mere budgetvenlige version.

Jeg vil hurtigt pointere, at vi aldrig rigtig er blevet gode venner. Jeg synes nemlig ikke, at selve produktet virker særlig godt. Den laver små klumper af produktet, når man påfører den, og de er virkelig svære at få børstet ud, når man bruger børsten. Det vil sige, at det er meget tydeligt, at brynet ikke er naturligt men fyldt med produkt. Farven er okay, da den er kold i tonen. Jeg synes sådan set også, konsistensen er fin nok, da den ikke er for voks-agtig at arbejde med. Den er dog lidt tør.

Hjælper det så, at spidsen er triangulært formet? Det korte svar… Nej. Jeg synes ikke rigtigt, den hjælper mig på nogen måde. Jeg synes nogle gange, den kan gøre det lidt svært at få gjort tingene så præcist, som man gerne vil have, de skal være. De anbefaler, at man tegner brynet op med pennens spids og fylder det ind med pennens bredde side, men spidsen ændre sig, jo mere man bruger den, så den vil blive mere flad med tiden. Jeg kan bedre lide, når pennen har en lille spids, da man så kan være mere præcis i sin applikation.

Det sidste, de anbefaler, er, at man bruger børsten for at udjævne farven og give brynene et naturligt look, men de klumper, og jeg synes faktisk, det er en af de værre børster, jeg har oplevet på et bryn produkt. Jeg foretrækker at bruge den, som jeg har, fra Elf , da den gør det meget bedre.

Som I nok er kommet frem til, så var det her produkt ikke lige min kop te. Der findes mange andre øjenbrynsblyanter, som virker meget bedre, og Tanja har nævnt et par stykker her på bloggen, som kunne være et tjek værd, hvis du står og mangler et nyt bryn produkt.

 

Kan købes i matas eller på matas.dk til 59.95 kr. Den findes i flere varianter.

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.

 

 

Let’s go to Rituals (Sakura produkterne)

Som mange nok har observeret, er der ved at poppe en del Rituals butikker op rundt omkring i landet. Der er bl.a. åbnet en her i Aarhus, hvor jeg bor, og selvom det er utrolig tragisk for min konto, så jublede jeg af glæde på åbningsdagen (ja faktisk længe inden, da jeg spottede, at de var ved at renovere i Bruuns Galleri, hvor den ligger), og jeg har sidenhen ikke fået armene ned af glæde. Vi har jo før delt vores glæde for Rituals her på bloggen, og min kærlighed er kun blevet forstærket ved at have en hel butik så tæt inden for rækkevidde; i dag vil jeg fortælle jer, hvorfor det er og lidt om min yndlingsduft/linje derfra.

 

Mit første besøg i butikken

Jeg har før besøgt Rituals i lufthavnen i London og ellers i Magasin, og selvom det har været fint, så kan det altså ikke slå følelsen af at gå ind i en rigtig, full-size butik med stort udvalg, hvor der er kælet for detaljerne. Butikken har det normale sortiment, som vi kender det; spaprodukter, duftpinde og duftlyst, men derudover har de også makeup, hvilket var nyt for både Maria og jeg, og det skal helt sikkert testes på et tidspunkt. Derudover forhandler de tøj, håndklæder og te. Alt sammen af høj og luksuriøs kvalitet, og jeg må indrømme, at butikken emmer af luksus og spa allerede ved første øjekast.

Produkterne står flot på hylderne, displayet under hver deres serie/duft, og det er tydeligt markeret, hvilke produkter der er beregnet til at teste. Nu tænker du nok, at det er meget normalt, og ja, det er det, men Rituals er simpelthen så gennemført, at der er små spatler ved cremerne, så samtlige kunder ikke skal have deres bakteriefyldte fingre ned i produktet, ligesom der i midten af butikken er en lækker rustik kæmpevask, hvor man kan teste badeprodukterne, smart! Hele indtrykket var ved at vælte mig bagover første gang, og medarbejderne (i hvert fald her i byen) er så søde og hjælpsomme, hvilket kun bidrager til følelsen af ro og velvære. Første gang jeg var derinde, blev jeg endda budt en kop te, mens jeg gik rundt og kiggede – om det var en åbningsting eller et fast koncept ved jeg ikke, men jer var vild med det! Sikke en service!

 

Selve brandet

Nu har I forhåbentlig en idé om, hvad det er for et mærke, der er tale om. Jeg har altid forbundet Rituals med lækre spaprodukter til en god pris, og det har ikke ændret sig, men da jeg var i butikken og da jeg kom til at nærstudere posen i bussen på vej hjem, blev jeg endnu mere forelsket i mærket – måske fordi deres målsætning ramte mig så hårdt lige der i bussen, kvart over 6 en tirsdag aften efter en lang og stresset dag.

Jeg har aldrig spekuleret over, hvorfor mærket hedder Rituals, men som man læser sætningen ovenfor, giver det jo helt sig selv, og nøjs hvor rammer de bare mere plet end noget andet nogensinde har gjort. Når jeg bruger deres produkter er det nemlig en ting, jeg tager mig tid til og hygger om – en hverdagsrutine der bliver lidt mere luksus! Jeg kan afsløre, at jeg den pågældende dag købte en gaveæske (til mig selv haha, det var en virkelig hård dag, okay!) og på æsken er der et lille til-mærke, hvor der står This luxury box is our gift to you. Reuse it to store all your favourite things and contribute to a more eco-conscious world. Nu ved jeg godt, at produkterne er spækket med parfume, indpakningen er lavet af plastik osv., men den der lille besked på kortet havde de ikke behøvet, og alligevel har de inkluderet den, fordi det virker gennemført, og hver gang nogle gør noget for miljøet på den måde, ser jeg det som en sejr, for de kunne jo ligeså godt have ladet være. Bortset fra det er æsken så fin, at man da skulle være ualmindeligt koldhjertet, hvis man nænner at smide den ud. Det er yderligere gennemarbejdet, at der ikke står logo eller noget på æsken, så den nemt kan genbruges f.eks. som gaveæske.

 

 

The Ritual of Sakura

Først vil jeg lige dele, hvad ritualet om Sakura egentlig er (selvfølgelig med Rituals markedsførte ord og ikke de oldgamle japanske).

For centuries, the Japanese have celebrated the annual flowering of the Cherry Blossom. These Cherry Blossoms, or Sakura, mark an awakening of nature and symbolise that beauty is momentary and life must be enjoyed. Inspired by this tradition, our Sakura collection makes each day feel like a new beginning.

Ikke overraskende dufter serien altså af kirsebærblomster og rismælk – meget japansk (uden at jeg nogensinde har været i Japan selvfølgelig). Jeg er vild med duften, og det har længe været min yndlings hos Rituals. Jeg er lidt sart i forhold til alt for parfumerede dufte, og dem er der massere af hos Rituals, men denne er tilpas frisk, sød og rund, og ligesom alle de øvrige produkter dufter denne serie også som en beroligende spa.

Nu har jeg jo allerede løftet sløret for, at jeg bl.a. købte en gaveæske, og det gjorde jeg, fordi jeg var på jagt efter nogle lækre miniprodukter til en sommerhustur, og hvis man vil have lækre produkter, er Rituals stedet, som I nok har fanget. Jeg endte med den lille æske, fordi produkterne er rejsestørrelse (50-70 ml) og æsken indeholder shampoo, som jeg aldrig har prøvet fra Rituals før. Æsken kostede 175 kr., hvilket selvfølgelig er lidt dyrt for miniprodukter, men det var lige tilpas for mig, da jeg netop gik efter nogle produkter, der ville sikre mig luksus og en spa-like følelse i sommerhuset.

Der er også to andre æsker, som er større. Den største indeholder 4 full-size produkter og koster 435 kr. (375 kr. i anledningen af åbningen), så det kan godt betale sig, hvis man vil glæde en i sit liv eller man er vild med mange produkter fra netop én serie. Nå, tilbage til mit køb.

Æsken indeholder 50 ml shower foam. Et produkt som vi før har snakket om (dog en anden duft) her. 70ml body cream som er fed og fugtgivende samtidig med at den tørrer forholdsvist hurtigt uden at efterlade en hinde på huden. 70 ml scrub som er overraskende god. Normalt er jeg mest til kraftige scrubs, og denne indeholder altså meget fine korn i en sæbe, så jeg havde ikke forventet at elske den så meget, som jeg gør. Sæben gør, at den er let at fordele uden at være for flydende, og idet den er let at fordele er scrubben også forholdsvis effektiv til en let scrub (jeg ville nok ikke finde den kraftig nok i forhold til f.eks. selvbruner og den slags). Til sidst indeholder den 70 ml shampoo, som jeg var meget spændt på at prøve. Den er lækker at bruge og skummer nemt op, og så dufter den selvfølgelig fantastisk. Jeg har dog ikke mærket nogen markant forskel på mit hår efter en uges brug, andet end at det er voldsomt elektrisk, men for at være fair kan det også skyldes luften eller noget andet, da mit tøj også har været meget elektrisk i sommerhuset…

Derudover købte jeg 4(!!!) full-size shower foam fra samme serie, og til mit forsvar vil jeg sige, at der var åbningstilbud, så de var sat ned fra 75 kr. til 45 kr. Hvis I skynder jer, kan I måske stadig nå at hapse én til udsalgspris rundt omkring i landet, mens butikkerne åbner.

Dagens sidste køb blev et par duftpinde, som jeg er blevet helt afhængig af at have stående rundt omkring i hjemmet. Den lille størrelse (50 ml for 120 kr.) er helt perfekt i et lille rum som badeværelset, så duften ikke bliver for intens men så der stadig dufter rent og behageligt døgnet rundt. Produktet fungerer ved at pindene isættes flasken, og så trækker de duften til sig og spreder den i rummet. Når duften falmer kan man så vende pindene og sprede duften på ny.