Category: Favoritter

The Lip(stick) Jungle

De fleste kender nok det, at når solen begynder at titte frem, skiftes tøj og sko ud som en naturlig reaktion. Sådan har jeg det med læbeprodukter, og det er der nok en del, der ikke kan forstå. Det er jo ikke ligeså naturligt som at pakke sweateren væk og finde sandalerne frem, når der står sommer på kalenderen, men jeg gør det nu alligevel med god grund, for der er jo kæmpe forskel på læbeprodukter, og det vil jeg forsøge at belyse i dag (for ærlig talt så er det da lidt en jungle at navigere rundt blandt stains, læbestifter og flydende a-hvad-for-noget?). Jeg vil også nævne et par af mine yndlingsprodukter, men hensigten bag dette indlæg er nærmere at give et overblik over, hvordan de forskellige produkter bruges, og hvad forskellen på dem er, så det måske bliver nemmere for os alle at navigere rundt blandt dem.

Læbeprimer

En læbeprimer er lige nøjagtigt det, som du tænker. En primer til læberne. Jeg bruger det ikke rigtigt – jeg har da et par stykker, men jeg synes ikke, de hjælper på holdbarheden af mine læbeprodukter. Derimod tror jeg, de ville være gode, hvis man døjer meget med sprækker og alderstegn i læberne, da de fylder dem ud og giver dem en jævn overflade at arbejde med.

 

Lipliner

Liplineren er efter min mening fuldstændig uundværlig i enhver makeupsamling. De kan bruges til at indramme læberne med, så en flydende læbestift eller gloss ikke glider ud over kanterne og sætter sig rundt om læberne, men de kan også bruges på hele læben under en læbestift for at få den til at holde bedre. Jeg bruger personligt ikke lipliner hver dag, men det kan man sagtens. Det er lidt mere arbejde, end jeg kan overskue hver morgen, men skal ens læbestift holde hele dagen eller stå virkelig skarpt (særligt for de matte læber), så vil jeg anbefale, at man fletter liplineren ind i sin daglige rutine.

 

Læbestift

Personligt bruger jeg læbestift året rundt, og det synes jeg egentlig også godt, man kan af praktiske årsager. Læbestifter kommer i (næsten utalligt) mange teksturer og finish, som gør, at du kan finde en læbestift, der egner sig til enhver lejlighed og ethvert vejr.

 

Matte

De matte læber bruger jeg mest om vinteren eller om aftenen (fordi holdbarheden for det meste er helt i top, og de ikke glider rundt på læberne som deres mere shiny søstre). Det skyldes, at jeg foretrækker matte læber i mørke farver, som jo generelt egner sig mere til aften- og vinterbrug. Der findes naturligvis også matte, lyse farver, men de har en tendens til at fremhæve revner, sprækker og tørre plamager på læberne, hvilket jeg ikke kan tage mig af på en dag til dag basis. De matte nude/brune farver går man efter min mening aldrig galt i byen med, og de kan bruges både sommer og vinter – dog er de efter min personlige holdning lidt for kedelige til et aftenevent. Hvis mine læber skal være matte, elsker jeg Estée Lauder og Kendal Jenners samarbejde, som er den første på billedet ovenfor, eller dens sidemakker på billedet som er Nars Pure Matte Lipstick i Volga.

 

Shine/glimmer og lignende

De skinnende, glitrende og strålende læber bruger jeg mest om sommeren eller i dagtimerne, fordi de er noget lettere at have med at gøre end en mat læbestift (selvfølgelig alt efter hvor meget shine og glitter der er tale om) og så ser de afslappede og effortless ud. Grunden til, at jeg sjældent bruger disse om aftenen er, at teksturen ofte er cremet, hvorfor man ikke kan regne med, at de bliver siddende til den lyse morgen. En undtagelse hertil er min elskede Tom Ford læbestift (nr. 3 på billedet), som er mørk, shiny og knuselsket. Ellers har jeg flere gange nævnt, hvor vild jeg er med Estée Lauder Pure Color læbestifterne, og farven Pinkberry er nummer 4 på billedet ovenfor. Et sidste rigtig godt bud fra min side ville være Chanels Rouge Coco som er nummer 5 på billedet ovenfor i farven La Pausa.

 

Flydende læbestift

For flydende læbestifter gælder nogenlunde det samme, som med almindelige læbestifter – det afhænger af, om de tørrer mat eller ej. Derudover vil jeg sige, at flydende læbestifter er kendt for en særdeles god holdbarhed, der i mine øjne gør dem velegnede til aftenevents, hvor man ikke har tid til at touche up hele tiden. Idet de tørrer på læberne, mærker man, at man har dem på, og det kan godt blive en smule anstrengende og ”voldsomt” i løbet af dagen efter min mening, ligesom de skal påføres med præcision og ikke på farten. Min yndlings flydende læbestift er Sephoras (nr. 6 på billedet i farven Always Red). Den holder hele natten, tørrer hurtigt (selvom måske en anelse for meget) og er budgetvenlig. 

 

Stain

Lipstains er hybriden mellem en læbestift og en flydende læbestift. Meningen er, at de påføres, og så trænger de næsten ned i læberne, som altså påføres et stain (aftryk) af farven, der holder længere end en almindelig læbestift, men farven er knap så intens. Netop derfor får man også det bedste resultat ved at benytte et mørkt stain, da de afgiver mere farve, og så vil jeg nok alligevel foretrække at bruge dem om vinteren, men grundet at farven ikke er så intens, mener jeg også, at de kan gå om sommeren. De er nemme i alt slags vejr, idet de trænger ned i læberne, og man skal derfor ikke bekymre sig om at kunne mærke dem på læberne.  

 

Lip butter/balm

Disse er super cremede og plejende at have på læberne, hvorfor de er gode, hvis man bare ønsker lidt farve om vinteren og gerne vil pleje de tørre, sprukne læber. Ellers er de nemme at bruge om sommeren, fordi de kan påføres hele tiden og igen uden spejl og pigmenteringen ikke er for intens.

                 

Chubby stick

En chubby stick er nok mest kendt fra Clinique, som startede hele bølgen, og sidenhen er mange – også mere budgetvenlige – mærker hoppet med på vognen. Jeg vil kategorisere dem som et sted mellem en balm og et stain. De er generelt bløde og smidige som en balm, men har en del mere pigment som et stain, dog uden at holde helt så længe. Jeg har både mørke og lyse farver, og jeg bruger dem hele året rundt i dagtimerne. De er nemme at arbejde med on-the-go, men de har ikke heeeelt nok pigment til, at jeg bruger dem om aftenen.

 

Læbeolie

Disse er ligesom en balm bare flydende. De plejer læberne og er vildt lækre at have på, og så afgiver de lidt farve. Jeg bruger dem primært om sommeren, fordi de er nemme at have med at gøre og de svage farver passer perfekt til sommerens afslappede looks. Jeg ejer kun to og på billedet ovenfor ses Lancômes Cherry Symphony som nummer 7. 

 

Gloss

Gloss er nok den kategori, jeg bruger mindst. Vi kan bare ikke rigtigt enes. Gloss er ultra shiny, men på en mere opsigtsvækkende måde end læbestift med shine, og derfor kan en gloss også sagtens bruges om aftenen. Personligt bruger jeg det mest om sommeren, fordi det er mindre formelt end læbestift. Er man lidt oppe i årene, skal man være forsigtig med at anvende for meget gloss, da glossen kan fremhæve alderstegn ved læberne. Jeg undgår at bruge gloss, hvis det blæser meget uden for, da gloss ofte er lidt klistret og håret derfor nemt kommer til at sidde fast deri. Min absolutte yndlings gloss er Estée Lauders Pure Color Gloss, som er nummer 8 på billedet ovenfor i farven Magnificent Mauve.

 

Lip tattoo

Disse er ikke særligt kendte og med god grund. Jeg har prøvet dem en enkelt gang eller to, og de er altså bare ikke særlig handy. De bruges på nøjagtigt samme måde, som de der tattoos, man fik i tyggegummipakkerne som barn, men det svære er at klippe dem til, så de passer læberne, og idet de ”limes” på med vand, er det vel næsten givet, at de ikke holder til alverden. Jeg synes, de kan være meget sjove til et event eller lignende, men de er for bøvlede til, at jeg gider.

 

Dermaroller 0,5 mm fra Swissclinic

Jeg har i mange år døjet med ar i ansigtet efter urenheder, og jeg har prøvet utallige cremer for at få det til at gå væk, men det har ikke rigtigt hjulpet markant. Det er træls, fordi jeg føler, min hud altid ser uren ud, selvom jeg selvfølgelig passer på den og plejer den, men jeg har efterhånden accepteret, at det er sådan, det er, og at det ikke betyder, at min hud er uren. Eller det havde jeg i hvert fald, indtil jeg hørte om Dermarolleren. For at give en idé om, hvad jeg bedømmer rolleren ud fra, så må jeg hellere nævne, at de ar, jeg omtaler er misfarvning af huden i et forholdsvis lille omfang, og der er altså hverken tale om store plamager misfarvning eller egentlige akne ar (selvom dermarolleren også eftersigende skulle hjælpe på dette, så er det naturligvis noget, jeg ikke har kunnet bedømme, da det ikke er sådanne ar, jeg døjer med).

Hvad er en Dermaroller, og hvad bruges den til?

I kan se den på billedet ovenfor, og det er en lille rulle, som har 540 nåle på 0,5 mm (de fås i forskellige længder men 0,5 mm skulle eftersigende være den bedste til ansigtet). Meningen er, at man ruller nålene (forsigtigt!!) hen over ansigtet nogle gange, hvilket skaber nogle bitte små huller i huden. Hullerne skulle narre huden til at tro, at den er beskadiget, så den sætter en helingsproces i gang, og på den måde produceres der nye hudceller hurtigere end ellers. Ved produktionen af nye hudceller, modvirkes rynker, solpletter, misfarvninger af huden og akne ar, ligesom hudens elasticitet fremmes. Derudover skulle produkter, der smøres på efter brug, optages op mod 400% bedre i huden. Nålene på denne fra Swissclinic er lavet i kirurgisk stål, og jeg vil anbefale, at man investerer i en tilsvarende, så nålene ikke ruster så nemt, da det kan give betændelse i huden.

 

Hvordan bruges den?

Som sagt rulles den over huden, men det er ikke helt tilfældigt hvordan. For det første skal den rulles på ren hud, så du ikke presser gamle makeuprester og lignende længere ned i huden. Du bør også sikre dig, at dermarolleren er ren, inden du bruger den, så du ikke presser bakterier fra rolleren ned i huden. Dernæst skal man rulle 3-4 gange i samme retning og 4 retninger i alt (vandret, lodret og diagonalt i hver sin retning). Efterfølgende er det en god idé at smøre et produkt på huden, der fugter godt og måske modvirker et af dine problemområder, når nu det optages meget bedre efter behandlingen med dermarolleren. Det anbefales, at dermarolleren bruges 5-7 dage i streg, hvorefter man tager en pause på 5-7 dage, inden man igen kan bruge rolleren.

 

Rengøring og opbevaring

Rolleren kommer i en hård, klar plastikholder med låg, hvori den kan ligge, uden der er noget, der presser på nålene. Jeg vil ikke anbefale, at man opbevarer den andetsteds, da nålene kan sætte sig fast i ting og derved blive bøjet eller befængt med bakterier. Det er en god idé at rengøre rolleren hver gang inden brug, så bakterier og lignende ikke presses ned i huden. Der er naturligvis mange måder at desinficere på, men jeg valgte at købe den spray, som Swissclinic har udviklet til formålet, da den eftersigende ikke skulle være for hård ved huden, som f.eks. sprit ville være. Sprayen koster 90 kr. og kan købes i Magasin med rolleren (jeg har før fundet et link til den på deres hjemmeside, men som jeg sidder og skriver dette, er den pludseligt ikke på hjemmesiden – beklager). Det forekommer mig noget mærkeligt, at de har valgt at give rensesprayen en så kraftig parfumeret duft, som ikke kan være særlig sund at presse ned i huden, men grundet tidspres har jeg simpelthen ikke fået sat mig ind i, hvad der ellers er af muligheder på markedet. Hvis jeg finder et alternativ, skal jeg nok på et senere tidspunkt opdatere indlægget her eller fortælle om det i et andet indlæg.

 

Min proces

Den første dag jeg brugte den, tror jeg ikke, jeg var hårdhændet nok – ja undskyld, men det forekommer mig ikke naturligt at rulle 540 nåle hen over mit ansigt. Jeg følte ingenting, og det virkede til gengæld også unaturligt, når nu der var tale om 540 nåle, så dagen efter trykkede jeg lidt mere, og jeg skal lige love for, det kunne mærkes. Det gør ikke som sådan ondt, men det føles som små niv i huden, mens du ruller. Jeg har læst et sted, at det efterfølgende føles, som når man er blevet forbrændt, og det kunne ikke være mere rigtigt. Huden er varm (jeg undgår at røre den for ikke at tilføre bakterier, men ansigtet føles lidt blussende), og så stikker det lidt konstant i huden. Det lyder ikke just rart vel? Tag det roligt, for det er slet ikke så slemt, som det lyder, og det sværeste for mig har faktisk vist sig at være at flette den ind i min rutine, især fordi man skal huske at genoptage brugen af den efter pauserne. Jeg må indrømme, at jeg har glemt den et par gange, fordi jeg, som jeg nævnte sidste søndag, lige nu sidder begravet i bøger, og det sidste jeg tænker på, når jeg vågner ved mit skrivebord efter at være faldet i søvn med hovedet i bøgerne (ja, det er sket oftere end det burde…), er at bruge rolleren, inden jeg slæber min trætte krop i seng.

Der er jo som med alt andet hudpleje ikke tale om magi, og jeg vågnede ikke med fejlfri hud morgenen efter, som er det indtryk man ellers godt kan få gennem nogle anmeldelser rundt omkring. Tværtimod var min hud stadig lidt rød morgenen efter, og det er den stadig den første aften, efter jeg har holdt pause fra rolleren.

Jeg har nu brugt rolleren i lidt over en måned, og det er selvfølgelig ikke voldsomt lang tid, men kan måske alligevel give en fornemmelse af, hvor hurtigt man kan se resultater. I starten syntes jeg ikke rigtigt, der skete noget. Jeg er altid lidt skeptisk, når jeg bruger noget nyt, som får gode anmeldelser online, men min hud har faktisk ændret sig på den seneste måned (og lidt mere). Der er én bestemt misfarvning, som jeg gerne ville være sluppet af med, fordi den sidder midt på hagen, men det er desværre ikke sket, selvom jeg føler, den er blevet lidt mindre, men min skepsis siger, at det kan være synet, der bedrager. Derimod er jeg sluppet af med flere, mindre misfarvninger rundt omkring, som måske ikke har siddet så dybt, som den på hagen, hvis det giver mening? Jeg har haft en enkelt urenhed, og jeg tror, det er første gang, jeg faktisk har glædet mig ved dens fremkomst, for det var jo en oplagt mulighed for at teste rolleren. Jeg brugte ikke rolleren på selve urenheden, da det kan flytte bakterier rundt til hele ansigtet efterfølgende, men det minut den var væk, gik jeg i gang med at rulle hen over det sted, hvor den havde siddet, og ved I hvad? Den er væk uden en eneste lille bitte misfarvning af min hud. Det lyder måske ikke af meget for dem, hvis hud er god til at hele sig selv, men det er min ikke, og jeg har tilmed meget lys hud, så enhver misfarvning bliver virkelig at se, og derfor føles dette næsten som et mirakel. Jeg håber, det er et tegn på, at rolleren kan hjælpe med at komme misfarvningerne i forkøbet, og hvis det er tilfældet, så væbner jeg mig gerne med tålmodighed for at slippe af med den genstridige plet på hagen, for så ved jeg jo, hvordan jeg skal undgå dens tilbagevenden.

Derudover er min hud også blevet mere jævn og sund at se på, hvilket nok skyldes en kombination af rolleren, og at de produkter, jeg bruger, optages bedre, efter jeg har brugt rolleren. Her i første omgang har jeg ikke rigtigt skiftet nogle af mine vante produkter ud, fordi jeg ville se, hvilken forskel rolleren alene kunne gøre for bedre at kunne bedømme den, og det betyder, at jeg har brug min trusty Emryolisse creme efter rolleren. Jeg har længe døjet med tør og træls hud, som bare ikke ville gå væk, og det fik jeg bugt med efter få dages brug af rolleren.

 

Alt i alt…

…Er der som med alt andet hudpleje ingen garanti for, at det virker for dig, bare fordi det har virket for mig. Jeg er glad for at have købt den, og jeg er sikker på, jeg bliver endnu mere glad for den over sommeren, hvor jeg forhåbentlig kan inkorporere den mere fast i min rutine og teste den med flere forskellige produkter. Man skal være forberedt på, at det, man køber, er nåle, som presses ind i huden i ansigtet. Ansigtshuden er forholdsvis tynd, og for nogle kan det altså give ar, når man presser nåle igennem den, så man skal gøre op med sig selv, om det er en risiko, man vil løbe. Jeg gjorde det, og jeg har bestemt ikke fortrudt det, så efter min mening er det værd at give den et skud, hvis man døjer med begyndende rynker, akne ar eller misfarvninger. Der findes også en kropsroller, som har en lignende effekt og tilmed kan bruges på strækmærker.

Den kan bl.a. købes i Magasin, hvor den koster 360 kr.  

 

Månedens favoritter: april ’17

Tænk at kalenderen allerede siger maj. Det er slet ikke til at forstå, men alligevel uundgåeligt og det betyder også, at det er tid til mine aprilfavoritter. April var for mig en måned, der bare fløj forbi. Jeg startede læsningen til hvad der lige nu (som jeg sidder her begravet i bøger og et kæmpe pensum) virker som den vigtigste eksamen i mit liv hidtil, der gerne skulle ende ud i, at jeg bliver bachelor sidst i maj, og selvom jeg uden tvivl går en spændende tid i møde, så er eksamensperioden bare ekstremt hård, og det betyder også, at min beautyrutine er nærmest ikke eksisterende, når man ser bort fra mit daglige bad.

The Ritual of Sakura zensational foaming shower gel

Jeg ved godt, at det ikke er ret lang tid siden, jeg sidst delte noget fra Rituals (og så endda samme duft), men det er som om, at de små ting betyder lidt mere i eksamensperioden, og det har været virkelig lækkert at bruge nogle lækre produkter og forkæle mig selv lidt på den måde. Derfor har jeg brugt Rituals shower foam, som jeg altid tyr til, hvis jeg skal forkæle mig selv. Shower gel er fint og alt det, men nøjs hvor er det en lækker og luksuriøs følelse at stå og smøre sig ind i fløjlsblød skum om morgenen, og så dufter den jo helt fantastisk.

Den kan købes i Rituals eller Magasin og koster 75 kr.

 

Matas Fod- og hælkur

Som I ved, har jeg givet mine fødder et par timer i peelende sokker her op til sommer, og noget som jeg plejer at være dårlig til efterfølgende er at holde det ved lige, for jeg er egentlig ikke hårdt ramt normalt af hård hud, men denne gang skal mine fødder forblive lækre og bløde så længe som muligt. Derfor har jeg givet mig i kast med denne fod- og hælkur fra Matas, som jeg religiøst smører mine fødder ind med hver aften – og det virker! Mine fødder er i hvert fald stadig dejligt bløde. Den indeholder 25% carbamid, som virker fugtbindende og dermed bidrager til at holde fødderne bløde. Ifølge min viden (og et hurtigt søgen omkring) er 25% et ret højt indhold, hvilket siger lidt om, hvorfor den er så effektiv.

Den kan købes i Matas, hvor den koster 59 kr. (Den er dog på tilbud til 44 kr. i øjeblikket frem til og med d. 17. maj)

 

Lancôme Juicy Shaker ”151 Cherry Symphony”

Jeg har snakket om denne før, men det er godt og vel et år siden. Den er perfekt nu, hvor vi bevæger os mod sommeren, fordi den ikke er alt for tyk og plejende, men blød, smidig og med et hint af farve, som bliver siddende. Normalt er jeg ikke voldsom fan af læbeprodukter, der er så lette og skal påføres igen og igen, men om sommeren og i eksamensperioden er det helt perfekt, fordi det ikke tager nogen tid, og det ser af den grund også tilpas afslappet ud (jeg synes godt, at for meget makeup kan blive for voldsomt om sommeren, hvor hele verden bare virker liiidt mere afslappet).

Den kan købes i Matas til 175 kr.

 

Swiss Clinic Derma Roller

Til sidst vil jeg bare lige komme med en lille teaser om mit indlæg næste søndag, der omhandler Derma Rolleren fra Swiss Clinic. Jeg har selv længe været interesseret i effekterne af en dermaroller men har ikke givet mig i kast med det før nu, og jeg glæder mig til at dele mine erfaringer med jer. I kan nok allerede gætte, hvad I kan forvente, når nu jeg har valgt at nævne den her under mine favoritter…

Den kan købes i Magasin til 360 kr.

 

 

Månedens favoritter: februar ’17

Det kan altså godt være, at februar kun er et par dage kortere end årets øvrige måneder, men hold da op hvor er den bare fløjet forbi, ellers har jeg bare haft for meget om ørerne. Uanset hvad er der alligevel nogle produkter, der har formået at gøre ekstra indtryk på mig denne måned.

Stuhr Mild Hair Care shampoo og balsam

Jeg opdagede disse to under min parfumefri måned, og jeg slipper dem ikke foreløbigt. De er beregnet til normalt/tørt hår, og det er meget passende, synes jeg. Man skal ikke forvente, at de kan rette op på den tørreste høstak, men til normalt hår, der er lidt tørt fx pga. kulden, har de været helt perfekte. Det er ikke fordi, mit hår ser markant anderledes ud, men nøjs hvor det føles helt anderledes. Jeg har fint og tyndt hår, og meget hurtigt efter at have taget disse i brug, kunne jeg mærke forskel. Mit hår føles kraftigere og mere modstandsdygtigt (selvom det, indrømmet, trænger gevaldigt til en klipning, så det er svært at bedømme….) Det føles ikke glattere eller smidigere end normalt, og jeg tror, det skyldes, at ingen af produkterne indeholder olier.

De kan købes i Føtex, hvor jeg fik dem på tilbud til 45 kr. stk. (jeg husker desværre ikke normalprisen).

 

Essie ”Fishnet stockings”

Hvis man ser på neglelakken i flasken, er den lidt mørkere end postkasserød, men i og med neglelak altid lige skal bruge 2 lag eller mere på neglene, bliver farven naturligvis lidt mørkere, når man får den på. Jeg synes, den er perfekt til de lidt mørkere måneder og ellers har den sådan en smuk, elegant ”aftenfarve” (håber det giver mening for andre end mig??), hvis man skal noget. Udover at farven er super smuk, så har den holdt – hold nu fast – 10 DAGE(!!!!) på mine negle denne måned. Jo vist, kunne man se på spidsen af neglen , at farven var slidt lidt af, hvis man virkelig kiggede efter slid, men det var slet ikke nok til, at det så grimt eller billigt ud, da der maks. var tale om 0,5 mm., og jeg har altså ikke passet mere på, end jeg plejer. Jeg ved ikke, om neglelakken bare er så god, eller det skyldes mine negle på en eller anden måde, men jeg er vild med det!

Den kan bl.a. købes i Matas til 100 kr.

 

Real Techniques Setting Brush

Jeg har haft denne børste forholdsvis længe, og jeg har altid brugt den til det, som den nok lidt er beregnet til: at sætte pudder under øjnene eller til at påføre lidt highlighter samme sted. Sidenhen har jeg fundet noget, som den er helt perfekt til: påføring af kontur. Formen gør, at den lægger sig perfekt i hullet lige under kindbenet og op mod øret, og fordi den minder lidt om en forstørret blendingbørste, er den også god til at blende farven ud med, så man får en naturlig kontur.

Den kan bl.a. købes i Magasin til 125 kr.

 

Maybelline Color Whisper ”Mocha Muse”

Jeg tror, jeg har fundet min perfekte nude læbe, eller jeg har egentlig haft den længe, men jeg har ikke nævnt den her på bloggen før, fordi den er lidt svær at finde. Farven, som jeg her omtaler, er meget lys brun blandet med fersken og shine og glitter, og den er perfekt til mig, fordi jeg er meget lys i huden med tendens til rødme, og derfor kan jeg ikke bruge de traditionelle, lyserøde nudes (eller jo jeg kan, men det ser fjollet ud). Hvad skal I så bruge denne info til, når nu I måske ikke kan finde produktet? Jo, det skal jeg sige jer. Formularen er blød og cremet, lidt læbepomadeagtig, så den er meget behagelig at have på. Den holder ikke hele dagen, men den er perfekt, hvis man bare ønsker lidt farve og har mulighed for at påføre mere i løbet af dagen. Selvom lige netop Mocha Muse ikke er at finde online, så er nogle af de andre farver i serien det, og det er naturligvis derfor, jeg skriver om den alligevel, for det kunne jo være, at der sad en derude, der manglede en behagelig, lækker læbestift/læbepomade med lidt farve, og ellers kunne det jo være, I tilfældigt stødte forbi Mocha Muse en dag, som jeg var heldig at gøre.

De kan købes her for omkring 30 kr.

Månedens favoritter: december ’16

December er for mange nok en fantastisk og helt speciel måned. Det bærer mine favoritter også præg af. Jeg har siddet hjemme det meste af måneden, begravet i eksamenslæsning, og når jeg endelig har begivet mig ud har det været til diverse julefrokoster og festligheder, hvorfor mine favoritter nok mest tager udgangspunkt deri.

Cacharel Amor Amor

Det er faktisk sjældent, at vi her på bloggen snakker om vores parfumer. Det skyldes nok mere, at det er sådan en dagligdagsting, at man glemmer at medregne den som beauty, fremfor at vi ikke kan lide parfume. Jeg har før skrevet om, at jeg prøver at undgå parfume, og det gør jeg stadig i unødige ting, men til fester – som december jo er fuld af – hører parfume sig altså til. Dette er min anden flaske af denne parfume, og den er lige nøjagtigt alt det, som jeg normalt ikke kan fordrage i parfumer. Den er sød og varm i duften (jeg er normalt til noget mere friskt og syrligt), men den har en undertone af noget syrligt, og så holder den hele dagen (og natten med for den sags skyld). Den koster 310 kr. for 30 ml. i Matas.

 

OPI Fresh Frog of Bel Air

Det er flere år siden, jeg købte denne, og jeg har aldrig fået den brugt eller åbnet. Hvad tænkte jeg dog på? Grøn glitter neglelak med større sølvglitterstykker – jeg har af gode grunde overvejet, om jeg skulle smide den ud flere gange, men i år har jeg brugt den til julefrokoster med en hvid base under, og dertil har den været helt perfekt. Jeg har fået så mange komplimenter for den. Den er virkelig over-the-top og meget glitter, så jeg vil formodentlig aldrig tage den i brug igen, men i december var jeg faktisk rigtig glad for den. På billedet nedenfor har jeg 2-3 lag på for at opnå den intense farve, men det er klart, at den vil være mere afdæmpet med blot ét enkelt lag. Den kan købes hos BeautyCos for 69 kr.

  Bare rolig, jeg har altså 5 fingre, og undskyld den ringe iPhone og snapchat kombi men det skulle gå lidt stærkt.

 

OPI Rapidry

Jeg ved godt, at det ikke er længe siden, jeg skrev det første review om denne, men hold nu fast det er smart. Jeg har brugt den i hele december, og jeg kan slet ikke få nok. Det er så smart, når man insisterer på at have grønne glitter negle fredag aften til fest, men man skal have mere afdæmpede, grå negle lørdag morgen på arbejde. Jeg tror, jeg har fundet en tro følgesvend til resten af livet, haha! Det var billigt sluppet for 135 kr. for 60 ml i Magasin.

 

Clarasonic Refreshing Gel Cleanser

Det første, der springer i øjnene ved dette produkt, er duften. Den er kraftig, og dufter som en parfume, jeg engang havde. Den er frisk og syrlig i duften, og selvom jeg ærligt må indrømme, at det er en smule i overkanten til min smag, så dufter den godt. Jeg har brugt den både med og uden min Clarasonic, og i begge tilfælde skummer den lækkert og luksuriøst op, samtidig med at den renser i dybden og efterlader huden følende ren om end en smule stram i det. Min er en prøve, jeg engang fik, men den kan købes i Magasin til 199 kr. for en full-size.

 

Tom Ford læbestift

Endnu en gammel kending, som bare bliver ved med at være lige fantastisk. Jeg er særligt glad for den, når jeg skal i byen eller til fest en hel aften, for den er simpelthen urokkelig. Det er underligt, for den er egentlig nem at fjerne, når jeg kommer hjem og står med makeupfjerneren, men til julefrokoster med rigeligt både mad og drikke sidder den perfekt hele aftenen uden at blive påført flere gange. Den er dyr, ja, men den er alle pengene værd. Den koster 370 kr. i Magasin.

Tomme produkter #9

Først og fremmest glædelig jul. Jeg håber, I alle derude bag skærmene havde en fantastisk aften i familiens skød med lækker mad og måske et par beautyprodukter under træet. I dag skal det handle om tomme produkter – ikke voldsomt julet – men er der noget tidspunkt, det er bedre at tømme produkter på, end andre? Hvis der er, så tror jeg det er lige op til jul og nytår. Jul giver anledning til en masse nye produkter, og nytår skriger jo nyt år, ny mig, ikke?

Nivea Caring Shower Creme

Jeg købte dette produkt i et supermarked en dag i lidt af et panikstadie. Det er en shower gel, der indeholder nogle af de samme ingredienser, som den klassiske Nivea creme i den blå dåse (den kender I godt, ikke?). Meningen er, at den skal blødgøre huden, mens man er i bad, og jeg kan ikke lade være med at få tankerne ledt hen på deres in-shower lotion. Den dufter typisk Nivea – rent, friskt og forholdsvis kønsneutralt. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at min hud er blødere end normalt, og jeg vil nok ikke købe produktet igen, fordi der er SÅ mange andre showergels, der gør nøjagtigt det samme.

 

Herbal Essences Purifying Shampoo

Jeg er normalt ikke typen, der bruger purifying shampoo, fordi jeg ikke bruger så mange produkter i mit hår, at det er nødvendigt. Jeg endte dog alligevel med at købe denne shampoo i en periode, hvor jeg svømmede meget. Den er virkelig god og renser håret helt i bund på en forfriskende måde. Den skummer meget, og det føles næsten luksuriøst at bruge den, selvom den er forholdsvis billig, og så dufter den forfriskende af citrus. Jeg har brugt den én gang i ugen, og det har være passende – måske endda lidt i overkanten for mig, så jeg vil ikke anbefale at bruge den oftere, da denne slags shampoo virkelig kan udtørre håret. Jeg kunne sagtens finde på at købe den igen, hvis ikke den var lidt svær at få fat i (forhandles ikke i danske butikker endnu).

 

Matas Havtorn Deocreme

Jeg var på udkig efter en simpel deodorant, der både var effektiv og rimelig sød ved min hud. Derfor besluttede jeg mig for at prøve en deocreme fra Matas, og jeg synes, den hjalp. Det er ikke fordi, den er særligt skånsom mod huden, så det kan skyldes, at jeg bare havde behov for at prøve noget nyt, men jeg endte med at blive virkelig glad for denne. Hele havtorn-serien fra Matas dufter fantastisk, hvis jeg skal sige det. Duften er lidt sød samtidig med, at den er frisk, og jeg kunne sagtens forestille mig at købe den igen.

 

Øvrige

Derudover har jeg tømt en masse favoritter, som jeg ikke vil komme nærmere ind på andet end at henvise til tidligere indlæg. Jeg har blandt andet tømt endnu en Neutral Face Wash, Urban Decay All Nighter Makeup Setting Spray, Embryolisse Lait-Creme Concentrate, Nuxe Rêve de Miel og en NYX Micro Brow Pencil. Det er alle mine favoritter, som jeg aldrig løber tør for uden at have en ny på lager.

Månedens Favoritter: November ’16

Glædelig jul kan man jo starte med at sige, nu hvor vi for alvor er inde i december. Det er en måned, som jeg faktisk har glædet mig utrolig meget til, og jeg syntes faktisk, at den sidste del af november var uendeligt lang – i dag vil jeg dog alligevel lige slå blikket lidt tilbage og snakke om mine favoritter, der bærer præg af, at vejret er blevet køligere.

favs

Paulas Choice Skincare – Redness Relief moisturizer Normal to Dry

Jeg har før omtalt en creme fra Paula’s Choice, og jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan virkelig godt lide hendes ansigtscremer. Min hud flippede helt ud, da vi fik sne, og luften blev kold. Jeg har kombineret hud, som er fedtet/tør. Det vil sige, min t-zone er fedtet, og mine kinder er tørre. Det er en virkelig svær kombination at arbejde med. Jeg har før prøvet cremer, som var mod tør hud, men fik min t-zone til at blive endnu mere fedtet. Den her creme er perfekt. Den fugter mine kinder, så de føles bløde, og min t-zone virker faktisk mindre fedtet, end den plejer. Der er ingen parfume i, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg kan rigtig godt lide konsistensen, men den er en smule svær at forklare. Den virker balm-agtig – altså en smule tyk uden rigtig at være tyk. Det er ikke en creme, der løber, men den føles heller ikke fed, når man smører den ud. Den synker dejlig lidt ind i huden, og man er ikke efterladt med følelsen af, at man lige har påført creme. Jeg bruger den som min aftencreme, men man kan sagtens bruge den både morgen og aften. Den er beregnet til ekstra sensitiv hud, så har man det, kan jeg godt anbefale den her.

Kan købes på Lookfantastic.com 

Maybelline – Dream Bouncy Blush i farven  50 Plum Wine

Det er ikke så meget selve formularen af produktet men mere farven af produktet, som jeg har været rigtig glad for i den her måned. Når vi går mod efterår og vinter, synes jeg altid, at blommefarver finder sig rigtig godt til rette, når jeg lægger min makeup, og cremeprodukter tyer jeg også mere til, især fordi min hud bliver mere tør. Det her er et sjovt produkt, men lidt svært at få fat i herhjemme. Det fungerer ikke bedre end en traditionel cremeblush, hvilket er noget, jeg helt sikkert synes, man skal ty til i vintertiden, især hvis man læner mod den tørre side.

E.L.F – Small Stipple Brush

Hvis du, som jeg, bruger cremeblush, så er det her børsten, du må eje. Den her børste går hånd i hånd med mine cremeprodukter. Hvis jeg skal påføre en cremeblush eller highlighter, så vælger jeg altid denne børste. Dens børstehoved har en perfekt størrelse, så man kan styre produktet uden at få det ud over det hele. Den påfører produkter rigtig fint uden at forstyrre den foundation, som ligger under. De hvide hår gør, at den blender farven rigtig flot ud på huden. Jeg elsker virkelig den her børste!

Kan købes på elfcosmetics.dk 

Gosh Waterproof Eye Shadow  i farven Love That Copperi

Når du sidder og skriver opgaver, så er makeup ikke altid den højeste prioritet, men nogle gange vil man alligevel gerne lægge noget, som ser godt ud, uden det tager for lang tid. Den her ojenskyggepen fra Gosh er det perfekt produkt i den situation. Den er så nem at arbejde med, den blender nemt og så holder den rigtig fint både med og uden primer. Jeg har flere farver, og jeg vil senere lave et indlæg om alle farverne, jeg har.

Det skal lige siges, at Gosh sidenhen har lavet om i deres indpakning, og det har ikke været muligt for mig at sammenligne indgrdienslisterne, men da begge produkter er vandfaste og i pen-form, går jeg ud fra, at det er ét og samme produkt.  

Kan købes på goshcopenhagen.dk

Kylie Jenner – The Burgundy Palette og The Bronze Palette

Det kan godt være, at I er ved at være en smule trætte af disse paletter, men jeg må altså bare tilstå, at de er virkelig gode. Jeg har sådan set ikke rigtigt brugt andet end de her to, når jeg har skullet lægge øjenskygge. Jeg har elsket at lave forskellige looks med dem, og jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor gode de er. Hvis du vil vide mere, kan du tjekke de to forrige onsdages indlæg ud.

Kan købes på Kyliecosmetics.com 

 

Månedens favoritter: oktober ’16

Oktober har for mig budt på bachelorskrivning og en del sygdom, så der har ikke været voldsomt meget gang i beautyprodukterne, men der er alligevel et par ting, som jeg har brugt igen og igen, og så er der to ting, som jeg til trods for tidligere udmeldinger faktisk er blevet ret glad for.

img_3265

Herôme Nail Perfection Neglehærder “extra stærk”
Jeg har aldrig hadet produktet (læs mere her!), men jeg har tidligere skrevet, at det ikke havde effekt på en del af mine negle. Det var også tilfældet, lige efter jeg stoppede kuren, men nu er det noget tid siden, og mine negle er faktisk blevet en del stærkere, selvom jeg ikke har brugt andre produkter siden da, så jeg har konkluderet, at det må skyldes dette produkt. Jeg håber, effekten bliver ved, selvom mine negle bliver endnu længere. Den kan bl.a. købes i Magasin


L’Orêal Volume Million Lashes “So Couture” og “Excess”
Jeg har snakket om disse før, hvor du kan læse mere uddybende omkring dem og et par andre i Volume Million Lashes serien. De to, som jeg tænker på her, er hinandens modsætninger, og i starten kunne jeg ikke enes med den lilla, So Couture, mens den røde, Excess, hele tiden har været min favorit. Nu er jeg begyndt at bruge dem sammen, og det fungerer rigtig godt. Først bruger jeg den lilla til at præcisere og fange hver enkelt vippe, hvorefter jeg bruger den røde børste til at nå alle vipperne på én gang og coate dem med mascara. Det virker rigtig godt for mig og giver fornemmelsen af, at alle vipper er nået, hvilket skaber volumen.


Scrunchies
90’erne har hjemsøgt os igennem længere tid nu, hvor både smækbukser, crop tops og fletninger har været “in”. Det samme gælder scrunchies. Der er noget rigtig fint over dem rent udseendemæssigt, idet de findes i uendelige farver og materialer. Jeg har en i et silke-agtigt materiale, og den er simpelthen så fin til at peppe en kedelig hestehale op. Grundet ringen af stof omkring elastikken, er de typisk ikke så stramme som almindelige elastikker (hvilket måske kan give lidt besvær i voldsomt tykt hår), og jeg oplever faktisk, at jeg kan have håret oppe hele dagen, og når jeg tager elastikken ud om aftenen, får jeg ikke den der trælse hestehale-bule i en krans rundt om hovedet.


Krøllejern fra Remmington
Selvom det ikke er blevet til så meget beauty i denne måned, har jeg faktisk gjort noget, som jeg ellers ikke plejer. Jeg har – de få gange jeg har skullet noget – krøllet mit hår, og genfundet kærligheden til mit Remmington krøllejern. Det er en typisk “curling wand” der spidser til, og det skaber de fineste, bløde krøller på kort tid. Jeg synes også, at krøllerne holder rigtig godt, men det har måske mere med mit hår at gøre end selve krøllejernet.

 

Rimmel Lasting Finish læbestift By Kate “107”
Efteråret er min yndlings årstid af mange årsager men en af dem er helt sikkert, at det er mere acceptabelt at iklæde sig de mørkere farver på både læber og negle. Denne læbestift er mørkerød-bordeaux farvet, som får tænderne til at se smukke hvide ud. Den holder godt men er til gengæld også reeet tør på læberne (dog ikke noget en læbepomade ikke kan klare, så jeg lever med det), og så har den en svag, sød duft, som jeg ikke synes generer. Den kan købes i Matas til 70 kr.

Worth the hype: Nuxe Rêve de Miel lip balm

Som den kvikke læser nok har opfanget, så skal det i dag handle om en læbepomade, men det er altså ikke bare en hvilken som helst læbepomade. Det var den første “dyre” læbepomade, jeg nogensinde investerede i, og jeg har ikke fortrudt det, for den har hængt ved lige siden.

skaermbillede-2016-10-08-kl-20-30-51

Skal jeg være helt præcis, så er det vel forkert at kalde den “læbepomade,” men ordet “balm” er bare ikke så meget brugt i Danmark. Grunden til, at jeg vil kalde den en balm, er, at den er tyk – ikke på sådan en cremet måde men på sådan en voksagtig måde. Konsistensen skyldes formodentlig det høje indhold af honning, som også er med til at pleje læberne. Selvom konsistensen er forholdsvis hård ved første berøring, så er den meget behagelig at have på læberne, og det mest fantastiske er, at den holder længere end noget andet læbeprodukt, jeg har oplevet. For eksempel smører jeg den tit på om aftenen, inden jeg skal sove, og når jeg vågner om morgenen, kan jeg stadig føle den på læberne. Dertil skal også siges, at jeg stadig kan dufte den. Duften skulle ifølge mærket selv være grapefrugt, og det harmonerer egentlig meget godt med, at jeg lige skulle vænne mig til den, for jeg har aldrig været fan af grapefrugt. Som sagt hænger duften ved næsten ligeså længe som produktet selv, men det er ikke noget, der for mig er generende eller voldsomt.

I forhold til det, der egentligt er vigtigt, vil jeg sige, at den plejer læberne rigtig godt, netop fordi den bliver siddende så længe, at læberne ikke får lov til at tørre ud igennem længere tid. Jeg har i et stykke tid taget noget medicin, der forvolder ekstrem tør hud og læber, og i første omgang købte jeg de anbefalede læbepomader på apoteket til “medicinske tørre læber”. De var udemærkede men ikke noget at skrive hjem om, og så var de alle helt hvide, hvilket smittede af på læberne. Nu skal jeg ikke gøre mig til farmaceut, men for mig har denne fungeret meget bedre. Den efterlader ikke læberne hvide, så den er noget mere fix at have på i offentligheden, og så kam jeg holde de tørre skaldet væk i meget længere tid, fordi den bliver siddende på læberne så længe. Det er ikke et mirakelprodukt, og den har ikke kureret mine ekstremt tørre læber (hvilket jeg ikke ved om er muligt, når jeg fortsat tager min medicin), men den kan holde det nede, og til almindeligt tørre læber har denne altid fungeret godt for mig.

Den eneste ulempe er, at man skal have fingrene i produktet for at bruge det, men det tager jeg gerne med, når det virker så godt, som det gør.

Den kan bl.a. købes i Matas til 130kr. for 15 ml men den er altså meget drøj i brug, fordi den er så fed i konsistensen.

Månedens Favoritter: August´16

Så er det igen tid til månedens favoritter. August er for mig fløjet forbi, fordi jeg har ligget syg, men der er dog alligevel et par ting, som jeg ikke har kunnet holde fingrene fra.

IMG_3239

L’oréal Pure Clay maskerne

Det er ikke lang tid siden, jeg skrev om dem sidst, og selvom det måske ikke er de store mirakelmagere, så har jeg virkelig haft det sjovt med at bruge dem og multimaske. Min favorit er den grønne maske, og jeg er helt vild med, hvordan min hud føles, når jeg har brugt den – helt ren og mat. Jeg har brugt dem ca. to gange i ugen, og jeg synes overordnet, at min hud er forbedret, men hvorvidt det skyldes stort brug af maskerne eller blot mindre makeup, end jeg er vant til at bruge, er jo svært at sige.

 

NYX Butter Gloss Angel Food Cake

NYX’s Butter Gloss er blevet hypet meget på de sociale medier af diverse gurus og med god grund. De er nemme at påføre, supersmidige på læberne og så er holdbarheden fin taget i betragtning, at det er en gloss. Lige netop farven Angel Food Cake har nærmest været fast inventar på mine læber denne måned, fordi den er nem og neutral men stadig rigtig pæn på sådan en effortless måde.

 

Dior Rosy Glow blush

Denne blush har jeg været stor fan af længe, men som alt andet ryger den af og til bagerst i køen og bliver glemt. Denne måned fandt jeg den frem igen, og den er altså bare perfekt til sommeren. Det er egentlig meningen, at den skal ændre farve baseret på hudens pH-værdi, men på mig er den pink uden at være for opsigtsvækkende, og den giver det perfekte “blushed” look til sommer. Det er enormt svært at beskrive, men der er noget virkelig magisk over den. Derudover dufter den af roser, hvilket er fuldstændig unødvendigt men også lidt sødt på samme tid. Den kan bl.a. købes i Matas men er ikke at finde på deres hjemmeside.

 

Sigma F25 Tapered Face Brush

Jeg har haft denne børste i en evighed, men den er også blevet glemt til fordel for nyere, mere spændende ting. Nu er den heldigvis tilbage i min hverdag igen. Den spidse form gør, at du kan få en forholdsvis præcis påføring af blush, og den er perfekt til at definere æblekinderne. Den skal desværre bestilles fra USA, og du kan derfor risikere at blive taget i tolden – det gjorde jeg, og det var en dyr fornøjelse, selvom det har vist sig at være alle pengene værd. Det er flere år siden nu, og børsterne holder altså stadig. 

 

Barry M Gelly Hi-Shine Nail Paint i ”Prickly Pear”

Denne flotte pastel lilla har været på mine negle hele måneden igennem (se her!). Den minder mig om sommer og gør mig i godt humør, så jeg har forsøgt at få så meget som muligt ud af den, mens sommeren stadig er her. Holdbarheden er god – ikke som gel negle – men efter min erfaring stadig bedre end almindelig neglelak. Den er nem at påføre, og tørretiden er normal, selvom lakken har en mere gelagtig konsistens.