Category: Makeup tools

Makeup med god samvittighed eller?…

Et større væld af vegetariske og veganske produkter på hylderne samt  større interesse for kampagner som ”meatfree monday,” leder jo tankerne hen på, at vi som forbrugere er blevet mere bevidste om, hvad vi fylder i vores krop og dettes effekt på bl.a. dyrevelfærden, hvilket fik mig til at tænke på det, vi fylder på vores krop – hvor meget ville vi stå tilbage med, hvis vi kun måtte bruge skønhedsprodukter ud fra den stigende interesse for dyrevelfærd?

Jeg må ærligt sige, at min formodning var, at det meste makeup og pleje, som vi kender, ville være bandlyst, og det er måske også derfor, jeg ikke har turde kigge nærmere på det før nu, da jeg på den ene side selvfølgelig ønsker at gøre det, der er etisk korrekt, men samtidig heller ikke ville kunne lægge al min makeup på hylden (ja, det er uetisk at indrømme og nok ikke særlig populært, men det er nu engang sandheden).

Når det kommer til makeup, der ikke er testet på dyr, blev jeg faktisk i første omgang enormt positivt overrasket – der er mange helt fantastiske mærker på listen, som jeg allerede bruger bl.a. NYX, E.L.F, Lush, The Body Shop, Face Atelier, Gosh, H&M, Urban Decay, Youngblood, Nilens Jord og mange flere. Jeg nåede lige at glæde mig over denne nyhed i en dags tid, inden det slog mig, hvordan alle de mærker, der stadig tester på dyr, overlever, når der er så mange gode mærker med gode produkter og god dyrevelfærd, forbrugerne kunne vælge i stedet for? Er vi virkelig så grådige, at vi ikke kan stille os tilfreds med det, de ”gode” mærker kan tilbyde, eller hvad sker der?

Det skal jeg sige jer! Det er en kringlet verden og lidt af en jungle at finde rundt i, hvilket sikkert er grunden til, at mange forbrugere ikke ændrer deres forbrugsvaner, selvom vi i stigende grad bliver bekendte med, hvad der foregår bag de lukkede døre på alverdens laboratorier. Ud af ovenstående mærker er både Urban Decay, NYX og The Body Shop eget af L’oréal, som altså ikke er at finde på listen. Dvs. selvom det opkøbte selskab The Body Shop ikke selv tester deres produkter på dyr, så kan man ikke være sikret, at dele af produktet ikke allerede er testet gennem L’oréal. Selv hvis man var sikret, at produktet ikke på nogen måde var testet på dyr, kan man jo diskutere, om det er etisk korrekt at lægge sine penge ved The Body Shop, når man ved, pengene i sidste ende ender i den store kasse hos L’oréal, som altså stadig tester på dyr?

Når man er kommet over dette humpel, skal man yderligere tage højde for, hvad der ligger i selve det ikke at teste på dyr – hvor mange krav skal man opfylde som producent for at få en plads på den gyldne liste? Ikke ret mange viser det sig.  For at man kan komme på listen, er det blot et krav, at det færdige produkt ikke er testet på dyr, men rigtig mange mærker vælger dog alligevel at producere produktet ved brug af en masse ingredienser, der er testet på dyr tidligere. Vil man helt undgå det, skal man se på, om et mærke er vegansk, og det er der desværre ikke ret mange mærker, der er i dag, hvorfor vi nok som forbrugere bliver lidt grådige (mig selv inkluderet!).

Når det så er sagt, vil jeg lige hylde nogle af de produkter, som man frit kan benytte med god samvittighed, og som oveni købet er rigtig gode.

2016-03-29 12.20.00

Lush laver vegetariske produkter, og det er godt nok til, at jeg synes, de fortjener at blive hyldet. Jeg ligger desværre ikke inde med nogle Lush produkter lige nu, men vi har før nævnt dem her og her. Jeg har endnu ikke prøvet deres makeup, men jeg har prøvet tilstrækkeligt nok af deres andre produkter til at love, at vi vil blive ved med at skrive om dem mange gange endnu, for de laver nogle generelt nogle gode og lidt anderledes produkter.

E.L.F laver kun veganske produkter og endda til overkommelige priser. Mit absolutte yndlings produkt, er deres blush i farven ’Tickled Pink’. Deres mineral læbestifter er også rigtige gode – de holder ikke hele dagen, men til 75 kr.  har jeg heldigvis også råd til at påføre den igen og igen – jeg har en del af farverne, men min yndlings er ’Pouty Petal’. Endnu et læbeprodukt, jeg er fan af, er deres Duo Lip Stain i farven ’Heartbreaker’. Jeg ville ikke bruge stainet alene, da det bliver meget tørt på læberne, men med glossen ovenpå er det smidigt uden at klistre – og se lige hvor lidt farve der er kommet i den klare gloss. Det er næsten ingenting, og mit indre jeg danser af glæde. E.L.F er også et godt bud, hvis man er på udkig efter børster, der ikke består af dyrehår. Jeg har (som mange andre) oplevet, at håndtagene kan være løse, men det kan klares med en klat lim og er ikke noget, jeg vil klage over til den pris. Jeg er rigtig glad for deres ’Powder Brush’ og ’Eyeshadow ”C” Brush’.

Face Atelier er indtil videre ikke helt veganske, men ifølge deres hjemmeside er de godt på vej, idet de er i gang med at erstatte deres animalske ingredienser. Hvis man udelukkende vil benytte veganske mærker, er det altså et mærke, man bør holde øje med. Jeg har før snakket om deres Ultra foundation, som jeg elsker. 

Er jeg blevet klogere? Ja meget. Vil jeg fremover udelukkende købe makeup, der ikke er testet på dyr? Hvis jeg skal være ærlig, så må jeg svare nej. Min søgning har bevist netop det, jeg frygtede, nemlig at det er rigtig svært at komme uden om dyretests og lign., fordi der i et eller andet omfang er tale om vildledende marketing, og det er svært som forbruger at gennemskue, når det på produktet er oplyst, at det ikke er testet på dyr, hvor mange af ingredienserne er så testet på dyr, inden produktet er rørt sammen? Jeg tror desværre, det er rigtig mange, og jeg vil selvfølgelig tage en vis skepsis med mig, når jeg handler produkter, der påstår de ikke er testet på dyr.

Sneakpeek i min toilettaske: sommerhustur

Når I læser dette indlæg, sidder jeg forhåbentlig og spiser morgenmad med havudsigt i sommerhus omringet af min familie. I den forbindelse har jeg selvfølgelig været nødt til at pakke – jeg siger det, som om det er en pligt, men i virkeligheden ELSKER jeg at pakke, og jeg elsker også at se, hvad andre pakker. Derfor vil jeg i dag dele med jer, hvad jeg har pakket. Hvad man pakker danner ligesom rammerne for, hvilken tur man skal på, og selvom I kun får et lille indblik i min toilettaske, vil det forhåbentlig stå klart for de fleste, at jeg er taget i sommerhus med henblik på at slappe af – netop derfor har jeg næsten ingen makeup med.

IMG_3052

I badet

Jeg er kæmpe fan af at pakke alle mine normale produkter i rejsebeholdere, hvis jeg ikke lige ligger inde med en travelsize af produktet. Denne gang har jeg bl.a. pakket min shampoo og balsam (Granatæbleserien fra Matas) i rejsebeholdere. Derudover medbringer jeg en hårmaske (Kebelo Enriching Masque). Det sidste, jeg medbringer i denne kategori, er resterne af min Lush Bubble Bar i Granny Takes a Dip, for jeg regner stærkt med at finde tiden til et boblebad eller to i løbet af ugen.

 

Hudpleje

Endnu en af de ting, jeg har hældt over i en rejsebeholder, er Bioderma Micceller rensevand. Neutrals ansigtsrens er jeg blevet så glad for, at jeg er nødt til at have den med, selvom den fylder en del. Sammen med den har jeg også min Clarisonic med. Derudover har jeg Embryolisse Lait-Crème Concentré med (surprise), fordi jeg – indrømmet – ikke kan leve uden, og så er den god til lidt af hvert. Til mine læber har jeg Smith’s Mentol og Eukalyptus balm med. Til sidst har jeg ikke bare én men hele to ansigtsmasker med – Lush Catastrophe Cosmetic Fresh Face Mask og Origins Drink Up Intensive.

 

2016-03-10 15.29.15

Makeup

Den sidste ting, jeg har puttet over i en rejsebeholder, er min foundation (Loreal True Match) og sammen med den har jeg også pakket min BeautyBlender. Derudover medbringer jeg Sleek’s Blsuh by 3 blush palette i Sweet Cheeks og sammen med den min Real Techniques 300 Tapered Blush børste. Til mine bryn medbringer jeg NYX Micro Brow Pencil, som jeg er ved at teste. Til øjnene har jeg tre stk. NYX Jumbo Eye Pencils med (Yoghurt, French Fries og Iced Mocha), min vippebukker og min nuværende yndlingsmascara, Lancôme Definicils. Mit største problem er altid at begrænse mængden af læbeprodukter, men denne gang har jeg været god og kun medbragt tre stk.; en klassisk rød (Bellápierre Ruby), en flot neutral (Estée Lauder Pure Color Rose Tea) og en gloss (NYX Butter Gloss Angel Food Cake).

 

Den kloge læser har måske indset, at jeg mangler et par ting. Det skyldes, at jeg jo ikke rejser alene, og hvis man er flere, der rejser sammen, så er det altid et godt tip at supplere hinanden. Derudover bruger jeg i forvejen ikke ret mange produkter i mit hår f.eks., og dermed nok endnu færre når jeg bare skal ligge på sofaen i sommerhuset.

Let’s talk about…  Mærket Beauty Blender – Del 1

Fælles BB

I dag har vi fokus på det populære mærke Beauty Blender, som er kendt for deres makeup svamp. Beauty Blender mærket har dog udvidet deres produktlinje. I dag vil jeg nå omkring en god del af deres produkter. Indlægget ville blive alt for langt, hvis det hele skulle indgå i et indlæg, så jeg har valgt at dele det op – i dag er første del ud af to.

Original Beauty Blender

Pink BB

Hvis man ikke helt ved, hvordan en Beauty Blender virker, og hvad der er så specielt ved den, er det en svamp (som kan ses på billedet) der skal fugtes, hvorefter den ”vokser” til dobbelt størrelse. Det, at den er våd, gør, at den ikke suger så meget af din makeup, som hvis den havde været tørt. Efter den er fugtet, skal man tørre den i papir eller et håndklæde, da den ikke skal dryppe med vand, når man skal bruge den. Når du har gjort det, er den klar til brug.

Sammenlignet med en traditionel børste er der altså behov for et ekstra step, før man kan bruge den. Man kan bruge svampen tør, men det bedste resultat opnås, når den er fugtig. Da jeg først begyndte at bruge Beauty Blenderen til at lægge foundation, var det ikke sådan, at jeg faldt bagover af begejstring, som man nogle gange kan have det med nogle produkter. Først efter en pause fra svampen, fik jeg større forståelse for dens magi. Når du bruger den, lægges din foundation flot og mere naturligt til sammenligning med f.eks. børster – dog skal man ligesom med børster ikke forvente, at den passer sammen med alle foundations. Nogle vil mene, at det, at den påfører foundation mere naturligt, samtidig gør, at den nedsætter dækkeevnen lidt.

Det, en BB gør, er, at den presser foundation ind i huden, fremfor en børste der lægger foundationen som et lag ovenpå huden. Kim Kardashians makeupartist Mario Dedivanovic har udtalt, at han bruger den på hende, fordi man når man presser foundation ind i huden kan lægge flere lag uden at det kommer til at se klumpet ud. Hvis man synes, at den nedsætter dækkeevnen, så kan man altså nemmere lægge flere lag (og dermed opbygge en flot jævn dækning) uden det ser ud som om, man har voldsomt meget makeup på.  

Efterhånden som jeg er vendt tilbage til min BB, er jeg begyndt at bruge den til flere og flere ting. F.eks. er den også fantastisk til at påføre pudder, fordi man ikke får et ligeså pudret finish, som man gør, hvis man bruger en børste. Den kan bruges sammen med både løst og presset pudder, uden at foundationen under rykker sig.

En anden stor fordel sammenlignet med børster er formen på BB. Svampen er formet, så den er nem at bruge i hele ansigtet – også de små kroge der normalt kræver, at man skifter til en mindre børste. Det skyldes, at den er æggeformet med en rund bund og en spids top.

BB findes i flere farver, men synes dog ikke rigtig at der er nogen forskel på dem. Den  kan købes på www.cocopanda.dk/product/3055569/beauty-blender-1-pink-blender til 119 kr.

BeautyBlender Micro.mini

Mini BBHer ses den i fuld størrelse, så når den tørrer bliver den endnu mindre. 

En af de nyere ting fra BB er deres mini BB. Ifølge deres hjemmeside skulle den gøre det lettere at konturere og highlighte samtidig med at have en mere passende størrelse for påførelse af makeup omkring øjnene. Den virker præcist som den originale BB og skal også fugtes for at opnå det bedste resultat. Jeg synes dog, det er et problem, at den er SÅ lille. Ofte når jeg bruger den under øjnene, rammer jeg huden med mine fingre, hvilket gør, at jeg kommer til at fjerne produktet – noget der aldrig sker med min originale BB. Fordi den originale BB er spids i toppen, synes jeg, denne mini version bliver overflødig. Jeg har heller ikke haft problemer med at konturere og highlighte med min originale BB uden at vaske den imellem brug. Idéen bag produktet er god, men for mig er den ikke pengene værd, når min originale BB opfylder samme behov.  

Men den kan købes på www.cocopanda.dk/product/3055576/beauty-blender-2-micro-mini-blenders til 119 kr.  (2 stk. i en pakke)

Rea.activate

Rea.activate

Det her produkt har jeg ikke rigtig hørt noget om. Jeg måtte lave noget research for at finde ud af, hvordan det præcis skulle bruges. Produkt er lavet til dem, der har deres BB med on the go, og som ikke har vand ved deres side – inspirationen var faktisk makeupartister, som ellers må have en skål vand stående ved hånden igennem en hel dag. Rea.activate er lavet, så man kan re-aktivere sin BB uden at skal have vand ved ens side. Det er et 2-base produkt, hvilket vil sige, at det skal rystes inden brug for at blande ingredienserne. Ingredienserne består af Aloe Vera, agurkeekstrakt og Sodium Hyaluronate, som er noget, der naturligt er i huden, men forsvinder jo ældre man bliver. Det er den mest effektive naturlige fugtbinder, der findes, og så er den uden parabener. Ifølge beskrivelsen skulle produktet dufte af lavendel, hvilket jeg ikke ved, om jeg er enig i, men det dufter godt.

Idéen bag produktet er, at du har haft din BB under vand f.eks. inden du tog hjemmefra, og når den så begynder at tørre ud, kan du bruge dette produkt til at genfugte den. Man kan benytte den sammen med en tør BB, men det er min erfaring, at det er bedst, hvis den har været våd. Produktet kan også reaktivere din makeup, men jeg har ikke prøvet det, så jeg ved ikke helt, hvor godt det vil fungere. Generelt kan jeg godt lide idéen bag dette produkt, og jeg kunne forestille mig, at det er en stor hjælp for f.eks. festivalgængere, men jeg ved ikke hvor meget, jeg vil få det brugt.

Jeg har ikke kunne finde produktet til individuelt salg, men man kan få den i en lille æske sammen med en pink Beauty Blender, en mini Beauty Blender, en solid cleanser og en Bling Ring på www.cocopanda.dk/product/3057896/beautyblender-pretty-posse til 349kr.

Fortsættelse følger…

Månedens favoritter: december ’15

Her kommer endnu en af vores serier. Den går ud på, at vi skiftevis vil vælge fem produkter, som har været vores favoritter den pågældende måned og fortælle jer om dem, så vi kan sprede ordet, hvis der er et produkt, som vi er særligt glade for.

December er for mig en måned, der har budt på lidt af det hele: hyggedage i nattøj, eksamensstress, blogåbning og julefester. Det afspejler sig meget godt i de produkter, som jeg har elsket gennem måneden.

IMG_2926

1. Estée Lauder Pure Color Lipstick i farven Rose Tea.

Jeg elsker læbestift i alle farver og formularer, og derfor kommer det også som en overraskelse for mig selv, at jeg elsker denne så meget, som jeg gør, for den ser måske en smule kedelig ud ved første blik. Farven er neutral, your-lips-but-better med en brunlig undertone, men det er netop det, der gør, at den er fantastisk. Den klæder alle, og er et rigtig godt køb, hvis man vil smide lidt penge efter en læbestift, da det er en farve, som de fleste med garanti vil få brugt. Jeg har brugt den – kun afbrudt af de røde julelæber – hele måneden på de dage, hvor det har skulle gå lidt stærkt, for den er nem at arbejde med, dækker efter et lag og man glemmer hurtigt, at man har den på. Formularen er cremet, og den indeholder bl.a. shea smør, som er med til at pleje læberne og gøre dem bløde og smidige, når man har den på. Den kan bl.a. købes i matas og på www.matas.dk til 245 kr.

IMG_2929

2. Beauty Blender

Jeg mistede min Beauty Blender i oktober og det var hårdt at leve uden den. I slutningen af november købte jeg en ny, hvilket har resulteret i, at jeg knap nok har sluppet den af syne i december. De siger, man først finder ud af, hvad man har, når man mister det, og det gælder altså også for beauty produkter. For at sige det kort er det en makeup svamp, som jeg primært bruger til påføring af foundation. Inden for de næste par uger kommer der et helt indlæg kun om Beauty Blenderen, så hvis I vil vide mere uddybende, hvordan den bruges, kan I læse med til den tid eller stille os nogle spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare i indlægget. Den kan købes på www.cocopanda.dk til 149 kr., men det kan godt betale sig at væbne sig med tålmodighed, for der er ofte lidt at spare.

 

3. Estée Lauder Double Wear stay-in-place foundation

Efter min mening er denne foundation tungere og med en højere dækkeevne, end jeg foretrækker til hverdag, men den har været helt perfekt til alle festerne i december, hvor jeg gerne vil have lidt ekstra dækning og en foundation, der holder hele aftenen. Den flytter sig ikke, når man har lagt den, og farven ændrer sig ikke efterhånden, som man har den på. Jeg er meget lys i huden og har tidligere haft problemer med at finde en foundation, der passer til min hudfarve. Denne findes i tre forskellige baser – kold, neutral og varm – som alle har flere forskellige nuancer at vælge imellem. Det er et kæmpe plus, hvis man enten er meget lys eller mørk i huden. Jeg har farven 1C0 Shell. Den kan bl.a. købes på www.lookfantastic.com til omkring 300 kr., men den forhandles også hos Matas til 355 kr., hvor man har mulighed for at teste farverne.

 

4. Korres Santorini Vine showergel

Maria gav mig en beautybox i fødselsdagsgave i slutningen af november, hvori der var en lille rejsestørrelse af denne showergel. Bagpå står der ”en frisk, frugtduft af blomstrende græske vinmarker”. Det er normalt ikke en beskrivelse, der ville vække min interesse, for jeg er mere til de søde dufte, men denne her dufter helt fantastisk! Den er kraftig og syrlig, men om den lige dufter af de græske vinmarker, kan jeg ikke svare på. Det er sådan en duft, der vækker dig om morgenen – men på den gode måde. For mig dufter den af sol, sommer og varme, og selvom jeg kun har en rejsestørrelse, så har jeg brugt den igennem hele måneden, når jeg skulle forkæle mig selv og slappe af. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal have den store (250 ml) flaske. Den kan købes på www.lookfantastic.com til 80 kr.

 

5. Origins Drink Up Intensive

Der er ikke noget bedre efter en travl eksamensperiode end at læne sig tilbage og slappe af med en ansigtsmaske. Jo, det skulle da lige være at sove, så hvorfor ikke kombinere de to ting? Denne maske fra Origins er en overnight maske, som man påfører om aftenen og tørrer af igen om morgenen. Huden efterlades blød og smidig, og jeg har oplevet, at man vågner op og ser friskere ud, når huden er ordentlig gennemfugtet. Den kan købes hos Matas og på www.matas.dk til 230 kr. for 100 ml.