Category: Hair Care

Nilens Jord Matt Lips Creamy Liquid Lipstick i 914 ”Spice”

Jeg må nok indrømme, at jeg har et love/hate forhold til liquid læbestifter sådan helt generelt. Nogle er for flydende, nogle er for tørre, nogle er for svære at styre og nogle sætter sig i alle sprækker og revner. Det er svært at finde den perfekte liquid læbestift, og jeg er sikker på, det er et problem, jeg ikke er ene om at have. Derfor tester jeg ivrigt disse læbestifter, når jeg støder på dem, for hvad nu hvis.. Denne gang har jeg testet Nilens Jords Creamy Liquid Lipstick.

Indpakningen

Indpakningen er klassisk for en liquid læbestift. Skruelåg med en applikator som man dypper ned i produktet. Den er fin og klassisk, sort med rosa guld skrift, og jeg synes faktisk, den ser dyrere ud, end den er. Den er også forholdsvis tung, hvilket ofte er noget, der går igen for lidt dyrere produkter. Hvis jeg skal sætte en finger på indpakningen, så er det den gennemsigtige del i bunden, hvoraf man kan se farven. Det er nemlig sådan, at farven ikke virker autentisk i forhold til den, der påføres. Min farve ”Spice” er en koral nude i indpakningen, men når den kommer på læberne bliver den voldsom meget koral og slet ikke nude (det synes jeg faktisk allerede, man kan se på billedet ovenfor, hvor farven på applikatoren og farven i bunden af beholderen har forskellige farver..). Jeg vil sige, at den springer så meget i øjnene, at den slet ikke går til min blege hudtone (selv denne sommer hvor jeg har været sydpå i 6 måneder!!). Man skal selvfølgelig også have for øje, at ens egne læber bidrager til, at farven kommer til at se anderledes ud, når den påføres, men der er godt nok langt fra en nude-ish farve til skrigkoral.

 

Produktet

Ved første møde med produktet er det meget cremet men også tyndt og flydende. Meget lidt rækker meget langt. Jeg er vant til, at mine liquid læbestifter er lidt mere klistrede i konsistensen som en traditionel lipgloss. Konsistensen gør, at produktet godt kan være lidt svært at styre og påføre præcist i starten, og jeg skulle lige vænne mig til det, men nu hvor jeg er vant til det, er det ikke noget, jeg ser som et problem, fordi konsistensen nemlig også gør, at produktet tørrer meget hurtigere, end jeg er vant til fra andre liquid læbestifter. Det kan eventuelt også afhjælpes ved at tørre lidt af produktet af på kanten eller på et stykke papir inden påføring. Når produktet så er påført, tørrer det som sagt meget hurtigt, hvilket jeg kun kan se som en fordel. Det har en tendens til at sætte sig i revner og sprækker samt at klinge sig til eventuelle tørre områder på læberne, men det er ikke noget, jeg har ladet påvirke mig, for det må man forvente, når man har med en liquid læbestift at gøre. Netop fordi de tørrer på læberne, som de gør, må man forvente, at det bliver at se, når de tørrer på tørre områder. Det kan afhjælpes ved at skrubbe læberne godt inden brug og sørge for, at læberne er godt fugtet – dog ikke så godt, at der ligger et lag af læbepomade, som forhindrer læbestiften i at tørre på læberne. Derudover er det et kæmpe plus, at man ikke mærker, at man har den på.

 

Holdbarheden

Hvis læbestiften får lov til at tørre helt ind, som den skal, så kan den holde rigtig længe. Det er jo det, der er hele fordelen ved at bruge liquid læbestifter. Jeg synes godt, den kan give lidt aftryk hist og her, og man kan også overføre noget af farven til hånden, hvis man gnider på læberne, men(!) den flytter sig ikke, og jeg har ikke oplevet, at jeg efter at have gnedet på læberne har lignet en klovn. Hvis man drikker, kan den godt blødes op og forsvinde fra det inderste sted på læberne, men det vil jeg også sige er ret normalt. Den kan sagtens klare sig igennem en aften i byen, uden man skal genopfriske den – forvent dog at farven godt kan falme lidt med tiden, men det er ikke noget, der er vildt tydligt, og for mig ødelægger det ikke looket.

 

Den forhandles i et væld af farver hos Matas, hvor den koster 150 kr., og det synes jeg faktisk er en rimelig pris, fordi man får et godt produkt, som tilmed ikke indeholder parfume, æteriske olier eller parabener. 

Alt om Affiliate Links

De, der har fulgt bloggen i et stykke tid, har måske bemærket, at vi er begyndt at skrive, ”dette indlæg indeholder affiliate links” i toppen af nogle af vores indlæg. Inden vi startede bloggen her, troede jeg, at alt, hvor der stod ”reklame/affiliate links/sponsoreret,” var gratis produkter sendt til reklame. Nu er jeg blevet klogere, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at fortælle jer om, hvad affiliate links er, og hvad det betyder i forhold til vores blog og Instagram. Vi har valgt altid at skrive i starten af et indlæg, hvis der er tale om affiliate links, da folk så selv kan vurdere, om det er noget, de har tiltro til. I dette indlæg håber jeg dog, det vil blive klart, at der ikke er grund til at miste tiltro blot pga. affiliate links.

 

Hvordan genkender jeg et affiliate link?

For jer læsere er det ikke til at kende forskel på et almindeligt link og et affiliate link (derfor oplyser både vi og mange andre blogger om det, så tiltroen til os bevares). Det er et helt almindeligt link til et produkt, som du kan købe hos f.eks. Matas. Det, der sker, når du klikker på linket, ser ud, som det plejer. Du vil altså aldrig finde ud af, at det er et affiliate link, du har klikket på, medmindre bloggeren oplyser dig om det. For at gøre det hele mere indviklet, findes der forskellige typer affiliate links, som jeg har gennemgået nedenfor.

 

Hvad er affiliate links?

Et affiliate link er en slags reklameaftale indgået mellem to parter. Det kan f.eks. være Matas og os. Vores ansvar er at linke til Matas fremfor andre sider, når vi bruger et produkt derfra, og når I som læsere klikker, køber eller tilmelder jer noget igennem linket, betaler Matas os en lille skilling. Vi yder Matas den service, at vi reklamerer for deres side, og det vil de gerne betale for, hvis de får noget (klik, salg eller tilmelding) ud af det. På samme måde betaler Matas også TV3 for at vise deres reklamer, men der må de altså lægge pengene på bordet, inden de er sikre på, at folk vil købe/tilmelde sig noget, blot fordi de har set reklamen.

Betaling for salg

Betaling for salg foregår således, at når du som læser klikker på et affiliate link på en blog, som linker til f.eks. Matas, så udbetaler Matas til bloggeren en %-del af det samlede beløb, du køber for gennem linket. Det kan også foregå således, at når du køber en bestemt creme, der linkes til, så får bloggeren et bestemt angivet beløb, fordi Matas ved, hvad de vil tjene på netop det produkt og dermed også, hvad de har råd til at give til bloggeren som tak for reklamen.

Betaling for klik

Betaling for klik foregår således, at bloggeren bliver betalt et fastsat beløb, når der bare klikkes på linket. Det er dog lidt mere indviklet, idet klikkerens IP-adresse oftest vil blive tjekket, og bloggeren derfor kun belønnes for unikke besøgende. Inden I går helt i panik over, at der sidder nogle og tjekker jeres IP-adresse, så kan jeg afsløre, at vi endnu ikke har benyttet os af denne form for affiliate links.

Betaling for tilmelding

Betaling for tilmelding foregår således, at bloggeren udbetales et fastsat beløb, når en læser tilmelder sig et nyhedsbrev eller en konkurrence gennem et link på bloggen. Dette skyldes, at der kommer mere trafik på f.eks. Matas’ side, og som regel takker man ved tilmeldingen ja til, at de må kontakte en med tilbud og lignende. På den måde vinder f.eks. Matas en direkte reklameadgang til læseren, som for Matas kan give mere salg. Som tak for hjælpen med dette, får bloggeren et fastsat beløb.

 

Betalingen og gratis produkter

Som blogger bliver man betalt i kroner og ører. Der er altså ikke noget med, at alle produkter, hvor der linkes gennem affiliate links, er modtaget gratis. Det er de faktisk yderst sjældent på vores blog. Der kan være onlinesider, der vælger at sende nogle gratis produkter til bloggeren, således at bloggeren har noget at skrive om, når vedkommende skal linke til siden.  For det at linke til siden er jo netop det, bloggeren bliver betalt for og skal gøre for at opretholde sin del af aftalen. De gratis produkter har derfor som sådan ikke noget med det affiliate link at gøre, og bloggeren kan frit skrive sin ærlige mening om produkterne, selvom vedkommende ikke har betalt for dem.

 

Hvad er forskellen på affiliate links, reklame og sponsoreret indhold?

Der er stor forskel, men den er forholdsvis simpel. Ved affiliate links bliver bloggeren betalt for at skabe reklame og/eller skaffe et salg. Det samme er tilfældet, når noget er (sendt til) reklame, hvor bloggeren bliver betalt for at skabe reklame for en side evt. ved at snakke om et produkt derfra, som kan være sendt til bloggeren uden vedkommende har betalt herfor. Bloggeren er dog stadig i sin gode ret til at sige sin ærlige mening om produktet og blot efterfølgende nævne, at det forhandles hos den, bloggeren skal reklamere for.  

Når et indlæg er sponsoreret, så bliver bloggeren betalt for at skrive selve indlægget, og da er det klart, at sponsoren har en interesse i, at det der står i indlægget er sandt og positivt, da det jo er det, de betaler for. Der er ingen sponsorer, der ønsker at betale for et indlæg, hvor der bliver skrevet dårligt om dem eller deres produkter, og derfor er der også grænser for, hvor dårligt man kan skrive om det givne produkt. Det behøver ikke påvirke bloggerens troværdighed, at vedkommende skriver sponsorerede indlæg – i mange tilfælde er det jo rigtig gode produkter, og blogs er altså bare en kæmpe industri som alt andet i dag – men det må man gøre op med sig selv som læser, om man tør stole på. Vi har endnu ikke indgået nogle sponsoraftaler og har derfor ikke modtaget betaling for vores – altid ærlige – meninger.

 

Miljøvenlig beautyrutine

I dag er det to uger siden, der udkom et indlæg omhandlende, hvordan vores beautyvaner påvirker vores miljø. Hvis det ikke stod klart dengang, så understreger jeg det lige: jeg er så bange for vores miljø, og jeg vil lære at gøre en forskel. Det er måske ikke alle steps, jeg er klar til at gøre på nuværende tidspunkt, men jeg synes, det kunne være sjovt at undersøge, hvordan en helt miljøbevidst beautyrutine kunne se ud.

 

Indpakning

Hvis vi skal starte i det helt små, så skal man kigge på indpakningen, for hvis man vil gøre noget rigtig godt for miljøet, så er det at droppe plastik. I stedet  for plastik kan man vælge produkter, der forhandles i glas, metal eller papir, da dette er langt mere genanvendeligt end plastik. Her kunne Lush, som vi tidligere har nævnt en del gange, være et rigtig godt bud, idet en stor del af både deres hårpleje, kropspleje og ansigtspleje blot er indpakket i papir eller små metaldåser. Nogle af deres produkter kommer i plastikbeholdere, og selvom det ikke er den bedste løsning, så er 90% af deres plastik genanvendt, og man er derfor med til at give nyt liv til noget, der allerede er produceret – det er ikke helt skidt. Selvfølgelig er der den hage ved Lush, at det skal importeres, og det mest miljørigtige vil derfor være kun at købe Lush, når man alligevel er ude at rejse (at rejse er ikke miljøvenligt, det ved jeg, men det er nu engang noget, som det moderne menneske ikke er meget for at undgå). Ønsker man derimod at købe ”lokalt,” så er jeg online faldet over mærket Isangs, der også har en butik i København, hvor man kan købe produkter helt uden indpakning. Deres online produkter forhandles i metal, glas og papir, så det er genanvendeligt hele vejen rundt og dermed meget miljørigtigt. Jeg har endnu ikke prøvet noget fra mærket, men jeg har skrevet det på min liste til, når jeg kommer hjem til Danmark igen, fordi jeg synes, konceptet er ret fedt, og så er jeg sådan en, der godt kan lide at støtte nye, lokale koncepter. Det kunne f.eks. også være produkter fra Badeanstalten hvoraf mange kommer i papir eller glasbeholdere (de laver nogle helt vildt lækre scrubs!), men jeg tror, mange vil opdage, at det er nemmere, end de tror, at finde produkter i genanvendelig emballage i både supermarkeder, Matas og Sephora.

Det er faktisk ikke kun indpakningen på dine produkter, du bør være opmærksom på men også indpakningen på vatrondeller, vatpinde, vaskeklude og lign., for hold da op vi kan nå at forbruge meget plastik der. Et alternativ hertil kunne være genanvendelige vatrondeller, som kan vaskes og bruges igen og igen. De forhandles flere steder både online (bl.a. hos førnævnte Isangs) og i butikker. Jeg har også læst om nogle, der lavede dem selv ud af gamle t-shirts.

Ligesom med vatrondellerne så betragter jeg også tandbørstning som en nødvendig del af en beautyrutine, men de fleste tandbørster er lavet af plastik. Alternativt kan man købe en tandbørste af træ.

 

Indhold

Når man har været indpakningen igennem, hvilket er den nemme del, så kan man tage skridtet videre og undersøge det, man ikke sådan lige kan se med det blotte øje – indholdet. Som jeg nævnte i indlægget for to uger siden, så kan scrubs og tandpasta indeholde små eksfolierende perler, som er lavet af plastik (såkaldte microbeads på engelsk). Det kan være ret overskueligt at undgå disse ved at købe naturlige produkter, men det er også langt fra alle andre scrubs/tandpastaer, der indeholder disse. Hvis du vil tjekke dine produkter, skal du blot kigge efter ”micorbeads/microabrasives/polypropylene/polyethylene.” Hvis man gerne vil reducere plastik, bør man også undgå ”phthalates.” Derudover siges det også, at BHA og BHT, som kan findes i mange cremer, er dårligt for miljøet, ligesom silikone og syntetisk fremstillede parfumer bør undgås. Kilde: cvskinlabs.com 

 

Mine tanker

Nu er det jo ikke fordi, jeg forventer, at I alle stormer ud og køber bambustandbørste og syer vatrondeller af jeres gamle tøj. Det var slet ikke meningen med indlægget her. Men skulle der sidde bare én derude, der tænker, at det lyder spændende at reducere forbruget af plastik, så har jeg alligevel rykket på noget. Personligt synes jeg bare, det var sjovt at undersøge, hvor ihærdige nogle mennesker er. Det er supergodt, vi har jer! Jeg er ikke nået dertil endnu, hvor jeg bruger min fredag aften på at sy vatrondeller, men jeg er helt ærligt blevet en langt mere bevidst forbruger efter at have skrevet denne lille dyre-/miljøvenlige serie, og jeg er begyndt at tænke over, om det er nødvendigt at vælge en scrub i en plastikbøtte, når der står en i en papirspose ved siden af.  Det vil sige, at jeg altså er blevet mere bevidst om, at det ikke behøver være besværligt at passe på miljøet bare en smule.

Nu skal jeg nok love, at jeg er færdig med at snakke om miljøet i denne omgang 😉

 

Matas Vitamin Hårmaske

De fleste kender nok Matas egen stribede serie, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ofte glemmer at kigge, hvilke produkter der gemmer sig bag striberne. Det er en skam, da der faktisk findes mange gode produkter, som alle kan fås til en overkommelig pris. I dag vil jeg snakke om deres Vitamin hårmaske, som indeholder et særligt vitaminkompleks, der styrker håret og fremhæver dets naturlige glans. Ligesom der er honning og hvedeprotein i, som skal pleje intensivt og efterlade håret blødt.

Jeg vil kalde det her en klassisk hårmaske. De anbefaler, at man bruger den 1- 2 gange om ugen, hvilket er cirka det, jeg gør. De anbefaler, at man massérer hårmasken ind i det fugtige, nyvaskede hår og lader den virke i 3 minutter, hvorefter den skylles ud.

Det er en tyk konsistens, hvilket gør, at den ikke flyder rundt og er nemmere at styre. Når man masserer den ind i håret, har jeg lyst til at sige, den skummer op, men der er ingen skum, der er bare mere volumen til masken, når den masseres ind i håret.

Den er nem at skylle ud og efterlader ikke et fedtet spor men dejligt blødt hår. Mit hår er altid en stor filtret klump, fordi jeg har lyse striber i mit hår, derfor påfører jeg altid lidt olie, inden jeg reder det ud. Jeg har ikke haft noget problem med at redde mit hår ud, efter jeg har brugt det her produkt. Jeg synes også, mit hår har tørret lidt hurtigere, end det plejer, men om det har noget med vejret at gøre, eller om det er det her produkt, kan jeg desværre ikke svare på.

Jeg føler ikke, mit hår er blevet stærkere eller noget i den dur, men den har været god til at holde fugt i mit hår og ikke gøre mit hår fedtet eller tynge det.

Parfumen, de har valgt, som de siger, ikke er allergifremkaldende, er det eneste problem, jeg har med produktet. Det er på ingen måde en dårlig duft, og det er en meget ren duft, måske hvad jeg vil kalde en voksen duft eller en sæbe duft. Jeg synes, det er meget svært at forklare. Det er ikke en duft, jeg har hadet på nogen måde, men jeg har bare ikke elsket den. Jeg er mere til frugt og søde dufte, og det er den her ikke. Når det er sagt, så bliver duften hængende i ens hår på en gode måde.

Indpakningen er på ingen måde Rituals, men jeg synes, den er meget praktisk og nem at åbne, også selvom du har våde fingre, og så gør det ikke noget at have den stående. Hvis det ikke var på grund af duften, kunne jeg sagtens have fundet på at købe den igen. Men hvis du godt kan lide en ren, sæbeduft, så synes jeg, at du skal smutte forbi Matas og prøve den her, det er nemlig en rigtig fin hårmaske.

Kan købes her og i Matas til 44,95 kr. 

 

Kiko SMART neglelakker

Nu er det ca. ved at være to uger siden, jeg smed på vores Instagram, at jeg ledte efter den perfekte nude neglelak til en konfirmation. Da jeg alene skal bruge den til konfirmationen (i første omgang i hvert fald), var mine krav egentlig bare at farven skulle være fin, og det skulle prisen også. Derfor startede jeg jagten i Kiko, som er et italiensk makeupmærke i den helt billige ende, men produkterne og butikkerne ser og føles som high end. Mærket blev rost til skyerne for et par år tilbage, og alle Youtubere stormede i Kiko, som også har bevirket, at der i dag er butikker næsten over hele Europa (dog ikke Danmark – endnu!). Dengang var det praktisk talt umuligt at finde et dårligt produkt i Kiko, så jeg har længe været spændt på at prøve noget derfra. I denne omgang endte jeg med 4 neglelakker til 2€ stykket.

Der er nok nogle, der er på nippet til at klikke væk fra siden nu, fordi mærket endnu ikke er at finde i Danmark, og normalt afholder jeg mig fra at skrive om disse mærker netop af samme grund, MEN! Denne gang har jeg virkelig noget på hjerte, og det skal simpelthen ud, før jeg kan sove trygt om natten. Til de af jer, der stadig ikke har prøvet noget fra Kiko, og som stadig er nysgerrige på mærket, vil jeg blot advare jer mod deres SMART neglelakker.

Det er som sådan ikke fordi, der er noget galt med lakkerne. Til 2€ stykket kan man ikke tillade sig at sætte sine forventninger for højt, men det er hypen omkring mærket, den er gal med. Jeg vil nemlig sige, at selvom lakkerne er ok, som de er, så kan de altså ikke måle sig med de lakker, man finder hos Essie eller de helt dyre på hylden hos Dior. Det kan de ikke, og derfor vil jeg advare dig mod at skrue forventningerne helt op (som jeg måske havde gjort), for så risikerer du at blive skuffet. Det er ok lakker til en god pris, men det er altså ikke de bedste lakker, du nogensinde kommer til at have neglene i, hvis du spørger mig.

Jeg har som sagt købt 4 stk. af deres SMART lakker i farverne; 04, 27, 80, 84. En nude, to blå og en mintgrøn. Jeg ved ikke lige, hvad der gik af mig den dag.. Farveudvalget hos Kiko er fint men simpelt. Du finder de klassiske, gængse farver men ingen der skiller sig voldsomt ud, har glitter eller andre sjove effekter.

Børsten er nok en af mine yndlingsting ved de her lakker. Den er nem at arbejde med og har en fin bredde uden at være for voldsom. Påføringen er nem, men jeg synes, lakkerne har tendens til at trække lidt tråde, så de ikke påføres i ét jævnt lag. Tørretiden kan jeg virkelig ikke klage over, og jeg tør godt sige, at det er de hurtigst tørrende lakker, jeg nogensinde har arbejdet med. Det er det. Det er så også en god ting, fordi de påføres så ujævnt, at der skal tre lag til uanset farven for at dække pænt (bemærk at jeg ikke har prøvet de helt mørke farver, hvor man måske ville kunne slippe afsted med to lag). Når man lægger flere lag ovenpå hinanden, kan de godt trække lidt op i den gamle lak og klumpe en smule.  Det er ikke umuligt at slippe godt fra det, så det ser pænt ud, men man skal virkelig være opmærksom på det, da det ellers er tydeligt at se, hvis man har misset en lille plet ved andet eller tredje lag. Til trods for at der skal tre lag på, er holdbarheden ikke værre eller bedre end andre mærker på mine negle. Jeg kan snildt have den samme lak på i 4-5 dage uden tegn på slid, så jeg er heller ikke den rette at spørge på området.

Ifølge min mening er dette nogle okay fine lakker til en god pris. Særligt hvis der er tale om en lak, du skal have på til én konfirmation, fordi den skal matche kjole eller sko, eller hvis du skal  have skriggrøn på til 80’er fest, men hvis du er på udkig efter din nye hverdagslak, som kun skal have ét lag og ligger perfekt hver gang, så ville jeg styre udenom disse fra Kiko. Når det så er sagt, så er farven 04 den perfekte nude til mine blege hænder, så nu er jagten sat ind på en lak, der har samme farve men er nemmere at arbejde med. Det største minus for mig er, hvor svært det er  at påføre lakkerne i et jævnt lag, idet det er noget, jeg selv bliver træt af at kigge på, selvom jeg godt ved, det ikke er nær så bemærkelsesværdigt i forbifarten for andre.

Så, står du og skal på ferie, og er du nysgerrig på Kiko, så ville jeg enten styre udenom disse lakker eller sætte forventningerne ned. Det er IKKE lakker, der kan måle sig med de bedste på markedet, selvom det er det ry, Kiko har fået. Til gengæld er det billige lakker i flotte farver, som du sagtens kan slippe afsted med at have på, hvis du er villig til at lægge arbejdet i at påføre dem ordentligt. Til 2€ (ca. 15 kr.) så kan man vist ikke tillade sig at forvente mere.

 

Beauty at all costs: miljøet

Sidste handlede det om dyrene, der i værste tilfælde må lade livet for vores neglelak, i dag skal det så handle om vores miljø. Jeg er enormt passioneret omkring vores miljø, og det har jeg egentlig altid været. Jeg glemmer aldrig – mine forældre skal i hvert fald nok minde mig om det, hvis det skulle ske – da jeg i 7. Klasse havde været til foredrag med en miljøforkæmper, og han sagde, ”selvom I måske synes, vi gør en stor indsats, så skal I vide, at med alt det hele verden gør tilsammen lige nu, så redder vi kun én isbjørn om året” (eller noget i den stil). Jeg ved ikke, om det er statistisk korrekt, men det var fuldstændig ødelæggende for mig, og jeg gik belærende hjem og bad min familie om at ændre vores levemåde, så næste generation kunne leve i en verden med isbjørne.

Der er løbet meget vand gennem åen siden, og jeg lever langt fra så miljøbevist, som jeg kunne, så I dag vil jeg belyse, hvordan vores kosmetikforbrug påvirker vores miljø. Forhåbentlig kan både I og jeg lære noget og få stof til eftertanke.

 

Hvilke produkter eller produkttyper skader vores miljø?

Da jeg først satte mig for at undersøge det her tænkte jeg ærlig talt mest på ting, jeg ikke kunne ændre alligevel. F.eks. produkter produceret uden for EU, der skal flyves ind (en kæmpe synder for vores miljø), eller onlineshops der pakker ind i plastik, pap, papir og mere plastik, pap og papir. Så da jeg gik i gang med min research blev jeg både overrasket og bange.

Hvem vidste f.eks. at scrubs og tandpasta er nogle af de helt store syndere for miljøet? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Både scrubs og tandpasta kan indeholde såkaldte microbeads (små ”perler” om man vil), der enten skal skrubbe huden eller tænderne. Disse små perler er faktisk lavet af plastik, så når vi skyller dem ud i vasken, ender de ude i floderne rundt omkring, hvor de forårsager stor forurening.

Det gælder også renseservietter. Mange smider nemlig deres renseservietter i toilettet, og selvom de nok kan skyldes ud, så kan de altså ikke opløses/nedbrydes. Det vil sige, at de ender i vores floder og have, hvor de kan være til stor fare for dyrene, ligesom de forurener naturen, når de i sidste ende skyller op på strande rundt omkring.

Derudover er der en del kemikalier – jeg vil ikke kede jer med deres lange navne, men hvis I vil vide det, er de kun en Googlesøgning væk – i både læbestift, hårfarve, shampoo, shower gel, neglelak og cremer, som ikke kan nedbrydes. Det vil sige, når vi skyller dem ud, ender de i naturen, hvor de er til skade for særligt vores fisk og insekter, der i værste tilfælde kan dø. Men det stopper ikke der. Vandet kan nemlig også skade landbrug og planter.

Ligesom produktionen af alle disse kemikalier heller ikke er godt for miljøet. Kosmetikindustrien bidrager også til de mange store fabrikker, man hører om, der lader kemikalier slippe ud i vores natur og forurene vores miljø til skade for os alle sammen.

Nu lyder det jo næsten som om, man ikke kan købe nogle produkter mere, og selvfølgelig kan man det, men man kan tage mere aktive valg i forhold til, hvilke produkter, man putter i kurven. Det har jeg i hvert fald selv tænkt mig at gøre, for det er gået op for mig, at mine beautyvaner langt fra er så miljørene, som jeg havde håbet. Jeg smider ikke ting i toilettet, og jeg genbruger mange plasticbøtter, men der er plads til forbedring.

 

Hvad kan jeg gøre?

Du kan tænke over hvilke produkter du bruger. Du kan f.eks. sagtens købe tandpasta uden de små plastikperler, så skal vi ikke bare gøre det fremover? Det virker da ikke specielt krævende. Scrubs kan også sagtens fås uden, hvis man f.eks. køber en naturlig scrub lavet på salt, kaffegrums eller sukker, som alle er naturlige stoffer, der kan nedbrydes i naturen. Man kan købe renseservietter, der er nedbrydelige, ellers kan man vælge at undgå dem helt (hvilket også er bedre for huden).

Når det kommer til emballage, kan du købe produkter i glas, da glas meget oftere kan og bliver genanvendt. Hvis du køber produkter i plastikemballage, kan du afskaffe/genbruge dem korrekt enten på genbrugsstationen eller i butikkerne – nogle gange er der endda en gevinst at hente for at genbruge i butikkerne (se min guide her), så de i det mindste ikke ender i havene, hvor de slår dyrelivet ihjel.  

The use of Aloe Vera in beauty products (ENGLISH)

My grandmother loves spoiling us grandkids with presents as frequently as possible. I still to this day and age (I’m 24!) get a small present whenever it’s my brother’s birthday, just so I won’t get jealous, of course. That’s how I ended up with my first Aloe Vera product. It was a cleanser, white bottle and a picture of an Aloe Vera plant on the front. I was probably 12 or 13 at the time and didn’t think much of it (if anything I was a little offended about her thinking I needed cleaner skin… Teenagers…) but I can still picture the bottle like it was given to me yesterday.

Since then I’ve used a lot of Aloe Vera (probably even more than I realise) in my favourite after sun lotion and my mother has always kept an Aloe Vera plant in our bathroom for scrapped knees. Reflecting upon my favourite after sun for this month’s favorites, I got to thinking about how many products contain Aloe Vera (all the way back to that first cleanser of mine!) and why that is.

What is Aloe Vera good for?

Sunburns

As stated twice already (because that’s how much I adore it) Aloe Vera works wonders on sunburned skin. I use the Nivea After Sun lotion and I find that it calms and cools the skin as well as making it heal faster. Once, I sunburned my foot and bathed it in after sun. The next day the burn had already faded. Sometimes I use it after a long day in the sun – no burns – just to cool my body down.

Acne treatment

Similar to the sunburn healing, Aloe Vera is known to calm the skin, which is why it can be good for acne breakouts. I haven’t tested this myself and I honestly doubt that Aloe Vera is a miracle product that magically treats all acne, but I do think it’s worth giving a shot if your skin flares up in painful breakouts and open wounds (as characteristic for acne prone skin) every now and then, as it is proven that Aloe Vera has calming and healing properties.

Moisturizer

Aloe Vera also acts as a good moisturizer. I haven’t tested this myself but I know it’s often used in medicine to treat eczema and psoriasis (extremely dry skin illnesses). It ties in well with the calming properties, as dry skin can be painful and cause open wounds.

Aftershave

Along with the moisturising and healing properties, it goes without saying that Aloe Very is a great after shaver (it can also be found in some shaving creams and razors).  It’s no secret that shaving can be really tough on the skin, sometimes the skin dries out, other times the skin is broken. Either way, the moisturising and healing properties are great to use during or after shaving to restore and smoothen the skin. I use Aloe Vera every time I shave, and it works wonders. I also find that is reduced razor burns and bumps though it has never really been a big issue for me.

Anti-aging

This ties in with the moisturising properties. Aloe Vera is great for moisturising the skin and keeping it firm. As it’s also a natural remedy it contains vitamins that presumably help battle aging of the skin. Being 24 I obviously haven’t had the change to test this yet but if you’re worried about aging, you might want to look more into this.

Stretch marks

I haven’t tested Aloe Vera on its’ own for stretch marks, but I have tested Bio Oil with great results and it contains some of the same vitamins. Personally, I don’t believe stretch marks can be fully removed without professional treatment but adding the right vitamins should help lighten them faster in my experience.

Dandruff

I don’t suffer from dandruff myself, but I have a close friend who has and I can honestly say that using a shampoo containing Aloe Vera helped a lot. I don’t know why that is – if it’s the vitamins restoring a healthy environment or if it’s adding moisture – but I know that it helped my friend.

 

Why is Aloe Vera good?

I’ve already mentioned a few times that Aloe Vera contains vitamins. In fact, it contains a lot of them; A, C, E and B-12. Vitamin A and E are generally found in a lot of acne treatments, while vitamin C is more commonly used for anti-aging. Vitamin B-12 is often used to treat dry skin as well as inflammation and redness. Knowing this, it’s no wonder many skin experts think of Aloe Vera as a wonder product. Apart from the vitamins, Aloe Vera also contains two hormones, Auxin and Gibberllin, that both help the skin heal faster and fight inflammation.

As a side note I can mention, that Aloe Vera also contains a lot of enzymes, minerals and sugars which means you can benefit from Aloe Vera not only by applying it directly to the skin but also by consuming it.

 

Beauty at all costs: dyrene

Da jeg skrev om produkter, jeg savner under mit udlandsophold, nævnte jeg masker og hvordan mange masker i Spanien var koreanske og indeholdte snegleslim. Ikke alene synes jeg, det er lidt småklamt, fordi jeg ikke er vild med snegle, men det fik mig også til at tænke på, hvad vi som mennesker egentlig kan tillade os bare for at kunne leve op til det seneste nye ideal på beautyfronten.

Det har altid været kroppen, der var i fokus (det er det til dels stadig, men vi er blevet mere tolerante), og selvom det ikke er sundt for kroppen at gå på crash-diets hver anden uge og ligge under for elevatorvægten, så skader det kun os selv, og kun i det omfang, vi selv magter. Det går måske ikke ud over andre end os selv, men vi skal vel også passe på os selv engang imellem? Kroppen skal trods alt bære os igennem et helt liv. Jeg skal ikke blande mig i, om det er en god idé at være konstant på kur – de, der kender mig bedst, ved, at jeg i mine tidlige teenageår selv har været på de fleste af dem – men det, jeg vil have lov at blande mig i, er, når vi går ud over at skade os selv til at skade vores dyreliv og miljø, for de kan ikke selv sige fra. Jeg synes, det er interessant at sætte sig ind i, og jeg synes også, det er vigtigt. Det er vores pligt som forbrugere at vide, hvad vi forbruger, og derfor vil jeg prøve at belyse det lidt i dette indlæg, hvor jeg har særligt fokus på dyr, og indlægget om to uger hvor jeg vil have fokus på vores miljø, så både I og jeg kan blive klogere på de produkter, vi har liggende i skuffen.

Jeg var faktisk ikke klar over, hvad jeg gik ind til, da jeg startede min research til dette indlæg. Jeg syntes blot, emnet var interessant og lidt skræmmende – faktisk var jeg ikke sikker på, jeg ville kende sandheden, for så snart man kender den, føler man også skyld, men jeg tror, det er godt. Det er sådan, vi bliver motiverede til at ændre status quo. Allerede ved den første Google søgning gik det op for mig, at problemet er langt værre, end jeg havde forventet men også langt sværere at gøre noget ved, end jeg havde forventet.

 

Hvilke dyr lider?

Her er blot et par eksempler på, hvor kosmetikindustrien skader vores dyreliv for vores velbefindende. Jeg kunne i sandhed skrive side op og side ned med eksempler, men jeg tror ikke, det vil være til nogen gavn, da de fleste nok ville opgive den mængde læsning. Hvis indlægget her derimod vækker din interesse, så vil en hurtig Googlesøgning belyse rigtig mange flere eksempler end bare dem, jeg nævner her.

Lad os starte ved sneglene, da det var dem, der i første omgang vakte min interesse. Snegle producerer slim, så de kan klare det hårde terræn, som naturen byder dem, uden de bliver skadede. Skulle de blive skadede, gør slimen også, at de heler hurtigere – shit (undskyld mit franske) det er smart, og det synes kosmetikindustrien selvfølgelig også. Derfor kan man i dag finde rigtig mange, særligt dyre eller særligt koreanske produkter, der indeholder snegleslim. Det lyder måske ikke så slemt, men husk nu at sneglene selv har brug for den slim, de producerer, det er jo sådan, hele deres natur er opbygget. Nu er det ikke fordi, jeg føler nogen særlig empati for snegle. Faktisk synes jeg, de er lidt klamme, og det er nok i virkeligheden også derfor, jeg ikke selv er hoppet med på slimbølgen, men jeg synes, det er forkert, at vi har hele virksomheder, der indfanger snegle, pumper dem med stoffer, så de bliver stresset og derved tvinger dem til at producere mere slim, end det naturligt er muligt. Tænk at vi er nået dertil, at vi tager snegle i fangenskab for vores anti-age effekt?

Hvis du tænker, det ikke er nogen større tragedie, at nogle går ud og fangetager vores snegle, så kan du tænke på billerne. En bestemt sårt af biller spiser røde bær, som farver dem. Vi, altså os mennesker, fanger så billerne og pulveriserer dem, så vi har rød farve til vores blush, læbestifter og øjenskygger.

Føler du heller ingen empati for billerne, så kan du jo tænke på hanerne. Fra deres hanekam kan man nemlig udvinde syre, der bruges til en del akneprodukter. Jeg har ikke sat mig videre ind i det, men min mavefornemmelse siger mig, at hele processen ikke er vildt human – hvorfor skulle den dog være det, når nu formålet ikke er det.

Endnu et eksempel kunne være fisk. Den meget skinnende effekt, som man kan finde i mange kosmetikprodukter f.eks. neglelak, stammer nemlig ofte fra fiskeskel. Personligt tænker jeg ikke, det er rart for en fisk at få revet sine skel ud.

Mange gelprodukter indeholder gelatine, som er kogt dyrefedt og –knogler. Ligesom rigtig mange produkter også bare indeholder ren dyrefedt. Hvad med øjenskygger, der kan indeholde stoffer fra hajers indvolde.

Hvis du nu tænker, at vi alligevel i mange tilfælde slår insekter og snegle ihjel, hajerne skader jo os, hvis ikke vi kommer dem til livs, og fiskene, ja de bliver jo nok alligevel spist af hajerne, så vil jeg komme med et sidste eksempel. Fåremælk, gedemælk, komælk. Rigtig mange, meget populære cremer indeholder en eller flere af disse mælkeformer, og hvis I ikke allerede ved det, så kan jeg fortælle jer, at mælkeindustrien ikke er ret human i dag. Fælles for disse dyr er, at de producerer mælk til deres unger – ikke til os – men vores behov for mælk er stigende, og derfor overproducerer vi dyrene, så de får flere unger, end hvad naturligt er, så ungerne kan producere mælk til os. Det er skadeligt for deres kroppe og knogler, men vi stopper dem også med steroider, så de ikke kun producerer mælk til ”eget forbrug” men også til vores forbrug.

Jeg ved godt, at det her ikke vil ændre sig fra den ene dag til den anden, bare fordi jeg skriver et indlæg om det, og det er egentlig heller ikke min hensigt. Alle skal gøre det, der er rigtigt for dem i deres hverdag, men jeg synes, det er interessant at belyse emnet, fordi jeg føler, der foreligger en form for skjult markedsføring. Når du ryger, så er der skrækkelige billeder på pakken, som skal få folk til at stoppe. Når du spiser en burger, så ved du jo godt, du spiser et stykke ko. Men når du smører din dyre, luksuriøse creme i ansigtet, så tænker du ikke på, hvordan sneglene har lidt, eller hvor højt koen skreg, da den blev pumpet med steroider. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon ville ændre noget, hvis vi vidste, hvad der foregik bag om den smukke glasflaske på badeværelseshylden? Ja en ting er i hvert fald sikkert, hvis der var en lidende ko på flasken, så ville den ikke stå fremme og pynte.

Nu er det ikke fordi, jeg selv skal sidde her og spille hellig. Jeg vil fortsat have rød læbestift på, når jeg går i byen, og jeg vil også blive ved med at bruge gelprodukter, men det er aktive valg, jeg tager velvidende, hvad der ligger bagved, og det, synes jeg, er en vigtig detalje. Jeg sætter ind, der hvor det giver mening for mig. F.eks. spiser jeg vegetarisk, fordi det er noget, der er nemt og overskueligt i min hverdag. De fleste i min omgangskreds har også oplevet, at jeg flere gange har opgivet bestemte produkter såsom iste, chokoladebarer og avokadoer, fordi de bliver produceret under kummerlige forhold enten for dyr, miljø eller mennesker, men samtidig sidder jeg og skriver dette indlæg iført leggings fra H&M på en MacBook – begge produceret i Asien under kummerlige forhold. Vi må alle give vores besyv med og sætte ind, hvor vi kan. Lidt har også ret!

 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg slet ikke vil være med til at støtte det her?

Det eneste sikre valg er at købe vegansk (læs mere om det her).

 

Produkter jeg savner på mit udlandsophold

I sidste uge delte jeg mine tips til, hvordan du pakker en toilettaske til 6 måneders udenlandsophold. Den er skrevet nu, 3 måneder inde i mit ophold, og derfor fulgte jeg den ikke selv, da jeg rejste hjemmefra. Det har resulteret i, at der er en del produkter, jeg virkelig virkelig savner. Om ikke andet kan indlægget her måske give anledning til, at du tænker dig ekstra godt om, inden du fravælger nogle produkter – eller måske du kommer i tanke om nogle, du helt havde glemt?

Glattejern

Mit glatterjern var en af de ting, hvor jeg tænkte, ”hm, hvor meget får jeg det mon brugt?” og jeg rationaliserede, at jeg nok ikke ville bruge det nok til at det var livsnødvendigt at tage det med, selvom jeg derhjemme næsten brugte det hver dag, inden jeg tog afsted. Jeg skulle have taget det med. Det er så svært at have nogenlunde kort/medium hår, der ikke kan sættes pænt op, uden mulighed for at glatte eller krølle det, når man skal ud og møde en masse nye mennesker eller i byen. Den ene side af mit hår er permanent lækker, beachy-wavy, den anden side er permanent grim og strøget tilbage bag mit øre. Øv!

Parfumefri produkter

Det er nok her, jeg har mit behov for særlige produkter, og det er et behov, det har vist sig at være svært at få opfyldt hernede sydpå. Alt lige fra lotion til skyllemiddel er svært at finde i en parfumeri variant, og selvom jeg heldigvis ikke er allergisk, så har jeg efterhånden svært ved at sove i sengetøj, der dufter så intenst af blomstereng, at mine øjne løber i vand bare ved tanken.

Parfume

Lidt modsigende ovenstående punkt men jeg kunne godt have taget en fullsize med mig. Det viser sig, at mit forbrug er steget en del, fordi jeg næsten dagligt går på kaffedates, møder nye mennesker og går ud og spiser, hvor jeg gerne vil dufte godt for at give et godt førstehåndsindtryk.

Ansigtsmasker

Jeg tog én maske med, som jeg brugte, da jeg ankom efter min lange rejse. Efterfølgende regnede jeg med at købe ansigtsmasker, og det er da også muligt, men f.eks. L’Oréal maskerne, som vi er meget glade for her på bloggen, er meget svære – næsten umulige – at finde. Derudover er sheetmasker meget populære hernede, men de er alle sammen koreanske og indeholder snegle, så det bliver et nej tak fra mig (mere om det i næste uge).

Rejsestørrelser

Jeg gjorde fejlen ikke at tage rejsestørrelser med herned, og det var godt nok dumt. Jeg har manglet dem så mange gange, når jeg har skullet på weekendture og lignende. Selvfølgelig kan de købes, men det er en træls ekstra udgift, når man har en hel shampoo stående, man bare ville kunne hælde over..

Produkter i min farve

Nu, 3 måneder inde i mit ophold, begynder jeg at rende ind i den ene krise efter den anden. Min brynpen er ved at slippe op, og når man bor i et land, hvor folk primært har meget mørkt hvis ikke sort hår eller helt afbleget hår, så kan det være noget af en jagt at skulle finde en farve til os lige midt imellem. Det samme gælder foundation, fordi jeg – selv for en dansker – er meget lys i huden.

Dior Rosy Glow 001 Petal

Jeg er meget glad for denne blush, men det er en single med spejl og børste og det hele. Derfor fylder den en del, og jeg prioriterede ikke at tage den med. Det var noget af en fejl. Jeg elsker den mere, end jeg regnede med, og det er svært for mig at undvære den. Jeg har overvejet at købe en ny hernede, men det virker lidt dumt, når jeg har en liggende derhjemme, der bare venter på mig, og så er det heller ikke et helt billigt produkt.

Bite Beauty læbestift i Rhubarb

Jeg burde have sagt mig selv, at denne ville blive savnet. Jeg har gået med den næsten uafbrudt siden i sommers, men jeg valgte ikke at tage den med, fordi farven er lidt mørk til en hverdag sydpå. Gu er den ej, fortids Tanja! Dumt, dumt, dumt. Jeg tror faktisk, det er det produkt, jeg savner mest, især fordi jeg ikke lige har muligheden for at gå ud og købe en ny, hvis jeg virkelig ville have den.

Fodpleje

Jeg tror, det er noget, mange undervurderer. Det gjorde jeg selv. Jeg regnede med, det meste kunne købes undervejs, og så kommer man jo langt med en god lotion. WRONG! Jeg går min. 10 km om dagen. Det har jeg gjort i 3 måneder nu. Mine fødder er ødelagte, og den fodpleje, jeg har købt hernede, er ikke den samme og langt fra ligeså effektiv, som den jeg bruger derhjemme. Det er altså træls, når nu man skal leve 6 måneder mere eller mindre i sandaler.

 

Kunsten at pakke en toilettaske til 6 måneder i udlandet

Som I nok ved, er jeg flyttet 6 måneder til udlandet. Jeg var meget afklaret med min ellers lidt forhastede beslutning, indtil jeg skulle pakke min toilettaske, for hvordan gør man det til 6 måneder? Ikke nok med at skulle 6 måneder til udlandet, så havde jeg også planlagt at bruge en del af de 6 måneder på at rejse rundt (3 flytninger og en del weekendture), så det skulle jeg også have med i mine overvejelser. Her er hvad jeg tog med mig, og de overvejelser jeg gjorde mig inden og har gjort mig undervejs:


Øverste hylde/blandet: hårbørste, hårelastikker (evt. hårnåle o.lign. hvis man bruger sådan noget), et par neglelakker, vatrondeller (i hvert fald nok til man har mulighed for at købe nogle). Bruger man særlige produkter til håret f.eks. hvis man har krøller, så er det nok en god idé at tage det med også, så man i hvert fald kan klare sig den første tid.

Miderste hylde/hudpleje: renseservietter (rigtig gode at have til flyet, småture eller hvis man pludsleigt står uden vand i lejligheden.. Det kan ske!), Bioderma eller anden makeupfjerner, hele tre cleansere (Shiseido (ikke på billedet), Biotherm og Clinique) man behøver selvfølgelig ikke at tage tre med, men de var åbne og skulle bruges. Man kan stort set alle steder i verden finde en fornuftig cleanser til billige penge (da den ikke bliver siddende på huden, fordi man vasker den hurtigt af igen, er det ikke her, jeg synes, man skal investere), en lille fugtmaske fra Clinique (det er lige hvad huden har brug for efter flyturen), deodoranten giver vist sig selv, mini parfume fra Clinique, Nuxe olien som virkelig er en lifesaver (læs nedenfor hvad jeg bruger den til), ansigtscreme fra Biotherm og øjencreme fra Clinique. I denne kategori især bør man tilføje produkter, som man ikke kan leve uden f.eks. helt særlig aknebehandlingsmidler eller lignende.

Nederste hylde/makeup: Urban Decay Naked Palette (så er mine behov dækket godt ind), tinted moisturizer med SPF!, L’Oréal pudder foundation, to mascara (jeg har det med at blive sort under øjnene – særligt i varmen – og valgte derfor at tage to med, som jeg stoler på. En fra The Balm og en fra Clinique), øjenbrynpen fra NYX, læbepomade fra Vaseline (jeg elsker at den dufter godt, og så giver den et let shine og meget lidt rosa farve til læberne), børster (da jeg ikke skal lave de vilde looks har jeg kun de nødvendige med: pudderbørste, blushbørste, to blending børster og en øjenskyggebørste), en vippebukker, en Sleek blushpalette er super smart da man så får tre farver med i en forholdsvis lille indpakning og til sidst KUN tre læbestifter; en neutral fra Marc Jacobs, en pang orangerød fra Estée Lauder og en dybere, elegant farve fra Tom Ford.

 

Det var bestemt ikke nemt at pakke, men jeg kom ned under 4 kg., og det synes jeg faktisk er helt okay, når jeg skal være væk så længe. Hvis I undrer jer over, hvorfor der hverken er shampoo eller kropspleje, så skyldes det, at jeg får det, der hvor jeg bor, og jeg bruger primært Nuxe olien som min kropspleje. Det var et stort dilemma for mig, om jeg alligevel skulle tage mit eget med, men jeg gjorde op med mig selv, at det er en sød gestus, og selvom jeg godt kan lide min shampoo, så er den ikke livsnødvendig at have med mig i 6 måneder ud af et helt liv – mindre kan altså gøre det og har gjort det fint indtil videre.

Destinationen
Mit allervigtigste tip må være at have for øje, hvor du rejser hen. De fleste større, turistprægede destinationer vil have alt, hvad du kan komme til at mangle, så værre er det ikke. Det er klart, hvis du skal bo blandt stammefolk i Afrika, så bliver det svært at få fingre i blush og mascara (tror jeg da), men lige netop dér har man nok heller ikke brug for blush og mascara.

Grunden til du rejser
Det andet vigtigste må være at have for øje, hvad du skal lave der. Skal du studere/arbejde, møde nye mennesker, gå i byen, til fester og være social? Så får du brug for den røde læbestift, som du knuselsker og får dig til at stråle af selvtillid. Skal du derimod bygge lerhytter og undervise i 40 graders varme i Afrika, så tror jeg, du og alle andre er pænt ligeglade med, om du har mascara på eller ej.

Miniprodukter
Hvis du rejser et gængs sted hen, hvor du kan købe det meste, så siger min erfaring mig, at det godt kan betale sig at pakke rejsestørrelser hjemmefra til de første par dage og så købe normale produkter på destinationen (medmindre destinationen er meget dyrere end Danmark – det er sjældent, men det kan ske!). Du kan med fordel gemme rejsestørrelse bøtterne til weekendture undervejs, smart!

Multiprodukter
Til sidst er det en god idé at pakke multiprodukter, hvis du ønsker at begrænse dig. Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, jeg skulle pakke ned og pakke ud en del gange undervejs og selv slæbe mine kufferter med voksende souvenirsamlinger og tøj plus diverse. Det er også en god idé, hvis du skal bo med roommates i forbindelse med et studieophold, da pladsen ofte er træng både på dit værelse og badeværelset. F.eks. har jeg pakket olie, der klarer neglebånd, hår, ansigt og kroppen, ligesom min tinted moisturizer indeholder SPF. Husk, hvis du får begrænset dig for meget, så kan det meste købes de fleste steder i verden, medmindre du har helt særlige, specifikke krav.

Særlige, specifikke produkter
Hvis du har nogle helt særlige yndlingsprodukter, så synes jeg, du skal tage dem med. Du kommer til at savne dem, og selvom det “bare” er makeup, så vil du ærgre dig, når du bliver sort under øjnene af den lokalkøbte mascara, fordi ”den derhjemme” aldrig ville have gjort det. Det samme gælder, hvis du har helt særligt krav til et eller andet – f.eks. noget særligt (akne)hudpleje. Det kan altså være svært eller dyrt at få fat i noget helt bestemt på en rejse, så for at være på den sikre side er det nemmere at tage med hjemmefra, hvis det er noget, du mener, du absolut ikke kan eller er villig til at leve uden.