Category: Eyebrows

L’oreal Brow Artist Xpert

Det her er et forholdsvis nyt produkt fra L’oreal, og da jeg så det, måtte jeg bare prøve det. Den minder utrolig meget om Brow Definer fra Anastasia Beverly Hills, som også har en triangulær spids. Jeg har ikke prøvet den fra ABH med en triangulært spids, men har prøvet hendes Brow Wiz og ved at hendes produkter generelt er gode. Jeg glædede mig dog virkelig til at prøve denne lidt mere budgetvenlige version.

Jeg vil hurtigt pointere, at vi aldrig rigtig er blevet gode venner. Jeg synes nemlig ikke, at selve produktet virker særlig godt. Den laver små klumper af produktet, når man påfører den, og de er virkelig svære at få børstet ud, når man bruger børsten. Det vil sige, at det er meget tydeligt, at brynet ikke er naturligt men fyldt med produkt. Farven er okay, da den er kold i tonen. Jeg synes sådan set også, konsistensen er fin nok, da den ikke er for voks-agtig at arbejde med. Den er dog lidt tør.

Hjælper det så, at spidsen er triangulært formet? Det korte svar… Nej. Jeg synes ikke rigtigt, den hjælper mig på nogen måde. Jeg synes nogle gange, den kan gøre det lidt svært at få gjort tingene så præcist, som man gerne vil have, de skal være. De anbefaler, at man tegner brynet op med pennens spids og fylder det ind med pennens bredde side, men spidsen ændre sig, jo mere man bruger den, så den vil blive mere flad med tiden. Jeg kan bedre lide, når pennen har en lille spids, da man så kan være mere præcis i sin applikation.

Det sidste, de anbefaler, er, at man bruger børsten for at udjævne farven og give brynene et naturligt look, men de klumper, og jeg synes faktisk, det er en af de værre børster, jeg har oplevet på et bryn produkt. Jeg foretrækker at bruge den, som jeg har, fra Elf , da den gør det meget bedre.

Som I nok er kommet frem til, så var det her produkt ikke lige min kop te. Der findes mange andre øjenbrynsblyanter, som virker meget bedre, og Tanja har nævnt et par stykker her på bloggen, som kunne være et tjek værd, hvis du står og mangler et nyt bryn produkt.

 

Kan købes i matas eller på matas.dk til 59.95 kr. Den findes i flere varianter.

Mit møde med Essence

Essence er et mærke, som man har kunnet finde flere steder i udlandet, men nu er det flyttet ind i de danske supermarkeder som Bilka og Føtex, hvilket er rigtig dejligt efter min mening. Essence er et meget budgetvenligt mærke, hvilket altid er en god ting i min bog. Jeg var en tur i Bilka, hvor jeg så kom til at kigge lidt på Essence displayet, hvilket gjorde, at jeg fik valgt nogle få ting ud, som jeg vil gå lidt mere i dybden med.

Blush – 21 kr

Jeg elsker blush og især ferskenfarvet blush, og man kan sige, at de to farver, jeg har valgt, nærmest er identiske. MEN der er faktisk en forskel, når det kommer til, hvordan produktet påføres. Jeg har fået fat i en blush, som hedder Matt Touch Blush  i farven 10 Peach me up og en Satin Touch Blush i farven 10 Satin Coral. Jeg startede med at bruge den matte blush, og som I kan høre på navnet, har den ingen form for glitter i sig. Jeg synes, den var rigtig fin, men den var lidt svært at få blendet helt ind i huden. Derefter prøvede jeg satin blushen, og den indeholder en lille smule glitter, men ikke noget som gør dig til en diskokugle. Jeg synes faktisk ikke rigtigt, at man kan se det på huden. Satin blushen, synes jeg, er den bedste af de to. Den blender nemlig utrolig flot ind i huden, og så overraskede det mig, hvor godt den faktisk holder, hvilket jo bare er et stort plus. Står du og mangler nogle nye blushes, og vil du gerne have nogle, som er til at betale sig fra, så tjek helt sikkert Essences blushes ud, de er nemlig rigtig fine til en utrolig god pris.

Strobing Highlighter  – 10 Let it glow! – 26 kr

Highlighter kommer man ikke udenom i disse dage. Hele markedet fylder med dem, og de bliver produceret i massevis. Jeg er selv kommet lidt med på highlightervognen, dog ikke der, hvor den nærmest gør dig blind bare du kigger på den. Jeg er ikke lige så solgt på dette produkt, som jeg er på de to blushes, som jeg købte. Den her highlighter indeholder meget glitter, hvilket man tydeligt kan se på huden, når man påfører den. Jeg kan ellers rigtig godt lide basen, som de har brugt, da det er en lys fersken/rosafarve, som er utrolig flot. Den gør dog ikke rigtig noget for mig, når den er på huden, andet end at tilføje noget glitter, men det er en af de mere naturlige highlightere, som jeg har prøvet, og jeg synes heller ikke, den er dårlig-dårlig, men den manglede bare lige det sidste og mindre glitter for at falde helt i min smag.

Make me Brow –  03 Soft Browny Brows – 21 kr 

Dette produkt minder mig utrolig meget om Benefits Gimme Brow, hvilket er et produkt, som jeg rigtig godt kan lide og elsker at bruge. Da jeg så dette produkt, blev jeg nødt til at prøve det, fordi der var en chance for, at det var lige så godt som det fra Benefit. Jeg vil sige, at den kommer ret tæt på den fra Benefit, hvilket overraskede mig. Hvis man ikke helt ved, hvad dette produkt går ud på, så er det en farvet øjenbryngel, som har små fibre i sig, der skal hjælpe med at fylde ens øjenbryn ud. Den giver et dejligt naturlig look, uden at de ser optegnede ud. Den kan godt klumpe lidt, men hvis man lige bruger en lille smule tid på at få produkt fordelt ordentligt i ens bryn, så fungerer den utrolig godt.

De har valgt en perfekt størrelse børste, da den ikke er for stor i forhold til ens bryn. Jeg synes, det her produkt er over alt forventning, og de har gjort et super godt stykke arbejde.

Så som I kan høre har det været en utrolig god oplevelse, og jeg skal helt sikkert have afprøvet flere af deres produkter, og til den pris tror jeg ikke rigtigt, at det kan gå galt.

Produkterne kan købes i Bilka og Føtex.

Best in test: NYX Micro Brow Pen og Anastacia Brow Wiz i Taupe

Produkterne

Der er næsten tale om ét og samme produkt, men der er stor forskel på prisen, og derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan det kan være. Det er en brynblyant af den slags, der ikke skal spidses. De fungerer ved, at man skruer på indpakningen, og så kommer der en stift op, som man bruger til at fylde sin bryn ud med. Det er en god måde at rette sin bryn til på, hvis man selv har en del brynhår og blot nogle mindre bare pletter hist og pist. Man kan opnå et perfekt look ved at tegne brynene nøje op, men fordi det essentielt er en blyant, er det færdige look naturligt og ikke så ”fast” som hvis man f.eks. bruger en gel.

 

Farverne

Jeg har dem begge i farven Taupe, for det er den, der passer bedst på min hårfarve. Jeg kan godt nogle gange synes, den er lidt for varm til mig, men det vil nok altid være tilfældet, når man har en hårfarve, der hverken er blond eller brun. Selvom de begge er Taupe, så er der lidt forskel på farverne. Det er ikke meget, og jeg har forsøgt at fange et billede af det, som jeg vedhæfter herunder. Måske er det mine øjne, der bedrager mig, men den fra NYX virker lidt mere brun i det, og derfor virker den også mørkere. Det er meget lidt, og det har ikke betydning for, om jeg vælger den ene fremfor den anden.

 

Indpakningen

Indpakningen er stort set ens af udseende, bortset fra at den fra NYX er en lille smule længere end den anden og indeholder 0,05 g mere, men det er så lidt, at det næsten ikke kan ses. Nu sagde jeg jo udseende, og det skyldes, at selvom de to produkter ligner hinanden, så føles de forskelligt. Det er tydeligt at mærke, at den fra Anastacia er bedre kvalitet – eller sådan opfatter jeg det i hvert fald, fordi den er mere fast og ikke så vakkelvorn, når man skruer produktet ud. Det er svært at forklare og skal næsten prøves, men jeg vil også lige gøre opmærksom på, at det ikke har det mindste at gøre med, hvordan produktet performer. Der er ikke noget fancy over indpakningen, og det er bare plastik, men det fungerer godt til formålet, og det slanke design er lækkert, fordi produktet ikke fylder meget. Derudover er det også lækkert, at der er en børste i den ene ende, da man så er fri for at tage en med ved siden af.

 

Hvilken er så bedst?

Jeg føler måske, at Anastacia Brown Wiz er lidt mere pigmenteret, så det er nemmere at fylde brynene ud uden af skulle lægge så meget arbejde i det, men det er så lidt, at det blot kan være min hjerne, der spiller mig et pus. Ellers kan jeg ikke efter måneders brug af dem begge to (og efter at have brugt dem begge flere gange før også) ikke se nogen umiddelbar forskel, der kan begrunde forskellen i prisen. Som sagt er indpakningen på den dyre noget mere fast, så der er måske lagt mere arbejde i de helt små detaljer ved indpakningen, men det er ikke noget, der får betydning for brugen af produktet, og derfor ser jeg ingen grund til, at man skal vælge Brow Wizen fremfor Micro Brow penen, medmindre der selvfølgelig er afvigelser i farverne, hvilket dog ikke er tilfældet i farven Taupe. Jeg kan dog ikke afvise, at jeg stadig kommer til at købe Brow Wizen, og det skyldes altså ikke, at jeg får et kick ud af at betale overpris, men fordi NYX Micro Brow penen stort set altid er udsolgt i længere perioder i min Matas, og når de får dem hjem igen, bliver de udsolgt på ingen tid. Det kunne selvfølgelig løses ved at bestille den online, men jeg må indrømme, at jeg ofte først opdager, at det er tid til en ny, når jeg bruger det sidste, og så er jeg lidt for utålmodig til at vente på et onlinekøb, når jeg kan smutte i Sephora og købe Brow Wizen samme dag. Jeg har endnu ikke oplevet, at Sephora har haft udsolgt, og så må man jo betale prisen..

NYX Micro Brow Penen kan købes i Matas og koster 80 kr.

Anastacia Brow Wiz kan købes i Sephora og koster 199 kr.

Hi Impact Brows

Jeg fik det her produkt i en beautyboks fra LookFantastic. Jeg har længe været i gang med at tømme mine brynprodukter, da jeg havde fået samlet en god portion. Hi Impact Brows siger selv, den er den eneste alt-i-en multitasking øjne- og brynpalette. Den skal kunne dække alle hudtoner og hårfarver. Den består af Ash, som er en mat, blond farve. Spice som er en varm, brun farve med en rød undertone. Mocha som er en klassisk brun farve. Den sidste farve Charcoal er en grå/sort farve.

Jeg bruger mest Ash, og så blander jeg den med Mocha for at få mere variation i farven, og da Ash godt kan blive lidt for varm i tonen i forhold til mit hår og min hudtone. Jeg kan virkelig godt lide pudderne til mine bryn. De har en god pigmentering, som kan blendes ud, så det ikke ser for voldsomt ud. På den måde kan man skabe både meget markante bryn og lidt blødere bryn.

Der står at de også kan bruges som øjenskygger, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har brugt dem særlig meget som øjenskygger, så jeg kan ikke rigtig gå i dybden på det punkt. De er dog ikke de mest pigmenterede, når man bruger dem som øjenskygger, og der er ikke den store variation af looks, som man kan lave med dem, da de alle sammen er matte. Paletten er dog praktisk, hvis man skal afsted i weekenden og vil pakke let.

De har en rigtig god holdbarhed, når jeg bruge dem på mine bryn, og de holder, fra jeg påfører produktet, til jeg tager min makeup af.

Der medfølger en lille børste, som jeg bruger til at påføre produktet. Jeg kan godt lide, at den ikke er så stor, da det giver en smule mere kontrol, og så kan jeg godt lide den vinkel, som den har.

Jeg synes, det er en meget praktisk, lille palette, men jeg ville ønske, at Ash farven ikke var så varm i dens undertone. Den er smart, hvis man ofte ligger makeup på andre, da man har lidt at blande med, og hvis man er til produkter, som kan mere end én ting, så er det også et godt produkt. Jeg kan godt lide at bruge det, men når jeg er færdig med de to farver, som jeg bruger, så tror jeg ikke, jeg vil købe den igen, fordi jeg ikke skal bruge de to andre farver til noget, og de opnår på ingen måde den kvalitet, som mange af de andre øjenskygger, som jeg ejer, har, så jeg vil ikke bruge den til det. Ergo kommer halvdelen at det her produkt til at gå til spilde, da jeg ikke kommer til at bruge det, men det er et rigtig godt produkt, så bruger du mere end to farver, så er den det værd. 

 

Kan købes på www.lookfantastic.com

 

Tomme produkter #9

Først og fremmest glædelig jul. Jeg håber, I alle derude bag skærmene havde en fantastisk aften i familiens skød med lækker mad og måske et par beautyprodukter under træet. I dag skal det handle om tomme produkter – ikke voldsomt julet – men er der noget tidspunkt, det er bedre at tømme produkter på, end andre? Hvis der er, så tror jeg det er lige op til jul og nytår. Jul giver anledning til en masse nye produkter, og nytår skriger jo nyt år, ny mig, ikke?

Nivea Caring Shower Creme

Jeg købte dette produkt i et supermarked en dag i lidt af et panikstadie. Det er en shower gel, der indeholder nogle af de samme ingredienser, som den klassiske Nivea creme i den blå dåse (den kender I godt, ikke?). Meningen er, at den skal blødgøre huden, mens man er i bad, og jeg kan ikke lade være med at få tankerne ledt hen på deres in-shower lotion. Den dufter typisk Nivea – rent, friskt og forholdsvis kønsneutralt. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at min hud er blødere end normalt, og jeg vil nok ikke købe produktet igen, fordi der er SÅ mange andre showergels, der gør nøjagtigt det samme.

 

Herbal Essences Purifying Shampoo

Jeg er normalt ikke typen, der bruger purifying shampoo, fordi jeg ikke bruger så mange produkter i mit hår, at det er nødvendigt. Jeg endte dog alligevel med at købe denne shampoo i en periode, hvor jeg svømmede meget. Den er virkelig god og renser håret helt i bund på en forfriskende måde. Den skummer meget, og det føles næsten luksuriøst at bruge den, selvom den er forholdsvis billig, og så dufter den forfriskende af citrus. Jeg har brugt den én gang i ugen, og det har være passende – måske endda lidt i overkanten for mig, så jeg vil ikke anbefale at bruge den oftere, da denne slags shampoo virkelig kan udtørre håret. Jeg kunne sagtens finde på at købe den igen, hvis ikke den var lidt svær at få fat i (forhandles ikke i danske butikker endnu).

 

Matas Havtorn Deocreme

Jeg var på udkig efter en simpel deodorant, der både var effektiv og rimelig sød ved min hud. Derfor besluttede jeg mig for at prøve en deocreme fra Matas, og jeg synes, den hjalp. Det er ikke fordi, den er særligt skånsom mod huden, så det kan skyldes, at jeg bare havde behov for at prøve noget nyt, men jeg endte med at blive virkelig glad for denne. Hele havtorn-serien fra Matas dufter fantastisk, hvis jeg skal sige det. Duften er lidt sød samtidig med, at den er frisk, og jeg kunne sagtens forestille mig at købe den igen.

 

Øvrige

Derudover har jeg tømt en masse favoritter, som jeg ikke vil komme nærmere ind på andet end at henvise til tidligere indlæg. Jeg har blandt andet tømt endnu en Neutral Face Wash, Urban Decay All Nighter Makeup Setting Spray, Embryolisse Lait-Creme Concentrate, Nuxe Rêve de Miel og en NYX Micro Brow Pencil. Det er alle mine favoritter, som jeg aldrig løber tør for uden at have en ny på lager.

Festival Beauty Must Haves!

Festivalsæsonen er over os lige om lidt, og selvom jeg desværre ikke selv er festivaltypen – i hvert fald ikke mere end én dag af gangen – så har jeg en række tips til dem, der skal på festival (med hjælp fra en ivrig festivalgænger i min omgangskreds).

13296032_10209444887748699_1518913672_n.png

Makeup

Jeg har valgt at holde det til et minimum, for selvom det ser vildt fedt ud i bladene når modellerne er stylet til Coachella med falske vipper, pangfarvet øjenmakeup og skrigorange læber, så er det bare ikke helt ideelt med det danske vejr, eller når man ikke kan få sit daglige bad. Der er simpelthen for meget arbejde og vedligeholdelse i det, og for at være ærlig så er det jo ikke det, en festival handler om, vel? Hvis jeg skulle af sted, så ville jeg nødig undvære en læbepomade. Man kan med fordel skifte den ud med en læbeolie, så man kan pleje læberne og samtidig få lidt farve – jeg vil anbefale Lancômes Juicy Shaker, som man også forsigtigt kan duppe på kinderne for et friskt look. Derudover ville jeg pakke en mascara – min foretrukne er Lancômes Définicils – og en brynblyant (jeg foretrækker denne fra NYX), fordi det for de fleste kvinder er svært at føle sig som sig selv uden disse ting. Hvis man virkelig ikke vil gå på kompromis kan man også pakke en BB cream – f.eks. denne fra Gosh.

 

Pleje   

Igen handler det om less is more, for tiden er ikke til andet, og det er humøret heller ikke, når man kravler halvfuld ind i teltet eller vågner med tømmermænd. Uanset vejrudsigten er det altid en god idé at have både solcreme og aftersun med, for man kan jo til tider ikke regne med det danske vejr. Hvis man er så heldig at vejret er godt, er det en god idé at medbringe; vådservietter, intimservietter og renseservietter, så man kan friske sig selv op uden konstant at have adgang til rindende vand – husk også deodorant. Af samme årsag er det en ligeså god idé at tage tørshampoo med, så håret kan friskes op – min absolutte favorit er fra Colab, som jeg har snakket om før. Det er nok også en god idé at pakke shampoo (og balsam) og showergel, så man kan få sig et ordentligt bad.

 

Ekstra

Her er der tale om ting, der ikke som sådan har noget med ”beauty” at gøre, men de er alligevel uundværlige; hårelastiker (hvis altså du har langt hår), håndsprit så man undgår at sprede bakterier til f.eks. ansigtet, når man lægger makeup – jeg bruger altid den fra apoteket, men jeg tror ikke, der er voldsom forskel på dem. Derudover er Kleenex altid en god idé, fordi man altid har behov for at kunne tørre noget op, tørre noget af eller lignende. Og et spejl fordi det altid er rart at kunne se sig selv, når man f.eks. lægger mascara.

Månedens favoritter: april´16

April er for mit vedkommende fløjet forbi. Det skyldes måske, at jeg har min første eksamen lige om lidt, så måneden er gået med at suge så meget læring til mig som muligt og ekstra læsning i fritiden. Jeg har derfor af gode grunde ikke haft det store overskud, og mine favoritter bærer præg heraf.

2016-04-27 07.37.34

Youngblood Natural Mineral Foundation

Dette er et produkt, som Maria var helt vild med, da vi først mødtes, og hun fik hurtigt mig med på bølgen. Der er tale om en løs pudder foundation, der giver illusionen af flot hud uden at føles tung på huden – netop fordi det er en pudder. Den kan variere i dækkeevne, alt efter hvor meget man putter på, og hvor godt den blendes ind i huden – jo mere man blender, jo bedre dækker den og jo længere holder den. Hvis man putter en del på, kan man opnå et lidt pudret look, men det er ikke noget, som en setting spray (ligesom Maria er jeg glad for Urban Decays All Nighter) ikke kan klare. Jeg synes, den er mat, når jeg påfører den, og selvom foundationmoden lige nu er mere frisk og glødende, så elsker jeg den alligevel, fordi den er så nem at have med at gøre, når man står foran spejlet om morgenen og knap nok magter at åbne øjnene.

Den koster 425 kr. i Matas.

 

NYX Highlight and contour pro palette

For at kompensere for den matte foundation, har jeg været glad for denne palette (mere specifikt følgende tre farver; Ice Queen, Toffee og Sculpt). Ice Queen har jeg brugt som highlighter på kindbenene og under brynet. Den er meget ”frosty”, og selvom det normalt ikke er noget, jeg ville vælge, så passer denne rigtig fint til min lyse hud, hvis den påføres med let hånd. Sculpt har jeg brugt til at give illusionen af kindben, og den har den perfekte kolde tone til at agere kontur på min lyse hud. Toffee har jeg brugt som bronzer for at give mit blege ansigt lidt farve og liv. De gør præcis det, de skal gøre; holder hele dagen og formår at give mit ansigt liv uden at være ”over the top”. De kan godt virke lidt pudrede, men de er nemme at blende ind i huden, og det er igen ikke noget, som en setting spray ikke kan klare.  

Paletten koster 200 kr. hos Matas, men det vil på et tidspunkt i fremtiden være muligt at købe farverne individuelt, hvilket måske er en fordel for de der ligesom mig kan se, at nogle af farverne slet ikke passer til ens hudfarve.

 

NYX Micro brow pencil

Den gør det, som ethvert brynprodukt skal i min bog; den ser naturlig ud, den er nem at bruge, og så holder den hele dagen. Der er tale om en meget smal ”blyant” (altså den slags der ikke skal spidses!), som gør, at man kan tegne små hår meget præcist og på den måde opnå et mere fyldigt bryn. Det, at det er en blyant, giver den et blødt og naturligt look, som for mig er perfekt til hverdag.

Den koster 80 kr. og kan købes i Matas.

 

BlenderCleanser Solid cleanser

Jeg er typen, der laver rigtig mange nytårsforsæt, og selvom det i manges øjne er helt vildt fjollet, så er jeg også typen, der er god til at sætte realistiske forsæt og holde dem. Et af dem for år 2016 var at blive bedre til at rengøre mine makeup børster og svampe – målet var én gang i ugen, og det har jeg holdt indtil videre. Hver gang har jeg brugt denne sæbe, og den er fantastisk. Den rengør mine børster og svampe i bund og skummer op, så jeg ikke behøver arbejde så hårdt. Det at vaske makeupbørster er jo ikke ligefrem en fest, men når man har et produkt, der gør det så nemt og hurtigt, så er det altså ingen sag at holde nytårsforsættet. Vi har skrevet om cleanseren før her, og den kan købes online til 129 kr.

 

Estee Lauder Pure Color Nail Lacquer Love Bite

Til trods for at jeg har den dårlige vane at bide negle (mere om det en anden dag), så ejer jeg skræmmende mange neglelakker. En af dem er denne, og den er SÅ flot. Når nu jeg ikke kan have neglelak på hænderne, elsker jeg at lægge det på fødderne, og det er sjældent, at jeg har den samme farve på ret længe af gangen, men denne har jeg faktisk lagt igen og igen denne måned, og jeg er stadig ikke træt af at se på den. Den er pink med en lilla undertone, der gør den mere moden og mindre barbie. Selve neglelakken er som sådan ikke noget specielt – den hverken dufter af blomster eller tørrer på tre sekunder, men farven er simpelthen så flot, at jeg ikke behøver mere end det.

Den koster 190 kr. og kan købes her.

Sneakpeek i min toilettaske: sommerhustur

Når I læser dette indlæg, sidder jeg forhåbentlig og spiser morgenmad med havudsigt i sommerhus omringet af min familie. I den forbindelse har jeg selvfølgelig været nødt til at pakke – jeg siger det, som om det er en pligt, men i virkeligheden ELSKER jeg at pakke, og jeg elsker også at se, hvad andre pakker. Derfor vil jeg i dag dele med jer, hvad jeg har pakket. Hvad man pakker danner ligesom rammerne for, hvilken tur man skal på, og selvom I kun får et lille indblik i min toilettaske, vil det forhåbentlig stå klart for de fleste, at jeg er taget i sommerhus med henblik på at slappe af – netop derfor har jeg næsten ingen makeup med.

IMG_3052

I badet

Jeg er kæmpe fan af at pakke alle mine normale produkter i rejsebeholdere, hvis jeg ikke lige ligger inde med en travelsize af produktet. Denne gang har jeg bl.a. pakket min shampoo og balsam (Granatæbleserien fra Matas) i rejsebeholdere. Derudover medbringer jeg en hårmaske (Kebelo Enriching Masque). Det sidste, jeg medbringer i denne kategori, er resterne af min Lush Bubble Bar i Granny Takes a Dip, for jeg regner stærkt med at finde tiden til et boblebad eller to i løbet af ugen.

 

Hudpleje

Endnu en af de ting, jeg har hældt over i en rejsebeholder, er Bioderma Micceller rensevand. Neutrals ansigtsrens er jeg blevet så glad for, at jeg er nødt til at have den med, selvom den fylder en del. Sammen med den har jeg også min Clarisonic med. Derudover har jeg Embryolisse Lait-Crème Concentré med (surprise), fordi jeg – indrømmet – ikke kan leve uden, og så er den god til lidt af hvert. Til mine læber har jeg Smith’s Mentol og Eukalyptus balm med. Til sidst har jeg ikke bare én men hele to ansigtsmasker med – Lush Catastrophe Cosmetic Fresh Face Mask og Origins Drink Up Intensive.

 

2016-03-10 15.29.15

Makeup

Den sidste ting, jeg har puttet over i en rejsebeholder, er min foundation (Loreal True Match) og sammen med den har jeg også pakket min BeautyBlender. Derudover medbringer jeg Sleek’s Blsuh by 3 blush palette i Sweet Cheeks og sammen med den min Real Techniques 300 Tapered Blush børste. Til mine bryn medbringer jeg NYX Micro Brow Pencil, som jeg er ved at teste. Til øjnene har jeg tre stk. NYX Jumbo Eye Pencils med (Yoghurt, French Fries og Iced Mocha), min vippebukker og min nuværende yndlingsmascara, Lancôme Definicils. Mit største problem er altid at begrænse mængden af læbeprodukter, men denne gang har jeg været god og kun medbragt tre stk.; en klassisk rød (Bellápierre Ruby), en flot neutral (Estée Lauder Pure Color Rose Tea) og en gloss (NYX Butter Gloss Angel Food Cake).

 

Den kloge læser har måske indset, at jeg mangler et par ting. Det skyldes, at jeg jo ikke rejser alene, og hvis man er flere, der rejser sammen, så er det altid et godt tip at supplere hinanden. Derudover bruger jeg i forvejen ikke ret mange produkter i mit hår f.eks., og dermed nok endnu færre når jeg bare skal ligge på sofaen i sommerhuset.

Brows on fleek

ELF brow shaper

2016-02-06 12.54.56Hvis man er i tvivl om, hvilken form ens bryn skal have, er det bedst at tage udgangspunkt i brynets naturlige form – hvordan finder jeg lige den, tænker du så? Jo, den nemme løsning er at købe denne pakke fra ELF, der indeholder fire forskellige brynskabeloner. Skabelonerne kan du holde op mod dit bryn for at se, hvilken en der passer bedst. Den der passer bedst, vil være den, hvor der er flest muligt hår indenfor formen.

Når du har fundet dit bryns form, kan du farve brynet op med en blyant, pudder eller hvad du nu foretrækker. På den måde er det nemt at se, når du fjerner skabelonen, hvilke hår, der stikker uden for den form, du har optegnet.

 

Hvordan fjerner jeg de overflødige hår?

Hårfjerningsmetoderne er næsten uendelige, når det kommer til brynene, men da vi kun har stiftet erfaringer med to af dem, vil vi holde os til dem. 2016-02-06 12.57.20

Pincet

Dette er den klassiske løsning, som næsten alle kender. Jeg foretrækker denne metode, selvom den er langsommelig, fordi den er effektiv. Når man skal vælge en pincet, er det som udgangspunkt bedst at vælge en, der har en flad spids, da man på den måde let kan skubbe spidsen ind under hårene og hive dem ud. Hårene bør hives ud i deres groretning for en mindre smertefuld hårfjerning. Ønsker man at gå all-in kan man også anskaffe sig en spids pincet, der kan være god til at nå de helt korte stive hår.

 

Veet facial wax

Udover pincet har jeg også forsøgt at vokse mine bryn. Fordelen ved at benytte voks er, at det er hurtigt, effektivt (i hvert fald hos frisøren) og det fjerner også alle de små lyse fimmerhår. Jeg ledte efter et alternativ til frisørvoksen og stødte på denne fra Veet. I andre sammenhænge har jeg haft gode erfaringer med Veet, så mine forventninger var høje – desværre ALT for høje. Voksen kommer i en lille tube, som skal varmes op i et glas kogende vand. Selvom jeg lod min voks sidde længere tid, end der stod i manualen, smeltede den ikke rigtigt, og det var en noget klistret og tyk affære at smøre den på brynet. Det gjorde, at voksen var svær at styre, og den trak lange tråde af voks, når jeg løftede tuben igen, hvilket jeg ikke er helt tryg ved så tæt på mine øjne. Voksen er nem at fjerne fra huden igen med de små voksstrips, der medfølger, men problemet er, at voksen ikke fjerner hårene godt nok. Jeg har prøvet flere gange, og jeg kan kun få den til at tage de lange, grove hår. Det er for mig ikke godt nok, da jeg ikke har tålmodighed (eller lyst) til at vente på, at hårene er lange, inden jeg kan fjerne dem.   

 

Hvordan vælger jeg den rigtige øjenbrynsfarve?

Når man har formet sine bryn, og der ikke er flere hår, der stikker udenfor, kan man opleve, at der i brynet er nogle bare pletter, hvor der er mindre hår, eller hårene er lysere, som gør, at brynet fremstår ujævnt. I den forbindelse kan det være en god idet at tegne brynene op på en naturlig måde i en farve, der matcher ens egne bryn. Er brynene tegnet op i den forkerte farve, kan det ødelægge et helt look. I øjeblikket har jeg selv en brynblyant, der er for varm i tonen, og det er tydeligt, når jeg skifter til en koldere tone, at mine bryn passer bedre til mit ansigt og mit hår, hvilket jo er hele idéen bag at tegne sine bryn op.

Der er en tommelfingerregel, som man kan bruge, hvis man er i tvivl om, hvilken farve, man skal vælge. Er man mørkhåret siges det, at man skal gå efter et brynprodukt, der er 1-2 farver lysere end ens hårfarve, hvorimod man som lyshåret skal vælge et produkt, der er 1-2 farver mørkere. Det skyldes, at disse farver som regel vil matche farven på ens bryn. Derudover bør de fleste som hovedregel gå efter et produkt, der har en kold undertone, medmindre man er meget gylden eller har rødt hår, da disse bedre kan klare en varmere undertone. Dette er en god idé, uanset om man er nybegynder, pro, næsten ingen bryn har eller selv har tydelige bryn, da man ved at vælge en farve så tæt på ens egen brynfarve som muligt, opnår et mere naturligt look.

Når man først har fundet sin farve og skal til at tegne sine bryn op, kan man benytte følgende produkter, der giver forskellige effekter, alt efter hvilket man går efter:

Øjenbrynsblyant

Blyant

Dette er den traditionelle måde at fylde sine bryn ind på. Den er tried and tested og virker stadig fantastisk. En øjenbrynsblyant er let at have med at gøre, fordi du ikke skal bruge en børste ved siden af. Du kan lave bløde eller markante bryn alt efter, hvor hårdt du tegner, og om du optegner korte eller lange hår. At tegne sine bryn op med blyant, kan være både en hurtig og en langsom affære, alt efter hvor meget, du vil gøre ud af dem. Et produkt som dette er mere tilgiveligt end f.eks. en pomade, da man ikke på samme måde kan se, hvis der forekommer små fejl.

 

Pudder

Pudder

En pudder er til dig som godt kan lide bløde, naturlige og ikke for markante bryn. Det er lettere at styre og slette sine fejl, hvis man får for meget produkt på sammenlignet med en pomade og en farvet bryn gel. Ønsker man alligevel et mere markant look ved brug af pudder, kan man bygge farven op ligesom med øjenskygge, men dette vil formodentlig være en langsommelig process – det er pudder i det hele taget f.eks. sammenlignet med en farvet bryn gel.

 

Pomade

Pomade

En pomade er et creme produkt til dine bryn. Dette er en metode jeg kun for nyligt har stiftet bekendtskab med. Først var jeg varsom, da det er sværere at styre end f.eks. en blyant. Jeg har prøvet NYX Tame and Fame Tinted Brow Pomade, og jeg er positivt overrasket. En pomade er til dig, der kan lide markante bryn ala Cara Delevingne og samtidig ikke har noget imod at sidde og bruge lidt tid på at få dem helt on fleek.  

 

Farvet bryngel

Farvet Gel

En farvet bryngel er til dig, som hurtig vil have styr på dine øjenbryn. Jeg bruger tit en farvet bryn gel, hvis det skal være hurtigt og nemt. Man tager børsten og kører den igennem ens bryn, så alle de små hår får lidt farve, og brynet vil fremstå tydligere – man skal dog være opmærksom på, at der ikke er for meget produkt på børsten, da det kan give små klumper i brynet. Af samme grund skal man ikke bruge dette produkt til at bygge farven op med. Ved at benytte en gel opnår man et naturligt look, men den kan også bruges sammen med blyant eller pudder for et lidt kraftigere look.

 

Klar bryngel

Klar gele

En klar gel er ligesom hårlak for dine øjenbryn. Det er et produkt, som skal holde dine øjenbryn på plads i løbet af dagen, og så er det simpelt, fordi der ingen farve er i, så man kan ikke se, hvis det er gået lidt for stærkt med at komme ud af døren. Et produkt som dette kan bruges over øjenbrynsblyanten, pudder og pomade.

 

Budget venlig trick

Hvis man gerne vil spare lidt penge, og ens øjenbryn ikke er det, man går mest op i, men man gerne vil have dem til at sidde ordentlige hele dagen, er dette trick ideelt. Idéen er lidt den samme som den klare bryngel dog med ting, som de fleste ligger inde med – alt man skal bruge er hårlak og en brynbørste. Først sprayes der hårlak på børsten, som derefter køres igennem brynet. Dette får brynene til at sidde hele dagen.