Category: Dagcreme

Månedens Favoritter: September’17

Happy halloween!! Jeg ved godt, det først er i slutningen af måneden, men hallo vi er i oktober. Oktober! What! Jeg kan ærlig talt ikke følge med og var helt overrasket over, at det allerede var nu, jeg skulle tænke over de produkter, som har gjort det ekstra godt i september. Når det kommer til produkter og ting, jeg har valgt igen og igen, så har september faktisk været en rigtig god måned. Det har været en god blanding af nye og ”gamle” produkter.

Loréal Paradise Mascara
Når man er en mascarajunkie, er det altså altid fedt at finde en god ny mascara, og især når denne omtalte mascara er en, man kan gå ned i Føtex eller Matas og købe. Jeg har i sidste uge skrevet et indlæg omkring denne mascara, så hvis du vil vide andet, end at den faktisk virker, så ville jeg hoppe en tur forbi det.

Kan købes I føtex, Bilka, Matas & på Matas.dk 

Make Up Geek Foundation Stippling Brush
Denne foundationbørste er ikke et nyt produkt, jeg har nemlig introduceret det i et favoritindlæg i maj 2016, og nu er den tilbage som et af mine favorit redskaber at bruge. Der findes mange forskellige foundationbørster, og der findes mange forskellige foundations. Dette gør, at man nogen gange bliver nødt til at prøve sig lidt frem, hvis ens foundation ikke lige ligger, som man gerne vil have det. Ens hud ændrer sig også, og det synes jeg også kan have en effekt. Men 9 ud af 10 gange virker den her børste, som den skal. Jeg tror ikke, jeg har en foundation, som den ikke virker med, og lige så snart man synes, den ikke performer, som den skal, betyder det, at den lige skal have en omgang sæbe, og så kører det hele igen. Den er altså bare fantastisk.

Kan købes på www.makeupgeek.com & på www.beautybay.com

Nuxe Olie
Jeg har ikke nævnt dette produkt her på bloggen, men jeg har dog givet det et lille shout out på vores instagram, så hvis du ikke allerede følger os der, vil jeg da råde dig til at gøre det (ananas i egen juice, I know, moving on.) Jeg har tør hud på hele kroppen undtagen i ansigtet, hvor jeg har en fedtet t-zone. Det vil sige, jeg burde være endnu bedre, end jeg er, til at få smøret min hud ind. Mit problem er bare, at man bliver fedtet, når man smører sig ind, og det er jeg bare ikke særlig vild med. Jeg hader, når man har smurt creme på, og man så tror, det er trukket ind, men lige så snart man bliver lidt varm, er det ligesom, det har lagt sig som et film på huden igen. I don’t like it! Derfor smører jeg mig gerne ind om aftenen, men nogen gange kan det godt blive lidt glemt, hvis jeg er lidt for træt eller noget (nu skal jeg nok komme med min pointe, I promise). Dette produkt trænger faktisk ind, og det kommer ikke tilbage, når man bliver lidt varm! Det er simpelthen magi! Denne olie er noget af det bedste, jeg har brugt, den gør min hud fantastisk blød, (og den dufter virkelig godt) og ikke nok med det, så kan man også bruge den i håret og i ansigtet. Jeg har ikke brugt den så meget i ansigtet eller håret, men de par gange hvor jeg har gjort det, har det virket rigtig godt.  Dette er, hvad jeg vil kalde et must have produkt her til vinter! Så godt et produkt!

Kan købes i Matas og på www.Matas.dk 

Formula 10.0.6 Picture Perfect Day SPF 15
Jeg elsker mascara, ja, men jeg elsker også hudpleje! Makeup er meget lettere at lege med, når ens hud også opfører sig ordentligt. Dette er en af grundene til, at jeg gerne gør noget ud af min hudpleje. Jeg har nævnt Paula’s Choice dagcreme med solfaktor i her på bloggen før, som jeg virkelig synes er et godt produkt. Det har været en af de få cremer med solfaktor, som, jeg synes, har fungeret, og som ikke har fedtet huden til og er trukket ordentlig ind i huden (jeg har åbenbart noget med cremer, der ikke trænger ordentligt ind). MEN jeg har fundet et nyt hudplejemærke, der er ved at arbejde sig ind under huden på mig (no pun intended), nemlig Formula 10.0.6. De har flere cremer, men da jeg ikke kan leve uden solfaktor i min dagcreme, var der kun ét valg for mig, nemlig deres Picture Perfect Day spf 15. OMG! For det første så dufter den sååå godt. Den er med Guava, og jeg tænker, det er der, duften kommer fra, og den er bare så dejlig mild og dufter bare godt. Konsistensen er tyk, men er meget let i det, når man smører den ud og er på ingen måde tung i det. Den trænger lige så fint ind i huden og ligger så fint under makeup. Dette er seriøst min ynglings at bruge i min hudplejerutine. Jeg står og kigger langt efter den om aftenen, når jeg skal bruge en anden creme. Når den ”aften”creme er brugt op, så skal den fra Formula 10.0.6 prøves!

Kan købes i Matas og på www.matas.dk 

Too Faced Sweet Peach palette
Dette er heller ikke et nyt produkt men et af de tilbagevendende. Jeg har nemlig anmeldt dette produkt før. I dag er det dog blushen, som kommer i fokus, da det er den, jeg har forelsket mig lidt i igen. For det først så elsker jeg ferskenfarvet blushes, ergo denne blush er allerede perfekt dér. Den lægger sig også bare så flot på huden, uden der er alt for meget glitter i, og uden den er for pigmenteret, så man ligner en fersken. Den giver en god naturlig farve og passer til alle mulige looks. Og så dufter den, hvilket jeg synes er lidt hyggeligt.

Kan købes i Sephora og på Sephora.dk

Shiseido White Lucent – hudpleje mod misfarvninger

Jeg har langt om længe fundet en hudplejerutine, som (indtil videre) bare virker for mig, og det kan jeg vidst kun takke ét mærke for; Shiseido. Indtil for et par måneder siden, havde jeg faktisk aldrig rigtig gjort mig nogle erfaringer med mærket, hverken når det kommer til makeup eller hudpleje, men det har jeg så nu, og jeg er positivt overrasket.

 

Min hud

Min hud er særdeles kombineret. Det vil sige, jeg har lidt af det hele. Mine kinder er normale, min hage og pande er mere fedtede med tendens til urenheder, og min næse samt nederste del af kinderne er tørre. Sikke en mundfuld, right? Derudover døjer jeg med misfarvninger, som jeg beskrev her. Det, som generer mig ved min hud, er misfarvningerne, for det andet kan forholdsvis nemt holdes nede/borte, hvis huden passes og plejes ordentligt. Derfor var det også misfarvningerne, der fik mig til at købe produkterne fra Shiseido, da jeg stod i New York og havde glemt Dermarolleren derhjemme.

Min rutine

Serien fra Shiseido hedder White Lucent, og meningen er, at serien skal lysne huden og samtidig modvirke hyperpigmentering og mørke pletter for fremtiden. Jeg har kun brugt serien nogle måneder, og jeg ved derfor endnu ikke, hvordan de agerer på lang sigt, men indtil videre er jeg imponeret. Jeg vil her nævne produkterne, som jeg har brugt de sidste par måneder, i kronologisk rækkefølge. Efter at have fjernet min makeup med BioDerma og Neutrals Face Wash, fugter jeg min Clarasonic og putter Shiseido White Lucent Brightening Cleansing Foam på, som sammen med Clarasonicen renser min hud. Dette produkt er nok det, der bedst kan undlades, fordi det er en cleanser, der blot vaskes af igen, så længe man i stedet bruger en anden cleanser, der renser huden i dybden, så de efterfølgende produkter kan trænge ordentligt ind.  Efter cleanseren bruger jeg Dermarolleren, hvorefter jeg fortsætter med Shiseido White Lucent Luminizing Infuser, der fungerer lidt som en toner, der er lidt tykkere i konsistensen. Til sidst afslutter jeg med Shiseido White Lucent Luminizing Surge, som er en tynd og vandet ansigtscreme, der til trods for konsistensen fugter min hud imponerende godt, og Shiseido White Lucent Anti-Dark Circles Eye Cream (jeg nærmer mig jo hastigt midt-tyverne).

 

Virker produkterne?

Som sagt har jeg ”kun” brugt dem nogle måneder, og jeg kan derfor ikke sige noget om langtidsvirkningen, men på kort sigt virker de meget godt. I løbet af de to måneder har jeg været en del væk hjemmefra, hvor jeg ikke har haft produkterne med (havde en masse rejsestørrelser, der skulle bruges), og til trods herfor kan jeg se resultater. Min hud virker overordnet set lysere. Den ser sund og friskere ud, ligesom min hudtone er blevet mere jævn – for eksempel er mine kinder ikke nær så røde, som de førhen har været. Jeg får stadig mørke pletter efter urenheder, men de er knap så mørke og intense som tidligere, og så forsvinder de hurtigere. Det er svært at sige, lige hvad der har gjort det, men min hud er bare blevet pænere og mere jævn med en frisk glød. Alt i alt er jeg rigtig glad for produkterne, og når jeg løber tør for disse (rimelig store) rejsestørrelser,  skal jeg sikkert have anskaffet mig full-size produkterne og måske et par stykker mere i serien (der er en imponerende stor mængde produkter i serien). Produkterne er inspirerede af de japanske kirsebærtræer, og deres evne til at lyse op. Derudfra har Shiseido udviklet en teknologi, som gør, at produkterne ifølge dem selv skulle mindske synligheden af misfarvninger i ansigtet, ligesom det på længere sigt skulle påvirke kroppens produktion af pigment, således at huden gradvist bliver lysnet. Det skal ikke forstås sådan, at man lysner huden sådan i bogstavelig forstand som om man afbleger den, men nærmere at huden bliver mere jævn over tid. Jeg synes det er vigtigt at understrege, at det er tydeligt, produkterne indeholder en del parfume. De dufter fantastisk og feminint, og det er ikke noget, der bliver hængende, men allergikere eller andre parfumeforskrækkede, skal holde sig langt væk fra dem. Da jeg først åbnede produkterne, fik jeg faktisk et chok, og jeg havde næsten ikke lyst til at bruge dem pga. parfumen (jeg er jo vant til bl.a. Neutrals produkter!), og jeg forventede faktisk også, at parfumen ville få min hud til at reagere, da min hud normalt er ret sart, men jeg har ingen problemer haft overhovedet. Desværre ser det ud til, at serien er lidt svær at få fat i herhjemme (i hvert fald online) men ikke umuligt f.eks. gennem Amazon.

 

New York Makeup – hvad pakkede jeg, og hvad fik jeg brugt?

Nu er det jo to meget forskellige ferier, Maria og jeg har været på, og derfor tænkte jeg, at jeg også ville lave et indlæg omhandlende, hvad jeg havde med af makeup, og hvad jeg faktisk fik brugt. Normalt har vi nok begge en tendens til at pakke meget, for der skal jo ikke mangle noget, og en tendens til kun at få brugt en brøkdel af det, når vi så først kommer af sted. Denne gang havde jeg virkelig forsøgt at begrænse mig, og det er der én klar grund til, som jeg vil komme nærmere ind på.

 

Hvad pakkede jeg?

Basen

Jeg sprang primeren over, fordi jeg normalt bruger min Embryolisse Creme som primer, og det gjorde jeg også i New York. Det var smart, for på den måde sparede jeg et produkt, da den også fungerer som ansigtscreme. Jeg havde min Collection Lasting Perfection Concealer med af samme årsag, som Maria havde concealer med. Det er rigtig godt til en ”no makeup” makeupdag. Ligesom Maria er jeg ikke den største bruger af concealer til hverdag, men det er et typisk tegn på min ”jeg skulle jo nødig mangle noget”-mani. Den sidste ting – ja, den sidste!!!! – var min Revlon Colorstay Foundation, som jeg havde pumpet lidt af over i en rejsebøtte. Jeg sprang også setting sprayen over, fordi jeg vidste, at jeg havde en på min shoppingliste, og så måtte jeg jo bare få købt den i en fart.

 

Bronzer, highlighter og blush

Jeg er lidt en klovn, for jeg glemte faktisk at få den highlighter med, som jeg ville have pakket, fordi jeg efter brug var kommet til at lægge den tilbage i skuffen. Dumt.. Til bronzer havde jeg taget den lille ”Toffee” fra NYX med, der kommer i deres Highlight and Contour Pro Palette. Den fylder ikke ret meget, så det var et smart træk! Jeg har det lidt med blush, som jeg har det med læbestift. Jeg kan bare ikke begrænse mig, men jeg gjorde et ihærdigt forsøg og endte derfor med kun at have to med. De er begge fra Inglot. Den mørke er nr. 63, og den lyse er nr. 27. Jeg bruger sjældent den mørke, men jeg havde en forestilling om, at Broadway lige var stedet, hvor den ville passe perfekt, og alene af den grund røg den med i kufferten. 

 

Øjenmakeup

Til mine bryn havde jeg pakket min Anastacia Brow Wiz, fordi den ikke fylder noget men kan give et fyldigt og flot bryn uden meget arbejde. Derudover havde jeg taget NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt med, som jeg af og til bruger som base, når jeg lægger øjenskygge. Den er nem at bruge, fordi den er i blyantform, og så kan den også bruges alene, hvilket jeg så som et plus, da jeg pakkede. Kan man rejse nogen steder uden en Naked palette fra Urban Decay? Maria gjorde det jo.. Jeg ville have svært ved det, så derfor pakkede jeg den mindste, nemlig Naked Basics. Med den kan man lave nogle flotte, simple og matte looks.  Det sidste øjenmakeup var min Covergirl LashBlast Mascara, som jeg elsker, for den holder hele dagen, selvom der er varmt, og så sidder mine vipper bare, som de skal.

 

Læber

Nu kommer vi til det, hvor jeg har svært ved at begrænse mig. Nogle vil nok mene, at 4 (okay 5 jeg havde jo også min røde PawPaw med!) produkter er lige i overkanten til en ferie, men husk nu at jeg var afsted i en måned, og så er 4 produkter faktisk næsten i underkanten, ikke? Jeg havde min elskede Tom Ford læbestift med, fordi jeg ikke kan leve uden. Derudover havde jeg min røde Sephora Cream Lip Stain med fordi jeg ikke rejser nogle steder uden en rød læbe. Det er bare den type person, jeg er. Det er selvfølgelig også klart, at jeg ikke kunne tage af sted uden en mere neutral læbe, og der valgte jeg min Esteé Lauder Pure Color læbestift i Rose Tea samt min Esteé Lauder Pure Color Gloss i farven Magnificent Mauve.

 

Hvad fik jeg brugt?

Selvom jeg havde begrænset mig meget, da jeg pakkede, fik jeg alligevel ikke brugt det hele. For det første var det meget varmt alle dage, og jeg var meget aktiv, så det var begrænset, hvad jeg orkede at gøre ud af mig selv. Derudover er det jo New York, så jeg fik købt en masse nye ting, som jeg hellere ville bruge (det havde jeg forudset hjemmefra og også taget med i mine overvejelser, da jeg pakkede). Det eneste fra basen, jeg fik brugt, var min Revlon foundation, og den brugte jeg faktisk kun én gang. Jeg brugte min bronzer under hele turen (mest for at udligne den meget voldsomme tan, jeg fik i panden på min første dag). Inglot blushen nr. 27 brugte jeg også en del, mens jeg slet ikke fik brugt nr. 63 – heller ikke på Broadway. Jeg brugte min Anastacia Brow Wiz hver dag. Endda så flittigt at jeg brugte det sidste på den sidste dag – så kan vi snakke om at pakke nøjagtigt nok! Jumbo Eye pencilen fra NYX brugte jeg nogle gange, selvom det var alt for varmt, men jeg syntes nu alligevel, at det hørte sig til på f.eks. Broadway, og så passer den perfekt med den nye Naked Heat pallette. Denne pallette er grunden til, at jeg slet ikke fik brugt min Naked Basics. De sidste to ting, jeg fik brugt, var min Covergirl mascara og min Tom Ford læbestift.

 

Mine råd

Tænk over hvor du skal hen. Skal du på Bali, skal du nok have det meste med hjemmefra. Skal du til London eller New York, så kan du godt undvære en del af det, som du ved, du vil storme ud for at købe den første dag alligevel. Det er alligevel meget sjovere at lege med det nye, end det du har pakket hjemmefra. Derudover bør du være realistisk overfor dig selv og vejret – hvor lang tid af din ferie er du villig til at bruge på at lægge makeup? Er der for varmt til makeup alligevel (husk nogle destinationer kan overraske *host* New York *host*). Til sidst vil jeg sige, at uanset hvor du skal hen og hvor varmt der er, bør du have for øje, om du skal noget, der kræver makeup. Skal du f.eks. på Broadway eller i Top of the Rock og have taget det mest instagram-venlige selfie nogensinde, så kan det måske være meget rart at have makeup med uanset om det så er varmt eller ej.  

 

IT Cosmetics CC cream

Nu har jeg efterhånden været i NY i 3 uger, og allerede om to uger sidder jeg hjemme i DK til bryllup. Det er helt uudholdeligt at tænke på, så det vil jeg lade være med. I stedet vil jeg fortælle jer om et af de første køb, jeg gjorde mig her i byen, IT Cosmetics CC cream, og den er hurtigt blevet en feriefavorit. Nogle gange er jeg lidt mærkelig, og så elsker jeg et produkt, mens jeg er på ferie, men så snart jeg vender hjem, virker det forkert – måske noget med lyset hjemme på eget badeværelse eller man bliver mere kritisk, når man skal ses af folk man kender? Nå, nok om det.

CC cream hvad er det?

CC står for color correcting – altså farvekorrigende – og det at det er en creme, gør det på den måde til en mellemting mellem hudpleje og foundation. Det gør sig især gældende for denne, som udover at være color correcting også indeholder anti-aging fugtgivende serum og solbeskyttelse med faktor 50! Det er altså noget, der batter. (læs mere om solbeskyttelse her!)

 

Virker den?

Kort og godt, ja. Den virker til lige nøjagtigt det, den skal. Solbeskyttelsen er selvfølgelig svær selv at bedømme, men jeg har brugt den flere dage med 30 grader uden at blive forbrændt, selvom jeg har opholdt mig meget i solen. Den findes i 7 forskellige farver, og det var jeg noget skeptisk overfor, for i disse BB/CC-tider er den lyseste altid meget mørkere end jeg. Denne gang købte jeg ”fair” og den passer min hud, som den er her om sommeren, men jeg forudser, at den måske er lige en tand for mørk om vinteren. Konsistensmæssigt er den tykkere, end jeg lige havde regnet med, men når man begynder at arbejde med den, smelter den nærmest ind i huden og lægger sig rigtig pænt uden at klæbe sig fast til de tørre områder eller blive kaget at se på. I mangel af bedre har jeg påført den med mine fingre, og det fungerer rigtig godt. Den er simpelthen så dejlig at arbejde med og nem at smøre ud, så den lægger sig i et tyndt lag, hvor man ikke kan se eller mærke den, men huden ser bare bedre ud. Ønsker man mere dækning, kan den bygges op, men grundet konsistensen vil jeg anbefale tynde(!!!) lag og så flere lag. Modsat min forventning dufter den ikke af solcreme men af citrus. Jeg dufter den, når jeg påfører den, men det er ikke en duft, der forfølger mig hele dagen.

 

Indpakningen

Det er en tube med en lille pumpe for enden, og det fungerer godt. Den er lille og lækker og nem at have med på farten, hvilket kan være en god idé, hvis det er den eneste solbeskyttelse du vil anvende, da solbeskyttelse som bekendt skal friskes op i løbet af dagen.

 

Hvor får jeg fingre i den?

Ja, det er lidt svært i Danmark, men jeg synes bestemt, den er besværet værd – især til en ferie hvor man ofte ikke vil føle, man har meget makeup på, men det alligevel er rart at have lidt på og samtidig få en rigtig høj solbeskyttelse. Den forhandles hos QVC, som er amerikansk, men de har også en forhandler i England, hvorigennem vi kan købe IT Cosmetics.

Beauty On Air – beauty til flyrejsen!

Sommer og flyveture hænger næsten uløseligt sammen for de fleste. Selv satte jeg i tirsdags kursen mod New York, en mellemlang tur på 8 timer, og i den forbindelse har jeg naturligvis gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle have med henholdsvis i flyet og i bagagen, når vi snakker beauty.

 

Generelt kan det siges, at det at flyve er usundt for huden, da luftfugtigheden på den kunstige flyluft er langt lavere, end den vi er vant til nede på jorden. Dette får huden (og faktisk også læberne) til at tørre ud. Det, at huden tørrer ud, kan få den til at overarbejde, således at den i stedet bliver fedtet. Det er klart, at jo længere tid, man er i luften, jo værre er det, og derfor er der altså også forskel på, hvad man kan føle er nødvendigt, alt efter hvor længe man skal flyve, og hvilken hud man har.

Udover flyvetiden kan det også være en god idé at have for øje, hvornår på dagen man skal flyve. Flyver man f.eks. om morgenen, kan man måske undgå at skulle tage makeup på inden og dermed undgå at have makeupfjerner med på flyet. Flyver man sent om aftenen, behøver man måske ikke makeup på flyet, hvis man alligevel bare skal på hovedet i seng, når man lander.

 

Afhængigt af længde og tidspunkt på dagen, kan man selv vælge til og fra, men til min tur på 8 timer medbragte jeg nok ca. det samme, som jeg ville gøre, hvis turen var længere, da det blot handler om at få mere fugt på en længere tur. Er turen noget kortere – f.eks. 1-2 timer – så ville jeg måske ikke gide hele baduljen, men det må man jo gøre op med sig selv.

Jeg forsøger at gøre så meget som muligt uden at skulle bruge vand, og selvom det selvfølgelig ikke er den bedste løsning, så er det altså den nemmeste – og så meget flyver jeg trods alt ikke, at det får betydning i det lange løb. Det første, jeg gør, er at sætte mit hår op, så det ikke generer mig, derfor har jeg hårelastik(ker) med. Dernæst har jeg altid en håndsprit på mig – det er ikke sundt for huden but it gets the job done. Når hænderne er rene, fjerner jeg min makeup. Det kan man jo gøre, som man vil, men jeg synes, det er nemmest at bruge renseservietter, når turen ikke er længere, da man så hverken skal bruge vand, vaskeklude, vatrondeller og den slags. Dernæst kommer det vigtigste step: fugt, fugt, fugt og atter fugt både til hud (husk også hænderne!) og læber. Jeg havde min trusty Embryolisse creme med, som giver mig masser af fugt og både kan bruges som creme og maske – det er smart, for så sparer man et produkt, og masken fjernes blot ved at tørre det overskydende af, så derfor har jeg også altid en pakke kleenex med. Skal man på en længere tur, kan man overveje, om man i stedet vil have en separat maske med og så supplere op med fugtighedscreme undervejs. Til læberne brugte jeg min Paw Paw Tinted Ultimate red Balm.

 

Jeg er lidt forfængelig, og da jeg stod af flyet, skulle jeg møde min roomies (altså dem jeg skal bo hos den næste måned) for første gang, og derfor havde jeg også pakket lidt makeup til turen. Alternativt kan man lægge makeup på toilettet i lufthavnen, når man har fået sin bagage eller helt forgå makeuppen. Jeg havde pakket en concealer, som jeg brugte lige til at tage det værste i stedet for at lægge foundation i hele ansigtet, så brugte jeg min Paw Paw Tinted Ultimate red Balm til at give lidt kulør til både kinder og læber – den skal blendes godt med fingrene på kinderne, men det er altså muligt at slippe godt fra det! Til sidst påførte jeg min Covergirl LashBlast Volume mascara og Anastacia Brow wiz’en, og derfor er det også en god idé at medbringe et spejl, hvis ikke man har et produkt med, hvori der sidder et spejl. Afhængigt af længden på turen, kan det også være meget rart at have daglige nødvendigheder med som tandbørste, tandpasta, deodorant og parfume (f.eks. i en Travalo).

 

Det korte af det lange (+/- det løse):

–       Hårelastik(ker)

–       Håndsprit el. vådservietter

–       Makeupfjerner/renseservietter

–       FUGT! Masker, cremer og lign.

–       Kleenex

–       Læbepomade

–       Sovemaske

–       Ørepropper

–       Makeup

–       Lommespejl

–       Tandbørste og tandpasta

–       Deodorant

–       Parfume

 

Hvorfor bruge solbeskyttelse?

 

Nu er sommermånederne over os, og selvom jeg er fortaler for SPF året rundt, så er det særligt vigtigt om sommeren. Jeg er hende i venindegruppen, der jagter de andre med solcreme, så snart solen titter frem, eller ryster skræmt på hovedet, når de går i solarium, for at ”vænne huden til solen, så jeg ikke behøver solcreme” – sikke noget pjat! Solcreme er altid vigtigt, og i dag vil jeg forsøge at give et kort overblik over hvorfor, og bare rolig man kan godt blive brun, selvom man bruger solcreme.

 

Hvorfor er solen farlig?

Det lyder så dramatisk at sige, at solen er farlig, men det er den jo faktisk – også om vinteren for vi behøver nemlig ikke blive forbrændte, før det bliver farligt. Solen udskiller forskellige UV-stråler. De, der når jorden, hedder UVA og UVB stråler, og det er dem, vi skal passe på. UVA stråler findes året rundt, og det er dem, der er flest af. De trænger ned i huden og kan over tid give rynker, soleksem, pigmentforandringer og hudkræft. UVB stråler er der knap så mange af, men vi mærker, når de rammer os, for det er nemlig dem, der giver den brune (eller for mit vedkommende røde) farve. Disse stråler kan udover en forbrænding give både hud- og modermærkekræft.

 

Hvad er solcreme?

Solcreme er en creme (duh!), der indeholder SPF. Det behøver dog ikke være en creme, men kan f.eks. også være en spray (man skal dog være opmærksom på, at en spray ofte vil lægge sig i et tyndere lag og derfor ikke give samme beskyttelse som en creme). SPF-produkter bruges på den hud, der vil komme i kontakt med solens stråler, da SPF’en danner et filter på huden, som beskytter mod solens stråler. Det anbefales derfor, at man bruger en solcreme, der beskytter mod både UVA og UVB og er vandfast, så den bliver siddende, selvom man f.eks. begynder at svede.

 

Aftersun

Mange tror fejlagtigt, at aftersun redder dagen, hvis de bliver forbrændte, men det er slet ike tilfældet. Skaden sker nede i hudens lag, mens aftersun blot virker beroligende på det forbrændte område.

 

Hvilken SPF skal jeg bruge?

Dette afhænger af din hudtype, og selvom der ikke er nogen grund til at være overbeskyttet, så lever jeg nok lidt efter ”better safe than sorry”-princippet her. Min hud er enormt sart over for solen, og jeg bruger SPF 50 i ansigtet ALTID. På en almindelig sommerdag kan jeg måske slippe afsted med SPF 30 på kroppen, men hvis jeg skal opholde mig direkte i solen gennem længere tid, så bruger jeg også SPF 50 på kroppen. Hvis du vil lære mere, om dit behov for solbeskyttelse, så kan jeg anbefale appen Uv-indeks, som jeg synes, er både sjov og lærerig at bruge. Den er udviklet af Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøministeriet.

Dette er appens forside, hvor den fortæller dig om dagens UV-niveau baseret på din lokation. Dagens Uv-indeks angives både i tal og farver. På billedet ovenfor er den gul, og hvis man så klikker på fanen “solråd” i bunden af skærmen, kan man se, hvad det betyder for den beskyttelse, man skal have.

Her kan man se, at gul mand betyder moderat risiko, og faktor 15 vil derfor være tilstrækkeligt generelt set. Man kan også tage en mere individuel hudtypetest under samme fane, hvor man skal svare på, hvilken hudfarve man har, hvorvidt man bliver skoldet, om man bliver brun, ens øjenfarve, ens hårfarve og om man har fregner. Baseret på disse spørgsmål får man sin hudtype at kende enten type 1, 2, 3, 4 eller 5-6. Dernæst kan man se særlige råd for ens hudtype, samt hvor hurtigt man kan forvente at blive skoldet ved de forskellige Uv-indeks.

Paula’s Choice Skin Balancing Oil-reducing Cleanser & Skin balancing ultra-sheer daily defense SPF 30

 

Jeg har før snakket om Paula’s Choice Clear dagcreme med solcreme i, som jeg elsker, men jeg ville gerne prøve noget nyt inden for Paula’s Choice, selvom jeg har været tilfreds med hendes Clear linje. Jeg fandt Skin balancing linjen, som er til Normal, fedtet og kombineret hud, hvilket gør den perfekt for min hud.

Jeg vil starte med at sige, at det ikke var kærlighed ved første brug, da jeg begyndte at bruge dem her. Jeg syntes ikke sæben var lige så god som den fra Clear serien og det samme med dagcremen, men efter at have brugt dem hver dag i en måneds tid er jeg faktisk blevet utrolig glad for dem. Paula’s Choice er virkelig et mærke, som jeg godt kan lide, især fordi det, når man bruger deres produkter, ikke føles som om, man putter parfume på sin hud, som det nogle gange er tilfældet med de meget parfumerede hudplejeprodukter, man kan købe.

Cleanser

Da jeg startede med at bruge den her, syntes jeg, at den tørrede min hud lidt ud, men det var ikke noget, som var ubehageligt, min hud føltes bare ikke som den plejede, når jeg havde vasket den. Efter nogle ugers brug gik den følelse helt væk, så om det bare har været en vendingsperiode, ved jeg ikke, men nu føles den helt perfekt til min hud.

Selve sæben er en cremet konsistens, som virker utrolig godt sammen med min Clarisonic. Der er ikke tilsat nogen parfume, og jeg synes heller ikke, at der er nogen duft at spore, og der er ikke tilsat farvestoffer. Der står på flasken, at de skummer lidt op, hvilket jeg vil sige er præcis det, den gør. Den skummer ikke helt vildt meget, men for mig gør det ikke noget, da konsistensen er så cremet. Den er meget let at arbejde med og få skyllet af igen. Der står, at den fjerner makeup, men jeg ville ikke bruge den som en makeupfjerner. Jeg plejer at tage det meste makeup med kokosolie, og derefter bruger jeg denne til at fjerne de sidste rester. Jeg bruger den både morgen og aften og synes, det er et rigtig godt produkt, især nu når vi kommer ind i de varmere måneder. Jeg ved ikke, om den måske ville tørre min hud lidt ud, når vi kommer til de koldere måneder, men da den er lavet til kombineret hud, burde den ikke gøre det.

Ultra-Sheer Daily Defense Spf 30

Jeg er normalt ikke særlig glad for solcreme i min dagcreme, da jeg ikke altid synes, det er så godt, og cremen bliver lidt klistret, og så stødte jeg på cremen fra Clear serien og forelskede mig i den, så den her har noget at leve op til. Det gjorde den virkelig ikke i starten. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville komme til at kunne lide den, men efter at min hud endnu engang havde vænnet sig til den, blev min hud faktisk rigtig glad for den. Hvis jeg går en hel dag uden makeup og kun har den på, bliver min hud ikke fedtet i løbet af dagen. Den gør min hud mat, men den føles stadigvæk fugtet og ikke tør på nogen måde, hvilket jeg synes er meget vigtigt i forhold til mine kinder, som godt kan virke tørre. Konsistensen er til den mere flydende side, og igen er der ikke tilsat parfume eller farvestoffer.

Jeg vil lige pointere, at jeg virkelig kan se forskel på min hud, efter jeg er begyndt at bruge en dagcreme med solfaktor sammenlignet med, når jeg bruger en dagcreme uden solfaktor, så det er klart noget, jeg vil anbefale hele året rundt.

Det er begge produkter, som jeg ikke var så vild med til at starte med, men når det kommer til hudpleje, skal man altid huske at give dem lidt tid, så ens hud begynder at arbejde med dem. Nu er jeg virkelig glad for begge produkter og kunne sagtens finde på at købe dem igen. Endnu engang ved jeg ikke, om de bliver for tørre til min hud i forhold til vinter, men her i sommerperioden er de super gode.

Begge produkter kan købes på www.lookfantastic.com

Min oplevelse med Paula’s Choice

Jeg har nævnt nogle Paula’s Choice produkter her på bloggen før, og jeg har altid haft positive ting at sige om dem. Paula’s Choice er stiftet af Paula Begoun, som også er med til at udvikle produkterne.  Brandet bruger ikke parfume, farve eller ingredienser, som kan påvirke hudens sundhed, og så tester de ikke på dyr.

Ansigtvasken mangler, da flasken gik i stykker fordi jeg har tabt den 1000 gange

De første produkter, jeg prøvede, er dem, der findes i deres Clear sæt. Sættet består af tre produkter; en ansigtsvask, en eksfoliering og en ansigtscreme. Jeg blev utrolig glad for produkterne, og undersøgte efterfølgende hvilke produkter jeg yderligere burde tilføje min rutine. Problemet er bare, at hun har så mange produkter, at det kan være lidt uoverskueligt at vælge de produkter, der er bedst til ens hud. Heldigvis behøver man ikke finde ud af det hele selv, for igennem deres hjemmeside kan man skrive til dem og få dem til at sammensætte en hudplejerutine, der passer til ens hud. Jeg skrev til dem, hvorefter jeg modtog en mail med en masse spørgsmål, som jeg skulle svare på. Efterfølgende modtog jeg en mail med de forskellige produkter, som de ville anbefale mig at bruge. Det var utrolig smertefri og samtidig en god måde at få individuel vejledning på i forhold til min hud og mine problemer.

Jeg er ved at være igennem de produkter, som de anbefalede mig, og jeg synes, de har virket utrolig godt. Hver gang jeg har prøvet nogle andre produkter, har jeg kunne mærke forskel på min hud, som først var tilbage ved normalen, da jeg begyndte at bruge Paula’s Choice produkterne igen. Produkterne virker altså, og så bliver jeg ikke træt af at bruge dem, hvilket jeg ellers normalt har en tendens til at blive.  

Produkterne er gennemtænkt helt ned til indpakningen, og ikke et eneste af produkterne kommer i en gennemsigtig beholder. Det er smart, fordi det betyder, at lys ikke kan komme til at påvirke produkterne. Ligesom min ansigtsceme kommer i en tube, så man ikke skal have fingrene ned i produktet for at bruge det. På den måde undgår man at sprede bakterier i hele produktet.

De har også kropspleje, som jeg indtil videre kun har luret lidt på, men det er helt sikkert også noget, jeg skal have prøvet. Derudover har de også makeup, som har været i mine overvejelser, når nu deres hudpleje er så godt og gennemtænkt.  

Hvis du har lidt problemer med din hud, så er det her helt sikkert værd at tjekke ud, og produkterne kan godt virke dyre, men de holder utrolig længe, da man ikke skal bruge så meget produkt, og man behøver ikke at købe alle de produkter, som de anbefaler. Det er altså et mærke, der helt sikkert er værd at prøve, hvis du står og skal have opdateret din hudplejerutine.

Her kan man komme i kontakt med dem er det her .

Hvis du gerne bare vil kigger på deres side, så er det, det her link.

 

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.

 

 

1 måned uden parfume – mine erfaringer

Så er der gået en måned, og jeg er kommet i mål med min lille personlige challenge. I dag vil jeg gennemgå, hvordan det har været.

Erfaringer/tanker jeg har gjort mig

Det var faktisk næsten overraskende nemt (måske fordi jeg havde pakket alle parfumeholdige produkter væk, så der ikke var anden mulighed?). Derudover viste det sig, at en stor del af min makeup pånær læbestifter og hudpleje i forvejen er parfumefrit. Det gælder f.eks. min Youngblood Natural Mineral Foundation, NYX Micro Brow Pencil, Lancôme Definicils mascara, Urban Decays Naked paletter og Sleeks blush trios, når det kommer til makeuppen, og Bioderma, Avéne Gentle Eye Makeup-remover og Neutral Face Wash når det kommer til hudplejen. Den største omvæltning har derfor været i badet eller produkter forbundet hermed – shampoo, balsam, showergel, bodylotion og deodorant.

Jeg må indrømme, at jeg er faldet i én enkelt gang, fordi jeg skulle til fest på min arbejdsplads. Det var ikke et uheld, men det var et valg, jeg tog, fordi vi ofte snakker om min læbestift-afhængighed, og så kunne jeg selvfølgelig ikke komme til festen uden prangende læber – eller  det havde jeg i hvert fald ikke lyst til. Derudover ejer jeg ikke en læbestift, der holder hele natten som Tom Ford Lip Color, så den er og bliver altså min go-to, når jeg vil have flotte læber hele natten trods både mad og drikke. Samme aften valgte jeg også at tage et enkelt sprøjt parfume på, fordi jeg synes, det hører sig til engang imellem.

Derudover er jeg ufrivilligt faldet i i det offentlige rum, hvor jeg flere gange har oplevet, at der kun har været parfumeholdig håndsæbe, og det er nok dét, der har gjort det allerstørste indtryk på mig den forgangne måned. Det er heldigvis ikke direkte et problem for mig at vaske hænder med parfumeholdig håndsæbe, men det kan det jo være for nogle – skal de så undgå at vaske hænder? Skal de vaske hænder uden sæbe? Jeg ved godt, det ikke er sæben, der gør det, men hvorfor ikke bare konsekvent have parfumefri håndsæbe i det offentlige rum, så alle kan være med? Oplevelsen har fået mig på helt nye tanker, og herhjemme bruges der konsekvent kun parfumefri håndsæbe nu, så alle gæster kan vaske hænder med velbehag.  

 

Fordomme

Nu stillede jeg jo en række fordomme op for en måned siden, og dem skal vi selvfølgelig have be- eller afkræftet.

      Parfumefri produkter er kedelige: nej, ikke nødvendigvis. Nogle er selvfølgelig, men er det ikke sådan med alle produkter? Der er et par produkter, der virkelig har imponeret mig, og de er langt fra kedelige. Derudover er en stor del af min ”normale” makeup allerede parfumefri, og det har jeg jo aldrig fundet kedeligt.

      Udvalget er mindre, og jeg vil føle mig stærkt begrænset: ja, udvalget er mindre, fordi jeg har taget et valg, hvor jeg ikke længere kan vælge frit. På makeupfronten har jeg ikke følt mig helt vildt begrænset (udover læbestift, hvor jeg kun ejer en håndfuld uden parfume, og det er jo slet ikke nok til en måneds forbrug), og hudpleje har heller ikke været det store problem, men når det kommer til forkælelsesting er det en begrænsning, for det er som om duft og forkælelse hænger sammen.

      Nogle af mine faste produkter kan ikke erstattes: nej, der er nok nogle produkter, som jeg i hvert fald heller ikke i denne omgang har fundet en afløser til.

      Parfumefri deodorant virker ikke: jo den gør! Ha, jeg er blevet klogere. Den sidste måned har jeg brugt Neutral anti-perspirant Roll-on, og jeg har ikke selv følt, at jeg lugtede dårligt, ligesom (normalt meget ærlige) mennesker i min omgangskreds ikke har påtalt det, når jeg har spurgt dem.

      Det er besværligt: tjo, når man tager et valg, hvor der ikke længere er frit valg på alle hylder så at sige, så kræver det jo i hvert fald, at man sætter sig lidt ind i, hvad man så kan vælge imellem. Jeg tror, det er en vanesag, for i starten virkede det besværligt og næsten uoverskueligt, men nu tænker jeg jo ikke over det længere, fordi parfume ganske enkelt bare ikke er en mulighed.

      Det bliver en hård måned, og jeg kommer ikke til at være glad: jeg var godt forberedt, så det var egentlig ikke så hårdt som forventet. Det har mest været kaotiske situationer med et halvt ben ude af døren, der var hårde at takle, fordi jeg er vant til at kunne bruge parfume. F.eks. ville mit hår en dag bare stå ud til alle sider, som havde jeg haft fingrene i en stikkontakt. Normalt ville jeg jo bare gribe en lækker hårolie og tæmme lokkerne, men det kunne jeg jo pludseligt ikke denne gang, og der har det været lidt hårdt lige at gennemskue, hvad jeg så skulle gøre – det er det der med at bryde vanen, hvor man slet ikke tænker over, at man bruger parfume, der har været hårdt.

 

De gode produkter

Der er nogle af de parfumefri produkter, som jeg ikke giver slip på. Det er Neutral anti-perspirant Roll-on – ikke fordi den er noget specielt, men det er bare gået op for mig, at der ikke nogen grund til at bruge parfumeret deodoranter, hvis jeg ikke lugter og heller ikke føler, jeg lugter uden. Derudover er jeg blevet vildt glad for Stuhr Mild Hair Care Shampoo og Balsam (fundet i Føtex for mit vedkommende). Det er et mærke, som jeg brugte meget, dengang jeg svømmende, og jeg har ikke brugt det siden, men mit hår føles bedre fugtet, når jeg har brugt dem, og derudover er det som om, mit hår nemmere holdes glat, fordi de nærmest giver håret lidt tekstur.

 

De knap så gode produkter

Der er også nogle produkter, som jeg godt kunne have været foruden. Det er Levevis neglelakfjerneren (forhandles i Føtex og Bilka). Den får jobbet gjort, men jeg ved ikke, om det er indholdet af olie eller hvad det er, men det føles som om, man har olie ud over det hele bagefter, og hænderne bliver fedtede, hvilket er træls, når man f.eks. gerne vil lægge et nyt lag med det samme.  Derudover har Neutral Face Cream ikke efterladt noget specielt indtryk. Den er meget fed og kan til tider være svær at smøre ud. Det er ikke fordi, den er dårlig, men den passer ikke rigtigt til mine behov, og så kan den slet ikke hamle op med min Embryolisse Lait-Crème Concentré, som I nok er ved at være trætte af at læse om. Til sidst er der Sanex Zero% Sensitive Shower Gel, som egentlig bare er for kedelig til mig. Den skummer fint nok op, når jeg bruger den med en svamp, men jeg tror måske, jeg er lidt for forvent til, at showergel bliver bedre, hvis den dufter godt.

 

Produkter jeg ikke kan undvære, selvom de indeholder parfume

Jeg formodede jo allerede for en måned siden, at der ville være nogle produkter, som ikke kunne erstattes. Det første er selvfølgelig min Embryolisse Lait-Crème Concentré, men derudover har jeg enormt svært ved at leve uden mine læbestifter, hvor jeg ikke har fundet parfumefri alternativer, der overhovedet kom tæt på at hamle op med nogle af mine favoritter. Jeg vil også fortsat bruge parfume – måske ikke hver dag – men jeg vil have meget svært ved fuldstændig at lægge det fra mig, hvis jeg f.eks. skal til fest eller lignende, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra ud af det hele.

 

Fremtiden

Nu har jeg jo allerede afsløret ovenfor, at jeg finder nogle af mine parfumeholdige produkter frem igen, så jeg vil ikke fortsætte med stringent at leve parfumefrit. Dermed ikke sagt, at der ikke er mange ting, jeg tager med mig. Særligt deodoranten og håndsæben vil jeg permanent skifte ud, ligesom jeg har fået lidt blod på tanden i forhold til at prøve flere produkter uden parfume. Jeg vil ikke fanatisk undgå parfume, men hvis jeg står mellem to produkter, vil jeg for fremtiden ikke være lige så skræmt ved at vælge det parfumefri produkt, da jeg har fundet ud af, at nogle parfumefri produkter (ligesom alle andre) er rigtig gode, mens andre ikke er noget for mig, og det finder man jo kun ud af ved at prøve produktet, men det afhænger ikke af, om produktet indeholder parfume eller ej, og det har jeg lært. Selvom det kun har været et lille projekt på en måned, så har jeg sat mig rimeligt godt ind i den parfumefrie verden, og det gør, at jeg helt sikkert vil tænke mere over det i fremtiden, end jeg hidtil har gjort, så det er bestemt ikke sidste gang, I ser parfumefri produkter her på bloggen.