Category: Ansigtsmaske

Mine Holy Grails

Kender I de der produkter, hvor panikken strømmer rundt i kroppen, når de er ved at være tomme, fordi det er umuligt at leve uden dem? Det gør jeg, og i dag vil jeg dele dem med jer.

 

Origins Intensive Drink Up Mask

Denne maske er simpelthen uundgåelig for mig. Jeg bruger den ikke året rundt, men når vi rammer efteråret sikrer jeg mig, at jeg altid mindst har én tube på lager, for den er fantastisk, når min hud begynder at tørre ud. Den redder vinteren hver gang! Læs mere om den her

Embryolisse Lait Creme

Ja ja, jeg ved, at alle efterhånden er trætte af at høre om denne, men den er simpelthen fantastisk. Den kan jo alt, så what’s not to love?

Miss Dior Parfume

Da jeg var teenager, prøvede jeg uendeligt mange dufte i form af alle de prøver, jeg kunne få fingre i, indtil jeg en dag fik fingre i denne. Dér blev jeg klar over, at det er min duft. Det er sådan, jeg gerne vil dufte og møde resten af verdenen. Rigtig rigtig rigtig mange kvinder ændrer deres parfume baseret på årstid, vejr og tidspunktet på dagen, men det gør jeg ikke. Denne passer efter min mening til alt og vigtigst af alt til mig.

Urban Decay Naked Palette

I modsætningen til Maria eksperimenterer jeg ikke voldsomt meget med min øjenmakeup, og jeg kunne ærlig talt slet ikke forestille mig ikke at have Naked paletten i min samling. Den redder ethvert look for mig, for den er perfekt alsidig, og så er farverne neutrale, så jeg kan give den maks. gas med læberne, som er mit forté.

Urban Decay Setting Spray

Denne er og bliver min yndlings setting spray. Den holder min makeup på plads hele dagen, selvom det er varmt udenfor, og så fjerner den det pudrede look, jeg nogle gange godt kan få, når jeg har lagt makeup. Jeg bruger den især om sommeren, hvor den er uundværlig HVER DAG, mens jeg om vinteren især bruger den ved festlige lejligheder, hvor min makeup skal sidde på længe.

 

Sephora Cream Lip Stain i ”01 Always Red”

Man går efter min mening aldrig galt i byen med en rød læbe. Det er klassisk, og det holder. ALTID. Det er sjældent, at jeg når at opbruge en hel læbestift, men denne Sephora Cream Lip Stain har jeg faktisk købt flere gange, og jeg elsker den. Den giver den perfekte, matte røde læbe, som jeg ikke kan forestille mig, jeg nogensinde bliver træt af, for en rød læbe er da altid moderne, ikke?

L’Oréal True Match flydende foundation

I nogle perioder hader jeg denne foundation. Den er slet ikke flot, hvis min hud er lidt tør, men i andre perioder elsker jeg den. Den dækker flot uden at være for meget, og så er den nem at påføre. Jeg er vild med, at den kommer i så mange forskellige farver, da det altid er et problem for mig, at min hud er for lys til de gængse farver, og så er det et kæmpe plus, at den er nem at få fingre i og til at betale.  

NYX Micro Brow pen

Det er så nemt at ordne sine bryn med denne, og det er jeg altså blevet lettere afhængig af. Den giver et flot naturligt look, og så er den billig og let tilgængelig, fordi den forhandles i Matas (hvis den da ikke lige er udsolgt….)

Nuxe Rêve de Miel læbepomade

Læbepomaden over dem alle. Denne er simpelthen en lifesaver året rundt men især her om vinteren, hvor læberne oftere bliver tørre. Jeg kan tage den på om aftenen og stadig mærke den på læberne om morgenen, når jeg vågner. Det er næsten magisk!

Adventsgaveidéer 2017

Nu nærmer julen sig (selvom nogle nægter at anerkende det før kalenderen siger december), og det betyder også, at det snart er ved at være tid til at tænke på adventsgaver, julegaver og alt det andet, der hører sig til. I dag skal det derfor handle om små adventsgaveidéer til maks. 150 kr. De kan jo eventuelt også bruges som julegaver til juleaften. Vi nævner ofte produkter her på siden, som koster under 150 kr., og mange af dem som f.eks. Kate Moss læbestifterne eller L’Oréal maskerne vil også gøre det rigtig godt som adventsgaver, men jeg vil i denne omgang prøve at holde mig til nogle produkter, som emmer af forkælelse, og der er gavesæt efter min mening et godt sted at kigge, da du får mindre, men flere lækre produkter på én gang, så modtageren kan give sig selv hele turen frem for kun at få et af produkterne.

Billedet er lånt fra themerrythought, der lave søde jule diy’s. 

Parfume

Det er svært at finde parfume under 150 kr., men der er ét mærke, der især er kendt for deres mange varierende parfumer, som også laves i rollerball størrelser. Jeg taler her om Clean, som har lanceret en gaveæske med tre rollerballs med 5 ml Rain, 5 ml Warm Cotton og 5 ml Skin. Jeg synes, det ville være en god gave til en, der elsker dufte eller en, der stadig leder efter ”sin” perfekte duft. Gaveæsken kan findes her og koster 125 kr.

 

Kropspleje

Modsat parfume er der dog til gengæld reeet mange tilbud, når det kommer til kropspleje. Her synes jeg især, det kan betale sig at kigge på gavesæt, da man ofte får en mere luksuriøs og intens oplevelse, når man kan bruge både scrub, shower gel og lotion i samme duft, frem for at modtage bare ét af produkterne.

The Body Shop har lavet flere forskellige sæt i forskellige prisklasser. F.eks. er dette sæt med en håndcreme og en lip butter til 75 kr., dette sæt med en shower gel og body butter til 90 kr. eller dette sæt med shower gel, body butter, scrub og håndcreme til 145 kr. Derudover har de også lavet dette sæt med matchende håndsæbe og håndcreme til 150 kr., som er rigtig fine at have stående på badeværelset. Det gode ved The Body Shop er, at deres produkter fås i mange forskellige dufte, og derfor er det nemt at finde noget, der passer til modtageren.

Hvis det ikke lige skal være fra The Body Shop har Nuxe bl.a. lanceret dette sæt, der indeholder deres Rêve De Miel læbepomade (jeg har linket til vores indlæg, hvor du kan læse om læbe balmen i samme serie, og jeg kan afsløre, at læbepomaden bestemt heller ikke skuffer) og håndcreme til 79 kr. Lancôme har lanceret denne festlige cracker med shower gel, body lotion og en lille rollerball i duften La Vie Est Belle til 125 kr.

 

Hudpleje

Hudpleje kan være svært at købe til andre, men jeg synes bare, man skal kaste sig ud i det, hvis man skal give gave til en, der elsker at eksperimentere og prøve nye ting. Det kunne f.eks. være disse nye sheet masker fra Origins, der kun koster 35 kr. pr. stk. Hvis du ved, at modtageren er mere til en traditionel maske kunne disse minimasker fra GlamGlow være et godt bud. GlamGlow er kendt for deres rigtig gode masker, så selvom en minimaske koster 135 kr., så er det en gave, der emmer af luksus og enhver hudplejeinteresseret vil elske at modtage sådan en maske. Hvis det ikke skal være masker, så kunne det være dette sæt fra Shiseido (som er kendt for deres særdeles gode hudpleje), der indeholder en cleanser, en lip conditioner, blotting papers og en mascara til 125 kr. Har modtageren tør hud kan man give dette sæt fra Biotherm, der indeholder nogle produkter, jeg selv er ved at teste og indtil videre er glad for. Sættet indeholder en cleanser, en creme, en parfume, en læbepomade og en body lotion til 125 kr.

Husk! Første søndag i advent falder i år d. 3. december.

 

Støt Brysterne – Origins Drink Up Intensive Overnight Mask

Origins Drink Up Intensive Overnight Mask er en maske, som vi flere gange her på bloggen har nævnt uden rigtig at lave et indlæg omkring den. Hvorfor så gøre det nu? I denne måned støtter Origins Støt Brysterne med deres Drink Up Overnight Mask ved at donere 100% af udsalgsprisen ex. moms, når der sælges en limited edition tube. Det vil sige at donationen ender på 156 kr (kilde Origins.dk), og produktet koster 195 kr.

Denne maske er én, både Tanja og jeg er glade for, og det er nok også den nemmeste maske, jeg ejer. Den kræver nemlig intet andet end at påføre den, hvilket nogle gange kan være rart, så man ikke skal sidde der og vente på at kunne vaske den af.

Dette er, som I nok har gættet ved navnet af produktet, en maske, som man skal efterlade på huden natten over.

Hvordan påføres den?
Når jeg bruger denne maske, starter jeg altid med at løbe hele min hudplejerutine igennem. Jeg starter med at fjerne min makeup (duh!), og derefter vasker jeg min hud og bruger min toner. Jeg bruger dog ikke min natcreme, selvom man sagtens kan gøre det (især hvis du har rigtig tør hud, men lad den lige sidde 5 min. inden masken). Når jeg så har klargjort min hud, og den er helt ren, påfører jeg faktisk bare masken, som jeg ville have gjort med en creme. Den kan godt føles en lille smule klistret, så jeg giver den lige 5 minutter, før jeg går i seng, så det meste af produktet ikke lander på hovedpuden.

Dufter den?
Ja, det gør den, og den dufter faktisk rigtig godt! Men ikke på en ”Jeg er ved at putte ren parfume på min hud”-måde men mere på en sart, spa måde, så den føles rigtig dejlig at bruge og er god for din hud. Konsistensen er tyk som en creme, så den er meget nem at bruge.

Virker den?
Ja det gør den, ellers ville vi ikke have nævnt den flere gange. Det er nemlig et solidt produkt, som gør det, den skal. Den giver fugt til din hud, og efterlader din hud dejlig blød. Jeg havde en periode med meget tør hud, og der brugte jeg den her hver aften, og min hud blev helt normal igen efter nogle dage med brug af masken. Ellers bruger jeg den normalt 2 gange i ugen, da det er meget vigtigt at holde huden fugtet, også selvom man har fedtet hud.

Hvis du har overvejet at købe denne maske, så synes jeg, at du skal gøre det i denne måned og finde denne version, da du ikke kun får et godt produkt i hænderne, men samtidige giver du penge til et godt formål.

Kan købes i Matas og på Origins.dk

 

L’Oréal Pure Clay Anti-Blemish mask

Nu er det knap et år siden, jeg skrev et indlæg omhandlende de tre andre Pure Clay masker, som L’Oréal på det tidspunkt lige havde lanceret. Én til at rense, én til at give glød og én til at eksfoliere. Nu er L’Oréal så på banen igen med endnu en maske i serien – denne gang en maske til at bekæmpe urenheder og bumser. Masken går fint i spænd med de øvrige og gør noget nyt og andet, så den fint kan indgå i en multimasking rutine også.

Denne blå, Anti-blemish, maske skal rense huden og få den til at fremstå mere klar, mens den over tid skal rengøre porerne og mindske urenheder. Ligesom de tre øvrige masker i serien, renser den huden rigtig godt, og min hud føles bare ren uden at være udtørret, når jeg har brugt masken. Jeg føler virkelig, at den renser i bund og dermed også, at mine porer bliver renset, men jeg har ikke oplevet nogen bemærkelsesværdig ændring i forhold til synligheden af mine porer eller en reduktion i urenheder. Der er dog heller ikke helt gået 4 uger, siden jeg startede brugen af masken, så det kan være, det kommer, for det fremgår nemlig af æsken, at disse resultater først vil komme efter 4 uger. Når det så er sagt, har jeg ikke fået nogle urenheder i den periode, hvor jeg har brugt masken, som ikke har en årsag (f.eks. får jeg altid et par stykket omkring min menstruation, og det har også været tilfældet denne måned), så måske den alligevel har holdt de øvrige urenheder lidt nede.

Masken er, som sagt, blå, og udover det er meget sjovt at lege smølf for en stund, så synes jeg også, det er rigtig fint, at alle maskerne i serien har forskellige farver. Det har jo reelt ingen betydning, men jeg synes, det er en fin lille detalje. Jeg synes, den virker mere blød og cremet end forgængerne, og den tørrer heller ikke helt så mat og leragtig som de øvrige, hvilket jeg faktisk godt kan lide, da den så ikke krakelerer og falder af rundt omkring, men den er også nemmere at fjerne igen. Duften af masken er ren og feminin – slet ikke generende og bliver ikke hængende, efter jeg tager masken af.

Hvis jeg skal nævne et lillebitte bitte minus er det, at de har ændret designet en smule – ja, det er fløjtende ligegyldigt i forhold til selve produktet, men når nu jeg har de øvrige masker i serien, så kunne de da godt lige have beholdt designet. Den nye maske har nemlig hvidt låg på toppen med mere matte grønne sider, mens de andre masker alle har skinnende, blanke grønne låg. Det er en lille ting, som mange nok ikke engang ville tænke over, men jeg er jo perfektionist til fingerspidserne. Derudover savner jeg stadig en fugtgivende maske, L’Oréal….

Masken (og de øvrige) forhandles bl.a. i Matas og større supermarkeder til 100 kr. 

Beauty On Air – beauty til flyrejsen!

Sommer og flyveture hænger næsten uløseligt sammen for de fleste. Selv satte jeg i tirsdags kursen mod New York, en mellemlang tur på 8 timer, og i den forbindelse har jeg naturligvis gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle have med henholdsvis i flyet og i bagagen, når vi snakker beauty.

 

Generelt kan det siges, at det at flyve er usundt for huden, da luftfugtigheden på den kunstige flyluft er langt lavere, end den vi er vant til nede på jorden. Dette får huden (og faktisk også læberne) til at tørre ud. Det, at huden tørrer ud, kan få den til at overarbejde, således at den i stedet bliver fedtet. Det er klart, at jo længere tid, man er i luften, jo værre er det, og derfor er der altså også forskel på, hvad man kan føle er nødvendigt, alt efter hvor længe man skal flyve, og hvilken hud man har.

Udover flyvetiden kan det også være en god idé at have for øje, hvornår på dagen man skal flyve. Flyver man f.eks. om morgenen, kan man måske undgå at skulle tage makeup på inden og dermed undgå at have makeupfjerner med på flyet. Flyver man sent om aftenen, behøver man måske ikke makeup på flyet, hvis man alligevel bare skal på hovedet i seng, når man lander.

 

Afhængigt af længde og tidspunkt på dagen, kan man selv vælge til og fra, men til min tur på 8 timer medbragte jeg nok ca. det samme, som jeg ville gøre, hvis turen var længere, da det blot handler om at få mere fugt på en længere tur. Er turen noget kortere – f.eks. 1-2 timer – så ville jeg måske ikke gide hele baduljen, men det må man jo gøre op med sig selv.

Jeg forsøger at gøre så meget som muligt uden at skulle bruge vand, og selvom det selvfølgelig ikke er den bedste løsning, så er det altså den nemmeste – og så meget flyver jeg trods alt ikke, at det får betydning i det lange løb. Det første, jeg gør, er at sætte mit hår op, så det ikke generer mig, derfor har jeg hårelastik(ker) med. Dernæst har jeg altid en håndsprit på mig – det er ikke sundt for huden but it gets the job done. Når hænderne er rene, fjerner jeg min makeup. Det kan man jo gøre, som man vil, men jeg synes, det er nemmest at bruge renseservietter, når turen ikke er længere, da man så hverken skal bruge vand, vaskeklude, vatrondeller og den slags. Dernæst kommer det vigtigste step: fugt, fugt, fugt og atter fugt både til hud (husk også hænderne!) og læber. Jeg havde min trusty Embryolisse creme med, som giver mig masser af fugt og både kan bruges som creme og maske – det er smart, for så sparer man et produkt, og masken fjernes blot ved at tørre det overskydende af, så derfor har jeg også altid en pakke kleenex med. Skal man på en længere tur, kan man overveje, om man i stedet vil have en separat maske med og så supplere op med fugtighedscreme undervejs. Til læberne brugte jeg min Paw Paw Tinted Ultimate red Balm.

 

Jeg er lidt forfængelig, og da jeg stod af flyet, skulle jeg møde min roomies (altså dem jeg skal bo hos den næste måned) for første gang, og derfor havde jeg også pakket lidt makeup til turen. Alternativt kan man lægge makeup på toilettet i lufthavnen, når man har fået sin bagage eller helt forgå makeuppen. Jeg havde pakket en concealer, som jeg brugte lige til at tage det værste i stedet for at lægge foundation i hele ansigtet, så brugte jeg min Paw Paw Tinted Ultimate red Balm til at give lidt kulør til både kinder og læber – den skal blendes godt med fingrene på kinderne, men det er altså muligt at slippe godt fra det! Til sidst påførte jeg min Covergirl LashBlast Volume mascara og Anastacia Brow wiz’en, og derfor er det også en god idé at medbringe et spejl, hvis ikke man har et produkt med, hvori der sidder et spejl. Afhængigt af længden på turen, kan det også være meget rart at have daglige nødvendigheder med som tandbørste, tandpasta, deodorant og parfume (f.eks. i en Travalo).

 

Det korte af det lange (+/- det løse):

–       Hårelastik(ker)

–       Håndsprit el. vådservietter

–       Makeupfjerner/renseservietter

–       FUGT! Masker, cremer og lign.

–       Kleenex

–       Læbepomade

–       Sovemaske

–       Ørepropper

–       Makeup

–       Lommespejl

–       Tandbørste og tandpasta

–       Deodorant

–       Parfume

 

Dr. Jart Soothing Hydra Solution Mask

Ligesom Maria i sine månedsfavoritter skrev, at hendes hud har været tør, ja, sådan har min hud også været. Helt ukarakteristisk for min hud, og jeg har slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre ved den. Jeg har prøvet Origins Drink Up Intensive mask, som Maria brugte, og den så ikke ud til at kunne kurere problemet. Heller ikke min trusty Embryolisse kunne klare ærterne denne gang, så der skulle nye produkter til, og i den forbindelse har jeg prøvet denne maske fra Dr. Jart. Masken skal tilføre huden fugt og modvirke dehydrering.

Hvad er det for en maske?

Det er en sheetmaske, og det er altså altid lidt svært med dem, er det ikke? Jeg må i hvert fald erkende, at jeg aldrig bliver god til at håndtere dem. Når den tages ud af pakningen, er der en slags film på den ene side, som pilles af, inden masken påføres, men så langt når jeg slet ikke, for mit problem opstår allerede ved at folde masken ud. Selve sheetet (altså masken) hænger jo sammen, for fa’en. Det er jo ikke Dr. Jarts skyld, men det gør altså processen mere besværlig. Derudover så er det som om, de her masker aldrig rigtig passer? Hvordan kan man dog også forvente det, når de skal kunne bruges af 5 milliarder mennesker på jorden (har ikke talt børn med). Denne fra Dr. Jart var lækkert snasket, så den nemt kunne klæbes fast til huden, og i det henseende var det faktisk en af de bedste sheetmasker, jeg har prøvet, for den sad der virkelig bare – dog lidt for tæt på mine øjne i forhold til mit velbehag, men sådan er det jo.

 

Virkede den?

Jeg mærkede intet, mens den var i brug udover den utrolig skarpe, menthol/mint/medicinske duft, der forfulgte mig i 20 minutter, mens jeg havde masken på. Efterfølgende var der ret meget snask tilbage på huden, som jeg forsigtigt forsøgte at massere ind… Efter en evighed gav jeg dog op, tog en vatrundel og fjernede det overskydende. Da virkede min hud gennemfugtet og slet ikke tør – særligt min hage så helt anderledes ud, som om den var mere jævn.

Næste morgen så min hud overordnet bedre ud – den så frisk, sundere og mere jævn ud, og det gør den stadig. Når det så er sagt, så er problemet ikke væk. Min hud er stadig tør på kinderne, hvor den var allertørrest før, mens problemet er væk på næse, hage og pande.

 

Alt i alt…

Det er en af de bedre sheetmasker, jeg har prøvet. Jeg er altid lidt skeptisk hvad angår denne slags produkter, hvor man kun kan prøve dem én gang, for hvor meget kan de lige gøre ved én anvendelse? Denne maske kan åbenbart et eller andet, selvom den sælges enkeltvis, for min hud ser – her flere dage efter – stadig friskere og jævnere ud. Dog skal man ikke forvente mirakler, hvis man har knastør hud, og jeg vil sige, at masken nok er bedst egnet til dem, der har normal eller kombineret hud, hvor huden dehydreres i perioder. Masken koster 50 kr. og kan købes i Sephora.

 

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.

 

 

De største beautytrends fra 2016

Der er nok mange opfattelser af, hvad der er beuatytrends, men i dag har jeg forsøgt at samle mine fra 2016, som mange nok kan nikke genkendende til – enten fordi de selv har fulgt dem, eller fordi de har set dem i gadebilledet.

Hår

Billederne er selvfølgelig lånte, og originalen kan findes ved at klikke på dem. 

 

Der skete rigtig meget på hårfronten i 2016, men nogle få ting sprang særligt i øjnene på mig. I starten af året var det helt tydeligt, at Kardashian-klanen havde været på banen igen, og det var snart ikke til at se sig om, uden at spotte en pige med hollandske fletninger, som vi også har lavet en guide til. Det er forholdsvis nemt at opnå en Kardashian-værdig frisure på ingen tid. Derefter satte Kardashian-klanen igen sit indtræf, og håret skulle efterfølgende være kort, let bølget og lækkert med massere af spil i. Looket er friskt, sommerligt og misundelsesværdigt pænt, og jeg tror, vi vel se det mere og mere i 2017 også. Derudover har 2016 været året for half-up-half-down, og det har været særligt brugt med en lille knold øverst på hovedet. Det er rigtig nemt at opnå, og særligt velegnet til de dage, hvor håret ingenting vil (her taler jeg af personlig erfaring). Der kan med fordel benyttes en lille hår-donut for at skabe mere fylde. I samme bolgade har det også været populært på to knolde øverst på hovedet, én på hver side. Det er et fint, barnagtigt look, som jeg har set mange steder online, men jeg mindes ikke at have set det i gadebilledet endnu, og det kræver nok også lidt mod at begive sig ud i. Hvis det har skullet være rigtig vildt, har det fortsat fra 2015 været en trend at farve håret i alverdens farver samt at drysse det med glitter. Personligt synes jeg, det er rigtig fint (og særligt ovenstående kombi af både fletninger, knolde og farve), men det er nok knap så praktisk – her taler jeg igen af erfaring fra nytårsaften, hvor jeg havde glittergel i håret; jeg finder stadig glitter over alt. 

 

Makeup

Der kan vidst ikke være tvivl om, at nøgleordene for 2016 på beautyfronten var bryn, bryn, bryn og læber. Gadebilledet har været meget præget af markante, mørke og skarpe bryn i alle afskygninger. Og særligt den sidste halvdel af året efter Skam har fundet sit indtræf på landets skærme, er det virkelig taget til med læbestift. Den røde farve ses over alt, men jeg har også selv spottet et par modige typer med både sort, blå og lilla læber. Derudover har det ligesom til håret være meget in med glitter – både i form af highlighter men også deciderede glittersten og glitterbryn har været in.

 

Hudpleje

Der er typisk ikke så mange hudplejetrends, fordi hudpleje er meget individuelt, og det der virker, plejer man at holde sig til, men noget, der helt sikkert er kommet i år (og som sikkert er kommet for at blive), er multimasking, som jeg har skrevet om før. Der er mange fordele herved, bl.a. at man kan bekæmpe problemerne zonevis, som de opstår, og så er det jo sjovt (særligt hvis man er mere end én, så man kan grine lidt af hinanden).

Gad vide om mange af disse trends ikke fortsætter et godt stykke ind i 2017 også?

Treat yourself!

Hvis du lever i 2016, så kender du sikkert til problemet; morgenløbetur, morgenyoga, smoothie, ”I woke up like this”-makeup (der virkelig tager 3 timer at udrette), arbejde/skole, handle, fitness, lave sund, nærende og instagram-venlig aftensmad, drikke vin med vennerne, aftenløbetur, tage stilling til stor, verdensomspændende nyhed, sociale medier, lektier/eller mere arbejde, tid til venner og familie, frivilligt arbejde, skønhedssøvn, overskud… Ja, jeg kunne blive ved, for listen er uendelig, og mellem alt det som vi alle føler, vi skal nå, glemmer vi ofte det vigtigste: os selv, for der er altså kun 24 timer i døgnet. Det sker tit for mig i eksamensperioden (som er lige nu), og hvad end det er en forestående eksamen, arbejde eller juleshopping, der optager din tid lige nu, så kan de fleste sikkert nyde godt af et par tips til at forkæle sig selv, når tiden er knap.

 

Prioritering

Først må vi alle lære, at det handler om prioritering. Der er ingen (udover os selv), der siger, at vi SKAL nå alt det ovenstående. Alle kan hive 30 minutter ud af kalenderen i løbet af en uge, hvis de virkelig vil, og selvom det er svært, så er det okay at ville det! Det er okay at prioritere sig selv.

Tænd et duftlys/musik

Vi starter i det små, hvor alle kan være med. For mange kan det have en afstressende virkning og en følelse af velvære at tænde et duftlys eller noget god musik. Jeg er typen, der bliver stresset af musik, fordi det tager min fokus, men et duftlys er tilpas spa-agtigt til at skabe en afslappende stemning og påvirke mit humør uden at tage min fokus.

 

Chokolade

Okay, indrømmet: det er knap så beauty-minded, men det er jo videnskabeligt bevist, at chokolade gør dig glad indefra, og det tæller vel også, som en måde at gøre noget godt for en selv på, ikke?

 

Dagligdags luksus i badet

Hvad end man er morgen- eller aftenbader, kan de fleste sikkert godt forlænge badet et par minutter. Hvis jeg er virkelig presset, står jeg op et par minutter før og bruger dem i badet på at smøre mig ind i en lækker, luksuriøs showergel, som jeg ikke bruger i dagligdagen. Det er for mig nok til at føle, jeg har gjort noget for mig selv, men det kunne også være at bruge en skrub. Ingen af delene tager mere end 5 minutter ekstra fra din dag, men det kan alligevel være virkelig effektivt. Min feel-good showergel er fra Korres (jeg har nævnt den før her!). Den dufter fantastisk og minder mig om ferie.

 

Læbestift

Vi har alle den der ting, der får os til at føle ”put together”. For mig er det læbestift. Selvom jeg aldrig går uden for en dør uden, så kan det være et kæmpe boost for mig at gøre noget ”ekstra” ved at tage en af mine yndlingslæbestifter på (i øjeblikket er jeg vild med min Tom Ford, som har den perfekte farve til det mørke vinterhalvår – læs mere her!). Det tager ingen ekstra tid, men det at have brudt rutinen lidt føles alligevel som om, jeg har gjort noget kun for mig.

 

Masker

Nu bliver det rigtig spa- og forkælelsesagtigt. Hvad end det er en ansigts- eller en hårmaske, så er der få ting, der giver en følelse af velvære så hurtigt, som en maske gør. Lige nu bruger jeg maskerne fra L’Oréal, som vi har skrevet om før her. De tørrer hurtigt, og det er tidsbesparende, at multimaske, da du så kan angribe flere problemer på samme tid. Derudover skal fleste masker skal ikke sidde mere end 10 minutter, og selvom det selvfølgelig ville være belejligt at sætte dig ned og trække vejret i 10 minutter, så kan masken passe sig selv, mens man arbejder videre ved computeren, laver mad eller noget tredje på to-do listen.

 

Fodbad

Et fodbad er den perfekte måde at pleje sig selv på – særligt i vinterhalvåret hvor mange måske kommer hjem med småkolde fødder efter en lang dag. Det er en af de ting, som jeg tror, mange tænker, tager lang tid, men det gør det jo faktisk ikke, og så kan det klares foran computeren. Selvfølgelig er det ikke det mest optimale, men bagefter vil det alligevel føles som om, du fik gjort noget godt for dig selv. For at gøre det lidt mere luksus kan man jo bruge nogle lækre badesalt, olier eller skum i badet.  

 

Neglelak

Jeg ved godt, at neglelak tager lidt lang tid (medmindre du investerer i denne!), men du kan trods alt godt arbejde ved computeren, mens den tørrer, og for mig er der virkelig ikke noget, der får mig til at føle, at jeg har brugt tid på mig selv, som flotte negle (det skyldes måske, at jeg har bidt dem i så mange år?), og så syner det også udadtil af, at man har styr på tingene.

Månedens Favoritter: September’16

Så er det igen tid til favoritprodukter, som jeg har brugt i September. Man må sige, at tiden godt nok går hurtigt! Det har været en meget blandet måned, især når man kigger på vejret, hvilket vil sige, at jeg nok mere har været i sommer mode end i efterårs mode.

favs

The Original Naked

It’s an oldie, but a goodie! Jeg har været en smule i gemmeren og har fundet min yndlings palette frem. Vi har skrevet om den før, og de fleste af jer kender nok til den, og selvom der er kommet mange fine paletter siden den, så er det stadigvæk min yndlings, og som i kan se på den, så har jeg brugt den rigtig meget. Den har en god blanding af farver, som er varme i tonen, hvilket jeg har lagt mærke til, er det, jeg tiltrækkes mest af, og så er den bare utrolig nem at arbejde med.

Kan købes i magasin og på magasin.dk 

Scholl velvet smooth Dimond Crystal

Jeg skrev et blog indlæg om den her sidste onsdag, så der er faktisk ikke så meget at sige, andet end at jeg virkelig er glad for den, og den fungerer rigtig godt og giver dejligt bløde fødder.

Den kan købes i matas og på matas.dk

E.L.F Blush – Peachy Keen

Da jeg skulle skrive om den her blush, vendte jeg den om og blev mødt med #28, så er ikke 100% sikker men 99,9% sikker på, at det er Peachy Keen, vi snakker om. I hvert fald så har jeg ikke brugt den her blush særlig meget, men jeg har haft en periode her i september, hvor alt, jeg har, skulle bruges og ryddes op, da jeg følte, jeg havde alt for meget omkring mig, hvilket betød, at jeg fik fingre i den her blush, og hvor er jeg glad for det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk er ret vild med E.L.Fs blushes, og min yndlings blush kommer også fra E.L.F og minder en smule om den her.

Den er ferskenfarvet med guld glitter, men jeg synes ikke, at det er noget glitter, som ligger i små stykker på huden – det giver mere en perleeffekt.  Det, jeg godt kan lide ved den her blush, er, at det er som om, der er en indbygget highlighter i. Hvis du er til mat blush, så hold dig langt væk fra den her, men kan du godt lide en god glød, så er den helt sikkert noget for dig. Det er et produkt, som også kan bruges som highlighter, fordi den har så meget glød, og jeg vil gå så langt som at kalde den et to-i-en produkt. Den er ikke vildt pigmenteret, hvilket gør, den er let at styre, og den er virkelig nem at få blendet ind i huden. Det skal også siges, at man kan bygge gløden op, så man kan sagtens bruge en highlighter sammen med.

Den kan købes på elfcosmetics.dk 

Pure Clay Exfo Mask

Jeg ved godt, at det føles som om, I har set de her masker 100 gange før, og Tanja havde den grønne med i hendes favoritter i sidste måned, men jeg bliver nødt til at kommentere på det gode job, som L´ORÉAL har gjort. De har faktisk lavet en budgetvenlig maske, som bare virker. Jeg fortsætter lidt med mit to-i-en, da dette produkt også er en af slagsen.

Den eksfolierer ikke, når den sidder på huden i de 5-10 min, MEN du har to produkter i et, da den både fungerer som maske og eksfolirer, når du smører den på. Så er du på budget, men vil du gerne have en maske, der renser i dybden, og en skrub, så ville jeg købe dette produkt. Hvis du vil vide mere har Tanja skrev om alle tre masker.

Den kan købes i matas og på matas.dk 

L´oréal Vitamino Color AOX Shampoo

Det er faktisk min mors skyld, at jeg er endt med at bruge den her shampoo. Hun havde købt en, og når jeg så har været hjemme ved mine forældre, har jeg brugt den. Da jeg så vendte hjem igen, kunne jeg godt mærke en kvalitetsforskel, og jeg endte derfor selv med at købe den. Det er en shampoo, som er til kemisk farvet hår, så det passer rigtig godt til mit hår. Den udtørrer ikke mit hår og efterlader det dejlig blødt, og så dufter den bare rigtig godt. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med det hele, da der gerne skulle komme et indlæg i den nærmeste fremtid omkring den her shampoo.

Den kan købes i Normal til 199 kr, men lige nu har Føtex den til 160 kr, og hvis du bruger Sliver Shampoo, så har de også den i samme størrelse. Er du dog en af dem, som kommer ned over grænsen, kan den købes til 150 kr i Fleggård.