Mine Ynglings Pensler fra elf

I dag vil jeg gennemgå nogle af mine yndlings børster fra elf. Jeg synes de børster, man bruger til at lægge sin makeup, udgør en stor del af, hvordan ens makeup kommer til at se ud. Når det så er sagt, så behøver man ikke at bruge virkelig mange penge på at købe nogle børster, som virker godt. Elf er et af de mærker, hvor jeg har haft børster fra i flere år, som stadigvæk ligner, de er nye, og som virker fantastisk selv efter meget brug og flere vaske.

Ultimate Blending Brush

Den her pensel er simpelthen fantastisk. Der er faktisk ikke ret meget andet at sige. Den kan virkelig blende foundation ud på huden. Lige meget om det er en cremefoundation eller en flydende foundation. Jeg ejer flere dyrere foundationpensler, men den her er virkelig fantastisk. Den er nem at arbejde med, og den efterlader ikke spor på huden af penselstrøg. Jeg synes, den har en god størrelse, så man kan komme rundt i alle kroge af ansigtet. Er du ude efter en ny foundationpensel, så er det her helt sikkert et godt valg.

Kan købes på www.elfcometics.dk 

Complexion Brush

Jeg har i et stykke tid ledt efter en ny bronzerpensel, da min yndlings er ved at være færdig. Jeg kan faktisk godt lide, at min bronzerbørste er lidt mindre, da jeg så kan styre det bedre. Complexionpenslen ikke er decideret lille, men den er lavet sådan, at vender man børsten den ene vej, bliver den smallere, og vender man den den anden vej, er der lidt mere pensel at arbejde med. Det, synes jeg, gør denne børste utrolig smart!  Jeg har ikke rigtig brugt den til andet end bronzer, men den kan sagtens bruges til andre ting også.

Kan købes på www.elfcosmetics.dk 

 

Fan brush

Den her børste har jeg ejet i flere år, og den er stadigvæk fantastisk god. Highlighter kom ind i billedet, og jeg ved godt, at mange vil have en blændende highlighter, men jeg kan godt lide, når det smelter lidt mere ind i huden og ikke bliver spredt for meget. Jeg har altid haft lidt problemer med glitter på mit ansigt, da jeg gerne selv vil styre det. Den her pensel er perfekt! Den er small, men bred, så man let kan placere highlighter lige der, hvor man vil have det. Den lægger det meget blødt, men man kan sagtens arbejde produktet op med den.

Jeg kan desværre ikke finde dette produkt på deres danske hjemmeside, men den kan muligvis købes i Bilka og Føtex.

Flawless concealer Brush

Den her pensel er en af dem, jeg også har haft i flere år. Den er blevet fremhævet til concealer, men jeg bruger den gerne til pudder under øjnene. Jeg er ikke så vild med den til concealer, men pudder er den fantastisk til. Den placerer det meget præcist og blender pudder fint ind i huden. Den kan også sagtens bruges til highlighter, da den er så lille og nem at bruge.

Kan købes på www.elfcosmetics.dk 

To af børsterne har jeg ikke ejet i så lang tid, men de to jeg har ejet i lang tid, har jeg vasket mange gange og aldrig haft problemer med. De er nemme at vaske, og så holder de utrolig godt i forhold til den pris, man giver for dem. Hvis man er på et budget, eller hvis man mangler nogle nye børster, synes jeg helt sikkert, man skal kigge E.L.Fs pensel kollektion ud, da de har mange fantastiske pensler.

Bryllupsgæst look (Urban Decay Naked Heat paletten)

Da jeg stod af flyet fredag morgen, skulle jeg allerede lørdag morgen til bryllup. Jeg brugte den nye Naked Heat pallette, og derfor tænkte jeg, det kunne være sjovt at dele mit look med jer, så I kan få et indblik i, hvad paletten kan. Når det kommer til bryllupper, har jeg (grundet jeg kun er 23) ikke megen erfaring, men jeg tror, det er nogenlunde med makeuppen, som det er med kjolen – du skal ikke overgå bruden, og dit look skal ikke være det, der bliver snakket om flere år i fremtiden. Heldigvis er makeup lidt mindre bemærkelsesværdigt end hvis en gæst f.eks. har hvid på. Derudover bør man – som altid med makeup – have for øje, om det er formel formiddag i kirken eller vild fest om aftenen, da man kan tillade sig lidt mere, når mørket falder på uden at risikere at stikke ud fra mængden som ”hende med makeuppen.” Det bryllup, jeg skulle til, var uformelt men hele dagen, så derfor valgte jeg et look, som kan gå til lidt af det hele, og dét, synes jeg faktisk, paletten her er god til, fordi den har de bløde, lyserøde farver og samtidig nogle mørkere brune.

Jeg har brugt NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt som primer på hele øjenlåget. Det er måske ikke nok underlag til nogen, men på mig kan det sagtens holde en hel dag, og så synes jeg farven spiller rigtig godt med de farver, der er i paletten fra Urban Decay. Hvis man ønsker det, kan man sagtens benytte en rigtig primer i stedet for. Dernæst har jeg påført Chaser på hele øjenlåget med en klassisk øjenskyggebørste (her kan man også passende bruge den, der følger med paletten). Efterfølgende har jeg med endnu en klassisk øjenskyggebørste påført Low Blow på den ydre halvdel af øjenlåget, og så har jeg med en ren ”fluffy” blending børste blendet de to farver lidt, så overgangen fra den ene til den anden ikke fremstår så hård. På samme blending børste har jeg taget Scorched og påført den i creasen og det yderste af øjenlåget. Til sidst har jeg taget MEGET lidt af Ember og påført alleryderst i creasen for at skabe lidt dybde, og så har jeg blendet, blendet og blendet. Med en ren blending børste har jeg påført Ounce op mod brynet for at overgangen ikke skulle være så hård – her kan man også sagtens bruge sin foretrukne highlighter. På vipperne har jeg Covergirl LashBlast Volume i brun, fordi det brune skulle gå godt til mine blå øjne, og så er brun mascara heller ikke helt så hårdt mod det meget bløde, varme og feminine look.

Som det fremgår af det sidste billede her, har jeg taget lidt Ember og ført med ned under øjnene for at skabe et mere sammenhængende look.  

 

Månedens Favoritter: Juli’17

Juli har ikke været den største makeupmåned for mig. Jeg startede Juli med at være på Bali, og da jeg kom hjem, havde jeg nogle få dage fri, før jeg begyndte at arbejde, så jeg har ikke rigtig haft tid til at gøre det helt store ud at mit makeup og har heller ikke fundet nogle nye produkter, som I bare måtte høre om (og dem der var havde jeg med til Bali, så dem har I hørt om). I stedet vil jeg nævne nogle produkter, som jeg bruger fast men af en eller anden grund aldrig har fået nævnt og som i den grad fortjener at blive nævnt! 

Giorgio Armani – Power Fabric

Jeg lægger måske ud med den kedelige del, da jeg har nævnt den her foundation før. Men den er altså bare fantastisk god til kombineret hud. Jeg har brugt den, mens jeg har arbejdet her de sidste to uger, og jeg påfører den med hænderne, hvilket giver et rigtig flot look. Når jeg påfører den med hænderne, ser det mere naturligt ud, selvom denne foundation aldrig bliver helt naturlig. Den sidder stadig på huden efter arbejde, hvilket jeg ellers ikke oplever så ofte, og så holder min blush også længere, når den bruges i kombination med denne foundation. Holdbarheden er altså i top, og selvom den ikke er helt billig, synes jeg, den er det hele værd. Kan købes på www.Magasin.dk 

Double Wear Zero-Smudge Lengthening Mascara

Denne har jeg også nævnt før, men den er altså super god. Jeg oplever problemer med, at mascara gør mig sort under øjnene, mens vandfast mascara smitter af under mine bryn. Det gør denne mascara ikke, og det er en af de bedste, jeg har prøvet. Covergirl Lash Blast Volume er stadig nummer et, da man simpelthen ikke kan slå kvaliteten til den pris, men eftersom den ikke forhandles i Danmark, må Estée Lauder komme ind på en delt første plads. Prisen er selvfølgelig ikke den samme, men jeg vil sige, at denne fra Estée Lauder holder endnu bedre end den fra Covergirl, og det siger ikke så lidt! Den kan til tider være svær at få af, hvis man ikke bruger en ordentlig makeupfjerner, men bortset fra det er det, hvad jeg vil kalde den perfekte mascara. Kan købes i Matas og på Matas.dk 

 

Garnier Respons Gentle Caring Mask

Jeg skal ærligt indrømme, jeg har kigget efter Respons Gentle Caring serien i et lille stykke tid, og grunden hertil er meget simpel; jeg synes simpelthen designet er så fint! Hvid bøtte med sart rosa låg – ånssvagt, I know, men når så det er sagt, så er masken indeni faktisk rigtig god. Konsistensen er cremet uden at være så tynd, at den løber gennem fingrene, når man forsøger at påføre den. Jeg kan virkelig godt lide duften, som er meget rolig, uden jeg lige kan placere, hvad den præcist dufter af. Duften kan duftes i håret efterfølgende. Masken er til sart hår, og selvom jeg ikke ved, om jeg vil sige, mit hår er sart, så har den virket fantastisk. Den fedter ikke og fugter rigtig godt. Kan købes i Bilka og Føtex.

 

e.l.f Contouring blush & Bronzing Powder

Dette er et produkt, som jeg har ejet i meget lang tid. Det er også et produkt, som jeg ikke rigtig har brugt, men af en eller anden årsag har jeg opdaget, at blushen i den her duo er utrolig flot, og den burde blive brugt, så det er jeg begyndt på. Det er en ferskenfarvet blush med glitter i, men det er ikke noget, som er overdrevet, og den smelter fint ind i huden, så man har ikke store stykker glitter liggende på huden. Den giver en rigtig flot glød på kinderne. Jeg bruger ikke rigtig bronzeren i den her duo, så den vil jeg ikke udtale mig om, men blushen er helt sikkert et hit i min bog, især fordi den minder om min ynglings blush som også er fra e.l.f. Kan købes på www.elfcosmetics.dk 

 

Paula’s Choice  Lip & Body Treatment Balm

Jeg har brugt den her læbepomade i et stykke tid nu, men det var først nu her, jeg kom til at tænke på, hvor godt den faktisk virker. Jeg har været en person, der altid har haft mindst 10 læbepomader på mig, da jeg bare ikke måtte løbe tør. Men med det her produkt bruger jeg det en til to gange om dagen, og mine læber føles ikke tørre på nogen måde. Den fugter godt og er forholdsvis tynd i konsistensen, så den er ikke fedtet at bruge, hvilket jeg godt kan lide. Indpakningen er en lille dåse, så hader man at skulle have sin finger ned i produktet, er det her ikke noget for dig, men det betyder ikke så meget for mig, da produktet virker så godt. Kan købes på www.paulaschoice-eu.com 

New York Makeup – hvad pakkede jeg, og hvad fik jeg brugt?

Nu er det jo to meget forskellige ferier, Maria og jeg har været på, og derfor tænkte jeg, at jeg også ville lave et indlæg omhandlende, hvad jeg havde med af makeup, og hvad jeg faktisk fik brugt. Normalt har vi nok begge en tendens til at pakke meget, for der skal jo ikke mangle noget, og en tendens til kun at få brugt en brøkdel af det, når vi så først kommer af sted. Denne gang havde jeg virkelig forsøgt at begrænse mig, og det er der én klar grund til, som jeg vil komme nærmere ind på.

 

Hvad pakkede jeg?

Basen

Jeg sprang primeren over, fordi jeg normalt bruger min Embryolisse Creme som primer, og det gjorde jeg også i New York. Det var smart, for på den måde sparede jeg et produkt, da den også fungerer som ansigtscreme. Jeg havde min Collection Lasting Perfection Concealer med af samme årsag, som Maria havde concealer med. Det er rigtig godt til en ”no makeup” makeupdag. Ligesom Maria er jeg ikke den største bruger af concealer til hverdag, men det er et typisk tegn på min ”jeg skulle jo nødig mangle noget”-mani. Den sidste ting – ja, den sidste!!!! – var min Revlon Colorstay Foundation, som jeg havde pumpet lidt af over i en rejsebøtte. Jeg sprang også setting sprayen over, fordi jeg vidste, at jeg havde en på min shoppingliste, og så måtte jeg jo bare få købt den i en fart.

 

Bronzer, highlighter og blush

Jeg er lidt en klovn, for jeg glemte faktisk at få den highlighter med, som jeg ville have pakket, fordi jeg efter brug var kommet til at lægge den tilbage i skuffen. Dumt.. Til bronzer havde jeg taget den lille ”Toffee” fra NYX med, der kommer i deres Highlight and Contour Pro Palette. Den fylder ikke ret meget, så det var et smart træk! Jeg har det lidt med blush, som jeg har det med læbestift. Jeg kan bare ikke begrænse mig, men jeg gjorde et ihærdigt forsøg og endte derfor med kun at have to med. De er begge fra Inglot. Den mørke er nr. 63, og den lyse er nr. 27. Jeg bruger sjældent den mørke, men jeg havde en forestilling om, at Broadway lige var stedet, hvor den ville passe perfekt, og alene af den grund røg den med i kufferten. 

 

Øjenmakeup

Til mine bryn havde jeg pakket min Anastacia Brow Wiz, fordi den ikke fylder noget men kan give et fyldigt og flot bryn uden meget arbejde. Derudover havde jeg taget NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt med, som jeg af og til bruger som base, når jeg lægger øjenskygge. Den er nem at bruge, fordi den er i blyantform, og så kan den også bruges alene, hvilket jeg så som et plus, da jeg pakkede. Kan man rejse nogen steder uden en Naked palette fra Urban Decay? Maria gjorde det jo.. Jeg ville have svært ved det, så derfor pakkede jeg den mindste, nemlig Naked Basics. Med den kan man lave nogle flotte, simple og matte looks.  Det sidste øjenmakeup var min Covergirl LashBlast Mascara, som jeg elsker, for den holder hele dagen, selvom der er varmt, og så sidder mine vipper bare, som de skal.

 

Læber

Nu kommer vi til det, hvor jeg har svært ved at begrænse mig. Nogle vil nok mene, at 4 (okay 5 jeg havde jo også min røde PawPaw med!) produkter er lige i overkanten til en ferie, men husk nu at jeg var afsted i en måned, og så er 4 produkter faktisk næsten i underkanten, ikke? Jeg havde min elskede Tom Ford læbestift med, fordi jeg ikke kan leve uden. Derudover havde jeg min røde Sephora Cream Lip Stain med fordi jeg ikke rejser nogle steder uden en rød læbe. Det er bare den type person, jeg er. Det er selvfølgelig også klart, at jeg ikke kunne tage af sted uden en mere neutral læbe, og der valgte jeg min Esteé Lauder Pure Color læbestift i Rose Tea samt min Esteé Lauder Pure Color Gloss i farven Magnificent Mauve.

 

Hvad fik jeg brugt?

Selvom jeg havde begrænset mig meget, da jeg pakkede, fik jeg alligevel ikke brugt det hele. For det første var det meget varmt alle dage, og jeg var meget aktiv, så det var begrænset, hvad jeg orkede at gøre ud af mig selv. Derudover er det jo New York, så jeg fik købt en masse nye ting, som jeg hellere ville bruge (det havde jeg forudset hjemmefra og også taget med i mine overvejelser, da jeg pakkede). Det eneste fra basen, jeg fik brugt, var min Revlon foundation, og den brugte jeg faktisk kun én gang. Jeg brugte min bronzer under hele turen (mest for at udligne den meget voldsomme tan, jeg fik i panden på min første dag). Inglot blushen nr. 27 brugte jeg også en del, mens jeg slet ikke fik brugt nr. 63 – heller ikke på Broadway. Jeg brugte min Anastacia Brow Wiz hver dag. Endda så flittigt at jeg brugte det sidste på den sidste dag – så kan vi snakke om at pakke nøjagtigt nok! Jumbo Eye pencilen fra NYX brugte jeg nogle gange, selvom det var alt for varmt, men jeg syntes nu alligevel, at det hørte sig til på f.eks. Broadway, og så passer den perfekt med den nye Naked Heat pallette. Denne pallette er grunden til, at jeg slet ikke fik brugt min Naked Basics. De sidste to ting, jeg fik brugt, var min Covergirl mascara og min Tom Ford læbestift.

 

Mine råd

Tænk over hvor du skal hen. Skal du på Bali, skal du nok have det meste med hjemmefra. Skal du til London eller New York, så kan du godt undvære en del af det, som du ved, du vil storme ud for at købe den første dag alligevel. Det er alligevel meget sjovere at lege med det nye, end det du har pakket hjemmefra. Derudover bør du være realistisk overfor dig selv og vejret – hvor lang tid af din ferie er du villig til at bruge på at lægge makeup? Er der for varmt til makeup alligevel (husk nogle destinationer kan overraske *host* New York *host*). Til sidst vil jeg sige, at uanset hvor du skal hen og hvor varmt der er, bør du have for øje, om du skal noget, der kræver makeup. Skal du f.eks. på Broadway eller i Top of the Rock og have taget det mest instagram-venlige selfie nogensinde, så kan det måske være meget rart at have makeup med uanset om det så er varmt eller ej.  

 

Tips Til At Farve Bryn

En af de store opdagelser for mig her i sommeren 2017 er at farve øjenbryn. Jeg er den heldige ejer af meget lyse øjenbryn, så hvis jeg ikke tegner dem op, ligner det, at jeg ikke rigtigt har nogen. Bryn er ikke en af de ting, som jeg er særlig glad for, men det er bare en af de ting, som gør en stor forskel, og det er faktisk også den eneste grund til, at jeg prøver på at gå op i dem. Jeg synes, jeg har forholdsvis fine øjenbryn, og jeg plukker dem meget sjældent, da de skal have lov til at fylde lidt, men det gik først op for mig, hvor fine min øjenbryn faktisk er i sig selv, efter jeg havde farvet dem.

Jeg har farvet mine egne bryn to gange og føler nu, at jeg har godt styr på det. Den første ting, som jeg faktisk synes var rigtig svært, var at vælge farve. Jeg ville ikke ende op med to sorte larver i ansigtet, så første gang jeg skulle farve øjenbryn, valgte jeg faktisk en farve, der var alt for lys og en smule rødlig i farven, men allerede anden gang turde jeg godt, vove mig ud i en mørkere farve, og jeg valgte naturligvis brun.

Så kommer vi til selve farvning af øjenbrynene, som nogle gange kan virke mere skræmmende, end det faktisk er. Mit første tip er at tage et bryn af gangen, specielt hvis du ikke har gjort det før. Det betyder, at du ikke skal koncentrerer dig om, hvor lang tid har farven siddet på det ene i forhold til det andet. Hvis du er mere øvet, kan du sagtens ordne begge bryn samtidigt.

Mit andet tip er at bruge en børste til at påføre farven. Jeg bruger en eyelinerbørste fra Kylie Cosmetics. Når du vælger børste skal du være opmærksom på, at den kan tage farve efter behandlingen – det gjorde min ikke, men det kan ske! Skal man nå roden af ens bryn, kan man med fordel bruge en mascarabørste, mens brugen af en makeupbørste giver mere kontrol over formen på brynene.

Mit tredje tip er at farve bryn af flere omgange, hvis man er bange for, at brynene bliver for mørke i første omgang. Jeg gjorde det, da jeg skiftede til den brune farve, at jeg havde farven på mindst muligt tid og så fjernede den. Da mine bryn stadig var en tand for lyse, tog jeg en omgang mere med mindst mulig tid, og på den måde fandt jeg frem til min perfekte farve uden at risikere sorte bryn.

Det fjerde og sidste tip er meget simpelt: forbered dig! Sæt dig ind i om farven skal fjernes vådt eller tørt – hav evt. begge ting klar! Hav et spejl ved hånden, så du kan se alt, hvad du skal se. Hav din telefon med stopur ved hånden, så du kan holde styr på, hvor længe farven har fået. Og så læs selvfølgelig brugsvejledningen der angiver blandingsforhold, antal minutter og hvordan du fjerner farven.

 

På billedet kan I se hvordan mine bryn så ud, før jeg farvede dem, og hvordan mine bryn ser ud fire uger efter, jeg har farvet dem. Jeg tænkte ikke lige over at tage et billede af mine bryn, sidst jeg farvede dem, men næste gang jeg farver dem, skal jeg nok prøve at huske det og lægge et billede på Instagram. Det her billede viser også, hvor godt farven faktisk holder, og hvor stor en forskel det gør at farve dem.

Jeg prøvede en øjenbrynsfarve fra Normal (Skal nok finde navnet), som jeg ikke vil anbefale, men jeg vil derimod anbefale Depend, som kan købes i Matas.  Den fra Normal trak meget rødligt, men det var også ligesom om, hver gang jeg havde brugt min hudplejeprodukter, blev produktet aktiveret, hvilket jeg fik stoppet med noget neglelakfjerner. Ikke noget jeg vil anbefale, men hvis det hele går galt (hvilket det helst ikke skulle efter mine tips), så kan neglelakfjerner godt hjælpe.

Det med at farve øjenbrynene er noget, jeg nok må tilstå, jeg kommer til at gøre resten af mit liv, for hold da op en forskel og det gør bare det hele meget lettere. Det er en fantastisk ting, og har man ikke prøvet det, så synes jeg helt sikkert, man skal springe ud i det. Man skal bare huske at have noget tålmodighed og følge mine tips ovenfor, og så skal det hele nok gå. Derudover kan det i særdeleshed anbefales til en varm ferie, hvor makeup normalt forsvinder over tid. Jeg havde farvet mine bryn inden Bali, og hverken varmen eller en tur i poolen påvirkede mine bryn.

Kan købes i Matas eller på Matas.dk 

 

OGX Coconut Water Shampoo og Balsam

OGX har efterhånden været på det danske marked i nogen tid og endnu længere på det internationale marked, som var der min interesse for mærket først blev vækket. Det er blevet rost til skyerne bl.a. af en række kendte Youtubere, og nu måtte jeg altså se hvad hypen handlede om. Jeg valgte Coconut Water varianten (som også indeholder kokosolie), der skal tilføre håret fugt uden at tynge det.

Mit hår er typisk skandinavisk. Fint og tyndt, og min hovedbund er sart. Jeg synes faktisk, det kan være lidt svært at finde hårpleje, der ikke er for skrapt eller får mit hår til at fedte og tynger det – især hårpleje der indeholder olie, holder jeg mig normalt langt væk fra, men grundet den gode omtalte af disse produkter valgte jeg at tage chancen.

Produkterne gør lige nøjagtigt det, de skal, og lige nøjagtigt det de siger, de gør. Shampooen renser håret, og det efterlades rent. Jeg er overrasket over, hvor længe jeg føler, følelsen af rent hår holder, når jeg har brugt denne shampoo. Selv i New Yorks hede denne sommer, har jeg kunne have løst hår to dage i streg uden at føle behov for tørshampoo eller et bad, mens jeg normalt kun har mit hår løst den første dag uden at bruge tørshampoo. Shampooen skummer godt op, og jeg synes, den er drøj i brug. Flasken indeholder 385 ml, og jeg forudser, at det vil holde nogle måneder. Balsammen skummer ikke men er mere cremet, som vi kender det. Jeg fordeler den i spidserne af mit hår, og allerede i badet kan jeg mærke, at mit hår blødgøres og bliver helt glat uden at filtre, hvilket jeg ellers normalt døjer med, selvom jeg bruger balsam. Både shampoo og balsam er nemme at vaske ud, og jeg har ikke oplevet, at mit hår tynges – tværtimod. Mit hår føles rent, fugtet, glat og nemt at arbejde med, og jeg vil helt klart anbefale disse produkter til tørt, trist og fint skandinavisk hår.

En del vil nok frygte, at produkterne dufter af kokos, og det kan skræmme mange væk. Jeg elsker duften af kokos, så jeg skænkede det ikke engang en tanke inden køb, men jeg var overrasket over, at der nærmest ingen duft er ved produktet. De dufter bare rent med et lille hint af kokosvand. Til de der ikke kender duften af kokosvand, så er den næsten ikke eksisterende men lidt sød – det dufter overhovedet ikke af den traditionelle kokosduft, som vi kender fra bl.a. The Body Shops produkter, så du kan roligt kaste dig ud i disse produkter, selvom du ikke bryder dig om duften af kokos.

Produkterne forhandles bl.a. i Matas, Bilka og Føtex til 90 kr. pr. stk.

Bali makeup – Hvad Jeg Pakkede vs Hvad Jeg Brugte

Jeg er lige kommet hjem fra Bali og vil med glæde tage afsted igen! Ikke bare fordi vejret er SÅ meget bedre end herhjemme, men også fordi det var en fantastisk tur. Det skal dog ikke handle om min tur til Bali, men om den makeup jeg havde med, og hvad jeg faktisk fik brugt. Jeg overvejede længe, hvilke produkter jeg skulle tage med, især fordi der var nogle produkter, jeg gerne ville teste i varmen. Jeg kan ligeså godt sige, at det ikke blev til noget.

Hvad pakkede jeg?
Basen

De produkter, som jeg valgte at tage med, var Max Factor Facefinity All Day primer. Det er den første primer, jeg har prøvet, som jeg faktisk synes gør noget. Den får virkelig min makeup til at holde, hvilket er helt nyt for mig. Normalt synes jeg ikke rigtig, primer virker, men Max Factor har virkelig gjort det godt med det her produkt.

Jeg havde én flydende foundation med, Giorgio Amarni Power Fabric Foundation. Det er en long wear foundation, som jeg syntes, det kunne være sjovt at teste i varmen, fordi jeg har haft gode resultater med den herhjemme.

Fordi jeg var usikker på, hvor meget jeg ville bruge en flydende foundation i varmen (det smelter som regel af mit ansigt), valgte jeg også at tage en pudderfoundation med, L’Oreals True Match Mineral Powder Foundation, som jeg virkelig godt kan lide på huden, selvom jeg ikke er fan af indpakningen, da jeg altid får produktet ud over det hele.

Jeg er ikke den største bruger af concealer, men jeg havde lige købt denne, og det er godt nok at have af og til, hvis jeg ikke gider have foundation på. Derfor havde jeg Maybellines Instant Anti-Age The Eraser Eye med. Den virkede godt – den bedste concealer jeg har brugt – men jeg er stadig ikke helt vild med concealer. Derudover havde jeg en gammel kending med, Bourjois Healthy Balance. Den kan være lidt for gul, når jeg er vinterbleg, men den fungerer om sommeren. Til sidst havde jeg pakket L’Oreals Infallible Fixing mist, da den virkelig kan gøre ens ansigt mat og holdbar.

Bronzer/Highlighter + Blush

Jeg holdte det meget simpelt, og sparede lidt plads ved at tage Charlotte Tilburys Filmstar Bronze & Glow med. Det er så flot et produkt! Min blush var Fratboy fra The Balm. Den er flot og ferskenfarvet.

Øjenskygge + Primer + Øjenbryn

Normalt har jeg min Urban Decay Naked palette med, men denne gang ville jeg prøve noget nyt, så jeg tog min lille Z-palette med, som indeholder mine Makeup Geek øjenskygger. Så havde jeg min Wet N Wild Eyeshadow Primer med, da den fungerer ligesom lim, når øjenskyggerne skal holdes på plads. Til mine bryn havde jeg NYX Control Freak med som det eneste, da jeg farvede bryn inden turen, og jeg ELSKER det!

Mascara + Lips

Jeg er ret sikker på jeg har fundet min ynglings mascara i Estée Lauders Double Wear Zero-Smudge Lengthening Mascara. Den flytter sig ingen steder, hvilket ALDRIG sker for mig, når det kommer til mascara. Til læberne valgte jeg en rød læbestift, og i stedet for at tage mit go-to valg Nars Velvet med, tog jeg MAC Ruby Woo med.

Hvad fik jeg brugt?

For mange lyder det her nok som meget makeup, når man skal på ferie, men jeg er jo mig, så jeg synes faktisk, jeg havde gjort et godt stykke arbejde. Hvis vi så skal se på, hvad jeg rent faktisk fik brugt, så brugte jeg ikke engang halvdelen. Det var så varmt, at det ikke kunne betale sig at lægge makeup. Jeg brugte min Max Factor primer sammen med min True Match Mineral Foundation 2-3 gange. De holder godt og ser godt ud sammen. Den flydende foundation fra Giorgio Armani fik jeg slet ikke brugt. Jeg brugte concealeren en lille smule, men jeg kunne godt have klaret mig uden. Bronzeren og highlighteren fik jeg brugt 2-3 gange, for jeg havde faktisk kun makeup på omkring 2-3 gange på de 14 dage. Læbestiften fik jeg brugt én enkelt gang, men jeg ville ikke have været den foruden, så det synes jeg, man skal have med uanset hvad. Øjenskyggerne rørte jeg slet ikke, og det ligner mig virkelig ikke, men jeg gad simpelthen ikke bruge tid på det, og jeg brugte i stedet bronzer og highlighter på øjnene til at give et fint, simpelt look, der ikke tog for lang tid. 

Her kan man se øjnene, med bronzer i globelinjen og et let lag highlighter over øjenlåget. 

Her er det fulde look, sat sammen med en rød læbe. 

Mine Råd

Jeg vil råde folk til at tage en foundation eller pudder med, en god mascara og en concealer, hvis du normalt bruger det meget. Find en kompakt palette der indeholder bronzer, highlighter og blush, så du har det med men samtidig sparer plads – husk det kan også bruges på øjnene! Læbestift er altid en god idé, da det kan pifte ethvert look op. Til sidst vil jeg råde folk til ikke at tænke for meget over det – det er jo ferie, og jeg havde kun makeup på nogle få aftener, når vi lige var i humør til det, inden vi skulle ud og spise. Varme og makeup hører bare ikke sammen, så jeg vil anbefale at gøre så lidt i det, som muligt. Det var utrolig rart ikke at skulle tænke på det, og så hjalp det en del, at jeg havde farvet mine bryn hjemmefra. Det gør en kæmpe forskel, så jeg er blevet helt afhængig. Nu håber jeg bare, det danske vejr bliver lidt bedre, så jeg kan få testet de produkter, jeg ikke fik testet på Bali.

Urban Decay Naked Heat Palette

Et af de produkter, jeg har købt her i New York, er Urban Decays Naked Heat palette. Den blev lanceret den 30. juni, så den er endnu forholdsvis ny men forhandles mig bekendt også i Danmark på nuværende tidspunkt. Ligesom de forrige Naked paletter indeholder den 12 øjenskygger og en dobbeltsidet børste, som kan bruges til at påføre produktet med.

Lad mig starte med at sige, at vores bønner fra dette indlæg er blevet hørt. Den nye palette er nemlig i plastik/metal lignende indpakning men med magnetisk lukning – altså en kombination af de forrige. Spejlet er stort, da det fylder hele låget. Jeg kan rigtig godt lide indpakningen, og en del af det skyldes også, at jeg synes, den er rigtig flot. Den er holdt i de samme varme toner, som produktet indeni, hvilket virker enormt gennemført.

Nu til selve produktet. Alle 12 skygger er nye farver, der ikke findes i de forrige paletter. Ud af de 12 skygger er 8 matte, hvilket er noget vi ikke rigtigt har set før hos Urban Decay. De matte farver varierer fra de helt lyse til de mørke, så man kan få rigtig mange matte looks ud af denne palette. Det betyder, der er 4 farver med glitter/shimmer. Efter min mening er de tre af dem, Lumbre, Dirty Talk og Scorched, meget nært beslægtede, og ved første øjekast kan det være svært at se forskel på dem, hvilket også betyder, at de vil fremtræde mere eller mindre på samme måde i et look, og det, synes jeg, er lidt ærgerligt. Der kunne godt have været noget mere diversitet. Den sidste glitter er Ember, og hold nu fast den er flot! Det er en mørk, dyb brun med gyldent glitter i, og jeg synes faktisk, den fremtræder mørkere ved påføring, end jeg lige havde forventet, da jeg så den. Det er bestemt ikke noget, der trækker ned, for jeg synes virkelig, den er flot. Midt i paletten synes jeg, farverne både glitter og mat kører meget i samme farveskala, og derfor kan man ikke skabe ligeså mange forskellige looks med denne som med fx den originale Naked palette – selvfølgelig er der forskel, men den er minimal, og efter min bedømmelse vil looksne med disse skygger hurtigt komme til at se meget ens ud, hvilket jeg synes, man bør have i baghovedet, inden man investerer i paletten. Kvaliteten af skyggerne er, som vi kender den hos Urban Decay – nem at arbejde med, bløde og lækre.

Jeg har i nogen tid gået og leget lidt med tanken om en palette i netop denne farveskala, da det er nogle farver, jeg personligt ikke rigtigt har i forvejen. Det skyldes, at netop disse meget varme, meget pinke farver ikke er lige gode til alle, og særligt os med meget lys hud kan godt komme til at se lidt syge ud,  hvis vi får for meget rødt/pink om øjnene. Jeg vil dog sige, at paletten indeholder flere mørke farver, der kan give looket noget dybde og dermed formår Urban Decay altså at gøre de varme, lyserødlige toner mere universelle, således at selv os med meget lys hud kan bruge den uden at komme til at se syge ud. Jeg har naturligvis kun testet den på ferien, og derfor er jeg måske lige en tone eller to mørkere, end jeg ellers ville være i huden, men sammenlignet med gennemsnitsdanskeren, er jeg stadig ret bleg, så jeg vil tro, de fleste kan få noget udbytte ud af denne palette. Hvis du har overvejet det, men ikke er helt sikker netop på grund af farverne, så vil jeg sige, at du skal springe ud i det – især mens sommeren stadig er her!

 

Best in test: Dior Lip Glow vs E.L.F Lip Glow

Jeg har længe gået og luret på ELFs Lip Glow og tænkt, at den minder utrolig meget om Diors Lip Glow, og man kan i hvert fald sige, at navnet lægger op til det samme, så det vil jeg i dag behandle.

Dior Lip Glow Color Reviver Balm

Dior Lip Glow er det produkt, som jeg har ejet i længst tid af de her to. Jeg vil sige, at det er et  perfekt sommerprodukt. Det er en læbepomade, og jeg ved godt, det er lidt over the top at bruge penge på en læbepomade fra Dior, men det er ikke en helt almindelig en. Dette produkt arbejder sammen med den specifikke kemi i læberne, før farveingrediensen frigives, således at farven varierer fra person til person. Den er selvfølgelig ikke lilla på en og blå på en anden, men den pink nuance varierer, og så indeholder den solfaktor 10.

Når jeg påfører den, er den lidt skinnende, men den er ikke fedtet på nogen måde. Den har en lidt mere balm følelse end den fra ELF. Farven bliver hængende på mine læber, og jo mere jeg påfører i løbet af dagen, jo tydeligere bliver farven, som bliver siddende tilbage, når selve produktet er forsvundet fra læberne. Farven er ikke så kraftig, når jeg har påført den, men den giver en let pink farve, og efter et lille stykke tid bliver farven lidt tydeligere.

Indpakningen er Dior. Den er pæn og nem at bruge, og jeg må tilstå, at jeg har kigget lidt på dén exfoliator, som de har lavet i samme serie. Man kan nu få denne her i flere farver, men da jeg ikke har prøvet dem, kan jeg desværre ikke udtale mig omkring dem. Den har en lille duft af pebermynte, og den kan godt kilde en meget lille smule på læberne, når man påfører den.

Elf Lip Glow

Dette produkt kører på samme princip som den fra Dior. Den reagerer også med den kemi, som læberne har – blot til en noget anden pris end den fra Dior.

Den her er ikke lige så skinnende, men den har heller ikke samme balm følelse som den fra Dior. Den har en lidt tyndere konsistens, når den bliver påført på læberne, og ens læber glider mere til sammenligning. Farven er også mere lyserød, så snart den kommer på læberne, og jeg synes ikke rigtig, den skifter farve på samme måde som den fra Dior, selvom jeg kan se på selve læbestiften, at den skifter lidt farve efter brug. Jeg synes ikke, farven bliver siddende på læberne på samme måde. Der er et let skær, når produktet er forsvundet fra læberne, men den efterlader ikke lige så meget farve, som Diors gør.

Jeg synes faktisk, indpakningen fra ELF er meget fint. Den er meget enkel, og det er et produkt, jeg gerne vil have stående fremme. Der er ingen solfaktor i produktet, og den har heller ikke en duft, så hvis du ikke er til produkter med en duft, så er det her nok valget for dig.

 

Hvilken er bedst?

Det er et rigtig godt spørgsmål. De gør jo i princippet det samme, og det er to produkter, som minder utrolig meget om hinanden, men hvis man er til et produkt, der minder om en læbepomade men med en flot farve, som holder rigtig fint, så ville jeg gå med den fra Dior, da den er lidt mere fugtgivende, og farven holder det bedre. Synes du bare, det er et sjovt produkt, og er du ikke så vild med læbepomade og ønsker blot lidt farve uden at skulle bruge en læbestift, så vælg den fra ELF. Den forsvinder rigtig fint fra læberne, og det er et produkt, man ikke skal bekymre sig om, mens man skal være mere varsom med den fra Dior, da farven bygges op over tid og ikke forsvinder på samme måde. Det er begge to fine produkter, og det kommer nok i sidste ende ned til ens budget, hvilken man skal vælge. Diors er min favorit men med et meget lille forspring.

 

Den fra e.l.f kan købes i Bilka, Føtex og på www.elfcosmetics.dk til 85 kr

Den fra Dior kan købes i Matas og på Matas.dk til 280 kr 

 

IT Cosmetics CC cream

Nu har jeg efterhånden været i NY i 3 uger, og allerede om to uger sidder jeg hjemme i DK til bryllup. Det er helt uudholdeligt at tænke på, så det vil jeg lade være med. I stedet vil jeg fortælle jer om et af de første køb, jeg gjorde mig her i byen, IT Cosmetics CC cream, og den er hurtigt blevet en feriefavorit. Nogle gange er jeg lidt mærkelig, og så elsker jeg et produkt, mens jeg er på ferie, men så snart jeg vender hjem, virker det forkert – måske noget med lyset hjemme på eget badeværelse eller man bliver mere kritisk, når man skal ses af folk man kender? Nå, nok om det.

CC cream hvad er det?

CC står for color correcting – altså farvekorrigende – og det at det er en creme, gør det på den måde til en mellemting mellem hudpleje og foundation. Det gør sig især gældende for denne, som udover at være color correcting også indeholder anti-aging fugtgivende serum og solbeskyttelse med faktor 50! Det er altså noget, der batter. (læs mere om solbeskyttelse her!)

 

Virker den?

Kort og godt, ja. Den virker til lige nøjagtigt det, den skal. Solbeskyttelsen er selvfølgelig svær selv at bedømme, men jeg har brugt den flere dage med 30 grader uden at blive forbrændt, selvom jeg har opholdt mig meget i solen. Den findes i 7 forskellige farver, og det var jeg noget skeptisk overfor, for i disse BB/CC-tider er den lyseste altid meget mørkere end jeg. Denne gang købte jeg ”fair” og den passer min hud, som den er her om sommeren, men jeg forudser, at den måske er lige en tand for mørk om vinteren. Konsistensmæssigt er den tykkere, end jeg lige havde regnet med, men når man begynder at arbejde med den, smelter den nærmest ind i huden og lægger sig rigtig pænt uden at klæbe sig fast til de tørre områder eller blive kaget at se på. I mangel af bedre har jeg påført den med mine fingre, og det fungerer rigtig godt. Den er simpelthen så dejlig at arbejde med og nem at smøre ud, så den lægger sig i et tyndt lag, hvor man ikke kan se eller mærke den, men huden ser bare bedre ud. Ønsker man mere dækning, kan den bygges op, men grundet konsistensen vil jeg anbefale tynde(!!!) lag og så flere lag. Modsat min forventning dufter den ikke af solcreme men af citrus. Jeg dufter den, når jeg påfører den, men det er ikke en duft, der forfølger mig hele dagen.

 

Indpakningen

Det er en tube med en lille pumpe for enden, og det fungerer godt. Den er lille og lækker og nem at have med på farten, hvilket kan være en god idé, hvis det er den eneste solbeskyttelse du vil anvende, da solbeskyttelse som bekendt skal friskes op i løbet af dagen.

 

Hvor får jeg fingre i den?

Ja, det er lidt svært i Danmark, men jeg synes bestemt, den er besværet værd – især til en ferie hvor man ofte ikke vil føle, man har meget makeup på, men det alligevel er rart at have lidt på og samtidig få en rigtig høj solbeskyttelse. Den forhandles hos QVC, som er amerikansk, men de har også en forhandler i England, hvorigennem vi kan købe IT Cosmetics.