Det her er ikke et nyt produkt, men i og med neglelak er forholdsvis nyt for mig (i hvert fald i dette omfang), så er dette produkt også nyt for mig. Jeg er blevet glad for at gå med neglelak nærmest hele tiden, og hvis det stod til mig, så ville jeg skifte næsten dagligt, men det er tiden desværre ikke lige til. Mens jeg skrev bachelor var tiden faktisk ikke engang til at skifte det ugentligt, og derfor forsøgte jeg at finde noget, der kunne gøre processen lidt hurtigere.

Jeg må indrømme, at jeg var særdeles skeptisk, da jeg købte produktet – og for en gangs skyld havde jeg ikke researchet reviews inden. Jeg må bide min skepsis i mig igen og sige, at jeg faktisk er positivt overrasket over denne spray (som også findes i en top coat, jeg endnu ikke har prøvet).

15182604_10208872932272914_412881509_o

Den fungerer således, at du lægger neglelak, og 45 sekunder efter sprayer du produktet på. Der står på flasken, at du skal spraye den på efter sidste lag, men det er altså liiige træls nok for mig, for så skal jeg jo stadig vente på, at de andre lag tørrer, så jeg har brugt den efter hvert lag, og det har fungeret rigtig godt, hvis det bare er to lag. Ved tre lag tørrer den hurtigere end normalt, men lakken bliver ikke ligeså tør ligeså hurtigt som ved de to første lag. Jeg må indrømme, at jeg ikke har timet det, så jeg ved ikke, hvor lang tid man sparer, men den virker hurtigt, og neglene er næsten med det samme så tørre, at du godt kan bruge dem, du skal bare ikke ridse dem eller trykke noget ned i dem, da det vil efterlade mærker, når lakken er helt tør. Der står ikke, hvor lang afstand man skal spraye fra, men jeg har gjort det fra omkring 15 cm, og det har fungeret godt. Jeg kunne godt forestille mig, at den måske kunne lave mærker i lakken, hvis man sprayer alt for tæt på eller for hurtigt, da lakken lige skal sætte sig lidt inden.

Når produktet sprayes på, dufter det ret kraftigt, men det kan slet ikke sammenlignes med neglelak eller neglelakfjerner. Duften er nærmest lidt sød – lidt spritet på bunden måske – og jeg har ladet mig fortælle, at den dufter som energidrik, uden jeg kan stå inde for, hvorvidt det er sandt eller ej. Duften bliver hængende, mens lakken tørrer, men når lakken er helt tør, har jeg ikke haft problemer med at kunne dufte den længere.

Selve sprayet er rigtig fint og forstøvet, så der ikke kommer store dråber de våde negle, da det nok ville ødelægge lakken. Sprayet er ret ”stort” og det er således helt umuligt kun at ramme én negl ad gangen, men det ville nok alligevel være tilfældet, hvis man sprayer fra afstand. På denne måde kan man ramme flere negle på én gang, og det er jo ikke en dårlig ting, når det handler om at spare tid.

Den koster 135 kr. for 60 ml. hos Magasin – jeg ved godt billedet i linket ser anderledes ud end mit produkt, men det er altså der, jeg bestilte den. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.