I sidste uge kunne du læse lidt om min motivation for at stoppe med at bide negle, og hvad jeg gør anderledes denne gang end tidligere, hvor det har lykkedes mig at stoppe. I dag skal det så handle om de metoder/produkter, jeg har testet i forbindelse med, at jeg har forsøgt at stoppe. Derudover vil jeg dele et par billeder fra mit seneste stop-forløb, selvom mine negle virkelig ikke er eller var særlig pæne – det bliver de! 

 

Falske negle

Falske negle fungerede godt for mig. Som I kunne læse i sidste uge, har min motivation altid været pæne negle, og derfor var jeg vild med det øjeblikkelige resultat. Neglene limes på, hvilket betyder, at de også falder af med tiden. Især med ekstremt korte negle er der ikke meget at lime på, hvorfor neglene hurtigt falder af. Du kan enten sætte dem på selv eller få det gjort professionelt – jeg har prøvet begge dele, men det professionelle er altså bedre i længden dog også noget dyrere. Fordelen er, at du har pæne negle, mens dine egne negle vokser ud nedenunder. Limen er kraftig og stærk, men ikke stærk nok til at dine negle tager vedvarende skade.

 

Gele negle

De er et godt alternativ til falske negle, da de holder lidt længere – du skal dog stadig ikke være for hårdhåndet med dem, da de også kan falde af. Man kan gøre det selv, men det rigtige udstyr er dyrt, og metoden er svær. Først påføres en geletip (hvis dine negle altså er lange nok) og så fyldes din egen negl med gele, så tippen og neglen udlignes og bliver glat. Da mine negle ikke var lange nok til at få tip på, så fik jeg blot gele på mine korte negle – knap så fint som de falske negle – men holdbarheden var super. Problemet var, at jeg var 13 og at skulle have geleopfyldninger hver 3. uge (jeg husker ikke præcist, men når neglene vokser ud – gelen bobler noget op, og det ses virkeligt, når dine egne negle vokser ud, og der kommer mellemrum ved neglens rod). Det var dyrt, og da den uvidende negleteknikker fortalte min mor, at det skulle være sådan resten af livet, var det vidst bedst, at vi fandt en mere holdbar løsning. Er det økonomiske ikke et problem for dig, så skal du blot være opmærksom på, at gele er rigtig dårligt for dine egne negle, så selvom dine egne negle vokser ud under og bliver lange, så risikerer du, at gelen har påvirket dem så meget, at dine negle er bløde, flækker og knækker.

 

FotorCreatedHer ses processen ved en to ugers kur med Heromes Nail Growth Explosion. Det skal lige siges, at udgangspunktet ovenfor er efter godt en uges pause fra at bide negle. Derefter er billederne taget med en uges mellemrum, hvor jeg har brugt serumet hver aften. Jeg synes, der er sket lidt, men det er jo svært at bedømme. 

 

En negl ad gangen

Logikken her er, at projektet er nemmere, hvis du tager en negl ad gangen, for så skal du ikke lægge vanen fra dig, og det virker selvfølgelig, men processen er langsommelig, og problemet opstår jo, når du når den sidste negl, for der skal du altså slippe vanen helt. I mit hoved er det lige gyldigt, om jeg bider én eller ti negle – vanen er lige svær at bryde. Jeg nåede aldrig ret langt, fordi drømmen om flotte negle var MEGET langt væk, når jeg kun stoppede med at bide en negl ad gangen.

 

Neglelak med dårlig smag

Jeg har prøvet metoden mange gange uden held. Selvfølgelig minder smagen jo en om, at man ikke må bide, og hvis man virkelig er opsat på at stoppe, så tror jeg nok, at det skal virke. Da jeg prøvede det, var jeg barn, og enten er mine smagsløg ikke så sarte, ellers vasker jeg hænder for ofte, for jeg syntes, at smagen gik væk ret hurtigt, og så er der jo ingen fidus i det. Er du mere standhaftig, så kan du jo lægge et nyt lag, hver gang smagen bliver svag.

 

Plastre på fingrene

I samme stil med dårlig smag på neglene, så kan man også putte plastre på neglene, for når du så prøver at bide, vil du blive mindet om, at du skal stoppe. Idéen er god og effektiv, fordi du ikke har adgang til neglene, og så er det en forholdsvis billig løsning. Så kan vi så snakke om, hvor uhandy det er at have plaster på fingrene altid…. Metoden virkede aldrig for mig, fordi det var sjovt at pille ved, når jeg kedede mig, og hvis det lykkedes mig at lade det sidde på en hel dag, så ville det med garanti falde af til aftenens svømmetræning.

 

Almindelig neglelak  

Denne metode har virket for mig, men jeg er også bevist om, at den slet ikke vil virke for andre, som er mindre forfængelige. Når jeg først har brugt tid på at lægge neglelak, så vil jeg ikke ødelægge det ved at bide. Selvom neglene er korte og grimme, så skal indsatsen jo ikke være spildt. Det er en metode, der kræver selvkontrol, og det er nemt at falde i. For mig har det virket ikke at slå mig selv i hovedet og springe op på hesten igen. Ny farve, ny mig og alt det der.

 

14151793_10210205003991130_859318567_o

Sådan ser mine negle ud i dag. Neglelakken er Barry M Gel Nail Polish i “Prickly Pear” med Essies “Matte About You” topcoat. Den kunne godt være lagt pænere, men jeg er jo kun menneske.

 

Growth serum

Dette er den seneste metode for mig, og den der kræver mest selvkontrol. Jeg vil det SÅ meget, at alene tanken om lange negle er nok til at holde mig fra at bide og for at holde motivationen oppe, har jeg pumpet mine negle med Heromes growth serum, så de vokser lidt hurtigere. Det er selvfølgelig svært at sige, hvor meget de ville have vokset uden serummet, men jeg føler, det har hjulpet (se billeder ovenfor). Ulempen ved dette er, at du skal huske det hver dag.

 

Afsluttende vil jeg sige, at det handler om at kende sig selv, for på den måde finder man nemmest den bedste metode. Mange er glade for falske negle, mens det for mig er for meget ”arbejde”. Jeg er glad for neglelak og hurtige resultater, mens det for andre ikke vil være nok til at holde dem fra at bide.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *