Dette er første introduktion til en af vores serier, som vi vil komme tilbage til mange gange. Den hedder “Best in test,” og vores idé er at tage to produkter, der minder om hinanden, eller har samme formål og sammenligne dem, for at finde ud af hvilket produkt der er bedst.

Jeg stiftede først bekendtskab med Rituals, da jeg fik en gaveæske i julegave sidste jul. Herefter tog det hurtigt fart, og jeg har været lettere besat lige siden. En af de ting, jeg forelskede mig i, var deres Shower Gel Sensation. Nogle vil nok mene, at det er begrænset, hvor meget man kan elske en shower gel, men da der her ikke “bare” er tale om en shower gel, kan kærligheden hurtigt vokse sig stor (jeg skriver af erfaring).

Det specielle ved denne shower gel er, at den bliver til skum, når den kommer i kontakt med vand – ligesom vi kender det fra barberskum. Rituals er lidt dyrere end en sædvanlig shower gel fra Føtex, men det er frem til d. 13. december 2015 muligt at samle mærker i Netto, som kan give en lille rabat (hvis man selvfølgelig handler i Netto alligevel).

Et lignende produkt faldt jeg over, en dag jeg var i Matas for at “kigge”. Da det altid er skønt med et billigere alternativ (særligt når man er på SU), var jeg nødt til at hive den med hjem med det samme og teste, om den lever op til den høje standard, jeg igennem længere tid har været vant til fra Rituals’ side.

Showerfoam1

Rituals Hammam Delight Foaming Shower Gel Sensation  200 ml

Om produktet siger Rituals:

“Ved kontakt med vand omdanner denne gel sig til en rig og afslappende skum. Hammam Delight kombinerer de aromatiske og opkvikkende kvaliteter af forfriskende eukalyptus og rosmarin.”

Denne beskrivelse passer efter min mening rigtig godt på produktet. Shower gelen bliver nemt og hurtigt omdannet til en luftig og luksuriøs skum, når den kommer i kontakt med vand, hvilket er med til at efterlade huden dejlig blød. Produktet findes i 7 forskellige varianter med hver sin duft. Jeg har testet en del af dem og er endnu ikke stødt på en duft, der har været for overvældende. Der er tale om en række dufte, der har beroligende effekter, som giver dig en næsten spa-agtig oplevelse ved brug. Af denne grund mener jeg også, at Rituals Shower Gel Sensation vil udgøre en rigtig god (jule)gave til enhver kvinde, der elsker at forkæle sig selv.  

Den variant, som I ser på billedet, har skiftet indpakning og er nu turkis.

Matas Granatæble Showerfoam 200 ml

Om produktet siger Matas:

Mild og velduftende gel, der skummer op i badet og renser huden på en dejlig, blød måde. Den milde showerfoam tilfører din hud den rette mængde fugt og efterlader din hud glat, velplejet og frisk. Indholdet af antioxidativ granatæbleekstrakt hjælper til at beskytte hudens naturlige barriere, så huden forbliver frisk og velplejet. Er også tilført glycerin og værdifuld macadamia nøddeolie, som giver huden den nødvendige fugt og hjælper med at opretholde en god fugtbalance.

Det første, jeg lagde mærke til, var, at Matas’ showerfoam er tykkere end den fra Rituals, hvilket betyder, at man til sammenligning bruger mere produkt hver gang, man tager et bad. Det, at gelen er lidt tykkere, medfører, at man får en mindre luksuriøs skum, når man tilfører vand. Når det så er sagt, er Matas’ showerfoam rigtig behagelig at bruge og efterlader samtidig også huden dejlig blød. Selvom der her er tale om en lidt kraftigere duft end hos Rituals, bliver den ikke for meget.

Showerfoam6
         

Konklusion

Selvom der ikke er den store forskel på de to produkter, synes vi begge, at den lille forskel, at Rituals’ skummen er mere luksuriøs, er meget væsentlig og bestemt de sidste penge værd. En showerfoam er en dejlig tilføjelse til den daglige rutine, hvis man ønsker at forkæle sig selv, og til det mener vi, at Rituals Shower Gel Sensation er bedst.

Den største forskel på de to mærker er, at Rituals Shower Gel Sensation lige nu findes i 7 forskellige varianter, mens Matas indtil videre kun har lanceret 2. Produktet er forholdsvis nyt i Matas, så vi kan kun håbe, at de lancerer flere varianter med tiden.  

Rituals Hammam Delight Foaming Shower Gel Sensation  kan købes på www.magasin.dk  og i Magasin til 75 kr.

Matas Granatæble Showerfoam kan købes på www.matas.dk og i Matas til 54,95 kr.

De er på tilbud til 44,95 kr. frem til d. 24 december 2015.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.