Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; det er ingen hemmelighed, at jeg ELSKER læbestift, og det er helt sikkert blevet den ting, som jeg aldrig forlader hjemmet uden (hverken på læberne eller i tasken). I dag skal det handle om Esteé Lauders Pure Color Long Lasting Lipsticks, da det nok er dem (i hvert fald nogle af farverne) jeg har brugt allermest de seneste mange måneder.

2016-06-11 20.49.28 Rose Tea, Pinkberry, Vanilla Truffle og Fuchsia Fever

Farverne

Jeg har fire forskellige farver; Rose Tea, Pinkberry, Vanilla Truffle og Fuchsia Fever. De er alle uden glitter, men formularen gør, at de fremstår skinnende på læberne. Pink Tea er den, jeg har brugt mest, selvom det er den nyeste tilføjelse til min samling. Der er tale om en mørk, pudret rose farve – næsten på grænsen til at være brunlig – og den giver det naturlige your lips but better look, der er perfekt til hverdag eller fest, hvis der virkelig er knald på øjenmakeuppen. Pinkberry er, som navnet antyder, lyserød, og der er tilmed tale om en rigtig flot, naturlig og pudret af slagsen, som jeg elsker at bruge, hvis jeg kun ønsker lidt farve. Vanilla Truffle er en farve, der er sart nude (næsten med orange/lyserød undertone). Det er desværre ikke en farve, der klæder min hudtone, men den skal nok være rigtig flot, hvis man er mørkere i huden eller knap så rødlig. Fuchsia Fever er nok det, jeg vil beskrive som en SKRIG pink. Den er pink med stort P, og så har den en kold, blålig undertone, der får tænderne til at se hvidere ud. Det er en farve, som jeg sjældent har på, fordi den springer så meget i øjnene, men når jeg så endelig har den på, så er det en ren fest i sig selv.

Formularen

Der står CREME med store bogstaver i bunden af dem alle, og det er meget passende, for hvis der er én ting, man kan sige om denne formular, så er det, at den er cremet, hvilket skyldes, at de indeholder plejende plantesmør og olier. Det betyder også, at de fugter og plejer læberne, mens man har dem på. De er bløde og behaglige, og jeg mærker faktisk ikke, at jeg har dem på. Særligt for Vanilla Truffle, synes jeg, den sætter sig lidt i ”sprækkerne” på læberne og klumper sammen. Jeg har ikke oplevet det med de andre, men det kan også blot være, at man kun ser det med Vanilla Truffle, fordi den er så lys sammenlignet med de andre.

2016-06-11 20.51.26 Rose Tea, Pinkberry, Vanilla Truffle og Fuchsia Fever

Holdbarheden

Grundet den cremede formular, så er læbestifterne lidt mere ”fleksible,” og de holder derfor ikke lige så længe, som f.eks. en mat læbestift ville gøre. Man kan sagtens få et par gode timer ud af dem, men de skal altså friskes op, hvis man drikker meget eller spiser. Det er klart, at jo mørkere farven er, jo længere holder farven, og ved Fuchsia Fever efterlades der et pink slør på læberne nogen tid efter at selve den intense farve er forsvundet.

Indpakningen

Det er egentlig lidt sjovt, at jeg elsker disse læbestifter så meget, for jeg ejer ikke en eneste i den smukke, originale guldindpakning, hvilket skyldes, at jeg har fået alle mine som del af sæt. Mine er derfor ”pakket ind” i et almindeligt rundt hylster (selvfølgelig i klassisk Estée Lauder blå), men når det så er sagt, så synes jeg, det er rigtig fint, at Estée Lauder alligevel har kælet lidt for detaljerne ved f.eks. at give nogle af dem et guldmønster (da de indgik som en del af deres julepakke) og samtidig er deres logo også indgraveret på toppen af låget.

De kan bl.a. købes hos Matas til 245 kr.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *