Inglot er ikke et mærke, som vi pt. kan finde på det (fysiske) danske marked – desværre – men det er et mærke, som enhver makeupbruger med fordel kan holde øje med. De er mest kendte for deres Freedom systemer, som det også skal handle om i dag. Konceptet er forholdsvis meget brugt i dag af flere mærker, men jeg mener, Inglot var de første, der gjorde det muligt. Idéen går på, at man køber en  palette eller single-case, som er magnetiske, hvor man så kan fylde hullerne med alverdens lækker makeup. I dag skal det handle om deres freedom-blushes.

De har tre systemer, når det kommer til blush. En single palette med spejl og børste, en single palette og en palette med plads til fire blushes.

2016-02-25 14.41.50

Jeg har fire single blush, der alle har magnetisk lukning, som er så stærk, at låget skal skubbes til siden fremfor løftes (det kan vel lade sig gøre at løfte låget, hvis man behandler sin makeup med samme styrke som The Hulk). Har man mere end én blush, er magneterne også stærke nok til, at man kan stable dem.

Det, at lukningen teknisk set er at lægge en plastik plade henover produktet, rejser selvfølgelig spørgsmålet, om der kan sive luft og dermed bakterier ind? Dertil vil jeg sige, at det ikke er noget, jeg har haft problemer med, idet jeg mener, magneterne slutter meget tæt. Normalt vil man kunne se på overfladeteksturen, hvis der er mange bakterier i ens pudder, da de går hen og bliver prikkede og nærmest grynede at se på. Jeg vil dog sige, at indpakningen ikke er den mest ideelle til at rejse med, da mange produkter i en toilettaske under lidt pres ville kunne skubbe låget til side og dermed blotte produktet under resten af turen. Derudover gør magneterne, at de er forholdsvis tunge, og hvis man stabler flere ovenpå hinanden, bliver de også lidt klumpede at have med at gøre.

Nå, nu til selve produktet. Jeg har som sagt 4 stk., der alle indeholder 6 gr. blush. Det er i forvejen ret meget blush, men kvaliteten af disse gør, at jeg med mine 4×6 gr. er dækket ind for resten af livet, hvis ikke det var fordi, de er så pæne, at jeg gerne vil eje dem alle. Skulle det alligevel lykkedes at tømme en blush, kan man blot købe en ny og sætte i den magnetiske beholder.

2016-02-25 14.44.24 kopi

Pudderet er fint og blødt, hvilket gør, at produktet nærmest smelter sammen med huden, når det påføres. Det, der virkelig udskiller Inglot fra alle andre, er pigmenteringen. Du har ikke set en pigmenteret blush, før du har prøvet Inglots. Man skal være lidt forsigt, for den kraftige pigmentering kan godt komme til at ligne krigsmaling, hvis man ikke er varsom, når man påfører produktet. Mit tip er en god, fluffy børste, der meget forsigtigt dyppes i produktet, hvorefter det overskydende farve bankes af på kanten, inden man overhovedet nærmer sig ansigtet. Har man først fanget påføringsmetoden, har man til gengæld også en blush, der holder hele dagen uden at falme voldsomt (de lyse farver falmer med tiden lidt mere end de mørkere farver, men sådan er det jo altid). Der er 54 farver i alt, så der er noget for enhver sjæl. Jeg valgte tre sikre farver i fersken-pink; nr. 27 der er den mørkeste og helt mat, nr. 32 der er lidt lysere og med en smule glitter, og nr. 59 der er den lyseste med en del glitter. Glitteret overføres også til kinderne uden det bliver for voldsomt. Den sidste jeg valgte er nr. 63, hvor der for alvor er farve på. Det er en flot, mørk, pink/lilla, der måske er lige voldsom nok til hverdag men fantastisk til en hel nat i byen.   

Hvis man er fristet og evt. bor i et grænseområde, forhandles mærket flere steder i både Tyskland og Sverige, og ellers kan man få fingre i det online. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.