Tilbage i 2013 var jeg på ferie i Paris, hvilket jeg så som en oplagt mulighed for at teste alverdens franske hudplejeprodukter – deriblandt Embryolisse Lait-Crème Concentré.

Produktet har været at finde på de franske apoteker siden 1950, og det er heldigvis stadig i produktion i dag verden over. Når noget efter 66 år stadig produceres og sælges i massevis, så må det vel være fantastisk? Ja, det mener mange makeupartister, modeller og øvrige kendte i hvert fald, og det er således blevet lidt af et cult-produkt – men er det faktisk godt?

2016-02-25 14.39.43

Som I kan se på indpakningen, lover produktet at kunne bruges som:

  • Intensiv fugtighedscreme
  • Primer
  • Makeupfjerner
  • Fugtmaske
  • Lindring af hudirritationer

Derudover kan det bruges på alle hudtyper med god samvittighed, da det er uden parabener og ikke testet på dyr. Selvom det indeholder parfume, er det ikke noget, man dufter, og jeg forestiller mig ikke, at det er så meget, at det kunne være til stor gene for huden.

 

Fugtighedscreme og primer

Min første tanke med produktet var naturligvis at bruge det som creme og meget hurtigt efter begyndte jeg også at bruge det som primer. I starten hadede jeg det; cremen var tyk og klistret, men jo mere jeg brugte den, jo mere afhængig blev jeg, og jeg har været loyal forbruger i tre år nu. Den dag i dag tror jeg, min had bundede i uvidenhed og frygten for at tilføre min kombinerede hud for meget fugt. Nu hvor jeg har indset, at huden behøver fugt, og at det ikke er farligt, synes jeg, at den trænger hurtigt ind, og huden efterlades blød og føles sundere, hvilket også gør, at den danner en fantastisk base for foundation. Jeg oplever, at min hud har en frisk glød og føles sundere gennem hele dagen, selvom jeg har foundation på. Hvorimod hvis jeg ikke har cremen på, synes jeg, min foundation får min hud til at se død og kedelig ud.

 

Makeupfjerner

Dette var slet ikke en funktion der faldt mig naturlig, og det er først for nyligt efter jeg kom til at læse på dobbeltpakningen, at den kan bruges som rensecreme, at jeg kastede mig ud i det. Hvis man kigger på indholdet af olie og vand, er det måske ikke så underligt, at cremen kan fjerne makeup (ligesom mange andre cremer!). Den gør det effektivt og skånsomt, men da jeg godt kan lide at benytte et godt lag til at fjerne min makeup, synes jeg ærlig talt, at det er for dyrt i længden, når min renseskum fra Neutral kan gøre det samme til en brøkdel af prisen.

 

Fugtmaske

Fordi cremen er så fugtgivende, har jeg også flere gange benyttet den som maske – smurt et godt lag på i omkring 10 min og fjernet det resterende med en tør vatrundel. Det er et særligt godt tip her i vinterhalvåret, hvor huden hurtigt kommer til at se tør og kedelig ud, da en ”maske” som denne kan bruges til at give huden et boost, så den får mere liv og glød.

 

Lindring af hudirritationer

Mange af de hudirritationer, jeg døjer med, skyldes i bund og grund tør hud, og derfor har jeg brugt denne creme til lidt af hvert, idet den jo virker fugtgivende. Jeg har bl.a. brugt den på tørre hænder og fødder, tørre albuer, udslet og eksem. Nu er jeg jo ikke læge, og det er nok sjældent, at man vil anbefale noget med parfume og vand i til eksem, der har brug for fedt, men for mig har det hjulpet. Det skyldes måske, at jeg kun er ramt af tørre plamager med åbne sår i en lille grad i stressede perioder, og jeg tør derfor ikke love, at produktet kan lindre mere seriøse hudirritationer.

2016-02-25 14.40.56 Sådan her ser sand kærlighed ud. 

Alt-i-en mirakelcremen (ja, det kaldes den faktisk – og ikke kun af mig!) forhandles i udvalgte Matas-butikker, Magasin og flere steder online. Den koster 199 kr. for 75 ml, men hvis man som mig har indset, at man ikke vil stoppe med at bruge produktet, før det går ud af produktion (forhåbentlig aldrig, please!), så kan man med fordel købe en dobbeltpakning til 299 kr., så man sparer 100 kr. Cremen er tætlukket, og man skal prikke hul i pakningen med en dut i låget, så det kan sagtens holde sig.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.