Det er første gang, jeg prøver noget fra The Ordinary. Mærket må i særdeleshed siges at være kendt for deres meget minimalistiske indpakning og billige priser, der er helt udenfor konkurrence med øvrige mærker på markedet. Faktisk derfor har jeg været lidt tilbageholdende med at kaste mig ud i noget derfra, fordi jeg var usikker på, om produkterne nu også kunne noget. The Ordinary forklarer selv de billige priser med, at de kun bruger penge på virksomme ingredienser, og dermed er deres udgifter meget lavere end øvrige mærker på markedet.

Niacinamide er en ingrediens som har fået mere og mere omtale, og det er eftersigende med god grund. Det er et vitamin, som er kendt for at udjævne huden og hudtonen, minimere porerne og give huden glød. Alt det, vi alle søger.

The Ordinary laver et niacinamid serum, som du kan få fingre i for kun 60 kr. Jeg var meget spændt på at prøve et serum i denne prisklasse, som tilmed får gode anmeldelser online, men jeg må tilstå, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal mene om produktet.

Produktet har konsistens som en tynd olie, der er nem at fordele og trænger hurtigt ind i huden. Den efterlader nærmest huden sådan lidt strippet. Med det mener jeg, at min hud føles helt neutral lige efter brug. Overfladen er hverken tør eller fedtet. Det er en meget underlig følelse.

Udover det har jeg faktisk ikke bemærket en effekt af produktet. Jeg havde ikke regnet med, at det kunne udjævne mine urenheder, idet jeg ved, de skyldes medicin og derfor kører sit eget løb ved siden af hudplejen, men jeg har slet ikke set en effekt. Ikke på min hudtone, ikke på teksturen af min hud, ikke på glød. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, for jeg havde ikke forventet noget banebrydende taget prisen i betragtning, men jeg havde nok forventet et eller andet at dømme ud fra de gode anmeldelser online. Mange siger, at det tager lang tid at få effekt af produktet, så jeg bliver ved lidt endnu, og så må vi se.

Jeg vil dog sige, at jeg kunne forestille mig, at The Ordinarys produkter er rigtig gode til teenagere, der først skal til i gang med hudplejen nu. De er til at betale, og rigtig mange oplever gode effekter af dem.