Indlægget indeholder affiliate links.

Jeg har efterhånden testet en del solcremer, fordi min hud er ret sensitiv, når det kommer til solens stråler. Som de fleste nok ved, kan det dog være ret svært at finde en solcreme til ansigtet, som beskytter godt nok og som samtidig ikke fedter, klistrer eller ødelægger makeuppen. Jeg havde i hvert fald aldrig troet, at jeg skulle kunne finde sådan en solcreme i Niveas sortiment. Nivea minder mig altid om at være 5 år og omringet af duften af solcreme hele sommeren lang.

Jeg er dog glad for, at jeg har kunnet lægge de minder bag mig og afprøve denne, som jeg endelig har kastet mig ud i, efter at have hørt godt om den fra flere. Jeg fandt den til 70 kr. på tilbud i min lokale Meny, men ellers koster den altså kun 120 kr. i Matas, og det synes jeg er en rimelig god pris, når jeg tænker på, hvad mange andre mærker tager for en ansigtssolcreme.  

Lad mig bare starte med at sige, at cremen lever fuldstændig op til alle de gode ting, jeg har hørt om den. Jeg har faktisk slet ikke noget dårligt at sige om den, for den slår alle de forventninger om hvide streger, klister og solcremelugt, jeg havde.

Konsistensen er som en typisk solcreme, lidt tykkere end en almindelig ansigtscreme, men den er alligevel til at smøre ud, så man ikke ender med hvide streger i hele ansigtet. Det er heller ikke sådan, at den lægger et hvidt filter på huden, som man så kan se resten af dagen. Den dufter også som solcreme, men jeg oplever ikke, at det er en duft, der er gennemtrængende, og som bliver hængende, hvilket jeg ellers altid synes er tilfældet for solcremer.

Det bedste ved denne solcreme er dog, at den trods SPF 50 trænger enormt hurtigt ind i huden. Det er noget, der har været vigtigt for mig, for jeg gider ikke bruge en halv time på at vente, inden jeg kan lægge min makeup om morgenen, når jeg skal ud af døren. Når den er trængt ind, føles huden dejlig glat og ensartet, så det er heller ikke sådan, at man føler, man klistrer af solcreme resten af dagen. På tuben skriver de ”0% sticky feeling,” og jeg troede egentlig, det var løgn. Et markedsføringstrick. Men den er god nok. Jeg er vild med, at jeg kan bruge denne solcreme i ansigtet uden at det får indflydelse på min normale rutine – det er vigtigt, fordi det gør det meget nemmere at tilføje solcremen uden at skulle gå på kompromis andre steder. Det er klart den bedste ansigtssolcreme, jeg har prøvet, så jeg kan ikke andet end at anbefale den – og så er det jo rart, at det er Nivea, som forhandles rigtig mange steder til en overkommelig pris!  

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.