Tomme Produkter #1

Pixi skintreats – Glow Tonic Exfoliating Toner

Hvis man ser meget YouTube, så har man sikkert set dette produkt før. I en periode var det alle vegne, og det falder helt sikkert ind under kategorien “YouTube made me buy it”. Alle mente, at der her var tale om et vidunderprodukt, så jeg var nødt til at prøve den. Lad mig bare være den første til at indrømme, at der ikke er tale om et vidunderprodukt. Produktet er fint, og der er ikke noget decideret negativt og sige om det, andet end at det ikke gjorde nogen forskel for min hud. Du kan få mange tonere, som gør det samme som denne, til billigere penge. Det, jeg bedst kunne lide ved produktet, var den milde duft. Jeg vil helt sikkert ikke bruge mine penge på dette produkt igen.

Kan købes  på Cultbeauty.com

AHA – Serum fra Pudderdåsernes musthave serie

Da jeg fandt ud af, at Pudderdåserne lancerede deres egne produkter, var det klart, at jeg var nødt til at have fingre i dem. Pudderdåserne er to kvinder, der ved, hvad de snakker om, når det kommer til beautyuniverset. Dette AHA-serum er virkelig godt, og jeg kunne se forskel på min hud allerede efter et par dage, hvor min hud så mere klar ud og havde en bedre tekstur.  

Serumet er hvidt og har ikke rigtig nogen duft. Den påføres efter mellem din toner og din creme, og er nem at bruge. Jeg kommer helt sikkert til at købe dette produkt igen. Du kan læse mere om produktet hos Pudderdåserne selv, her: Om AHA-Serum

Marc Jacobs genius gel

Selvom man næppe kan komme udenom, at dette produkt har en rigtig flot indpakning og en praktisk pumpe, så er jeg ikke begejstret for selve indholdet. For det første skulle jeg nok have valgt en lidt mørkere farve (hvilket jeg godt ved, ikke har noget med selve produktet at gøre, men det gjorde ikke oplevelsen bedre). For det andet har jeg kombineret hud, og til trods herfor fik denne min hud til at se virkelig tør ud, og jeg bemærkede, at den skilte sig på min hud. Jeg forsøgte at blande den med andre, mørkere foundations for at opnå en farve, der passede bedre til min hudtone, men selv ikke det kunne modvirke, hvor tør min hud kom til at se ud. Til sidst blandede jeg den med en ansigtsolie, som gjorde, at jeg kunne bruge den. Foundationen har en mild duft. Jeg vil formodentlig aldrig købe dette produkt igen.

Kan købes i Sephora

Plaisir – Dual eye makeup remover ( ingen parabener)

Jeg stod og manglede en ny makeupfjerner, og i stedet for at købe noget jeg kendte, tænkte jeg, at det var på tide at prøve noget nyt. Mit valg faldt på denne fra Matas’ Plaisir serie. Jeg kan virkelig godt lide dette produkt, og jeg var meget overrasket, da jeg brugte den første gang. Den er effektiv og fjernede min makeup nemt – også når jeg havde eyeliner og massere mascara på. Dette gjorde den uden at forårsage svie, hvilket jo er fantastisk. Det er vigtigt, at man husker at ryste produktet inden brug, da det indeholder både vand og olie, som er uforenelige, indtil man ryster produktet, og dermed blander dem sammen. Jeg kunne sagtens finde på at købe dette produkt igen.  

Kan købes her: Matas.dk

YSL baby doll mascara

Jeg har et specielt forhold til YSL mascaraer. Jeg elsker indpakningen – den er flot og pynter fint på makeupbordet. Lige nøjagtigt denne mascara pynter også fint på vipperne. Der, hvor vores forhold bliver problematisk, er selve formularen af YSL mascaraer. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men de tørrer hurtigt ud – dette er gældende for alle YSL mascara, jeg har prøvet – og det er for mig tvivlsomt, om de er pengene værd af netop den grund, når jeg har andre, billgere mascaraer, som holder bedre. Jeg ved, at de tørrer hurtigt ud, men selv ikke det er nok til at afholde mig helt fra at købe YSL mascaraer igen og igen, for der er bare et eller andet specielt over dem og den flotte indpakning, som jeg ikke helt kan stå for.  

Når det kommer til denne mascara, er den som sagt flot på vipperne, selvom jeg har oplevet, at den godt kan smitte lidt af under øjnene. Det er dog ikke så meget, at det skal afholde mig fra at købe den igen.

Kan købes her: matas.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.