Som mange andre her under corona – og som I måske har fanget – så har jeg kastet mig ud i at lave gelnegle, geleneglelak eller shellak. Kært barn har mange navne. Jeg startede egentlig, fordi mine negle blev ved med at flække, og jeg ville gerne have dem bare liiiidt længere, og jeg havde hørt, at geleneglelak skulle hjælpe med, at de ikke knækkede så nemt.

Derfor gik jeg fluks ud og købte Le Mini Macaron Le maxi kittet, og det har jeg været rigtig glad for, for det indeholder alt det basale, som du skal bruge. Du kan læse mere om det kit her.

Men da jeg skrev det indlæg, lavede jeg ikke en ”how-to,” fordi kittet kommer med en brugsanvisning, men også fordi der kan inkorporeres mange flere steps. Det lyder omstændigt, og man skal helt klart være en person, der ville kunne hygge sig med det, men jeg synes, det er besværet værd, for det holder neglene flotte i meget længere tid.

Step 1 – klargøring

Først skal neglene gøres klar. Hvis der er gammel neglelak, skal den af – er det shellak, skal det skinnende lag files af, før neglelakken kan fjernes. Shellak neglelak fjernes bedst ved at lægge en vatrondel med shellak-neglelakfjerner på neglen og pakke den ind i sølvpapir i 5-10 minutter. Derefter kan lakken skubbes af. Når neglelakken er fjernet, skal neglene files, så de har den ønskede længde og form. Der har jeg lært, at negle naturligt har deres egen form fra person til person, og det er bedst at forsøge at bibeholde den, for sådan er neglene stærkest. Dernæst skal neglebåndene skubbes ned, for sådan bliver det endelige resultat pænest. Man kan med fordel udtørre neglene efterfølgende, da det hjælper på neglelakkens holdbarhed – mange af shellakmærkerne laver et produkt til det. Sidste klargøringsstep er at file neglens overflade ned, så neglen bliver mere ru, da det også hjælper på holdbarheden.

Step 2 – neglelak

Den første neglelak, der skal på, er basen. Den hjælper neglelakken med at holde og også med at tørre, har jeg ladet mig fortælle. Bruger man Le Mini Macaron, kan man springe basen over, idet deres koncept er, at neglelakkerne er base, farve og top i én. Når basen er påført, skal den sættes med UV-lampen. Det tager omkring 30 sekunder. Derefter kan der påføres farve. Det er bedst at starte med meeeeget tynde lag, selvom det kan se ud som om hele neglen ikke er dækket, og at det ikke er jævnt – bare rolig, det kommer! Efter hvert lag farve skal neglene sættes under lyset i 30ish sekunder. Alt efter farven kræver det 2-3-4 omgange. Til sidst afsluttes der med toppen, som låser neglelakken inde og gør, at det holder længere. Det skridt kan du også springe over, hvis du bruger Le Mini Macaron.

Step 3 – Finish

Noget af det første, jeg bemærkede, var, at mine negle var helt klistrede bagefter – lidt ligesom almindelig neglelak, der ikke er tør, og jeg turde nærmest ikke bruge mine hænder, netop fordi det føltes som om, mine negle ikke var tørre. Det var de! Hvis man ikke kan lide den følelse, kan man købe en væske, der fjerner det lag. Det har ingen effekt på lakken eller holdbarheden, så man kan roligt gøre det, men ellers synes jeg den klistrede følelse er væk meget hurtigt efter et par håndvaske.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.