Hvis I har læst med på bloggen længe, ved I, at jeg altid har haft bøvl med mine negle. Jeg har bidt negle i rigtig mange år – flere end man kan tælle på to hænder – og det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af. Derfor har jeg også været holdt op af flere omgange, og senest stoppede jeg engang i slut 2017, hvilket mere eller mindre har holdt indtil nu. Mit problem er dog det, at mine negle efter så mange års mishandling er bløde og umedgørlige. De knækker for et godt ord, især hvis de når en hvis længde. Jeg elsker at have velplejede og flotte negle, og derfor går jeg nu efter kortere men flotte negle, fremfor længere negle der hele tiden knækker. I min søgen efter flotte negle er jeg stødt på Le Mini Macaron, der laver søde små gelneglelak kits, man kan bruge derhjemme eller have med på farten. Fordelen ved gelneglelak er, at det holder længere, og at det tørrer på ingen tid, så det måtte jeg naturligvis kaste mig ud i.

Le Mini Macaron er måske bedst kendt for deres små macaron kit, hvor UV-lampen, der bruges til at tørre lakken, er en lille macaron i en flot farve med matchende neglelak. Uden at have sat mig yderligere ind i det, valgte jeg det store kit. Det koster 700 kr., hvilket er dobbelt af de små kit, men så kan man også tørre hele hånden på én gang fremfor kun én negl ad gangen. Er du usikker på, om det er noget for dig, og/eller er pengene små, kan du dog sagtens vælge de små kits, idet den eneste forskel er, at det tager længere tid.

Kittet indeholder: en UV-lampe, to neglelak, en fil, en neglebåndsskubber, 20 neglelakfjernerpads og en brugsanvisning. Mere har man ikke brug for!

UV-lampen er en kæmpe macaron i rosa guld. Så smuk. Den tilkobles via et kabel og et medfølgende stik, men kan også tilkobles via USB. Den er ikke opladelig, så selvom den ikke fylder meget o derved er nem at rejse med, kræver det altså, at man har adgang til strøm/USB port, før den kan anvendes. Man tænder den først i bunden, og dernæst på toppen, hvorefter den lyser i 30 sekunder. Åbningen er ret stor, og jeg kan nemt passe hele min hånd ind i den, dog således at jeg tager lillefinger til pegefinger (altså fire fingre samtidigt), så de to tommelfingre og til sidst lillefinger til pegefinger på den anden hånd. Bunden kan tages ud, så man også kan bruge den til fødderne. Det har jeg gjort med stor succes, og der smækker jeg bare først hele den ene fod ind og efterfølgende hele den anden fod ind. Nemt. Ifølge brugsanvisningen kræver det blot én omgang UV-lys (30 sekunder) at tørre ét lag neglelak, men jeg giver det nogle gange to omgange for at være sikker. Lampen kan desuden sagtens bruges med andre gelneglelakker fra andre mærker!

De to neglelakker, Honey Ginger og Black Cherry, er så smukke, men jeg må indrømme, de ikke er mine favoritter. Den ene, Honey Ginger, er meget lys, og det kræver mange lang at få en ensartet farve, men når man får det, så er den virkelig flot. Den perfekte baby lyserøde. Den anden, Black Cherry, er så smuk. En perfekt efterårsfarve, hvis I spørger mig. Desværre er den så mørk, at det nemt bliver at se, hvis laget er tykkere nogle steder end andre, idet den da kommer til at virke mørkere nogle steder end andre. Jeg kan dog sagtens se mig ud over begge dele og bruger begge farver jævnligt. Generelt er gelneglelak lidt tykkere end andet neglelak, og det kan man godt mærke. Det var ikke helt katastrofalt, da jeg prøvede det første gang, men jeg er klart blevet bedre til at håndtere det med tiden. Sværere er det ikke.  

Filen bruges, inden man påfører neglelak, således at neglene bliver lidt mere ru, og neglelakken har noget at holde fast ved. Derudover bruger man den også, når neglelakken skal af igen, idet det hjælper at file det øverste lag af for ligesom at bryde forseglingen. Jeg synes, den bliver lige lovligt hurtigt filet ned, hvis man kan sige det, men det er en ganske fin begynderfil, der får jobbet gjort.

Neglebåndsskubberen bruges til at skubbe neglebåndende tilbage, hvilket giver et overordnet flottere resultat. Den anden ende kan med fordel bruges til at skrabe/fjerne overskydende neglelak med, hvis man har fået lidt på huden, inden man lægger hånden under UV-lyset.

Da gelneglelak ikke bare er almindelig neglelak, kræver det lidt mere arbejde at få det af igen. De medfølgende pads var egentlig rigtig fine, da jeg lige fangede teknikken. Det er små pakker, man sætter fingeren ned i, og så er der klister på ydersiden, så man kan lukke den sammen om fingeren. Jeg vil næsten sige, jo længere de sidder, jo bedre, men  udover at jeg måtte væbne mig med tålmodighed, havde jeg ingen problemer med dem.

Alt i alt er det et rigtig fint begynderkit, som kan købes i Matas. Generelt holder neglelak – også almindelig neglelak – rigtig fint på mig, så der har jeg ikke bemærket den store forskel. Gelneglelakken holder ca. 10 dage på mine hænder og evigheder på mine fødder. Det, der dog gøre forskellen, er, hvor pænt det ser ud længe. Vi snakker 10 dage med negle, der ser ud, som da du lagde dem! Det er jeg ikke vant til. Normal neglelak får altid ridser eller aftryk efter nogle dage, men det gør gelneglelakken altså ikke. Samtidig er det jo noget genstridigt noget, der gør neglene hårdere, når neglelakken er på, hvilket er et plus for mine negle, der ellers altid knækker. Jeg vil dog sige, at neglene er mere bløde end normalt, når gelneglelakken fjernes, men det generer mig  ikke, da jeg ALTID har neglelak på.

1 Comment on Le Mini Macaron Le Maxi

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.