I dag vil jeg introducere jer for Little Purple Box. Det er en beautyboks, som man kan abonnere på, men derudover kan man også købe enkelte bokse, hvis man ønsker det – man kan endda købe bokse fra tidligere måneder, så hvis man læser indlægget her og forelsker sig i februarboksen, så kan man altså nå det endnu. Det er både fedt for forbrugerne og for brandet, synes jeg.

Dobbeltpoint for håndskrevet kort!

Prisen for boksen er 319 kr. for abonnement eller 338 kr. for engangskøb inklusiv fragt. Værdien ligger på minimum 800 kr, men et hurtigt blik på hjemmesiden afslører altså, at værdien ofte er langt højere – faktisk helt op til 1200 kr. I februar har boksen en værdi på 916 kr., og det er den, jeg vil tage udgangspunkt i i dag.

Jeg synes tit, det er sådan med beautybokse, at man får meget små produkter, og man sidder tilbage og tænker, ”er det virkelig pengene værd?” men det er jeg ikke i tvivl om med dette koncept. Der følger en brochure med, hvor man kan se priserne på produkterne, samt hvilke produkter vi har med at gøre.

Derudover er Little Purple Box kendt for at være en af de bedre forstået på den måde, at produkterne ofte er økologiske, cruelty free og veganske. Personligt er det noget, jeg gerne betaler lidt ekstra for, og jeg tror, der er mange, der har det ligesådan. Derudover kan jeg godt lide, at indholdet ofte er fint varieret, og det er nogle mærker, jeg ikke selv ville være stødt på, uden de virker for helse-helse.

Produkterne fra februar

Raunsborg Hand Cream Nordic

I ved, jeg elsker denne (læs tidligere anmeldelser her!). Den er så blød og lækker at smøre ud, og så synes jeg, den optages ret hurtigt, så jeg ikke mærker, jeg har creme på. Derudover elsker jeg det meget nordiske og stilrene look, der gør, at den kan bruges af alle aldre uanset køn. Døjer du med eksem eller anden form for “besvær” hud, kan det være en idé at give denne et skud – også selvom det ikke er på hænderne, for den er kendt for at være lidt af et mirakelprodukt på den front.

Vitamasques Multivitamin Sheet Mask (fuld størrelse)

Denne har jeg faktisk hørt om, men jeg har aldrig prøvet den. Den indeholder B, C og E vitamin, der sammen skulle genopbygge hudens glød og opfylde dens behov, når det kommer til intens fugt. Personligt er jeg ikke den store fan af sheetmasker. De passer aldrig rigtigt, og der er altid nogle steder, hvor jeg altså ikke får gavn af produktet, men jeg har hørt meget godt om denne og glæder mig til at prøve den. Derudover kan jeg godt lide, at det er et britisk-koreansk mærke, da det giver mig lidt ro i sjælen i forhold til de forhold – for både dyr og mennesker – som produktet er produceret under. Det er ikke noget, jeg har undersøgt yderligere, men derfor alligevel et eller andet.

Aurelia Refine and Polish Miracle Balm

Denne er jeg noget så spændt på. Den skulle virke som en eksfolierende maske, samtidig med at den beskytter, genopretter og balancerer huden indefra. Hvordan det er muligt, det ved jeg ikke, men formularen indeholder nogle probiotics, der optages i huden. Jeg elsker en god maske, så jeg kan snart ikke vente med at få huden i denne.

Per Purr Bath Salts

Jeg har (desværre) ikke et badekar – ellers kan I tro, jeg ville opholde mig der non-stop og aldrig få udrettet noget. I stedet har jeg tænkt mig at bruge dem her i fodbad. De er 100% naturlige og bionedbrydelige (sejt!), fri for sulfater, parabener, kunstige farvestoffer og syntetiske dufte. De indeholder derimod ingefærrod og kanel. Normalt er jeg ikke til ingefær, men disse dufter skønt, og så skulle de genoprette humøret og styrke det mentale velvære samtidig med at øge blodcirkulationen. Skønt!

Transformulas BrowRegrow (fuld størrelse)

Det her produkt forstår jeg ikke helt. Jeg var enormt spændt på at prøve det, for hvor ofte støder man lige på et vegansk brynserum? Sjældent. Det viser sig dog også, at den faktisk ikke er vegansk, hvis man læser på selve produktet og ikke bare blindt følger den brochure, der følger med. Fejl sker, og sådan er det. Det, der gør mig lidt stram i betrækket, er, at den er farvet. Farven er en lys men lidt varm brun, og jeg tænker, den nok ikke passer i farven til alle. Jeg kan måske lige slippe afsted med det. Den indeholder et stof, der skulle stimulere hårvækst på bare 6 uger, samtidig med den skulle pleje håret i brynene. Det er det, der lyder spændende!

Transformulas Line Filler (fuld størrelse)

Denne har en meget mærkelig lidt lim-agtig konsistens. Det siger vel næsten sig selv, når den skal gå ind og fylde fine linjer ud. Den gør det fint, og overfladen bliver helt glat, men jeg synes, man kan se den på huden. Lidt ligesom med en klat klar lim, hvis det giver mening. Af den årsag antager jeg, at den i hvert fald er bedst at bruge under makeup, hvis man er interesseret.

New CID Cosmetics I-Gloss i farven Cherry Pop (fuld størrelse)

Igen synes jeg, det er lidt mærkeligt at inkludere et produkt med farve, når man ikke skal angive hudfarve osv. Dog vil jeg sige, at denne farve efter min mening ville gå fint til mange hudtoner. Den er ikke neutral, men en fin lyserød/pink, der ikke er for iøjefaldende. På læberne føles den blød og smidig, og konsistensen er også derefter, idet den er mere flydende, end jeg lige havde forventet. Ikke et produkt jeg selv ville have købt, men det er jo netop det, der er sjovt ved disse bokse. Produktet har spejl på siden og lyser op, når man åbner den, hvilket jo i sig selv kan være smart nok.

Alt i alt synes jeg, det er en god boks. Jeg har kigget på nogle af de andre, og de falder måske mere i min smag, men det er jo det, der netop er sjovt ved denne type abonnementer. Man får nogle mærker og produkter, som man ikke selv ville have fundet/valgt. Jeg glæder mig især til badesaltene og balmen, og håndcremen er selvfølgelig allerede taget i brug. Generelt synes jeg, det er et virkelig fint koncept, og jeg ville hellere selv støtte kvinderne bag dette koncept end så mange andre lignende abonnementer, da jeg synes, de gør noget unikt og godt i disse tider, hvor vi som forbrugere konstant bliver bombet med, at vi skal være mere bevidste.

Du kan købe din boks her!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.