Find billedet her eller ved at klikke på det!

Traditionen tro kommer her mine nytårsforsæt – i hvert fald dem der relaterer sig til beauty. Jeg ved, mange ikke er til det med nytårsforsæt og fred være med det, men jeg elsker nytårsforsæt, fordi jeg føler, de giver mig noget at holde fast i gennem året. Det er måske fjollet, for kan jeg ikke bare leve livet og lade tiden gå? Det lyder simpelt, men den slags fungerer ikke for mig. Jeg kan lide lister, kasser, regler og retningslinjer. Det er jo ikke for sjov, at jeg lige om lidt skal i gang med mit speciale i jura. Hvis du er en af dem, der har problemer med nytårsforsæt, fordi du oplever, de aldrig holder, så vil jeg komme med mit bedste tip: lad være med at tvinge dig selv til at skære noget fra. Fokuser på alt det, du vil føre til. Eksempler: jeg vil grine mere, eller jeg vil bruge mere tid med mine bedste mennesker. Mine beautyforsæt bærer nok også præg af, at jeg vil tilføje mere, end jeg vil udelukke i 2020.

1. Shiseido hudpleje

Jeg har tidligere prøvet deres White Lucent serie, som jeg bare elskede! Snak om effektiv hudpleje! Det er længe siden, jeg har haft huden i den, og nu har Maria ytret, at hun elsker en creme fra deres Waso-serie, så derfor vil jeg gerne teste mere Shiseido i 2020, for det kan altså et eller andet.

2. Mere velvære

Jeg har haft travlt i 2019. Hvis jeg skal være ærlig, er året fløjet afsted, og der har desværre været flere nedture end opture, men i 2020 vil jeg prioritere mig-tid noget mere, og det ser allerede ud til at lysne, selvom jeg får endnu mere at se til. Jeg tænker mere gua-sha, flere ansigtsmasker, flere fodbad og mere tid til at lave ingenting. Ja, jeg ved heller ikke helt, om jeg selv tror på den endnu.

3. Clarins hudpleje

Jeg har haft julekalenderen i år, og den har virkelig gjort mig nysgerrig på deres produkter. Prøver jeg dem fra julekalenderen og hader dem, så bliver det nok ikke til meget mere, men jeg forventer at elske dem, og der er heldigvis mange andre Clarins produkter på min liste – bl.a. dem fra deres veganske kollektion hvoraf jeg allerede har flere på lager.

4. Vegansk makeup og hudpleje

Den her er jeg næsten nervøs for at skrive, for når man tager et standpunkt, så kan man nærmest ikke ændre det. MEN! I 2020 vil jeg undersøge flere veganske produkter og måske se, om der er nogle af dem, der skal indgå fast i min rutine. Det håber jeg!

5. Øjencreme 

Maria og jeg joker en del om, at vi er ved at komme op i alderen, og det medfører selvfølgelig, at jeg skal til at bruge øjencreme. Både for at forebygge de fine linjer om øjnene og for at pleje huden, for jeg kan mærke, den bliver mere og mere tør og sart.

Status på mine forsæt fra 2019!

1. Neglerutine

Denne har været på min liste i flere år, og jeg tror, jeg er ved at acceptere, at det måske ikke kan lykkedes mig. Jeg har i hvert fald ikke fundet miraklet endnu.. Forslag modtages med kyshånd. Jeg mangler stærke og sunde negle.

2. Nye hudpleje staples

Min hud har ændret sig de sidste par år, og derfor ville jeg gerne finde ny, passende hudpleje. Det er i den grad lykkedes mig, og fordi jeg er blevet inspireret af Marias indlæg, kommer der et separat indlæg. Jeg ved, I nok har læst Marias, men vi er jo to forskellige personer, så jeg tænker, jeg også kan bidrage med noget inspiration.

3. Grønnere rutine

Jeg fik hverken testet de børster eller den mascara, jeg havde i tankerne, men jeg har til gengæld skiftet rigtig mange andre produkter ud, og så har jeg fået læst og lært en masse, så jeg kan fortsætte i 2020!

4. Scale down

YES! Åh, det har været befriende at have mindre at gøre med men ting jeg faktisk virkelig elsker at bruge.

5. Ny foundation

Ligesom jagten på sunde og stærke negle virker det har som en evig jagt. Jeg har svært ved at finde en, der kan slå min It Cosmetics CC cream.. Suk..

Rigtig godt nytår til jer der læser med. Jeg håber, I passer på hinanden og kommer godt ind i 2020 – tænk vi nu går ind i 20’erne. Det føles lidt specielt, og jeg håber, året bringer alt det, I ønsker.

Hvis I har nogle nytårsforsæt – beauty eller ikke – så del dem endelig med os i kommentarerne?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.