Jeg vil gøre det her indlæg lidt anderledes, end jeg traditionelt ville have gjort det, og det skyldes helt ærligt, at jeg ikke har behov for flere (røde) læbestifter i min samling lige nu – yes, I went there! Til gengæld har jeg en del – og har testet endnu flere – så jeg vil dele mine favoritter og dem, jeg har i kikkerten hvis nu (se med om 2 uger!)… Mit udgangspunkt er, at jeg i år vil forsøge at komme igennem julens fester med de læbestifter, jeg allerede har, for jeg har så mange, jeg er glad for, men måske kan mine favoritter eller min ”ønskeliste” være inspiration for dig, der endnu ikke har fundet en læbestift, du er rigtig glad for, og som kan bruges år efter år. Jeg har taget mit udgangspunkt i forskellige prisklasser men primært de røde nuancer, for det er typisk det, de fleste forbinder med jul. Der har dog sneget sig en enkelt eller to med på listen til de, der ikke er til det røde.


De gamle kendinge

L’Oréal x Isabel Marant læbestift

Jeg har lavet et selvstændigt indlæg om denne, for den er virkelig fin. Da jeg så kollektionen, havde jeg med det samme lyst til at prøve den – selvom jeg altså prøver at styre mit forbrug en smule. Jeg har dog ikke fortrudt det. Når man tager prisen på 100 kr. (den er desværre udgået så vidt jeg kan se, men se min ønskeliste nedenfor for alternativ!), så synes jeg, det er en god læbestift. Farven er så smuk, og det er på ingen tid blevet min yndlings røde læbestift. Det eneste, der halter lidt, er holdbarheden. Den er ikke dårlig, men den er heller ikke helt i top, som man kan få, hvis man er villig til at betale lidt mere. Dog føles den så cremet og blød på læberne, at det ikke gør mig noget, at jeg skal touche up i løbet af aftenen.

Sephora Cream Lip Stain i 01 Always Red

De, der har fulgt med på bloggen i noget tid, ved, at jeg ELSKER den postkasserøde cream lip stain fra Sephora. Den er perfekt rød, dyb og intens i farven, som er det jeg leder efter i en rød læbestift. Det er lidt løgn at kalde det en læbestift, for det er det jo ikke. Udover at farven er utrolig smuk, så er holdbarheden i top. Den holder hele natten, selvom jeg drikker og spiser, tværer ikke ud, og så tørrer den ikke mine læber ud, selvom det er en stain, og det er ellers noget, stains er kendte for (også de langt dyrere af slagsen!). Det er klart, den ikke har samme fleksible og bløde følelse, som en læbestift har, men det er en pris, jeg er villig til at betale for at have smukke røde læber hele natten lang. Derudover er prisen med sine 105 kr. virkelig skubbet i bund taget produktets kvalitet i betragtning. Køb den hos Sephora.

Estée Lauder Pure Color Envy Matte Lipstick nr. 340 (Kendall Jenners farve)

Jeg mener også, at denne var en limited edition, så derfor er det ikke så meget læbestiften i sig selv (den kan I læse mere om her, hvis I skulle være interesseret i andre farver i serien) men mere farven, jeg her vil fremhæve. Den er ikke postkasserød som de to forrige. Derimod har den den smukkeste, iøjenfaldende wow-røde/orange farve. Den er super flot, hvis man er lækker solbrun, men jeg synes også, den slags farver gør sig rigtig godt til en julefrokost, hvor alle andre har postkasserød på, for den skiller sig ud på den fede måde, hvis man sætter den sammen med et ellers afdæmpet look. Det er modigt, men jeg ville godt turde at gå efter en mere orange-rød farve til en julefrokost.

Tom Ford Lip Color i 27 Bruised Plum

Sidst men ikke mindst; min absolutte yndlings læbestift. Den er ikke rød, men den er mig. Blommefarvet og så flot til vinterbleg hud, og den fremstår måske lidt mere afdæmpet, hvis man ikke er til de knaldrøde læber, hvilket nogle jo ikke er. Det, der gør, at jeg bare måtte have denne med på listen, er holdbarheden. Her får man en intens, flot og unik farve, som holder natten lang. Det er en læbestift, så den føles lækker og ikke tør på læberne, selvom den holder til både mad og drikke. I kan læse nærmere om den her, hvis I vil vide mere. Ellers kan den købes hos Magasin til – hold nu fast – 400 kr., og den er hver en øre værd.

Husk, del 2 kommer her på bloggen om 2 uger!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.