Indlægget indeholder affiliate links.

Jeg er kæmpe efterårsfan, og særligt oktober har en stor plads i mit hjerte. Ja, det er faktisk min yndlings måned – en favorit i sig selv. Jeg læste det så fint et sted hos en anden efterårsfan, at oktober er den eneste måned, der har sit eget lys og sin egen farve. Sådan oplever jeg det også, og jeg synes, det er fuldstændig magisk. Samtidig er jeg fan af alt det (u)hygge, som vejret indbyder til, og jeg har siden barnsben været enormt stor fan af Halloween, der vel nu for alvor også har andre danske fans. Det er lidt vemodigt at vende oktober ryggen, men november byder på fødselsdag (1 november – SÅ tæt på oktober altså!) og så er der jo også en masse hygge forbundet med, at vi kan begynde at jule lidt.

Epilator (Braun Silk-épil 7)

Jeg har nævnt denne på bloggen før, og det er efterhånden en ældre model, men den har nu genfundet en plads i min rutine. Det tager lidt længere tid pr. gang, men det holder til gengæld også længere, end hvis jeg bruger en skraber. På den måde vurderer jeg, at det kommer ud på et, men det er faktisk ofte tiden, der gør, at jeg ryger ud af rutinen med min epilator. Ikke denne gang! Jeg har længe funderet lidt over, hvad jeg kunne skifte til for et mere miljørigtigt alternativ til skraberen. Denne er selvfølgelig produceret i plastik, men da jeg alligevel havde den liggende, synes jeg, det er et godt alternativ til at blive ved med at købe skrabere. Når den ikke kan mere, må jeg se, hvad jeg så skal kaste mig ud i – måske en safety razor? Jeg er lidt bange for idéen, så hvis I kan give mig det sidste skub, må I endelig smide en kommentar! Smertemæssigt kan den selvfølgelig mærkes til sammenligning med en skraber, men jo mere, jeg bruger den, jo bedre bliver det. Nu skal jeg så bare tage mig sammen til at bruge den under armene og i bikiniområdet…. Det kommer!

Den kan købes i Elgiganten, men jeg kan se, der er lanceret en Silk-épil 9’er nu!

Maybelline Color Sensational i 975 Divine Wine

Jeg har engang fået denne af Maria, og man må bare sige, hun kender mig godt. Det er en rigtig Tanja-farve. Perfekt mørk bær-farve til min lyse hud her i efteråret. Som efteråret er sat ind, har jeg fundet denne frem fra gemmerne og taget revanche for hele sommeren, hvor den ikke er blevet brugt. Ja, jeg tror faktisk, jeg har haft den på hele oktober, og den er sågar kommet med i tasken til København over weekenden, hvor jeg skal fejre min fødselsdag. Holdbarheden er ikke den bedste, men når man tager prisen i betragtning, synes jeg, man får en ret god læbestift. Psst.. Den kunne måske være en god erstatning for MAC Diva, som I kan se i indlægget her.

Den kan købes i Matas til 85 kr.  

NYX Micro Brow pencil

Jeg har efterhånden nævnt denne så mange gange, at jeg ikke bebrejder jer, hvis I er trætte af at læse om den. Til de, der endnu ikke er med, kan I læse mere i dybden om den her. Som den opmærksomme læser måske har opfanget, forsøger jeg at ændre mine rutiner til noget, der for mig virker mere miljørigtigt. Om det er det MEST miljørigtige eller ej, skal vi ikke diskutere, men jeg vil gerne gøre noget, hvor jeg kan, selvom det betyder, jeg ikke gør alt. I den forbindelse har jeg spekuleret en del over, hvad jeg dog skulle gøre ved mine bryn, når jeg løb tør for min NYX Micro Brow Pencil. Spildte overvejelser, for ved I hvad? Den er tilsyneladende vegansk, hvis man stoler på skiltningen i Matas. Det er så ærgerligt, at det ikke fremgår af pakken fra NYX’ side, så nu deler jeg lige budskabet.  

Den kan købes i Matas til 90 kr.

Essence blushes

For et par måneder siden skiftede Essence kollektion, hvilket betød, der var kæmpe udsalg hos de fleste – hvis ikke alle – forhandlere. Det udnyttede jeg selvfølgelig ved bl.a. at nuppe disse to blushes med hjem. Det er to forskellige slags; en Matt Touch Blush i 10 Peach Me Up! og en Mosaic Blush i 40 The Berry Connection. Essence er lidt kendte for deres blushes, som folk elsker, og jeg kan godt forstå dem. Jeg fik dem begge to til 15 kr. stykket, hvilket vil sige, at normalprisen er 30 kr. stykket. Hvis I spørger mig, kan man sagtens være bekendt at kræve det dobbelte hvis ikke endda mere, for man får en meget pigmenteret blush, der ikke bare forstøver på børsten, og så holder de længe på huden. Farverne er fine, og mosaic blushen er ikke for glitrende. Jeg tror, det er de eneste blushes, jeg har brugt, siden jeg købte dem, for de er bare så nemme, fine og naturlige, samtidig med at de kan bygges op i farven, hvis man ønsker et mere intenst look.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.