Endnu et (forholdsvis) nyt skud på stammen fra Rituals i serien Ritual of Holi. Det lyder måske bekendt, fordi jeg for nogle uger siden skrev om endnu en maske fra Ritual of Holi-serien, Rituals Bubble Trouble Bubling Clay Mask.

I dag skal det også handle om en maske, nemlig deres Plastic Fantastic DIY Rubber Mask, der dufter af hvide liljer og ferskenblomster. Det, der fangede min opmærksomhed var egentlig det sjove koncept. Maskerne er lyserøde og kommer i en æske, hvori man får to bøtter med en slags gele og to breve med pulver. Det vil sige, at pakken indeholder to masker.

Måden hvorpå maskerne fungerer er, at man mikser et brev pulver ned i en bøtte gele, rører det godt rundt med en ske og påfører masken til huden. Her skal man være lidt hurtig, da masken jo selvfølgelig sætter sig, men det er ikke sådan, man har travlt. Den kan fordeles med hænderne eller en børste – begge dele fungerer fint. Derefter venter man i 15-20 minutter eller helt op til 40 minutter efter behov, før masken peeles af. Jeg synes, denne æske er en rigtig fin gaveidé, da konceptet er rigtig sjovt. Derfor kan jeg også bære over med, at der kun er til to masker i pakken. Jeg kan især forestille mig, at teenagere vil synes, det er rigtig sjovt, og den kan derfor sagtens gives som – tør jeg smide jule-bomben? Oh yes! – jule- eller adventsgave. Dertil vil jeg også sige, at hvis man er to veninder sammen, kan det godt betale sig at lave den ene først og se, om man overhovedet har behov for den anden. Jeg puttede et meget tykt lag på og havde stadig produkt til overs. Er man kun sig selv, kan man tage halvdelen af gelen over i en lille lufttæt bøtte og gemme den sammen med halvdelen af pulverpakken, så man kan blande den på et senere tidspunkt, for der er ret meget i.

Navnet, Plastic Fantastic, passer helt perfekt til, hvad denne maske gør. Den størkner og bliver nemlig til et lag plastik/gummi på huden, som man nemt og smertefrit kan pille af. Det lægger jeg vægt på, fordi det ofte er sådan med peelmasker, at de for det første kan være lidt svære at pille af, de kommer ikke af i et jævnt lag, og så hiver de nærmest det yderste lag hud med sig. Sådan er det slet ikke med denne, og jeg tror det skyldes den gummibløde konsistens, som masken har. Den går fra at være en tyk, flydende masse til at være et lag gummi, når den sætter sig.

Den bløde konsistens på masken, der gør at den hverken river hud eller hår med sig, gør også at masken er langt mere fugtgivende, end traditionelle peelmasker, hvilket jeg godt kan lide. Jeg lader den sidde i 40 minutter for maksimal fugt, og jeg vil sige, at min hud på ingen måde føles strippet efterfølgende – heller ikke selvom jeg har brugt den med eCookings Peel Maske. ECooking Peel Masken stripper virkelig huden, så den har behov for massere af fugt efterfølgende, og der føler jeg sagtens, man kan bruge denne maske uden at mangle fugt. Huden efterlades blød og smidig.

Pakken med de to masker kan købes i Rituals til 75 kr.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.