Jeg har snakket om flere produkter fra denne serie, men da jeg elsker mascara, som mange nok ved nu, så måtte jeg jo prøve de to mascaraer også. Hvis du ikke har læst om nogle af de andre produkter, kan jeg fortælle, at denne serie er lavet til, når man skal træne. Jeg er personligt ikke god til at bruge makeup, når jeg løber en tur eller laver noget andet aktivt, men hvis der var et makeupprodukt, jeg ville kunne bruge, var det mascara. Jeg kan ikke have følelsen af makeup på mit ansigt, når jeg er ude at løbe, men mascara generer mig på ingen måde.

Essence har ikke bare valgt at lave én mascara. De har valgt at lave hele to mascaraer i serien. Den ene hedder Volume & Curl og skal give noget mere fylde og lidt løft til vipperne, den anden er en Length Definition mascara, så den skal give længde og definition til vipperne.

Den største forskel på mascaraerne er børsterne. Volume & Curl mascaraen har en buet børste, som skal hjælpe med løftet, og den ligner en traditionel børste. Den, som skal give længde, har en kegleformet plastikbørste, så den er lidt bred i bunden og bliver så smallere og smallere.

Jeg kan personligt bedst lide den børste, der er designet til at give længde, fordi jeg synes, den giver lange flotte vipper og mange af dem. Det er et helt simpelt look, men ens vipper ser rigtig fine ud.

Længde mascaren er på venstre. Højre er Volume. Jeg vil sige at den der er til Volume ser bedre ud på billedet her, men jeg synes det er omvendt i virkeligheden.

Jeg kan også godt lide, den der skal løfte og give volumen, men jeg synes, den klumper mere, ligesom den påfører meget mere produkt end den anden. En kombination af de to fungerer rigtig godt, fordi man på den måde får lidt af det hele. Ifølge ingredienslisterne på deres hjemmeside, er ingredienserne de samme i begge mascaraer, og derfor er det altså børsterne, der udgør forskellen. 

De er begge to promoverede som værende vandfaste, og det er de bare ikke. Jeg har lavet en test til jer, som i kan se på billedet. Jeg har let – og jeg mener let – rørt ved mine vipper, efter jeg har smidt lidt vand i hovedet, og mascaraen smuldrer fint af. Jeg havde den også på på arbejde, hvor jeg skulle ud og hente noget i regnvejr, og da jeg kom ind igen, havde jeg mascara i hele hovedet. Dog har jeg ikke haft problemer med dem, mens jeg har været ude at løbe, men vandfaste det er de altså ikke. Jeg har også haft problemer med, at den smitter af lige under mit bryn, hvis jeg ikke har øjenskygge på. 

Indpakningen passer med resten af serien, hvilket jeg godt kan lide. Det sorte mønster, som er på alle produkter, er også på mascaraerne, selvom det er lidt mørkere på den, der skal give volumen og løft, end det er på den anden. På den måde kan man nemmere skelne de to ad, selvom det nok mest af alt bare er nemmest at læse, hvad der står på dem. 

Jeg synes, det er en fin mascara til pengene, og hvis du aldrig har problemer med, at din mascara smitter af (hvilket jeg nærmest altid har), så synes jeg, den er rigtig fin. Jeg kommer ikke til at købe den igen, men det er mere fordi, den simpelthen smitter af over det hele, og det gider jeg ikke at bøvle med, når der findes mascara, der ikke gør det. Prisen kan dog ikke blive bedre, så hvis du mangler en ny mascara, kan du jo prøve dem og se, om de bliver dine nye yndlings.

Kan købes i Føtex og Bilka.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.