Jeg tror ikke, vi har delt noget fra Kiehl’s herinde? Det er et mærke, som jeg længe har villet prøve, og særligt når jeg er gået forbi deres butikker i udlandet, er jeg altid blevet suget ind. Hvorfor har jeg så ikke prøvet det noget før? Tja, det ved jeg faktisk ikke. Selvom produkterne får god omtale, så er det bare ikke dem, man hører mest om, og jeg tror, det skyldes det kliniske look. Looket er faktisk noget af det, jeg elsker allermest ved deres produkter, fordi, selvom de er pakket i plastik, emmer de af gammelt apotek. Det giver god mening, hvis man kender til mærkets historie, for det kom til i New York for 160 år siden, da det startede som et apotek. Ingredienserne, som Kiehl’s er kendte for, og som igen passer ind i den gamle apotekshistorie, er udvundet i naturen.

I denne omgang har jeg testet deres Ultimate Strength Hand Salve, der ifølge deres hjemmeside er lavet til meget tørre, aktive hænder, der måske udfører manuelt eller industrielt arbejde. Jeg ved fra min far, at man i den grad har behov netop for salve til hænderne, når man arbejder ude hver dag vinteren lang. Det kan man ikke rigtigt sige, at jeg gør som studerende. Derudover skulle den beskytte mod de våde elementer, og det vil jeg faktisk også tro (det mærkes jo ikke) den gør, fordi den indeholder en del olie både fra oliven, sesam, avokado og eukalyptus. For at modarbejde kulden og fugte hænderne, indeholder den shea smør og aloe. Trods disse ingredienser har den ikke rigtigt en duft. Måske lidt menthol-kemi-agtigt hvilket ikke generer mig. Der er ingen parfume i produktet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er ret glad for at bruge salve hverken til det ene eller det andet. Salve er tykkere end cremer/lotions/butter/balms, og derfor trænger de også langsommere ind, og jeg er ikke kendt for at være jordens mest tålmodige menneske, må jeg nok indrømme. Netop fordi det er en salve, klistrer den også mere, end de håndcremer jeg almindeligt bruger, og derfor vil jeg, medmindre man er håndværker med de der helt knastørre hænder (eller måske ramt af eksem?) ikke anbefale denne som et on-the-go produkt men nærmere et produkt, der bruges om aftenen, inden man skal sove. Jeg bruger den også, når jeg har vasket hænder eller været i bad, og jeg alligevel bare skal gå hjemme.

Trods at konsistensen er fed og salve-agtig, er den dejlig nem at fordele på hænderne og smøre ud, og jeg synes også, den tørrer overraskende hurtigt, fordi den netop ikke er for tyk, som jeg husker salver, fra da jeg var barn.

Jeg er positivt overrasket over produktet. Det gør det, det skal – og langt mere til. Salveformularen gør, at den ikke bare fugter hænderne, hvilket den gør rigtig godt, men den danner også et beskyttende lag om hænderne, der isolerer mod kulden. Det har helt sikkert været med til, at jeg, selvom min hud er blevet mere tør end nogensinde før, har kunnet bevare fugten i mine hænder – selv på min meget kolde tur til Berlin, hvor jeg primært opholdte mig udendørs. Den trænger ind i hænderne og giver en vedvarende effekt, som jeg ikke oplever med håndcremer. Der er altså tale om intens fugt til de mest udsatte hænder!

Den kan købes hos Kiehl’s eller Magasin i to forskellige størrelser til henholdsvis 125 kr. og 175 kr. På grund af det tidsløse og kønsneutrale design kan den også sagtens fungere som en gave til en far, bror eller kæreste der måske er håndværker eller bare døjer med tør hud. Intet ved dette produkt skriger beauty, hudpleje eller kvinde – og det, synes jeg, er en god ting!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.