Jeg har fået klippet en del af mit hår af, så jeg er korthåret i forhold til, hvad jeg plejer at være. Jeg nyder at have kort hår, og det gør det så meget nemmere at style det. Min foretrukne styling er egentlig bare krøl. Til min store overraskelse er der dog mange, der har spurgt ind til, hvordan jeg krøller mit hår, så her kommer en lille guide. Jeg kan på ingen måde finde ud af at sætte hår og har ikke forstand på det, men jeg tænkte, at jeg ville dele min måde at gøre det på, da det er meget nemt og ja, så holder det utrolig godt i mit hår.

Jeg bruger et Remington Pearl Wand krøllejern eller, som titlen siger, en wand. At det er en wand betyder, at der ikke er nogen klemme på, så man skal holde håret om cylindret med sine fingre. Der medfølger en lille varmehandske, som jeg anbefaler, man bruger, da den beskytter mod brandsår på fingrene, hvis man skulle få forkert fat. Jeg bruger den ikke selv, men jeg har også efterhånden gjort det så meget, at jeg ikke brænder mig.

Som varmebeskyttelse bruger jeg Drybars Hot Toddy. Jeg har været utrolig glad for den, men da den ikke kan fås herhjemme, må jeg snart på jagt efter en ny (tips modtages gerne!). Den fordeles i håret, mens det er fugtigt, og så lader jeg håret tørre helt, inden jeg gør mere ved det.

Teksturen på mit hår når det er tørt.

Inden du begynder at krølle dit hår, er det vigtigt, at du finder ud af, hvordan du vil dele dit hår op. Jo flere lag, jo mere volumen, men jo længere tid tager det selvfølgelig også.  Jeg har ikke en bestemt måde, som jeg deler mit hår op på, da jeg altid bare går efter, hvad har jeg tid til, og hvad jeg føler for den dag, men jeg deler det altid op!

I bunden har jeg cirka 3 krøller på hver side, men resten af lagene kan jeg simpelthen ikke sige, hvor mange krøller jeg har. Jeg tager ikke lige store dele af hår, da jeg synes det giver et lidt mere ”naturligt” look at skifte lidt, og man undgår, at krøllerne ikke krøller sammen og bliver til én stor krølle. Jeg efterlader ofte lidt af spidsen ude for at få det lidt pjuskede look, og så krøller jeg væk fra mit ansigt gennem hele håret. Man kan sagtens krølle forskellige veje, og det har jeg også gjort førhen.

Når jeg har krøllet håret og lader det køle ned.

Jeg krøller alt håret, og derefter lader jeg det køle helt ned. Det er ofte her, jeg lægger min makeup, for så plejer mit hår at være helt koldt. Hvis du bruger hårlak, hvilket jeg ikke gør, så er det her, den skal sprayes i.

Når det er helt koldt (og du eventuelt har sprayet hårlak i), kører jeg mine fingre igennem og bryder krøllerne op. Så kører jeg min børste igennem håret for virkelig at skille det ad. Jeg leger lidt med det, til jeg synes, det sidder, som det skal. Fik jeg sagt, at det holder i 3 til 4 dage på mig? Nej? Okay, men det gør det. Morgenen efter står jeg altså bare op og redder det igennem. Super smart! Folk tror, du har brugt lang tid om morgenen, men det har du ikke!

Når jeg har redt mit hår igennem, ser krøllerne sådan her ud!

Mere fancy er det altså ikke, men jeg håber alligevel, at nogle af jer kan bruge forklaringen.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.