Jeg har længe været på jagt efter en ny læbepomade, der er vegansk. Ikke fordi jeg nødvendigvis er helt vild efter at skulle 100% leve vegansk, men fordi jeg godt kan lide at undersøge, om det ændrer noget – både på egen krop og i de produkter, jeg bruger.

Senest har jeg derfor kastet mig ud i disse fra Lypsyl. Et svensk mærke så det er også godt for miljøet, fordi de ikke skal rejse så langt. Nogle sværger til Lypsyl – sådan en har jeg aldrig været. Min mor købte altid Labello til mig, da jeg var barn, så det her er faktisk første gang, jeg prøver Lypsyl på egne læber.

Jeg kan godt lide idéen om, at et af de førende ”billige” men meget kendte mærker på markedet begiver sig ud i veganske produkter, fordi det gør det nemmere for den gennemsnitlige forbruger at vælge rigtigt uden at skulle gå på kompromis med deres sædvanlige mærke eller prisen (jeg fandt mine på tilbud i Rema 1000 til 10 kr. stykket). Jeg synes dog, det er ærgerligt, at de dufter så kraftigtig og derfor ikke for alle kan konkurrere med de helt neutrale Lypsyl-læbepomader.

Udover duften, synes jeg ikke, jeg kan spotte nogle forskelle i ingredienslisterne. Den ene dufter af ”sea salt and caramel” og den anden ”passion fruit and chocolate”. Hvis jeg, nu jeg er ved duftene, skal vælge min favorit, må det være den med havsalt og karamel. Den er meget mild, men sød i duften mens den anden har en meget gennemtrængende kakaoduft, som jeg ikke er så vild med. Det skyldes dog formodentlig, at jeg generelt ikke bryder mig om falske kakaodufte. Duftene er meget falske, og det skal man være opmærksom på.

Nok om duften, det der står bag på pakningen, at de skal kunne gøre, er nøjagtigt det, de fleste formodentlig generelt kigger efter i en læbepomade,

”(…) læbepomaden beskytter øjeblikkeligt dine læber og gør dem dejligt blød. (…) Fugtighedsteknologien opretholder læbernes fugtighedsbalance og forebygger udtørring.”

Hvis jeg et øjeblik forholder mig til, om de reelt gør dette, må jeg nok desværre sige nej. Jeg synes ikke, der er meget fugt at hente i de typiske Labello/Lypsyl læbepomader, og disse er ingen undtagelse. Indholdet af olie er højt, og det kan man mærke i den måde, som de glider rundt på læberne på. Det er behageligt, blødt og smidigt, men det er også gledet af, inden man har set sig om. Jeg synes ikke, de bliver siddende på læberne længe nok til, man kan sige, de beskytter læberne mod, hvad jeg formoder skulle være, vind og vejr. Jeg synes også, jeg mangler lidt information om den fugtighedsteknologi, de nævner, men hvis vi ser bort fra det, så synes jeg ikke, mine læbers fugtbalance opretholdes og udtørring forebygges. Det kan være, det skyldes, at jeg først har taget dem i brug, efter skaden var sket, og mine læber var tørret ud, men uanset hvad foretrækker jeg, at min læbepomade ikke blot forebygger men også genopretter og plejer, og det er noget, jeg ikke føler, jeg får med disse læbepomader.

Det er klart, man ikke kan forvente for meget til den pris, men jeg synes bestemt ikke, det er for meget at forlange, at produkterne lever op til den beskrivelse, der er angivet på bagsiden af pakkerne. Når det så er sagt, minder de, udover duften, om de klassiske supermarked læbepomader – om de så hedder Labello eller Lypsyl – så hvis man er vant til at bruge dem, kan man med fordel skifte til disse veganske varianter, hvis man altså kan klare duftene.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.