Det her indlæg kom til mig, da jeg stod i badet nytårsaften, men det har vist sig sværere end først tiltænkt at få det ud fra fingerspidserne. Måske fordi det skal omhandle noget, som vi sjældent siger højt, og jeg ville nok også være flov over at sige det til de af jer, der kender mig i ”virkeligheden” – måske lige pånær Maria. Det, det skal handle om, er kvindekroppen og vores selvbillede, for selvom der sjældent går en dag, hvor vi ikke hører om dét, så er det som om, det eksploderer op til jul og nytåret – og det påvirker naturligvis også mig.

Indlægget kom til mig, fordi jeg stod der splitter-Hans Jørgen og funderede over alle de udefrakommende ting, jeg lader mig påvirke af, når jeg tænker på mig selv og min krop. Både i forhold til andres meninger og samfundets normer men også i forhold til alle de produkter, jeg bruger. Selvom jeg mener, en god læbestift kan redde selv de værste dage, så er jeg også bevidst om, at det at smøre kroppen ind i en dyr creme ikke nødvendigvis ændrer på noget. Det forekommer måske logisk for de fleste (det håber jeg faktisk), men her i beautyland kan det ofte virke som om, en dyr creme, en god scrub eller perfekte øjenbryn er en selvfølge for glæde. Og sådan skal det ikke være. Det er ikke mirakelprodukter, og de kan ikke redde et ødelagt selvbillede om end de måske kan pynte lidt på det. Derfor tror jeg, det er sundt nok at vende blikket lidt indad engang imellem fremfor kun at fokusere på den ydre skønhed, hvor man, hvis man så ikke lige har Instagram-perfekte øjenbryn, ikke er rigtig.

Det er ikke fordi, jeg skal diktere, hvad du må og ikke må, men som en, der har brugt ufatteligt mange år på at hade mig selv, så er det da fandens ærgerligt, at vores lykke skal afhænge af, om vi kan passe de samme bukser som en eller anden model på Instagram eller har øjenbryn magen til en kendt beauty guru på youtube, der arbejder med deres udseende på fuldtid!

Uden at citere Dronningen så handler det faktisk ikke om, hvordan vi ser ud, og for den sags skyld heller ikke om hvilke produkter vi bruger, eller hvilken vægt vi har. Lige netop det punkt kan jeg virkelig tale for, for jeg kender det bedre end mange andre. Da jeg i gymnasiet blev komplimenteret på min høje, slanke figur, der målte 70 kg. på vægten (en ganske normal vægt for min højde!), svarede jeg altid med et smil ”du skulle have set mig inden gymnasiet, der vejede jeg 15 kg. mindre!” Hvis ikke endda 20 kg. mindre.. Man bliver ikke lykkelig af at være tynd. Tynd er ikke et kompliment – eller det burde det i hvert fald ikke være. Der er mennesker, der kæmper med at tage på i vægt, fordi de helt naturligt er tynde, og det er de ligeså trætte af at blive mindet om, som folk der vejer 10 kg. for meget og konstant bliver mindet om, hvor usundt overvægt er. Den side af spektret har jeg også været på, da min vægt nærmede sig et trecifret tal. Jeg var gladere men stadig ikke helt glad for min krop, for hverken den helt spinkle eller den store krop, er den rigtige i samfundets øjne. Nu er jeg tilbage ved mit udgangspunkt, de 70 kg., og for første gang nogensinde er jeg glad, men det skyldes i mindre grad tallet på vægten, og i højere grad det at jeg er i stand til at sætte mig ud over alle de ting, min krop ikke har og fokusere på de ting, som den har. Alle de ting, jeg må minde mig selv om, fordi samfundet kun er fokuseret på min krops udseende.

Mellem jul og nytår røg jeg ned i et hul. Der var kørt for meget julesovs ind og for få ture om træet, tænkte jeg. Min hjerne var besat af tanker om ”sund januar,” ”nul sukker,” ”grønne juice der smager af bæ” og ”løb.” Sådan har det været mange gange før, og mange af jer kan nok nikke genkendende dertil. Det er heller ikke fordi, man ikke må gøre de ting eller elske grønne juice. Selvfølgelig må man det. Men som jeg mindede mig selv om, så skal det være af lyst og ikke af pligt. Forskellen er nogle gange svær at se, men den er stor. Der er jo folk, der er sportslige, og som ikke kan undvære deres daglige løbetur. Og det er rigtig godt. Men der er også folk, der hellere vil sove en time længere og veje de 5 kg. ekstra. Og det er lige så rigtigt. Det vigtigste er nemlig at mærke efter indeni. Hvad har du lyst til? Har du helt oprigtigt lyst til at give den en skalle og måske smide de overflødige kilo? Eller er det noget, du føler, du skal, fordi Instagram siger, at det er det eneste rigtige. Eller omvendt.. Har du helt oprigtigt lyst til at tage på i vægt for at få den røv, Instagram fortæller dig, er den eneste rigtige?

Når jeg får de tanker, som jeg havde i juledagene, så tager jeg et skridt tilbage og mærker efter – noget jeg i mange år aldrig rigtig har skænket en tanke. Hvad har jeg lyst til? Hvorfor tænker jeg sådan? Hvad er egentlig problemet? Som mange andre på min alder så er problemet, at vi hele tiden bliver bombarderet på de sociale medier. Jeg har ærlig talt ikke lyst til grønne juice lige nu, og derfor har jeg heller ikke skrevet spinat på indkøbslisten.

Og det behøver du heller ikke. Så det her er en venlig opsang til alle jer, hvis nytårsforsæt måske allerede er røget i vasken. Det er okay. Du må gerne spise den Snickers og se serier på sofaen en søndag som i dag. Eller en mandag. Eller tirsdag. Eller hvornår end du har lyst, for ingen tvinger dig til at gøre noget, du ikke har lyst til, og ingen udover os selv kan afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for vores kroppe. Tænk på alt det, du har og kan, frem for alt det du ikke har og ikke kan. Det gør jeg, og det virker. Jeg har lange ben, og jeg elsker dem. Ikke fordi de er lange og folk komplimenterer det, men fordi de bringer mig fra A til B og videre til C. Jeg har to arme, og selvom jeg har brugt årevis på at gemme dem i lange ærmer, så er det for længst slut. Hvor heldig er jeg ikke, fordi jeg har to arme, der (næsten på en god dag) kan løfte mig og bære mine indkøb hjem fra Netto? Tænk hvad kvindekroppen kan! Det er jo for vildt, at vi kan bære et andet liv i 9 måneder. Og de, der ikke kan det, kan alligevel en masse! Tænk på alt det, vi udsætter kroppen for. Selvhad, teenagedruk, seriemaratoner med minimal bevægelse eller rigtige maraton med maksimal bevægelse. Stiletter og stramme kjoler, ekstensions og falske dit og dat – kroppen tager imod det hele, og den er der alligevel hele livet igennem. Vi kan ligeså godt affinde os med den og tage den i hånden, så vi kan følges ad som venner. Det var det, der slog mig i badet, da jeg stod der nytårsaften. Min krop er fucking sej, uanset hvad den vejer, hvordan den ser ud, og hvad jeg smører den ind i. Og det er din krop også.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.