28. september åbnede der en ny butik her i Aarhus. Jeg var derinde, og jeg kan da godt se, det er et nyt koncept, men det er faktisk først for nyligt, jeg er blevet bekendt med, at der kun er to butikker af sin slags med konceptet indtil videre, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave denne anmeldelse, så alle jer, der ikke lige har adgang til en butik, alligevel kan få et indtryk af, hvad det er for noget.

Først mega props til Matas for at tænke i nye baner. Jeg tror, det er utrolig vigtigt lige nu, fordi vores forbrugsvaner er ved at ændre sig, men uagtet hvad jeg tror, så er det fedt at se, at de store, kendte damer tilpasser sig tidens skift, der går i den mere naturlige retning. Jeg håber, konceptet varer ved.

De nye butikker læner sig tæt op ad konceptet – og hedder også det samme – som vi kender fra Matas Natur produkterne. Matas skriver selv her, at de gerne vil gøre det nemmere for os at vælge den grønne livstil – og det synes jeg i den grad, de har gjort! Man kan mene meget om den grønne livstil, og det skal vi ikke diskutere her, men jeg synes det er rigtig fint, at Matas går ind i debatten ved at lancere sådanne to butikker. Hele helse-grøn-livstil-tingen bliver lidt nemmere at føle på, når det er Matas, som vi alle kender og elsker, der står bag.

For mig var det en helt anden oplevelse at træde ind i Matas Natur end i gode, gamle Matas. Det var som om, tiden gik lidt langsommere, og det hele blev lidt mere roligt – der hænger planter fra loftet altså!!! Hvorimod Matas nogle gange kan være ret hektisk, var Matas Natur virkelig beroligende. Jeg tror, det skyldes det virkelig sarte og fine layout (hvor der altså også er tænkt i de genanvendelige og bæredygtige materialer), som butikken her i Aarhus har, men måske det også lidt skyldtes, at der bare var færre mennesker derinde.

Deres sortiment er overraskende stort, og jeg brugte lang tid på at komme hele vejen rundt i den forholdsvis lille, fine butik. Det spænder bredt, og der er mange nye mærker og produkter, som vi ikke før har set hos Matas. De har alt fra mad og drikke, snacks på farten og kosttilskud til hudpleje, hårpleje, makeup og tilbehør i den dur.

Nogle af de nye mærker (eller jeg mindes i hvert fald ikke at have set dem i en fysisk Matas før..), som man kan møde er Miild, Lavinde, Evolve, Aurelia, Sard Kopenhagen og Balance Me.

Personalet var rigtig søde og imødekommende, og jeg fik virkelig en fornemmelse af, at de ved, hvad de snakker om, når det kommer til ingredienserne i produkterne (det kan dog skyldes, at jeg ikke selv er oplyst nok..). Derudover havde de, grundet færre mennesker end i Matas, bedre tid til hver enkelt kunde – det var næsten helt overvældende men faktisk virkelig luksus og rart uden at være anmassende. Det passede så godt til konceptet og butikkens rolige stemning.

Hvis du er nysgerrig på grønnere produkter eller måske bøvler med noget allergi, så er det bestemt mit indtryk, at det kan betale sig at besøge Matas Natur og få den vejledning, du ikke lige kan få online. Der er endda en håndvask i butikken, så du har mulighed for at benytte dig af de mange testere, der står fremme, inden du køber et produkt. Det er altså gennemtænkt og et kæmpe plus i min bog, når der forhandles badeprodukter.

Jeg har i hvert fald smidt deres veganske makeupbørster på min mentale shoppingliste til næste gang, jeg lægger vejen forbi butikken.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.