Det her mærke har tiltrukket mig, siden jeg så det på hylden i Matas for første gang. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu har jeg kastet mig ud i at prøve deres Agave hårmaske.

Jeg vil starte med at sige, at masken er fri for sulfater, silikone, gluten, kunstige farvestoffer og mineralske olier, og så er den ikke testet på dyr. Jeg synes denne liste er meget imponerende og havde aldrig tænkt over, om et produkt indeholder gluten, når vi snakker om skønhedsprodukter. Der er brugt 100% ren Aloe Vera juice som første ingrediens og derefter kokosvand til sammenligning med andre mærker, der bruger kemisk behandlet vand.

Derfor er masken blid nok til det mest skrøbelige hår, øger hårets elasticitet og hjælper håret med at modstå brud. Der står på Matas’ side, at håret ikke filtrer. Her vil jeg påpege, at det ikke helt er sandt. Jeg har lyse striber i mit hår, og det har derfor tendens til at filtre, og det gør det også, når jeg bruger dette produkt.

De anbefaler, at man lader masken sidde i 5 minutter. Da jeg købte den her maske, regnede jeg med, at det ville være en virkelig fugtgivende maske, som muligvis ville være for meget for mit hår, men her har den virkelig overrasket mig. Den overdynger på ingen måde ens hår med alt for meget fugt, og det er virkelig ikke negativt ment. Faktisk vil jeg sige, at jeg nogle gange godt kunne ønske, den gav lidt mere fugt. Til trods kan jeg rigtig godt lide masken, den har en mild duft, og den gør på ingen måde håret fedtet.

Man kan bruge masken som en leave-in maske, hvor de anbefaler, man fordeler en lille mængde i fugtigt hår og reder det ud med fingrene. Jeg har ikke prøvet denne metode, men det kunne tænkes, at denne metode ville give det ekstra fugt, som jeg godt kan mangle nogle gange.

Jeg kan godt lide indpakningen, og konsistensen på produktet tyk, så den er utrolig nem at arbejde med og ville også være nem at bruge som leave-in hårkur. Duften bliver ikke hængende i håret, men duften er virkelig behagelig og naturlig, så det virker ikke som om, man står og smører sit hår ind i parfume.

Jeg lyder måske ikke super begejstret, men jeg synes, det er en rigtig fin maske, og jeg har set, de har lavet en med vanilje, som jeg allerede er fristet til at prøve. Jeg vil helt sikkert anbefale denne maske, især hvis man er en bevidst forbruger der pga. allergi eller andre grunde går op i, hvilke ingredienser dine produkter indeholder!  

Kan købes i Matas til 119,95 kr

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.