Jeg må nok indrømme, at jeg har et love/hate forhold til liquid læbestifter sådan helt generelt. Nogle er for flydende, nogle er for tørre, nogle er for svære at styre og nogle sætter sig i alle sprækker og revner. Det er svært at finde den perfekte liquid læbestift, og jeg er sikker på, det er et problem, jeg ikke er ene om at have. Derfor tester jeg ivrigt disse læbestifter, når jeg støder på dem, for hvad nu hvis.. Denne gang har jeg testet Nilens Jords Creamy Liquid Lipstick.

Indpakningen

Indpakningen er klassisk for en liquid læbestift. Skruelåg med en applikator som man dypper ned i produktet. Den er fin og klassisk, sort med rosa guld skrift, og jeg synes faktisk, den ser dyrere ud, end den er. Den er også forholdsvis tung, hvilket ofte er noget, der går igen for lidt dyrere produkter. Hvis jeg skal sætte en finger på indpakningen, så er det den gennemsigtige del i bunden, hvoraf man kan se farven. Det er nemlig sådan, at farven ikke virker autentisk i forhold til den, der påføres. Min farve ”Spice” er en koral nude i indpakningen, men når den kommer på læberne bliver den voldsom meget koral og slet ikke nude (det synes jeg faktisk allerede, man kan se på billedet ovenfor, hvor farven på applikatoren og farven i bunden af beholderen har forskellige farver..). Jeg vil sige, at den springer så meget i øjnene, at den slet ikke går til min blege hudtone (selv denne sommer hvor jeg har været sydpå i 6 måneder!!). Man skal selvfølgelig også have for øje, at ens egne læber bidrager til, at farven kommer til at se anderledes ud, når den påføres, men der er godt nok langt fra en nude-ish farve til skrigkoral.

 

Produktet

Ved første møde med produktet er det meget cremet men også tyndt og flydende. Meget lidt rækker meget langt. Jeg er vant til, at mine liquid læbestifter er lidt mere klistrede i konsistensen som en traditionel lipgloss. Konsistensen gør, at produktet godt kan være lidt svært at styre og påføre præcist i starten, og jeg skulle lige vænne mig til det, men nu hvor jeg er vant til det, er det ikke noget, jeg ser som et problem, fordi konsistensen nemlig også gør, at produktet tørrer meget hurtigere, end jeg er vant til fra andre liquid læbestifter. Det kan eventuelt også afhjælpes ved at tørre lidt af produktet af på kanten eller på et stykke papir inden påføring. Når produktet så er påført, tørrer det som sagt meget hurtigt, hvilket jeg kun kan se som en fordel. Det har en tendens til at sætte sig i revner og sprækker samt at klinge sig til eventuelle tørre områder på læberne, men det er ikke noget, jeg har ladet påvirke mig, for det må man forvente, når man har med en liquid læbestift at gøre. Netop fordi de tørrer på læberne, som de gør, må man forvente, at det bliver at se, når de tørrer på tørre områder. Det kan afhjælpes ved at skrubbe læberne godt inden brug og sørge for, at læberne er godt fugtet – dog ikke så godt, at der ligger et lag af læbepomade, som forhindrer læbestiften i at tørre på læberne. Derudover er det et kæmpe plus, at man ikke mærker, at man har den på.

 

Holdbarheden

Hvis læbestiften får lov til at tørre helt ind, som den skal, så kan den holde rigtig længe. Det er jo det, der er hele fordelen ved at bruge liquid læbestifter. Jeg synes godt, den kan give lidt aftryk hist og her, og man kan også overføre noget af farven til hånden, hvis man gnider på læberne, men(!) den flytter sig ikke, og jeg har ikke oplevet, at jeg efter at have gnedet på læberne har lignet en klovn. Hvis man drikker, kan den godt blødes op og forsvinde fra det inderste sted på læberne, men det vil jeg også sige er ret normalt. Den kan sagtens klare sig igennem en aften i byen, uden man skal genopfriske den – forvent dog at farven godt kan falme lidt med tiden, men det er ikke noget, der er vildt tydligt, og for mig ødelægger det ikke looket.

 

Den forhandles i et væld af farver hos Matas, hvor den koster 150 kr., og det synes jeg faktisk er en rimelig pris, fordi man får et godt produkt, som tilmed ikke indeholder parfume, æteriske olier eller parabener. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.