De, der har fulgt bloggen i et stykke tid, har måske bemærket, at vi er begyndt at skrive, ”dette indlæg indeholder affiliate links” i toppen af nogle af vores indlæg. Inden vi startede bloggen her, troede jeg, at alt, hvor der stod ”reklame/affiliate links/sponsoreret,” var gratis produkter sendt til reklame. Nu er jeg blevet klogere, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at fortælle jer om, hvad affiliate links er, og hvad det betyder i forhold til vores blog og Instagram. Vi har valgt altid at skrive i starten af et indlæg, hvis der er tale om affiliate links, da folk så selv kan vurdere, om det er noget, de har tiltro til. I dette indlæg håber jeg dog, det vil blive klart, at der ikke er grund til at miste tiltro blot pga. affiliate links.

 

Hvordan genkender jeg et affiliate link?

For jer læsere er det ikke til at kende forskel på et almindeligt link og et affiliate link (derfor oplyser både vi og mange andre blogger om det, så tiltroen til os bevares). Det er et helt almindeligt link til et produkt, som du kan købe hos f.eks. Matas. Det, der sker, når du klikker på linket, ser ud, som det plejer. Du vil altså aldrig finde ud af, at det er et affiliate link, du har klikket på, medmindre bloggeren oplyser dig om det. For at gøre det hele mere indviklet, findes der forskellige typer affiliate links, som jeg har gennemgået nedenfor.

 

Hvad er affiliate links?

Et affiliate link er en slags reklameaftale indgået mellem to parter. Det kan f.eks. være Matas og os. Vores ansvar er at linke til Matas fremfor andre sider, når vi bruger et produkt derfra, og når I som læsere klikker, køber eller tilmelder jer noget igennem linket, betaler Matas os en lille skilling. Vi yder Matas den service, at vi reklamerer for deres side, og det vil de gerne betale for, hvis de får noget (klik, salg eller tilmelding) ud af det. På samme måde betaler Matas også TV3 for at vise deres reklamer, men der må de altså lægge pengene på bordet, inden de er sikre på, at folk vil købe/tilmelde sig noget, blot fordi de har set reklamen.

Betaling for salg

Betaling for salg foregår således, at når du som læser klikker på et affiliate link på en blog, som linker til f.eks. Matas, så udbetaler Matas til bloggeren en %-del af det samlede beløb, du køber for gennem linket. Det kan også foregå således, at når du køber en bestemt creme, der linkes til, så får bloggeren et bestemt angivet beløb, fordi Matas ved, hvad de vil tjene på netop det produkt og dermed også, hvad de har råd til at give til bloggeren som tak for reklamen.

Betaling for klik

Betaling for klik foregår således, at bloggeren bliver betalt et fastsat beløb, når der bare klikkes på linket. Det er dog lidt mere indviklet, idet klikkerens IP-adresse oftest vil blive tjekket, og bloggeren derfor kun belønnes for unikke besøgende. Inden I går helt i panik over, at der sidder nogle og tjekker jeres IP-adresse, så kan jeg afsløre, at vi endnu ikke har benyttet os af denne form for affiliate links.

Betaling for tilmelding

Betaling for tilmelding foregår således, at bloggeren udbetales et fastsat beløb, når en læser tilmelder sig et nyhedsbrev eller en konkurrence gennem et link på bloggen. Dette skyldes, at der kommer mere trafik på f.eks. Matas’ side, og som regel takker man ved tilmeldingen ja til, at de må kontakte en med tilbud og lignende. På den måde vinder f.eks. Matas en direkte reklameadgang til læseren, som for Matas kan give mere salg. Som tak for hjælpen med dette, får bloggeren et fastsat beløb.

 

Betalingen og gratis produkter

Som blogger bliver man betalt i kroner og ører. Der er altså ikke noget med, at alle produkter, hvor der linkes gennem affiliate links, er modtaget gratis. Det er de faktisk yderst sjældent på vores blog. Der kan være onlinesider, der vælger at sende nogle gratis produkter til bloggeren, således at bloggeren har noget at skrive om, når vedkommende skal linke til siden.  For det at linke til siden er jo netop det, bloggeren bliver betalt for og skal gøre for at opretholde sin del af aftalen. De gratis produkter har derfor som sådan ikke noget med det affiliate link at gøre, og bloggeren kan frit skrive sin ærlige mening om produkterne, selvom vedkommende ikke har betalt for dem.

 

Hvad er forskellen på affiliate links, reklame og sponsoreret indhold?

Der er stor forskel, men den er forholdsvis simpel. Ved affiliate links bliver bloggeren betalt for at skabe reklame og/eller skaffe et salg. Det samme er tilfældet, når noget er (sendt til) reklame, hvor bloggeren bliver betalt for at skabe reklame for en side evt. ved at snakke om et produkt derfra, som kan være sendt til bloggeren uden vedkommende har betalt herfor. Bloggeren er dog stadig i sin gode ret til at sige sin ærlige mening om produktet og blot efterfølgende nævne, at det forhandles hos den, bloggeren skal reklamere for.  

Når et indlæg er sponsoreret, så bliver bloggeren betalt for at skrive selve indlægget, og da er det klart, at sponsoren har en interesse i, at det der står i indlægget er sandt og positivt, da det jo er det, de betaler for. Der er ingen sponsorer, der ønsker at betale for et indlæg, hvor der bliver skrevet dårligt om dem eller deres produkter, og derfor er der også grænser for, hvor dårligt man kan skrive om det givne produkt. Det behøver ikke påvirke bloggerens troværdighed, at vedkommende skriver sponsorerede indlæg – i mange tilfælde er det jo rigtig gode produkter, og blogs er altså bare en kæmpe industri som alt andet i dag – men det må man gøre op med sig selv som læser, om man tør stole på. Vi har endnu ikke indgået nogle sponsoraftaler og har derfor ikke modtaget betaling for vores – altid ærlige – meninger.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.