I dag er det to uger siden, der udkom et indlæg omhandlende, hvordan vores beautyvaner påvirker vores miljø. Hvis det ikke stod klart dengang, så understreger jeg det lige: jeg er så bange for vores miljø, og jeg vil lære at gøre en forskel. Det er måske ikke alle steps, jeg er klar til at gøre på nuværende tidspunkt, men jeg synes, det kunne være sjovt at undersøge, hvordan en helt miljøbevidst beautyrutine kunne se ud.

 

Indpakning

Hvis vi skal starte i det helt små, så skal man kigge på indpakningen, for hvis man vil gøre noget rigtig godt for miljøet, så er det at droppe plastik. I stedet  for plastik kan man vælge produkter, der forhandles i glas, metal eller papir, da dette er langt mere genanvendeligt end plastik. Her kunne Lush, som vi tidligere har nævnt en del gange, være et rigtig godt bud, idet en stor del af både deres hårpleje, kropspleje og ansigtspleje blot er indpakket i papir eller små metaldåser. Nogle af deres produkter kommer i plastikbeholdere, og selvom det ikke er den bedste løsning, så er 90% af deres plastik genanvendt, og man er derfor med til at give nyt liv til noget, der allerede er produceret – det er ikke helt skidt. Selvfølgelig er der den hage ved Lush, at det skal importeres, og det mest miljørigtige vil derfor være kun at købe Lush, når man alligevel er ude at rejse (at rejse er ikke miljøvenligt, det ved jeg, men det er nu engang noget, som det moderne menneske ikke er meget for at undgå). Ønsker man derimod at købe ”lokalt,” så er jeg online faldet over mærket Isangs, der også har en butik i København, hvor man kan købe produkter helt uden indpakning. Deres online produkter forhandles i metal, glas og papir, så det er genanvendeligt hele vejen rundt og dermed meget miljørigtigt. Jeg har endnu ikke prøvet noget fra mærket, men jeg har skrevet det på min liste til, når jeg kommer hjem til Danmark igen, fordi jeg synes, konceptet er ret fedt, og så er jeg sådan en, der godt kan lide at støtte nye, lokale koncepter. Det kunne f.eks. også være produkter fra Badeanstalten hvoraf mange kommer i papir eller glasbeholdere (de laver nogle helt vildt lækre scrubs!), men jeg tror, mange vil opdage, at det er nemmere, end de tror, at finde produkter i genanvendelig emballage i både supermarkeder, Matas og Sephora.

Det er faktisk ikke kun indpakningen på dine produkter, du bør være opmærksom på men også indpakningen på vatrondeller, vatpinde, vaskeklude og lign., for hold da op vi kan nå at forbruge meget plastik der. Et alternativ hertil kunne være genanvendelige vatrondeller, som kan vaskes og bruges igen og igen. De forhandles flere steder både online (bl.a. hos førnævnte Isangs) og i butikker. Jeg har også læst om nogle, der lavede dem selv ud af gamle t-shirts.

Ligesom med vatrondellerne så betragter jeg også tandbørstning som en nødvendig del af en beautyrutine, men de fleste tandbørster er lavet af plastik. Alternativt kan man købe en tandbørste af træ.

 

Indhold

Når man har været indpakningen igennem, hvilket er den nemme del, så kan man tage skridtet videre og undersøge det, man ikke sådan lige kan se med det blotte øje – indholdet. Som jeg nævnte i indlægget for to uger siden, så kan scrubs og tandpasta indeholde små eksfolierende perler, som er lavet af plastik (såkaldte microbeads på engelsk). Det kan være ret overskueligt at undgå disse ved at købe naturlige produkter, men det er også langt fra alle andre scrubs/tandpastaer, der indeholder disse. Hvis du vil tjekke dine produkter, skal du blot kigge efter ”micorbeads/microabrasives/polypropylene/polyethylene.” Hvis man gerne vil reducere plastik, bør man også undgå ”phthalates.” Derudover siges det også, at BHA og BHT, som kan findes i mange cremer, er dårligt for miljøet, ligesom silikone og syntetisk fremstillede parfumer bør undgås. Kilde: cvskinlabs.com 

 

Mine tanker

Nu er det jo ikke fordi, jeg forventer, at I alle stormer ud og køber bambustandbørste og syer vatrondeller af jeres gamle tøj. Det var slet ikke meningen med indlægget her. Men skulle der sidde bare én derude, der tænker, at det lyder spændende at reducere forbruget af plastik, så har jeg alligevel rykket på noget. Personligt synes jeg bare, det var sjovt at undersøge, hvor ihærdige nogle mennesker er. Det er supergodt, vi har jer! Jeg er ikke nået dertil endnu, hvor jeg bruger min fredag aften på at sy vatrondeller, men jeg er helt ærligt blevet en langt mere bevidst forbruger efter at have skrevet denne lille dyre-/miljøvenlige serie, og jeg er begyndt at tænke over, om det er nødvendigt at vælge en scrub i en plastikbøtte, når der står en i en papirspose ved siden af.  Det vil sige, at jeg altså er blevet mere bevidst om, at det ikke behøver være besværligt at passe på miljøet bare en smule.

Nu skal jeg nok love, at jeg er færdig med at snakke om miljøet i denne omgang 😉

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.