Sidste handlede det om dyrene, der i værste tilfælde må lade livet for vores neglelak, i dag skal det så handle om vores miljø. Jeg er enormt passioneret omkring vores miljø, og det har jeg egentlig altid været. Jeg glemmer aldrig – mine forældre skal i hvert fald nok minde mig om det, hvis det skulle ske – da jeg i 7. Klasse havde været til foredrag med en miljøforkæmper, og han sagde, ”selvom I måske synes, vi gør en stor indsats, så skal I vide, at med alt det hele verden gør tilsammen lige nu, så redder vi kun én isbjørn om året” (eller noget i den stil). Jeg ved ikke, om det er statistisk korrekt, men det var fuldstændig ødelæggende for mig, og jeg gik belærende hjem og bad min familie om at ændre vores levemåde, så næste generation kunne leve i en verden med isbjørne.

Der er løbet meget vand gennem åen siden, og jeg lever langt fra så miljøbevist, som jeg kunne, så I dag vil jeg belyse, hvordan vores kosmetikforbrug påvirker vores miljø. Forhåbentlig kan både I og jeg lære noget og få stof til eftertanke.

 

Hvilke produkter eller produkttyper skader vores miljø?

Da jeg først satte mig for at undersøge det her tænkte jeg ærlig talt mest på ting, jeg ikke kunne ændre alligevel. F.eks. produkter produceret uden for EU, der skal flyves ind (en kæmpe synder for vores miljø), eller onlineshops der pakker ind i plastik, pap, papir og mere plastik, pap og papir. Så da jeg gik i gang med min research blev jeg både overrasket og bange.

Hvem vidste f.eks. at scrubs og tandpasta er nogle af de helt store syndere for miljøet? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Både scrubs og tandpasta kan indeholde såkaldte microbeads (små ”perler” om man vil), der enten skal skrubbe huden eller tænderne. Disse små perler er faktisk lavet af plastik, så når vi skyller dem ud i vasken, ender de ude i floderne rundt omkring, hvor de forårsager stor forurening.

Det gælder også renseservietter. Mange smider nemlig deres renseservietter i toilettet, og selvom de nok kan skyldes ud, så kan de altså ikke opløses/nedbrydes. Det vil sige, at de ender i vores floder og have, hvor de kan være til stor fare for dyrene, ligesom de forurener naturen, når de i sidste ende skyller op på strande rundt omkring.

Derudover er der en del kemikalier – jeg vil ikke kede jer med deres lange navne, men hvis I vil vide det, er de kun en Googlesøgning væk – i både læbestift, hårfarve, shampoo, shower gel, neglelak og cremer, som ikke kan nedbrydes. Det vil sige, når vi skyller dem ud, ender de i naturen, hvor de er til skade for særligt vores fisk og insekter, der i værste tilfælde kan dø. Men det stopper ikke der. Vandet kan nemlig også skade landbrug og planter.

Ligesom produktionen af alle disse kemikalier heller ikke er godt for miljøet. Kosmetikindustrien bidrager også til de mange store fabrikker, man hører om, der lader kemikalier slippe ud i vores natur og forurene vores miljø til skade for os alle sammen.

Nu lyder det jo næsten som om, man ikke kan købe nogle produkter mere, og selvfølgelig kan man det, men man kan tage mere aktive valg i forhold til, hvilke produkter, man putter i kurven. Det har jeg i hvert fald selv tænkt mig at gøre, for det er gået op for mig, at mine beautyvaner langt fra er så miljørene, som jeg havde håbet. Jeg smider ikke ting i toilettet, og jeg genbruger mange plasticbøtter, men der er plads til forbedring.

 

Hvad kan jeg gøre?

Du kan tænke over hvilke produkter du bruger. Du kan f.eks. sagtens købe tandpasta uden de små plastikperler, så skal vi ikke bare gøre det fremover? Det virker da ikke specielt krævende. Scrubs kan også sagtens fås uden, hvis man f.eks. køber en naturlig scrub lavet på salt, kaffegrums eller sukker, som alle er naturlige stoffer, der kan nedbrydes i naturen. Man kan købe renseservietter, der er nedbrydelige, ellers kan man vælge at undgå dem helt (hvilket også er bedre for huden).

Når det kommer til emballage, kan du købe produkter i glas, da glas meget oftere kan og bliver genanvendt. Hvis du køber produkter i plastikemballage, kan du afskaffe/genbruge dem korrekt enten på genbrugsstationen eller i butikkerne – nogle gange er der endda en gevinst at hente for at genbruge i butikkerne (se min guide her), så de i det mindste ikke ender i havene, hvor de slår dyrelivet ihjel.  

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.