L’Oréal er virkelig on a roll. De lancerer nogle virkelig fede hudplejeprodukter for tiden, og jeg har set på deres amerikanske Instagramside, at de også har lanceret nogle lip scrubs i læbepomadeform ligesom dem fra elf, så jeg krydser fingre for, de er på vej til Danmark også. Indtil da har de dog lanceret nogle multiscrubs, der kan bruges både i ansigtet og på læberne. Jeg skal indrømme, at jeg ikke ofte bruger scrubs som disse, da jeg har meget rødme i min hud, som kan blive provokeret af scrubs, men samtidig synes jeg ofte, jeg har behov for scrubs, så min hud virkelig bliver eksfolieret. L’Oréal har lanceret tre af disse nye scrubs, og de proklamerer at gøre hver deres ting, så lad os se på det.

L’Oréal Sugar Scrub Clearing Kiwi Seeds
Den første scrub har en flot grøn farve, og jeg er helt forelsket i duften, som er den bedste ud af de tre, hvis du spørger mig. De beskriver den selv som en blødgørende og rensende sukkerskrub med 3 fine sukkerarter af 100% naturlig oprindelse, og så indeholder den kiwifrø. Den bruges altså til at blødgøre huden og til at fjerne hudorme. Konsistensen er en af de ting, vi ikke kommer uden om at snakke om, da den adskiller sig fra de to andre ved at være mere geleagtig frem for fed. Først må jeg nok hellere tilstå, at jeg ikke har brugt den i en fast rutine og derfor ikke har kunnet bemærke, om den generelt fjerner hudorme, men jeg synes, jeg kan se forskel på min hud efter at have brugt den. Det er ikke et mirakelprodukt, men min hud ser pænere ud og føles i den grad blødere, hvilket mærkes med det samme. Den virker fuldt ud, som en skrub skal, og hvis man brugte den mere rutineret end jeg, ser man muligvis lidt mere af et resultat, end jeg har gjort. Det er den her skrub, jeg har taget, hvis jeg har følt, at min hud har haft brug for en rigtig god rens, og jeg synes altid, den har hjulpet med at skabe mere balance i min hud bagefter. Den gør huden helt varm, når man bruger den, og man kan godt ligne en tomat imens, men det er ikke noget, som er vedvarende i lang tid.

Kan købes her 99,95 kr.

L’Oréal sugar  Caring scrub with  cacao butter
Den næste scrub indeholder kakaosmør, og det er jo aldrig en dårlig ting, når brands vælger at tilføje kakao til deres produkter, det synes jeg heller ikke, det er her. Den har en mild duft af kakao, men ikke en der overvælder. De beskriver den selv som en plejende sukkerskrub, og den indeholder også 3 fine sukkerarter af 100% naturlig oprindelse, kombineret med kakaosmør og kokosnøddeolie. Den skal give huden glød og lindre tørhed. Bare ved at høre ingredienserne ved man, at den her er skabt til at give fugt til huden. Hvis jeg har følt en tørhed i min hud, er det også den her, jeg valgt. Den har en fed konsistens lidt ligesom smørcreme, men den er på ingen måde bøvlet at arbejde med til trods for konsistensen, og så synes jeg, den tilfører huden fugt.  Den erstatter selvfølgelig ikke en fugtgivende maske, men den giver lidt fugt til huden. Jeg har ikke så meget at sige til den her, andet end at den virker, som den skal, og den giver fugt til huden. Ergo ingen negative ting om det her produkt.

Kan købes her til 99,95 kr

L’Oréal sugar scrub glow with grape seed
Det er den her scrub, jeg mindst kan lide, men jeg tror, det har noget at gøre med, at duften ikke lige er mig. Det er ikke en dårlig duft, og jeg kan sagtens holde den ud, men den falder bare ikke lige i min smag. De beskriver den her lidt på samme måde som de to andre, idet den  indeholder 3 fine sukkerarter, og så indeholder den også acaipulver, druekerneolie og monoi-olie, som er kendt for sine plejende og fugtgivende egenskaber, og jeg har gættet mig lidt frem til, at det nok er monoi-olien, som jeg ikke er så vild med. Jeg synes altid, det er svært, når et produkt promoverer sig selv med, at det skal give glød til huden. En bronzer eller highlighter kan nemt give glød til huden, men med hudplejeprodukter kan det nogle gange være svært at se et resultat, synes jeg. Jeg har det lidt svært med den her, fordi den minder rigtig meget om den med kakao og har også en meget lignende konsistens. Det eneste, jeg vil sætte min finger på, er, at jeg synes, den er lidt mere grov i konsistensen end den med kakao. Den gør, som den skal, og man er efterladt med fin hud efter brug, men den her ville jeg ikke købe igen, og det er mest på grund af duften.

Kan købes her til 99,95 kr. 

Opsamling
Den med kiwi (clearing skrubben) er den mildeste, når man mærker den på huden. De øvrige to minder meget om hinanden på det punkt, men den med kakao er måske en smule mildere end den sidste. Jeg synes, de alle gør et godt stykke arbejde, og der er ikke den store forskel på dem, da de alle giver dig dejlig blød hud. Ergo er de alle gode, og det eneste minus for mig er duften på den sidste. Jeg kan rigtig godt lide, at de har lavet de små krukker, som maskerne også er i, til trods for at man skal stikke sine fingre ned i produktet. Det burde ikke være et problem, hvis man vasker dem inden brug.  

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.