Hvis I følger os på Instagram (Amakeupchaos), har I sikkert set den Cliniquejulekalender, jeg åbnede hver dag i december.  Den var fyldt med Clinique produkter – alt fra hudpleje og makeup til en enkelt børste og parfume. Julekalenderen er det perfekte udgangspunkt, hvis man gerne vil have udvidet sin horisont i forhold til Cliniques produkter, og ja, jeg ved godt den ikke forhandles mere (julen er jo ovre), men jeg har fået udvidet min horisont, og den viden vil jeg gerne dele med jer. På billedet nedenfor her, har jeg inddelt de 24 produkter i kategorier. Hvis jeg skulle teste hvert enkelt produkt grundigt for sig, ville det naturligvis kræve nogle større produkter men også langt mere tid, da hvert produkt ville skulle testes selvstændigt i omkring en måned. Det siger sig selv, at det ikke er muligt, og derfor har jeg valgt at indføre én serie af gangen, som de er delt op på billedet, når det kommer til hudpleje. Min anmeldelse vil altså tage udgangspunkt i hudplejeserierne, som de ses her og ikke hvert enkelt produkt for sig, da det ville tage omkring et år at teste dem alle grundigt nok, ligesom eventuelt yderligere produkter i serierne ikke vil blive inddraget/testet.

Clinique Moisture Surge

Produkterne her består af en dagcreme, en natcreme, en øjencreme og en natmaske. Dagcremen er let og luftig – næsten gelagtig i konsistensen, og så trænger den hurtigt ind. Natcremen er noget federe i konsistensen, og efterlader lidt en følelse af en traditionel fedtcreme, som kan mærkes morgenen efter, men det er ikke noget, der har generet mig. Øjencremen er let i konsistensen, og det er helt sikkert det produkt i serien, jeg har forelsket mig mest i. Aldrig har mit øjenområde føltes så blødt og gennemfugtet (nuvel, mit øjenområde var ikke tørt før). Masken minder rigtig meget om Origins Drink Up Intensive Overnight Mask, så der har jeg ikke en finger at sætte. Den er nem at smøre på og nem at fjerne igen, men huden føles (selvfølgelig) fedtet, mens man har masken på. Alt i alt  har jeg været glad for serien. Min hud har føltes blød og fugtet, og det har ikke være nødvendigt at supplere med ekstra fugt to gange i ugen, som jeg ellers plejer.

Tre-trins serien til tør kombineret hud

Først er jeg nødt til lige at spørge, hvorfor man har lavet et tre-trins system med fire trin? Nå, udover at jeg altid vil undre mig over det, så er jeg stadig ikke fan af denne serie. Den gør egentlig fint det, den skal, renser og fugter godt, men (som mange andre også har problemer med) er der noget i produkterne, som min hud ikke kan tåle. De er simpelthen så skrappe, at jeg slår ud, hver gang jeg kaster mig ud i dem. Min hud har lignet en 13-årig pubertet hud, selvom jeg er 24 og ellers ikke har ændret noget i forhold til min kost, motion og lignende.  Jeg vil træde varsomt og måske starte med et rejsesæt, så man lige kan teste serien. De, hvor serien virker, er SÅ glade for den, men der er altså ret mange, der rapporterer overfølsomhed overfor produkterne, fordi de eftersigende skulle være stoppet med det rene gift for huden. Jeg vil dog lige fremhæve, at hvis man kan tåle produkterne, giver de en rigtig flot hud!

Clinique Smart

Wow! Den her linje er lanceret til at reparere huden, så man får den smukkeste hud, man kan have, uanset om man døjer med ar, rynker eller pigmentfarvninger. Jeg ved ikke, om min hud er smukkere end nogensinde, men allerede efter få dages brug kunne jeg se stor forskel på min hud. Den virker meget mere rolig, og alle de udbrud, jeg havde fået efter brug af 3-trins serien, forsvandt i løbet af en weekend. Jeg har testet serum, dag- og natcreme, og jeg er vild med alle tre produkter, selvom de ikke helt er fugtgivende nok (det generer mig ikke, når jeg kan se, jeg får meget andet ud af produktet). Især er jeg positivt overrasket over serummet, der har en lidt tykkere konsistens, end jeg er vant til med serummer, og så er det et plus, at dagcremen har SPF 15. Der er slet ingen tvivl om, jeg skal have prøvet den fulde serie på et tidspunkt.

Clinique Take the Day Off Makeup Remover

Det her er en traditionel makeupfjerner, der skal rystes inden brug, for den er fyldt med pulver. Den gør det, den skal, og den gør det fint og mildt. Jeg er ikke voldsomt imponeret, selvom jeg ikke har en finger at sætte på produktet. Måske skyldes det, at der er mange andre makeupfjernere, der er billigere og gør det samme? Den er f.eks. ikke så god til at fjerne deres egen Lash Power mascara (se anmeldelse nedenfor). Der skal jeg virkelig skrubbe min øjne, og så falder mascaraen oveni købet af i flager. Det er dog ikke et problem, jeg har haft med andre mascaraer.

Clinique Pep-start

Her fik jeg en ansigtscreme og en øjencreme. Øjencremen har en smart applikator, så man kan trykke lidt creme ud og efterfølgende nemt ”rulle” den på huden. Jeg synes dog, den er lidt fed, så jeg skal trykke hårdere, end jeg bryder mig om. Ansigtscremen er meget underlig ved første øjekast – næsten som en fed primer. Det er også meningen, den skal have en ”blurrende/udtværende” effekt på huden. Jeg har ikke oplevet vilde resultater, men min hud ser mere jævn ud, når jeg har brugt den.

Clinique 7 day Scrub Cream

Denne scrub ligner mest af alt en fed creme, og jeg måtte første gang tjekke, at jeg ikke havde taget den forkerte. Når man påfører den, bliver det dog klart, at den er spækket med bittesmå korn, som effektivt skrubber huden, når man masserer den. Fordi skrubbekornene er så små, vil jeg også tro, den er god til sart hud, og jeg synes heller ikke, den stripper huden fuldstændigt ved brug.

Clinique Deep Comfort Hand and Cuticle Cream

Så vidt jeg kan dufte, dufter den ikke af noget, hvilket jeg godt kan lide. Derudover trænger den hurtigt ind, og mine hænder føles gennemfugtede uden at føles fedtede. Jeg synes, det er en fornuftig håndcreme, medmindre man lider af meget tørre hænder, for så tror jeg ikke, den vil være fed nok.

Clinique Aromatics in Black parfume

Det her var den eneste parfume i kalenderen. Jeg havde faktisk aldrig tænkt på, at Clinique laver parfume, så der lærte jeg noget nyt. Duften er dyb, romantisk og moden, og så dufter den dyrt – ja, det lyder fjollet, men den dufter af kvalitet. Jeg kunne godt finde på at købe en flakon, når jeg har brugt denne lille prøve.

Clinique Pop Lip Colour i Cherry Pop

Det her er en smuk, cremet læbestift, som man skulle tro var dyb, postkasserød. Jeg vil nærmere sige, den falder et sted mellem rød og pink; der er i hvert fald mange, der har kommenteret på, at det er en speciel farve. Konsistensen er meget cremet, og det gør også, at det er en læbestift, der ikke holder evigt. Man skal ikke forvente mere end et par timers brug.

Clinique Pop Lacquer i Cocoa Pop

Den her falder et sted mellem en flydende læbestift og en gloss. Den er mere pigmenteret end en gloss, men ellers minder den mest om en gloss i konsistens og finish. Konsistensen er tyk, og den sætter sig aldrig rigtigt på læberne. Jeg synes helt sikkert, man mærker, man har den på, og det kan være lidt svært at abstrahere fra, fordi den netop ikke sætter sig, men den er ellers behagelig og meget smidig at have på læberne. Den skal påføres igen og igen ligesom en traditionel gloss. Farven er meget neutral, og jeg vurderer, at den vil klæde de fleste.

Clinique Chubby Stick i Woppin’ Watermelon

Jeg elsker Cliniques Chubby Sticks. De er så nemme og behagelige at have med på farten, og så afgiver de en let farve til læberne. Man mærker ikke, man har den på, og læberne føles fugtet som med en læbepomade. Denne farve er meget lys og neutral, så den klæder mange. Jeg vil dog sige, at den lyse farve godt kan samle sig lidt på tørre pletter.

Clinique Blushing Blush Powder i Precious Posy

Det her er en flot, pudder blush. Farven vil klæde de fleste, da den hverken er for pink, for mørk eller for intens. Den kan godt være lidt svær at blende, men hvis man bare putter lidt på af gangen, er farven nem at bygge op.

Clinique Blush Børste

Den her børste minder slet ikke om de blushbørster, jeg er vant til at bruge. Den er mindre, og hårene er stive, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om. Størrelsen på børsten og stivheden af hårene gør dog, at man får en meget koncentreret applkation, men samtidig gør den også, at det er svært at blende produkterne ud.

Clinique Lash Power Mascara

Jeg er faktisk positivt overrasket over denne mascara. Den holder formen på mine vipper helt vildt godt, og mine vipper ser meget lange ud. Konsistensen er lidt våd, så vipperne kan godt klistre lidt sammen (ikke noget der har generet mig), og derfor får man ikke rigtig noget volumen, når man bruger den. Man mærker ikke, man har den på, før man skal have den af. Den falder nemlig af i flager, og derudover er den meget svær at fjerne.

Clinique Cream Shaper for Eyes i 01 Black Diamond

Hvis I fulgte min åbning på Instagram, kunne I allerede da se, hvor god denne liner er. Den skal lige have lidt tid til at sætte sig, men når den så sidder, så flytter den sig heller ikke. Jeg har siden testet den nogle gange, og jeg er stadig imponeret. Det er ikke den sorteste sorte liner, jeg nogensinde har ejet, men den er så flot, fordi den indeholder noget meget fint glitter. Ved første øjekast er det ikke nemt at se, og mans er det heller ikke helt så klart, når man bruger lineren som et del af et look, men jeg synes virkelig det tilføjer noget fint og elegant. Samtidig er jeg imponeret over, at Clinique ikke bare har valgt at lægge en helt standard sort liner i, for sådan en har de fleste jo i forvejen allerede, og på den måde får man alligevel noget ekstra.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *