Jeg er nogle gange en klovn, der glemmer at pakke de allervigtigste ting som f.eks. Mascara. Det er noget, jeg ikke kan undvære, da mine vipper er lyse, og derfor havde jeg en god grund til at købe en ny. Jeg gik efter en mascara, jeg ikke allerede kendte (hvad sjov er der ved det), og jeg endte derfor med Max Factors nye Lash Crown. Det var ordene på siden, der lokkede mig, for jeg havde intet hørt om den før, men “full, long + defined lashes” er vel det, vi alle søger i en mascara?

The Crown
Jeg var faktisk spændt på at prøve denne, for jeg har før haft gode erfaringer med holdbarheden af Max Factors mascara, som ikke smitter af over det hele på mig. Da jeg kom hjem og så børsten fik jeg noget af en overraskelse. Den ene side er en normal børste med korte strå, mens der på den anden side er en lille krone af længere strå. Meningen er, at det skal være lettere at komme til vipperne allerinderst og yderst, men jeg var forvirret og måtte da også sende en snap til Tanja, for hvad skulle jeg lige stille op med den her børste?



Virker det så?
I princippet ja, men jeg ville ønske, at de bare havde lavet en almindelig børste på begge sider. Jeg synes, man skal være for opmærksom på, hvordan man vender børsten, ellers ender man med at stikke sig selv i øjet med den lille krone, og jeg kan faktisk utrolig godt lide den helt normale side, så jeg ville ikke have klaget over, at børsten bare så sådan ud.

Mascaraen
Giver mascaraen så Full + Long + Defined lashes? Altså hvis du spørger mig, lover mascaraer altid mere, end de leverer, og det bunder også i, at man ikke rigtig kan lave et mirakel, hvis ens vipper ikke er et mirakel i dem selv. Når det så er sagt, synes jeg faktisk, at denne mascara gør et rigtig godt stykke arbejde. Den er dejlig sort i farven og definerer vipperne rigtig godt. Jeg synes også, den spreder vipperne fint, så man kan se, at man ejer mere end to eller tre vipper, og der kan nemt tilføjes to lag, uden vipperne klumper sammen. Efter to lag kan den dog godt klumpe lidt, men det er ikke noget, børsten ikke kan redde. Derudover synes jeg, den får vipperne til at syne lidt længere, men dine vipper bliver altså ikke længere, end de er uden mascara. Én ting, som jeg var lige ved at glemme at nævne, er, at jeg for engangs skyld ikke synes, børsten samler for meget produkt op, hvilket ellers ofte er et problem.


Indpakningen
Jeg kan godt lide indpakningen. Guld og sort går man vel aldrig helt galt i byen med, og så kan jeg godt lide måden, de har lavet toppen på, da den ligesom binder navnet sammen med indpakningen.


Konklusion
Jeg ville ønske, børsten var normal på begge sider, men det kan også være, at man vender sig til det hen ad vejen. Det er bare et problem, hvis man skifter mellem flere mascaraer, for så når man aldrig rigtig at vende sig til den – et lille minus hvilket er ærgerligt, for jeg er forventeligt blevet glad for denne mascara. Holdbarheden er i top, og jeg har ikke oplevet, at den smitter af på mig. Efter min mening er det eneste, man skal forholde sig til, inden man køber denne mascara, om man kan leve med børsten, som den er.

Kan købes i matas og på matas.dk 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.