I dag handler det om en mascara, som jeg har glædet mig til at prøve, lige siden jeg så, den udkom i USA. Nu er den så endelig kommet til Danmark. Hvis man ikke helt kender til mit love/hate forhold til mascara, så forholder det sig sådan, at jeg ELSKER mascara, men de elsker ikke altid mig. Jeg har altid problemer med, at de smitter af under og over øjnene, også selvom vi snakker vandfast mascara. Jeg har fundet nogle i det højere prisniveau, som jeg virkelig godt kan lide, men nogle gange er det rart, at man ikke skal give alt for mange penge for en mascara (selvom jeg synes, mascara er rigtig dyrt ved de fleste mærker). Jeg havde faktisk store forventninger, men havde også i tankerne at den muligvis ikke ville virke for mig, da som sagt ALT smitter af på mig. Da jeg så, de også havde lanceret en brow pomade, blev jeg også nødt til at prøve den, da jeg ikke rigtig har hørt noget om den.

Indpakningen
Jeg elsker indpakningen. Den er så flot på begge produkter. Ved Brow pomaden er den også en børste med, jeg kan bedst lide den lille børste.

Hvis man gerne vil have en børste, der er lidt længere, sætter man låget på, og så har man lidt mere at arbejde med.

Mascaraen
Jeg vil starte med at sige, at jeg virkelig godt kan lide den her mascara. Den har helt sikkert levet op til min forventning. Den giver nogle rigtig fine vipper, som bliver spredt rigtig fint, og jeg synes ikke rigtigt, at den klumper, det er i hvert fald ikke noget, som jeg har haft problemer med. Jeg tørrer dog en lille smule mascara af børsten, inden jeg påfører den, så jeg ikke starter ud med for meget produkt. Jeg synes, den er utrolig nem at påføre, og jeg synes, formen på børsten er rigtig fin og gør, at jeg får dækket alle vipper. Når alt det er sagt, kommer vi til den vigtigste del, smitter den af? Når jeg har øjenskygge på, smitter den overhovedet ikke af på nogen måder heller ikke under øjnene. Men når jeg ikke har øjenskygge på, så smitter den af en lille smule, og her mener jeg virkelig en LILLE smule. Det er overhovedet ikke noget, der gør noget, og man kan stoppe det ved lige at dække øjenlåget med lidt pudder. Jeg kan virkelig varmt anbefale denne mascara, da jeg synes, den er utrolig god, og når den endelig smitter af, er den en meget lille smule, som jeg sagtens kan leve med.

Brow Pomade
Pomader til brynene har været noget af et populært produkt her på det sidste, og jeg vil også sige, at det er et meget farligt produkt, da det hurtigt kan gå galt. Man ser alle de her Instagramere, som laver de flotteste bryn med en pomade, men når man ser det tæt på, er det måske ikke lige så flot mere. Jo mindre produkt – jo bedre, især med sådan et produkt her. Jeg har faktisk ikke brugt så meget tid på mine bryn her på det sidste, da jeg jo er begyndt at farve dem. Men lige i starten af mine bryn har jeg brug for lidt hjælp, da det stykke nogen gange kan have svært ved at tage ordentligt imod farven. Her spiller dette produkt ind. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det, og især farven passer perfekt til mine bryn, så det er altid en god start. Jeg bruger den lille børste, som følger med produktet, da jeg synes, den gør det lidt lettere at styre produktet. Mit råd med dette produkt? Brug så lidt som muligt, det er nemlig det, der er med til at skabe et flot bryn. Man kan nemt bygge det her produkt op, og lidt af det rækker langt. Når alt kommer til alt, så synes jeg faktisk, den her er en af de bedre pomader, der er på markedet, da den er forholdsvis let at bruge. Hvis du er til de helt naturlig bryn og ikke gider at bruge meget tid på dem, så lad være med at købe dette produkt, da man skal bruge lidt tid på at få det til at se ordentligt ud.

Konklusion
Jeg synes faktisk, at denne kollektion, eller de to produkter jeg har prøvet fra denne kollektion, er rigtig gode og nogle, som er pengene værd. Mascaraen kunne jeg sagtens finde på at købe igen, da jeg virkelig synes, den er overraskende god. Brow pomaden ved jeg ærlig talt ikke, da jeg ikke er en der elsker at bruge tid på mine bryn, men hvis man er på markedet efter sådan et produkt, ville jeg vælge den her over den fra NYX, da jeg synes, den er lidt finere i konsistensen og lettere at bruge.

Kan købes i Matas og på www.Matas.dk 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.