I sidste uge skrev jeg, at Tarte Tarteist Lip Paint umiddelbart minder om NYX Soft Matte Lip Cream, så let’s put them to the test.

Hvis vi starter med at kigge på indpakningen og applikationen af produktet, så er de nærmest identiske. Klassiske lipgloss tube med en applikator, man dypper ned i produktet. Tippen på Tarte applikatoren er måske lidt mere fleksibel og blød end den fra NYX, men jeg kan ikke sige, at jeg foretrækker det ene fremfor det andet. Jeg vil sige, at de begge samler nogenlunde lige meget produkt op, når man dypper dem i tuben, og det står i det hele taget bare klart, hvor ens i hvert fald applikatoren er. Selve indpakningen foretrækker jeg Tarte, for den er lidt mere ”umpf.” Gennemsigtig tube, guldskrift og et guld ”bånd” i toppen af tuben, hvorimod indpakningen fra NYX virker mere plastikagtig. Det er dog selvfølgelig klart, at indpakningen reelt ikke betyder noget for produktet indeni.  Når man kigger på konsistensen af de to produkter, så er de begge er matte, bløde og næsten velour/mousseagtige at se på, og der er med det blotte øje ingen forskel på de to.

Efter påføringen tørrer de begge og giver læberne et mat, velourblødt look, som jeg er vild med. Tartes version tørrer lidt mere velouragtigt end den fra NYX, og så gør den læberne lidt mere smidige, som gør, at jeg synes, den er mere behagelig at have på. Den fra NYX tørrer lidt mere og virker mere klistret (dog er det ikke noget slemt, og jeg havde ikke bemærket det, før jeg direkte begyndte at sammenligne disse to). Når man ser dem side om side, så kan jeg godt se, at den fra NYX får læberne til at se en anelse mere tørre ud end den fra Tarte, og det er som om, den nærmest klinger sig til de tørre områder på læberne og fremhæver de naturlige sprækker, vi alle har i læberne. Pigmenteringen er helt i top hos begge fabrikanter, og hvad du ser i tuben, er hvad du får. Produkterne er, som de er, og du kan hverken nedtone eller bygge farven mere op, fordi de netop er så matte, som de er.

Her ses Tarte Tarteist Lip Paint til venstre og NYX Soft Matte Lip Cream.

Når det kommer til holdbarheden, så har jeg ikke bemærket nogen mærkbar forskel. Den ene dag er jeg positivt overrasket over den ene, og dagen efter virker den anden bedre, og på tredjedagen er det igen den første. Alt efter hvad jeg foretager mig, kan en applikation holde et par timer. Den fra Tarte dufter, som jeg var inde på i sidste uge) af mint, som nærmest kilder læberne lidt, når man påfører den, mens den fra NYX dufter sødt som kage. Begge dufte forsvinder, når produktet har sat sig, og da ingen af dem dufter dårligt, er det svært at vælge en favorit. Jeg tror dog alligevel, jeg foretrækker den fra Tarte, da duften af mint og kilden på læberne får det til at føles som om, produktet gør lidt ekstra.  

 

Hvilken er så best in test?

Det er svært at sige. Tarte har nogle få detaljer som gør den lidt ekstra lækker og luksus, og så lægger den sig LIDT pænere på læberne, men hvis man kan sørge for selv at holde læberne fugtet inden påføring, så er den fra NYX ligeså flot på læberne og til en brøkdel af prisen.

Tarte Tarteist Lip Paint koster 155 kr. her! og skal altså sendes til Danmark, mens NYX Soft Matte Lip Cream forhandles i Matas til 60 kr.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.