Jeg har langt om længe fundet en hudplejerutine, som (indtil videre) bare virker for mig, og det kan jeg vidst kun takke ét mærke for; Shiseido. Indtil for et par måneder siden, havde jeg faktisk aldrig rigtig gjort mig nogle erfaringer med mærket, hverken når det kommer til makeup eller hudpleje, men det har jeg så nu, og jeg er positivt overrasket.

 

Min hud

Min hud er særdeles kombineret. Det vil sige, jeg har lidt af det hele. Mine kinder er normale, min hage og pande er mere fedtede med tendens til urenheder, og min næse samt nederste del af kinderne er tørre. Sikke en mundfuld, right? Derudover døjer jeg med misfarvninger, som jeg beskrev her. Det, som generer mig ved min hud, er misfarvningerne, for det andet kan forholdsvis nemt holdes nede/borte, hvis huden passes og plejes ordentligt. Derfor var det også misfarvningerne, der fik mig til at købe produkterne fra Shiseido, da jeg stod i New York og havde glemt Dermarolleren derhjemme.

Min rutine

Serien fra Shiseido hedder White Lucent, og meningen er, at serien skal lysne huden og samtidig modvirke hyperpigmentering og mørke pletter for fremtiden. Jeg har kun brugt serien nogle måneder, og jeg ved derfor endnu ikke, hvordan de agerer på lang sigt, men indtil videre er jeg imponeret. Jeg vil her nævne produkterne, som jeg har brugt de sidste par måneder, i kronologisk rækkefølge. Efter at have fjernet min makeup med BioDerma og Neutrals Face Wash, fugter jeg min Clarasonic og putter Shiseido White Lucent Brightening Cleansing Foam på, som sammen med Clarasonicen renser min hud. Dette produkt er nok det, der bedst kan undlades, fordi det er en cleanser, der blot vaskes af igen, så længe man i stedet bruger en anden cleanser, der renser huden i dybden, så de efterfølgende produkter kan trænge ordentligt ind.  Efter cleanseren bruger jeg Dermarolleren, hvorefter jeg fortsætter med Shiseido White Lucent Luminizing Infuser, der fungerer lidt som en toner, der er lidt tykkere i konsistensen. Til sidst afslutter jeg med Shiseido White Lucent Luminizing Surge, som er en tynd og vandet ansigtscreme, der til trods for konsistensen fugter min hud imponerende godt, og Shiseido White Lucent Anti-Dark Circles Eye Cream (jeg nærmer mig jo hastigt midt-tyverne).

 

Virker produkterne?

Som sagt har jeg ”kun” brugt dem nogle måneder, og jeg kan derfor ikke sige noget om langtidsvirkningen, men på kort sigt virker de meget godt. I løbet af de to måneder har jeg været en del væk hjemmefra, hvor jeg ikke har haft produkterne med (havde en masse rejsestørrelser, der skulle bruges), og til trods herfor kan jeg se resultater. Min hud virker overordnet set lysere. Den ser sund og friskere ud, ligesom min hudtone er blevet mere jævn – for eksempel er mine kinder ikke nær så røde, som de førhen har været. Jeg får stadig mørke pletter efter urenheder, men de er knap så mørke og intense som tidligere, og så forsvinder de hurtigere. Det er svært at sige, lige hvad der har gjort det, men min hud er bare blevet pænere og mere jævn med en frisk glød. Alt i alt er jeg rigtig glad for produkterne, og når jeg løber tør for disse (rimelig store) rejsestørrelser,  skal jeg sikkert have anskaffet mig full-size produkterne og måske et par stykker mere i serien (der er en imponerende stor mængde produkter i serien). Produkterne er inspirerede af de japanske kirsebærtræer, og deres evne til at lyse op. Derudfra har Shiseido udviklet en teknologi, som gør, at produkterne ifølge dem selv skulle mindske synligheden af misfarvninger i ansigtet, ligesom det på længere sigt skulle påvirke kroppens produktion af pigment, således at huden gradvist bliver lysnet. Det skal ikke forstås sådan, at man lysner huden sådan i bogstavelig forstand som om man afbleger den, men nærmere at huden bliver mere jævn over tid. Jeg synes det er vigtigt at understrege, at det er tydeligt, produkterne indeholder en del parfume. De dufter fantastisk og feminint, og det er ikke noget, der bliver hængende, men allergikere eller andre parfumeforskrækkede, skal holde sig langt væk fra dem. Da jeg først åbnede produkterne, fik jeg faktisk et chok, og jeg havde næsten ikke lyst til at bruge dem pga. parfumen (jeg er jo vant til bl.a. Neutrals produkter!), og jeg forventede faktisk også, at parfumen ville få min hud til at reagere, da min hud normalt er ret sart, men jeg har ingen problemer haft overhovedet. Desværre ser det ud til, at serien er lidt svær at få fat i herhjemme (i hvert fald online) men ikke umuligt f.eks. gennem Amazon.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.