Nu har jeg efterhånden været i NY i 3 uger, og allerede om to uger sidder jeg hjemme i DK til bryllup. Det er helt uudholdeligt at tænke på, så det vil jeg lade være med. I stedet vil jeg fortælle jer om et af de første køb, jeg gjorde mig her i byen, IT Cosmetics CC cream, og den er hurtigt blevet en feriefavorit. Nogle gange er jeg lidt mærkelig, og så elsker jeg et produkt, mens jeg er på ferie, men så snart jeg vender hjem, virker det forkert – måske noget med lyset hjemme på eget badeværelse eller man bliver mere kritisk, når man skal ses af folk man kender? Nå, nok om det.

CC cream hvad er det?

CC står for color correcting – altså farvekorrigende – og det at det er en creme, gør det på den måde til en mellemting mellem hudpleje og foundation. Det gør sig især gældende for denne, som udover at være color correcting også indeholder anti-aging fugtgivende serum og solbeskyttelse med faktor 50! Det er altså noget, der batter. (læs mere om solbeskyttelse her!)

 

Virker den?

Kort og godt, ja. Den virker til lige nøjagtigt det, den skal. Solbeskyttelsen er selvfølgelig svær selv at bedømme, men jeg har brugt den flere dage med 30 grader uden at blive forbrændt, selvom jeg har opholdt mig meget i solen. Den findes i 7 forskellige farver, og det var jeg noget skeptisk overfor, for i disse BB/CC-tider er den lyseste altid meget mørkere end jeg. Denne gang købte jeg ”fair” og den passer min hud, som den er her om sommeren, men jeg forudser, at den måske er lige en tand for mørk om vinteren. Konsistensmæssigt er den tykkere, end jeg lige havde regnet med, men når man begynder at arbejde med den, smelter den nærmest ind i huden og lægger sig rigtig pænt uden at klæbe sig fast til de tørre områder eller blive kaget at se på. I mangel af bedre har jeg påført den med mine fingre, og det fungerer rigtig godt. Den er simpelthen så dejlig at arbejde med og nem at smøre ud, så den lægger sig i et tyndt lag, hvor man ikke kan se eller mærke den, men huden ser bare bedre ud. Ønsker man mere dækning, kan den bygges op, men grundet konsistensen vil jeg anbefale tynde(!!!) lag og så flere lag. Modsat min forventning dufter den ikke af solcreme men af citrus. Jeg dufter den, når jeg påfører den, men det er ikke en duft, der forfølger mig hele dagen.

 

Indpakningen

Det er en tube med en lille pumpe for enden, og det fungerer godt. Den er lille og lækker og nem at have med på farten, hvilket kan være en god idé, hvis det er den eneste solbeskyttelse du vil anvende, da solbeskyttelse som bekendt skal friskes op i løbet af dagen.

 

Hvor får jeg fingre i den?

Ja, det er lidt svært i Danmark, men jeg synes bestemt, den er besværet værd – især til en ferie hvor man ofte ikke vil føle, man har meget makeup på, men det alligevel er rart at have lidt på og samtidig få en rigtig høj solbeskyttelse. Den forhandles hos QVC, som er amerikansk, men de har også en forhandler i England, hvorigennem vi kan købe IT Cosmetics.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.