Da det er ved at være lang tid siden, vi har haft tomme produkter på bloggen, syntes jeg, at tiden var inde, især fordi jeg har haft en pose med nogle tomme produkter stående, som jeg gerne vil have smidt ud.

1.L’oréal  Elvital Extraordinary Clay Dry Shampoo

Denne tørshampoo er lidt anderledes, da det er en tørshampoo med ler i. Leret skulle hjælpe med at suge olien op fra hovedbunden. Den er lavet til folk med normal hårtype men med fedtet hovedbund, hvilket jeg synes, den rammer meget godt. Den er helt gennemsigtig, når man sprayer den i, så hvis det har været et af dine problemer med tørshampoo, så vil jeg helt sikkert anbefale at give den her en chance. Jeg kunne rigtig godt lide at bruge den, synes den virker rigtig fint, duften var dejlig og behagelig, og ikke noget jeg synes fulgte en i løbet af dagen. Jeg var overrasket over, hvor godt jeg kunne lide den, da den ikke er lige så kraftig som den fra Batiste. Det eneste ved dette produkt er, at jeg synes, man tømmer det alt for hurtigt i forhold til mange andre tørshampoos. Spraynæsen virkede også rigtig fint, og så synes jeg, at deres indpakning er lidt frisk.

Kan købes i Føtex og Bilka.

2. L’oréal  Elvital Extraordinary Oil Caring balm treatment

Endnu et Extraordinary produkt fra Elvital. Jeg elsker den hårkur fra Elvital, som har en gul bund og rødt låg, så da de kom ud med den her med 6 precious flower oils (det er måden de selv beskriver dem på), måtte jeg altså bare prøve den. Jeg har reflekser i mit hår, så det kan godt blive en lille smule tørt, og olie plejer at være en god ting. Jeg synes, duften var rigtig fin uden at være for kraftig, og selvom den blev siddende lidt i håret, var det ikke noget, der gjorde mig noget. Konsistensen er rigtig tyk, som man næsten kan gætte fra ordet balm treatment, men jeg synes ikke, den virkede balmagtigt, da den egentlig er meget lig konsistensen fra deres andre hårkure. Efter brug var jeg skuffet. Den gjorde ikke rigtigt noget for mit hår, og jeg synes ikke, den fugtede nok, så det er ikke et produkt, jeg vil købe igen.

Kan købes i Bilka, Føtex og Matas

3.Botanicals Fresh Care – Camelina smooth Ritual

Fra én hårmaske til en anden hårmaske. Jeg bryder mig ikke særlig meget om duften på den her, og det har nok noget med den botaniske del af kuren at gøre. Masken er specifikt til unruly hår, hvilket man må sige, mit er. Den skal hjælpe med at tæmme håret og gøre det lidt finere og glattere at se på. Jeg ved ikke hvor meget den gjorde det, men den giver utrolig god fugt til håret, hvilket jeg synes er vigtigt. Jeg elskede at bruge den i mit hår, fordi det var dejlig blødt bagefter, og det føltes ikke tørt på nogen måde. Produktet er et led i en hel serie, som L’Oreal har lanceret, og jeg kunne sagtens finde på at prøve andre produkter fra samme serie. Duften kan jeg godt leve med, når produktet leverer, som det gør.

Kan købes i Matas

4. Matas 2-fase øjenmakeupfjerner

Jeg er ved at have været igennem mange forskellige makeupfjernere og min ynglings, som jeg har nævnt før, er kokosolie. Når det så er sagt, så synes jeg, at Matas’ 2-fase øjenmakeupfjerner simpelthen får for lidt kærlighed. Hvis du spørger mig, så er det en af de bedste, der findes, for den tager nemlig alt makeup. Den er utrolig nem at bruge, og så har den en fantastisk pris. Indpakningen er ikke særlig luksus, men det virker og gør det, som den skal. Det er bare et godt produkt, som jeg helt sikkert kommer til at købe igen.

Kan købes i Matas

5.Gosh Prime’n Set Primer & mattifying setting powder

Jeg er i gang med at tømme min pudderskuffe, da jeg synes, der var ved at være lidt for mange, og det her er faktisk den anden, jeg tømmer (klapper lige mig selv på skulderen). Denne er fra Gosh, men Nilens Jord har lige lanceret en, de mener, kan gør nøjagtigt det samme – nemlig prime og sætte din makeup. Den kan bruges både over og under makeup. Jeg har brugt den under min makeup flere gange, men det har ikke påvirket min makeups holdbarhed. Bruges den ovenpå makeuppen kan den godt komme til at se lidt for pudret og meget hvid ud. Af disse grunde er det ikke min nye yndlingspudder, og jeg kommer ikke til at købe den igen. Den virker fint nok som pudder, men den er ikke bedre end mange andre puddere i samme prisklasse.  

Kan købes i Matas, Bilka og Føtex.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.