Hvis du følger os på instagram, (hvilket du bør), så har du set de her to produkter før, nemlig ELF’s foundation og bronzer palette. ELF er et forholdsvis billigt mærke, som vi har fået endnu mere adgang til ved at både Bilka og Føtex nu fører det, og til det kan jeg kun sige JA TAK! Jeg har længe haft øje på de her produkter, da det er lang tid siden, jeg har prøvet noget fra ELF, hvilket er en skam, da de virkelig får udviklet nogle spændende produkter.

Indhold

De indeholder begge fire forskellige nuancer af produktet. Foundationpaletten indeholder 12,4 gram produkt, hvorimod bronzerpaletten indeholder 16 gram. I begge paletter kan man tage de små plader ud, så man kan sagtens mikse og matche, som man vil, hvis man ejer nogle forskellige. Produktet findes nemlig også med blush og kontur.

Indpakningen

Det er en helt klassisk indpakning. De er begge helt sorte med e.l.f skrevet i hvidt foran. Navnet på paletten står bag på på en lille grå rund sticker, hvilket, jeg synes, er lidt træls. Det står meget småt, hver farve har ikke fået sit eget navn, og mærket kan godt falde af, så jeg ville ønske, de snart begyndte at skrive det på selve indpakningen. Til gengæld skal de have to tomler op for at have puttet et fint, stort spejl i. Det er nemlig et spejl, man sagtens kan bruge, når man skal lægge makeup. Indpakningen, synes jeg, er rigtig fint, og den kan godt holde til at være med i tasken, selvom den er lavet af plastic.

Foundation Palette  – Fair/Light

Den her foundation findes i tre forskellige farver: Fair – light, Light – medium og Medium – dark. Normalt ville jeg vælge farve 2 eller 3 i rækken af farver, men da der kun er tre, turde jeg ikke, og jeg valgte derfor den første; Fair – light, hvilket var det rigtige valg for mig. Det vil sige, læner du dig op imod at være samme flotte, lyse farve som Tanja, så gå uden om det her produkt, da det vil være for mørkt, og jeg tror, at det vil give et gult skær, da de er meget varme i tonen.

E.L.F beskriver den selv som en ubesværet og justerbar naturlig dækning, hvilket må hentyde til, at den godt kan bygges op, hvis man gerne vil have lidt mere dækning nogle steder. Foundationen skulle indeholde shea, vitamin A, C og E, og så skulle den få huden til at føles blød, glat og se sund ud. Det lyder alt sammen utrolig fint og rart at vide, at der er nogle gode ting i, men når det kommer til at påføre produktet, er jeg ked af at sige, at det ikke var nogen stor succes. Den er nemlig ikke særlig nem at arbejde med, og så synes jeg, at den klumper lidt sammen. Jeg har en dag brugt den og måtte simpelthen give op og tage den af, og derefter påføre en anden foundation, fordi det ikke så godt ud. Den lægger sig lidt bedre, hvis man bruger sin finger, men det var ikke forbløffende bedre. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde forelsket mig i den, for jeg synes, det er et smart produkt, som man kan bruge året rundt. Jeg har dog før prøvet deres Flawless Finish Foundation og deres HD Mattifying Cream Foundation, og dem kunne jeg godt lide (hvis jeg husker rigtigt).

Bronzer Palette

 

Den her palette findes kun i denne version, ifølge hvad jeg kan finde, men den er lavet efter samme koncept som foundationpaletten, og den har derfor også fire farver, som man kan mikse og matche. Der står inde på deres hjemmeside, at den består af matte og nogen med noget glimmer i, men hvis du spørger mig, synes jeg, at de alle sammen har en form for glimmer i sig.  Den, som minder mest om at være mat og har det mindste glimmer i sig, er den mørkeste farve i paletten, og derefter har vi den mellemste farve, som har en lille smule mere glimmer. Den lyseste og den anden mørkeste er de to med mest glimmer i, og man er ikke i tvivl om, at der er glimmer i. Tre af farverne er meget gyldne i farven, mens den mørkeste trækker en lille smule rød i forhold til de andre.

Jeg synes, at de påføres rigtig fint, men der findes andre bronzere, som er bedre. De gør det, man forventer en bronzer gør, og det er en palette, som jeg ofte bruger, fordi jeg har lyst til at bruge den, og ikke bare fordi jeg tester den. Det er ikke de mest pigmenterede bronzere, men det kan være en fordel, hvis man ikke er vant til at bruge og arbejde med bronzer, og så blendes de flot ind i huden, hvis man lige arbejder lidt med dem. Jeg kan rigtig godt lide den mørkeste farve. De to farver, som har meget glimmer i sig, er nok dem, jeg har brugt mindst, men de virker også rigtig fint, selvom den lyseste farve er lidt for lys som bronzer og lidt for mørk til at kunne bruges som en highlighter. Der kan anes glimmer på huden, når man bruger dem, der har mest glimmer i sig, men det er ikke noget, der gør mig noget. Det kan være et problem at bruge paletten, hvis man er mørk i huden, men jeg tror sagtens, man kan bruge den, hvis man er lys, idet farverne ikke fremstår orange.

 

Konklusion

Jeg elsker systemet og synes, det er rigtig smart. Foundationpaletten ville jeg dog holde mig fra, da jeg synes, at deres andre foundations er bedre – så hellere lægge pengene der.  Står du og mangler en bronzer, og er budget ikke så stort, så kan du sagtens købe denne, men du skal altså kunne acceptere, at der er glimmer i, og hvis du overhovedet ikke kan døje glimmer, så ville jeg holde mig langt væk.

Bronzer kan købes her til 85 kr 

Foundation paletten kan købes her  til 85 kr

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.