Det har i et stykke tid været muligt at købe øjenskyggepalletten, men det var uvidst, om vi ville have mulighed for at få fingre i den resterende Peach kollektion. Det gjorde vi heldigvis! Det, der tiltrak mig mest, var Peach Glow paletten, som jeg bare måtte have fingre i.  

Det er en lille alt-i-en palette, som skal hjælpe dig med at få en fantastisk glød. Den består af en highlighter, en peachy blush og en bronzer, hvoraf ingen af dem er mat, så hvis du ikke kan lide shimmer i ansigtet, så skal du holde dig langt fra dette produkt, for der er utrolig meget shimmer i. Der er ikke tale om store stykker glitter, men det er alligevel nok til, at det tydeligt ses på huden. Første gang jeg brugte den, skulle jeg selvfølgelig prøve alle produkterne på én gang, og det var måske lige lidt for meget glimmer efter min mening, da jeg ikke altid er så glad for for meget glimmer i ansigtet.  

Highlighteren

Hvis vi starter med at kigge på highlighteren, så synes jeg, det er en rigtig fin highlighter, men den er på ingen måde naturlig og kan godt ses på huden, da den har lidt fint glitter i sig. Jeg kan godt lide den, hvis resten af min makeup er mere mod den matte side, da den så pepper det lidt op. Det er selvfølgelig en highlighter, som har et hint af fersken i sig, og den kan sagtens bygges op til en mere kraftigt highlighter uden problemer.

Peach Blushen

Det næste produkt er en fersken blush med guld glitter i, men igen uden at det er store stykker glitter. Det er ikke den mest pigmenterede blush, jeg nogensinde har set, og det er også en mere dæmpet ferskenfarve, men det kan jeg faktisk rigtig godt lide – især fordi du godt kan bygge farven lidt op, så den bliver lidt mere kraftig, hvis det er det, man går efter.

Bronzeren

Det sidste produkt er en bronzer, som helt sikkert er på den varme side. Også dette produkt har en lidt orange/ferskenfarvet undertone, men det må man jo forvente taget kollektionen i betragtning. Jeg kan rigtig godt lide denne bronzer, men det vil formodentlig være et problem, hvis man ikke er ligeså lys i huden som jeg, at farven ikke er mere pigmenteret, da jeg så formoder, det ikke vil være at se på huden. Man kan sige, det er en fejl fra deres side, at de ikke har lavet flere paletter, så de kunne nå flere forbrugere med produkterne. Ser man bort fra farven, så synes jeg, de har gjort et super godt stykke arbejde, og jeg kan godt lide den glød, som bronzeren giver huden. Den er nem at arbejde med og blende ind i huden.

Duften

En af de første ting, som jeg gjorde, da jeg kom i Sephora, var at dufte til kollektionen. Det er ligesom et af Too Faceds kendetegn, at deres produkter er sjove og dufter. Jeg kan godt lide duften, men det er en oversød, syntetisk duft, og jeg synes ikke helt, at den dufter af fersken, men hvis du har mulighed, så gå ind og duft til den, for jeg tror, der er flere, som overhovedet ikke vil bryde sig om duften. Det er ikke en duft, der bliver hængende, når man har påført produktet, men man kan sagtens dufte det, når man sidder og påfører produktet. Duften er heller ikke på nogen måde en naturlig del af produktet, som det er i de produkter, der dufter af chokolade.

Indpakning

JEG ELSKER DERES INDPAKNING! De har gjort sådan et fantastisk job med indpakningen. Det er en smart lille metal palette, som ikke fylder for meget, med en dejlig størrelse spejl, og jeg vil tro, den er god at rejse med. Jeg elsker den farve, de har valgt til designet.  

Konklusion

Det produkt, som jeg har brugt mest, er bronzeren. Jeg synes, den er utrolig god og elsker effekten, som den giver, men alt i alt synes jeg, det er et rigtig godt produkt. Det skriger sommer, hvis du spørger mig, og jeg kan se produktet blive endnu bedre til sommer, når jeg har fået lidt farve (dog må jeg ikke blive for brun, da produkterne så ikke er pigmenterede nok). Jeg fortryder overhovedet ikke at have købt produktet, og det er overordnet set rigtig godt, men jeg kommer nok ikke til at bruge alle delene samtidig igen, medmindre jeg virkelig vil have en glød kørende. Det gør mig ikke noget, for produkterne kan sagtens stå alene.

 

Normalt er jeg ikke så glad for paletter, da det ofte er sådan, at nogle af produkterne virker, mens andre bare ikke gør. Sådan er det ikke med denne, og jeg ved, at jeg vil få brugt alle produkterne. Alt i alt er det en god palette og så synes jeg at den holder rigtig fint på huden, og det er jo vigtigt.
Kan købes i Sephora til 330 kr.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *