Double Wear serien fra Estée Lauder er en meget kendt og omtalt serie indenfor makeup verden, hvilket også er en af grundene til, at den længe har stået på min liste. Jeg vil sige, at den originale Double Wear foundation helt sikkert er den, der har været mest fokus på, men jeg synes, at Light versionen er kommet mere frem her på det sidste. Jeg vidste, at Tanja havde den originale Double Wear, og at hun synes, den var meget tyk i konsistensen, og jeg skal ærligt indrømme, at med den hud som jeg er heldig med at have, går jeg gerne efter en foundation, som ikke behøver at dække alt for meget. Det er en af grundene til, at jeg har holdt mig lidt væk fra Double Wear serien. Jeg har dog hørt rigtig meget omkring Double Wear light på det sidste og hørt, at flere foretrækker den over den originale. Dette gjorde mig nysgerrig, så da Estée Lauder havde Black Friday, og man kunne få  20% på deres side, tænkte jeg, at jeg ville tage chancen og endelig få den her foundation afprøvet.

Beskrivelse af foundation

De beskriver den selv som en let foundation, let som luft. frisk, naturlig og komfortabel. Olie-kontrollerende. Smitter ikke af og ”smelter” ikke ved varme eller høj luftfugtighed. Den dækker let til medium, er let at påføre, og har en SPF 10 og den holder op til 15 timer.

Det er en af de mere dækkende foundations jeg har prøvet, og man kan sagtens få et perfekt udseende med den. Jeg ved ikke, hvor naturlig jeg vil sige, den er, fordi du kan godt se den på huden, men den kan godt gøres naturlig. Jeg synes godt, man kan mærke, man har den på, lige når man har lagt den, men det er ikke noget, som irriterer mig eller gør, at jeg ikke vil bruge den. Den kommer til at se lidt masket ud, når man bruger den, hvis man ikke får påført den ordentligt og jeg synes, det ser flottere ud, jo længere hen på dagen man kommer, da den der har haft tid til virkelig smelte sammen med ens hud. Note fra Tanja: det er også tilfælde med den originale Double Wear, der godt kan se lidt for perfekt ud, når den først kommer på – som en slags maske.

Holdbarhed

En af de ting som har været mit store problem er, at min makeup altid har “smeltet” af mit ansigt i løbet af dagen, selvom jeg har brugt både primer og pudder. Der lever den her virkelig op til det, den lover. Jeg ved dog ikke helt, om den holder 15 timer, men den holder i hvert fald utrolig godt. Hvis jeg tager den på om morgen, dækker den stadigvæk lige så fint om aften, når jeg skal tage min makeup af igen. Selv min blush bliver siddende, hvilket ikke er noget, der sker ret tit for mig. Den kontroller også min T-zone, som godt kan blive lidt fedtet, men jeg synes, at foundationen holder det rigtig godt nede.

Jeg kan ikke lige kommentere på, hvordan den kommer til at være, når sommeren kommer, men jeg er faktisk spændt på at se, om den holder lige så godt, da det er et af de punkter, de sælger den på.

Påføring

Da den er en smule tyk i konsistensen, er det en foundation, som man virkelig skal have arbejdet ind i huden, for at den ser nogenlunde naturlig ud på huden (ligesom det er tilfældet med den originale Double Wear). Det vil sige, jeg har prøvet at påføre den med en børste, hvilket jeg synes var rigtig fint. Man skal huske, fordi den er lidt tyk, kommer man til at skulle vaske sin børste oftere, end hvad man plejer, da den hurtigt bliver fyldt med produkt og kan derfor ikke få den arbejdet godt ind i huden. Jeg har også brugt en Beautyblender, og det giver et endnu mere naturligt resultat, end når man bruger en børste, da den suger det ekstra produkt op, så det ikke er noget overflødigt produkt tilbage. MEN min yndlings måde at påføre den her foundation er med mine hænder. Det giver bare sådan et flot resultat! Jeg var så overrasket første gang, jeg gjorde det. Jeg synes virkelig, det gør den her til den perfekte foundation. Den er meget nem at arbejde ind i huden. Jeg vil anbefale, at man starter med lidt produkt og derefter tilføjer mere, for den bliver svær at arbejde med, hvis man får påført for meget til at starte med (ligesom den originale).

Jeg har kombineret hud, hvilket vil sige, mine kinder kan være lidt tørre, så hvis jeg har følt, at de har været lidt tørre, har jeg brugt Bourjois Happy Light Base Serum Lumiére under, da den giver lidt liv til huden, så det ikke bliver alt for tørt at se på. Jeg synes faktisk ikke, at jeg har haft problemer med, at min hud ser tør ud, men det er vigtigt, at man lige forbereder sin hud, inden man bruger en foundation som Double Wear Light, hvis ens hud ser tør ud, da den har et mat look på huden. Jeg har som sagt ikke prøvet den under varmere himmelstrøg, men det glæder jeg mig til, for min hud er mere fedtet om sommeren, og det kan jo påvirke holdbarheden.

Den har en lille duft, og jeg kan virkelig ikke forklare, hvad det er for en duft, men den pirrer mig ikke, og den gør mig heller ikke noget, men er du en, der er meget sart i forhold til dufte, ville jeg smutte forbi en butik og se, om det er noget, der generer dig, før du køber den.

Indpakningen

Jeg ELSKER indpakningen. Den er så let at have med i makeuptasken. Den vejer intet, og den kan ikke gå i stykker – ergo: er du en, der smider meget med tingene, så er den her helt perfekt for dig. Det er let at få produktet ud af indpakningen, og du kan selv styre, hvor meget du får ud. Jeg synes virkelig, de har gjort et fantastisk stykke arbejde med indpakningen.  

Find Din Farve

Jeg brugte siden www.findation.com til at finde min farve, da jeg ikke lige havde mulighed for at gå ud i en butik og prøve den, og heldigvis for mig passer den perfekt. Den har en smule orange undertone, men det er ikke noget, som gør, at du ligner en Umpa Lumpa, men helt sikkert noget at tænke over når man vælger farve. Den går fra Intensity 0.5 til Intensity 5, så farveudvalget er ikke lige så stort og bredt som ved Double Wear. Jeg bruger Intensity 1.0, hvilket er den anden lyseste farve, og som sagt passer den perfekt.

Konklusion

Jeg troede ikke, at jeg ville blive så glad for den, som jeg er blevet. Jeg plejer at holde mig fra produkter, som er lidt tunge på huden, men den her har helt sikkert overrasket mig, og så synes jeg, den passer rigtig fint til min kombinerede hud. Når jeg engang kommer igennem denne tube, er det helt sikkert et produkt, som jeg vil købe igen. Elsker den!

Kan købes på www.esteelauder.dk eller i matas

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *