Så er der gået en måned, og jeg er kommet i mål med min lille personlige challenge. I dag vil jeg gennemgå, hvordan det har været.

Erfaringer/tanker jeg har gjort mig

Det var faktisk næsten overraskende nemt (måske fordi jeg havde pakket alle parfumeholdige produkter væk, så der ikke var anden mulighed?). Derudover viste det sig, at en stor del af min makeup pånær læbestifter og hudpleje i forvejen er parfumefrit. Det gælder f.eks. min Youngblood Natural Mineral Foundation, NYX Micro Brow Pencil, Lancôme Definicils mascara, Urban Decays Naked paletter og Sleeks blush trios, når det kommer til makeuppen, og Bioderma, Avéne Gentle Eye Makeup-remover og Neutral Face Wash når det kommer til hudplejen. Den største omvæltning har derfor været i badet eller produkter forbundet hermed – shampoo, balsam, showergel, bodylotion og deodorant.

Jeg må indrømme, at jeg er faldet i én enkelt gang, fordi jeg skulle til fest på min arbejdsplads. Det var ikke et uheld, men det var et valg, jeg tog, fordi vi ofte snakker om min læbestift-afhængighed, og så kunne jeg selvfølgelig ikke komme til festen uden prangende læber – eller  det havde jeg i hvert fald ikke lyst til. Derudover ejer jeg ikke en læbestift, der holder hele natten som Tom Ford Lip Color, så den er og bliver altså min go-to, når jeg vil have flotte læber hele natten trods både mad og drikke. Samme aften valgte jeg også at tage et enkelt sprøjt parfume på, fordi jeg synes, det hører sig til engang imellem.

Derudover er jeg ufrivilligt faldet i i det offentlige rum, hvor jeg flere gange har oplevet, at der kun har været parfumeholdig håndsæbe, og det er nok dét, der har gjort det allerstørste indtryk på mig den forgangne måned. Det er heldigvis ikke direkte et problem for mig at vaske hænder med parfumeholdig håndsæbe, men det kan det jo være for nogle – skal de så undgå at vaske hænder? Skal de vaske hænder uden sæbe? Jeg ved godt, det ikke er sæben, der gør det, men hvorfor ikke bare konsekvent have parfumefri håndsæbe i det offentlige rum, så alle kan være med? Oplevelsen har fået mig på helt nye tanker, og herhjemme bruges der konsekvent kun parfumefri håndsæbe nu, så alle gæster kan vaske hænder med velbehag.  

 

Fordomme

Nu stillede jeg jo en række fordomme op for en måned siden, og dem skal vi selvfølgelig have be- eller afkræftet.

      Parfumefri produkter er kedelige: nej, ikke nødvendigvis. Nogle er selvfølgelig, men er det ikke sådan med alle produkter? Der er et par produkter, der virkelig har imponeret mig, og de er langt fra kedelige. Derudover er en stor del af min ”normale” makeup allerede parfumefri, og det har jeg jo aldrig fundet kedeligt.

      Udvalget er mindre, og jeg vil føle mig stærkt begrænset: ja, udvalget er mindre, fordi jeg har taget et valg, hvor jeg ikke længere kan vælge frit. På makeupfronten har jeg ikke følt mig helt vildt begrænset (udover læbestift, hvor jeg kun ejer en håndfuld uden parfume, og det er jo slet ikke nok til en måneds forbrug), og hudpleje har heller ikke været det store problem, men når det kommer til forkælelsesting er det en begrænsning, for det er som om duft og forkælelse hænger sammen.

      Nogle af mine faste produkter kan ikke erstattes: nej, der er nok nogle produkter, som jeg i hvert fald heller ikke i denne omgang har fundet en afløser til.

      Parfumefri deodorant virker ikke: jo den gør! Ha, jeg er blevet klogere. Den sidste måned har jeg brugt Neutral anti-perspirant Roll-on, og jeg har ikke selv følt, at jeg lugtede dårligt, ligesom (normalt meget ærlige) mennesker i min omgangskreds ikke har påtalt det, når jeg har spurgt dem.

      Det er besværligt: tjo, når man tager et valg, hvor der ikke længere er frit valg på alle hylder så at sige, så kræver det jo i hvert fald, at man sætter sig lidt ind i, hvad man så kan vælge imellem. Jeg tror, det er en vanesag, for i starten virkede det besværligt og næsten uoverskueligt, men nu tænker jeg jo ikke over det længere, fordi parfume ganske enkelt bare ikke er en mulighed.

      Det bliver en hård måned, og jeg kommer ikke til at være glad: jeg var godt forberedt, så det var egentlig ikke så hårdt som forventet. Det har mest været kaotiske situationer med et halvt ben ude af døren, der var hårde at takle, fordi jeg er vant til at kunne bruge parfume. F.eks. ville mit hår en dag bare stå ud til alle sider, som havde jeg haft fingrene i en stikkontakt. Normalt ville jeg jo bare gribe en lækker hårolie og tæmme lokkerne, men det kunne jeg jo pludseligt ikke denne gang, og der har det været lidt hårdt lige at gennemskue, hvad jeg så skulle gøre – det er det der med at bryde vanen, hvor man slet ikke tænker over, at man bruger parfume, der har været hårdt.

 

De gode produkter

Der er nogle af de parfumefri produkter, som jeg ikke giver slip på. Det er Neutral anti-perspirant Roll-on – ikke fordi den er noget specielt, men det er bare gået op for mig, at der ikke nogen grund til at bruge parfumeret deodoranter, hvis jeg ikke lugter og heller ikke føler, jeg lugter uden. Derudover er jeg blevet vildt glad for Stuhr Mild Hair Care Shampoo og Balsam (fundet i Føtex for mit vedkommende). Det er et mærke, som jeg brugte meget, dengang jeg svømmende, og jeg har ikke brugt det siden, men mit hår føles bedre fugtet, når jeg har brugt dem, og derudover er det som om, mit hår nemmere holdes glat, fordi de nærmest giver håret lidt tekstur.

 

De knap så gode produkter

Der er også nogle produkter, som jeg godt kunne have været foruden. Det er Levevis neglelakfjerneren (forhandles i Føtex og Bilka). Den får jobbet gjort, men jeg ved ikke, om det er indholdet af olie eller hvad det er, men det føles som om, man har olie ud over det hele bagefter, og hænderne bliver fedtede, hvilket er træls, når man f.eks. gerne vil lægge et nyt lag med det samme.  Derudover har Neutral Face Cream ikke efterladt noget specielt indtryk. Den er meget fed og kan til tider være svær at smøre ud. Det er ikke fordi, den er dårlig, men den passer ikke rigtigt til mine behov, og så kan den slet ikke hamle op med min Embryolisse Lait-Crème Concentré, som I nok er ved at være trætte af at læse om. Til sidst er der Sanex Zero% Sensitive Shower Gel, som egentlig bare er for kedelig til mig. Den skummer fint nok op, når jeg bruger den med en svamp, men jeg tror måske, jeg er lidt for forvent til, at showergel bliver bedre, hvis den dufter godt.

 

Produkter jeg ikke kan undvære, selvom de indeholder parfume

Jeg formodede jo allerede for en måned siden, at der ville være nogle produkter, som ikke kunne erstattes. Det første er selvfølgelig min Embryolisse Lait-Crème Concentré, men derudover har jeg enormt svært ved at leve uden mine læbestifter, hvor jeg ikke har fundet parfumefri alternativer, der overhovedet kom tæt på at hamle op med nogle af mine favoritter. Jeg vil også fortsat bruge parfume – måske ikke hver dag – men jeg vil have meget svært ved fuldstændig at lægge det fra mig, hvis jeg f.eks. skal til fest eller lignende, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra ud af det hele.

 

Fremtiden

Nu har jeg jo allerede afsløret ovenfor, at jeg finder nogle af mine parfumeholdige produkter frem igen, så jeg vil ikke fortsætte med stringent at leve parfumefrit. Dermed ikke sagt, at der ikke er mange ting, jeg tager med mig. Særligt deodoranten og håndsæben vil jeg permanent skifte ud, ligesom jeg har fået lidt blod på tanden i forhold til at prøve flere produkter uden parfume. Jeg vil ikke fanatisk undgå parfume, men hvis jeg står mellem to produkter, vil jeg for fremtiden ikke være lige så skræmt ved at vælge det parfumefri produkt, da jeg har fundet ud af, at nogle parfumefri produkter (ligesom alle andre) er rigtig gode, mens andre ikke er noget for mig, og det finder man jo kun ud af ved at prøve produktet, men det afhænger ikke af, om produktet indeholder parfume eller ej, og det har jeg lært. Selvom det kun har været et lille projekt på en måned, så har jeg sat mig rimeligt godt ind i den parfumefrie verden, og det gør, at jeg helt sikkert vil tænke mere over det i fremtiden, end jeg hidtil har gjort, så det er bestemt ikke sidste gang, I ser parfumefri produkter her på bloggen.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.