Jeg var i magasin i Odense, og de har som bekendt fået en lille afdeling af Sephora, hvilket betyder, at jeg har en chance for at få fat i nogle Kat Von D produkter. Jeg vidste, at jeg gerne ville prøve hendes Tattoo Liner i farven Trooper, som er ultra sort, og mange har rost den til skyerne. Jeg så, at de havde denne lille æske med tre af hendes produkter (med en full size liner) til 200 kr, hvor en eyeliner selv koster 170 kr, så for 30 kr mere kunne jeg prøve to ekstra produkter, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til.

Studded kiss Lipstick ”Vampira”

Dette er en traditionel læbestift, som har en god pigmentering. Hun beskriver selv farven som mørk Bordeaux, hvilket jeg elsker – især på denne tid af året. Jeg elsker indpakningen, som virkelig skriger Kat Von D. Når det så er sagt, så er dét, jeg bedst kan lide ved produktet, farven og indpakningen. Denne læbestift – især fordi den har den farve, den har – klinger sig til alt, hvad der bare er en lille smule tørt. Det vil sige, den fremhæver alt det, der ikke skal fremhæves. Jeg synes også, den er svær at påføre, fordi den ligesom klumper sig sammen i nogle område, hvilket er tydeligt, fordi de områder bliver meget mørkere end resten af læberne. Den holder sådan set fint nok på læberne, men jeg var ikke særlig glad for den måde, som den så ud på. Jeg har en læbeblyant fra Maybellines Color Drama i farven Berry Much, og den har jeg aldrig problemer med. ”Vampira” er ikke helt mat, men har noget shine i sig. Den efterlader lidt farve tilbage på læberne, når selve læbestiften er væk. Det kan sagtens være, at denne formular er meget bedre i de lyse farver, men det var ikke nogen positiv oplevelse for mig. Jeg vil hellere bruge penge på Nars eller sågar Maybelline, som virker bedre, end denne gør.   

Everlasting Liquid Lipstick ”Outlaw”

Flydende læbestifter er jo et stort hit lige nu, og Kat Von D har også fået meget ros, og der er nogle af hendes farver, som nærmest altid er udsolgt. Endnu en gang kan det godt skyldes farven (selvom rød er blevet min go to), men den her og mig er bare heller ikke et godt match. Når jeg skal påføre den, synes jeg virkelig, den er svær at få mine læber til at se lige ud – også selvom jeg har brugt en læbeblyant under eller efter til at rette fejlene med. Den har endnu engang en virkelig flot farve, og formularen er sådan set også meget behagelig at have på, men igen kan jeg ikke rigtig lide den måde, som den ser ud på på mine læber. Jeg synes, det ser helt forkert ud. Jeg vil lige sige, at jeg har ikke beskæftiget mig meget med flydende læbestifter, men jeg har ikke på nogen måde mødt samme problem med dem fra Kyliecosmetics. Holdbarheden er meget fint, men den mister gerne intensitet inde på indersiden af munden først og så arbejder den sig ud ad. Den føles meget behagelig at have på, men jeg havde lidt tørre læber dagen efter, jeg havde brugt den, men den har også mat finish, så det er meget normalt. Endnu engang var jeg ikke solgt på nogen måde og ville heller finde min trofaste Nars Velvet Matte Lip Pencil I ”Dragon Girl” frem.

Tattoo Liner ”Trooper”

Nu kommer vi til det produkt, som var grunden til, at jeg købte hele den æske med favoritter i. Var det så kærlighed ved første blik? Jeg ville gerne svare ”JA”, men endnu engang må jeg skuffe lidt. Det er en virkelig god eyeliner, som virkelig holder rigtig fint. Den flytter sig ingen steder i løbet af dagen, og jeg synes, den er meget nem at arbejde med, når man skal påføre den. Men den er meget hård i det look, som den giver, når man har den på. Jeg synes hver gang, jeg brugte den, at mine vipper forsvandt, og det eneste, man kunne se, var lineren. Farven er meget sort, men skal alligevel bygges op, når man bruger den. Der er intet galt med lineren, og den er virkelig god – især hvis man har problemer med, at ens liner ikke bliver, hvor den skal være. Men det bliver ikke min yndlings liner. Endnu engang vil jeg hellere ty til Maybelline, som har en fantastisk god flydende liner, som jeg har købt flere gange. Jeg havde håbet på, at det havde været kærlighed ved første blik, men der er et eller andet ved den, som gør, at jeg ikke elsker den, for det er som sagt på ingen måde et dårligt produkt.

Selvom det ikke var nogen voldsom positiv omgang med disse produkter, er jeg glad nok for at have prøvet dem, for de er på ingen måde dårlige produkter. Jeg synes dog heller ikke, at de er vidunderlige, som mange har fået det til at lyde. Jeg kommer nok ikke til at købe nogle af disse produkter igen, da jeg har mange andre, som jeg synes fungerer bedre.

 

Produkterne kan købes hver for sig, og æsken kan købes til 200 kr i Sephora.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.