Month: October 2017

Støt brysterne – Tweezerman vippebukker

Hvis der er ét produkt, jeg ALTID bruger, så er det en vippebukker. Jeg går simpelthen ikke uden for en dør uden at have fat dette redskab i hænderne. Nogle gange bruger jeg den endda, selvom jeg ikke tager mascara på bare for at give mine naturlige vipper et løft.

Jeg tror, de fleste i dag ved, hvad en vippebukker er, men for de der måske ikke ved det, så er det lige netop det, navnet antyder. Et redskab der,  hvis man spørger de fleste mænd, ligner et torturredskab. Det bruges til at bukke vipperne, ved at man samler vipperne i det lille hul og lukker sammen om dem nogle gange. Personligt plejer jeg at gøre det af 10 buk, så jeg er sikker på, det holder. De bukkede vipper kommer til at syne mere fyldige og længere – særligt hvis du bukker dem helt nede ved vippekanten. Når jeg gør det, når mine vipper næsten mine bryn, og det er altså noget, der giver wow-effekt til den helt store medalje. Derudover kan det faktisk være en stor hjælp til piger, der har lange vipper og briller. Det er ikke unormalt, at vipperne går på glassene, og selvom der rent optisk kan gøres meget ved det, så kan det også hjælpe at bukke vipperne op mod brynet, fremfor at de står frem mod glasset, smart ikke?

Med/uden vippebuk. Andre end mig der kan se forskel? 

Jeg har brugt vippebukkere længe (jeg kan faktisk huske, at jeg legede med min mormors som barn, men det tæller nok næppe!), og derfor har jeg også prøvet en del, for ligesom med hårbørster (link til sidste uge) skal de skiftes engang imellem, når de bliver sløve. Denne gang har jeg købt en fra Tweezerman, for de bliver altid rost til skyerne, og jeg har faktisk aldrig prøvet noget fra mærket. Derudover går 10% af overskuddet til kampen mod brystkræft, når denne brystkræft vippebukker langes over disken. Der er stor forskel på vippebukkere, for der er jo også stor forskel på vores øjne. Nogle vippebukkere er meget runde, andre er mere flade, nogle strammer om vipperne med en fjedre, mens andre alene beror på håndkraft. Jeg tror efterhånden, jeg har været hele vejen rundt, og jeg må blankt indrømme, at denne fra Tweezerman er min favorit so far. Den passer bare lige til mit øje, fanger alle vipperne på én gang og er nem at bruge. Jeg synes også, bukket holder længere, end ved nogle af de andre vippebukkere, jeg har prøvet.

I starten var jeg skeptisk, fordi den virker meget løs (jeg var vant til en med fjedre), men det har vist sig at fungere godt for mig, og jeg kunne forestille mig, at den også holder længere, fordi der ikke er en fjedre, som på et tidspunkt bliver sløv. Med i købet får man 3 ekstra ”gummilister” til bukkeren, som kan skiftes, når de er blevet sløve eller beskidte. Derudover er der også et sødt lille vedhæng med ordet ”Hope,” som kan tages af og evt. sættes i en nøglering eller lignende.

Hvis din vippebukker er blevet sløv, eller den bare ikke rigtigt gør det for dig mere, så vil jeg anbefale dig at prøve denne fra Tweezerman. Som sagt er der stor forskel på øjne, men den er et forsøg hver, og om ikke andet støtter du i hvert fald en god sag og får prøvet et nyt redskab. Den koster 169 kr. og kan købes i Magasin

Støt Brysterne – Hvornår har du sidste skiftet din hårbørste?


Har I også bemærket, at hårprodukter er gode til at støtte brysterne? Det er også tilfældet i dag, hvor det skal handle om et produkt, jeg faktisk har snakket om før; nemlig HH Simonsens Wet Brush Detangler. Sidst jeg skrev om den, sammenlignede jeg den med Tangle Teezer. I mellemtiden har jeg også prøvet en Mason Pearson, og nu, efter at have fundet min Wet Brush frem igen, kan jeg sige, at Wet Brush simpelthen bare er den bedste børste, der findes! Den løber gennem håret, som var det smør, og den er klart de ekstra penge værd sammenlignet med billigere børster. Nu skal det her selvfølgelig ikke bare være en gentagelse af, hvad jeg skrev sidst, men også lidt en påmindelse om hvornår du sidst har skiftet din hårbørste?

De fleste af os er rigtig gode til at skifte vores tandbørste, når den ikke kan bruges mere, vaske håret når det er beskidt, men hvor ofte skifter vi egentlig vores hårbørster? Jeg tror ikke, mange gør det ofte nok. Det er jo ikke noget, man snakker om eller tænker over, medmindre ens hårbørste er ved  at falde fra hinanden.

Tænk over det, din hårbørste bliver slidt og beskidt som alt andet, og så står man der og kører en beskidt hårbørste igennem håret. Børsten opsamler jo alt det snavs, der kan sidde fra gamle produkter, og næste gang du så kører børsten igennem, spreder du det ud i dit rene hår. Derudover bliver børsten jo også slidt, og det er ikke altid åbenlyst, for den virker jo, den er bare mindre effektiv, end den kunne være. En slidt børste kan faktisk være med til at skade håret ved at rive i det. Når nålene på din børste bøjer, står i forskellige retninger, falder ud eller samtlige dutter mangler på enden af nålene, så er det ved at være tid til at skfite din børste.

Det var netop tilfældet med min gamle, pink Wet Brush, som jeg netop har skiftet ud. Tidspunktet kunne ikke være mere perfekt, for HH Simonsen støtter nemlig også kampen mod brystkræft. De har lanceret en Wet Brush i et specielt Støt Brysterne design, som støtter brysterne med 25 kr. for hver solgte børste. Børsten koster 150 kr., og denne gang kan jeg sige, at du får et produkt i hænderne, der ikke findes bedre.

Støt brysterne – Aussie Miracle Shine Shampoo

Føtex har i nogle måneder nu reklameret med, at de støtter med 3 kr. pr. solgte Aussie produkt mellem 21/8-17 og 31/10-17. For at fremme salget (formodentlig) har jeg lagt mærke til, at de endda har kørt tilbud på Aussie produkter af flere omgange de sidste par måneder. Normalprisen er 60 kr. pr. stk., men de sidste par måneder har de både kørt med 2 stk. for 70 kr. og 3 stk. for 100 kr.

Aussie var det første hårplejemærke, jeg sådan rigtigt investerede i selv. Nu er det jo ikke fordi, 60 kr. for 300 ml. shampoo er en investering, men det føltes sådan for mig, fordi jeg førhen blot havde brugt den shampoo, min mor købte til hele familien, hvad end det var den fra Matas, Apoteket eller L’Oréal (som alle laver udemærkede shampooer, jeg stadig også bruger i dag!). Det, der tiltalte mig ved Aussie, var hele brandet. Lige fra det søde tryk af kænguruer rundt om toppen og det lilla låg til duften af bubblegum (den var der altså engang!) og deres filosofi ”There’s more to life than hair but it’s a good place to start.” Det er übertøset, og jeg faldt pladask for det, da jeg var yngre.

Nu har jeg så investeret igen – denne gang også 3 kr. til Støt Brysterne. Flasken er stadig tøset, kænguruerne er stadig trykt i toppen, låget er endnu lilla men duften er mere moden, end jeg husker den – frisk og let syrlig. Deres filosofi står stadig på bagsiden, og beskrivelsen af produktet får min gamle kærlighed til Aussie til at sprudle igen:

”Inspired by ancient Aussie beauty secrets, we used extracts of Australian Ginseng and Pearl Powder in a secret shine formula. Pearls sparkle (duh!), and Ginseng is known for boosting energy (and being generally fabulous). This miracle shine formula lets you and your hair shine sensationally, full of life and vibrancy. ’Killibinbin!’ you’ll shout. (An ancient aboriginal word for uber-shiny).”

De kan altså noget med markedsføring, de der hos Aussie, for hvem vil ikke gerne have alt det, de skriver bag på flasken? Jeg står i hvert fald gerne først i køen.

Nå, i denne omgang har jeg købt Miracle Shine Shampooen, og hold nu op den er effektiv til mit hår!  Indtil nu har jeg været vant til at vaske hår 3-4 gange i ugen, og på anden dagen har jeg altid haft mit lange hår sat op, så det så mindre fedtet ud. Den mulighed forsvandt ligesom, da jeg i august fik klippet page – mit hår er ikke længere langt nok til at sætte op. Efter jeg er skiftet til denne shampoo fra Aussie, er jeg kommet ned på at vaske hår 2 gange i ugen, og det ser slet ikke fedtet ud, selvom jeg ikke længere kan sætte det op. Jeg ved ikke, hvad der gør det, men jeg er vild med det. Det sparer altså en del tid at kunne gå i bad uden at skulle vaske hår, tørre hår og sætte hår på ny.

Shampooen er hvid og skinnende, lidt tyk i konsistensen så den ikke løber gennem fingrene og så skummer den lækkert op, når den blandes med vand. Duften er let og frisk, men den bliver ikke siddende i håret, når produktet er vasket ud. Jeg kan mærke shampooens effekt allerede i badet, når jeg vasker den ud, hvor mit hår nærmest bliver genstridigt/ru, og jeg har ladet mig fortælle, at det er tegn på, at håret er helt rent. Nu lover produktet jo ”miracle shine,” og det ved jeg ikke helt, om jeg vil sige, jeg har opnået. Mit hår ser lækkert og velplejet ud længere, end jeg før har været vant til, men jeg har ikke oplevet sådan en ”wow hårreklame shine.”

Hvis det ikke lige er shine, du har brug for, så forhandler Føtex også en variant, der skal tilføre håret mere fugt og en variant, der skal styrke håret. Jeg er positivt overrasket over produktet her, og synes ikke længere det er sådan et teenage-bubblegum produkt. Er du også interesseret i Aussie, mangler du noget nyt hårpleje eller er du i forvejen stor tilhænger af Aussie, så vil jeg opfordre til at købe dine produkter i Føtex (i hvert fald indtil 31/10-17) så du samtidig støtter brysterne.

Støt Brysterne – GHD Styler

Jeg har en GHD Winter Wonderland Collection V Styler, som jeg bruger, når jeg skal glatte hår. Jeg har nu haft den i nogle år, og den virker lige præcis, som den skal, og den har på ingen måde ødelagt mit hår – nu skal det så også siges, at jeg ikke glatter mit hår ofte nok til, at det kan blive ødelagt af det.

GHD er et rigtig kendt mærke, når det kommer til Stylere, og det kan være lidt en jungle at vælge én. I denne måned har GHD dog gjort det nemmere at vælge ved at lancere GHD V Gold Electric Styleren i en Støt Brysterne udgave.

Hvad kan den?
Den kan både lave krøller og glatte hår. Temperaturen er på 185°C, som ifølge GHD er den perfekte temperatur, når der skal glattes hår. Det tager 20 sekunder at varme styleren op, hvilket er virkelig rart, hvis man har lidt travlt (hvilket jeg selvfølgelig aldrig har. Jeg er altid i god tid…). En af de bedste ting er, at styleren har en 2,7 meter drejeledning, hvilket er fantastisk, da det gør det nemmere at arbejde med styleren. Endnu en fantastisk ting er, at der er en indbygget sleep-mode teknologi, der gør, at styleren slukker efter 30 minutter, hvis den ikke bliver brugt.

Virker den?
Jeg har tykt hår, og jeg har meget af det. Tilmed er mit hår for det meste ret langt, så det er et stort projekt, når jeg skal style mit hår. Derfor var jeg også i tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt at købe deres Max Styler, som er lidt bredere. Jeg holdte mig til den klassiske, og det er jeg glad for, for den kan nemt klare vejen igennem mit hår. Fordi jeg har så meget hår, deler jeg det altid i flere lag, når det skal glattes, og det er nødvendigt at føre styleren over mit hår et par gange, inden det er helt glat, men sådan har det været med alle glattejern, jeg har prøvet. Personligt bruger jeg den ikke til krøller, men jeg har en veninde, der gør, og hun elsker den!

Selvfølgelig er det en investering at skulle købe en styler fra GHD, men den holder også godt og er derfor ikke et glattejern, du skal udskifte hvert år. Hvis du glatter hår hver dag, er en Styler fra GHD en rigtig god investering efter min mening, og køber du nu, får du ikke kun et rigtig godt produkt, men du støtter også kampen mod brystkræft med €10.

Kan købes på www.nicehair.dk 

 

STØT BRYSTERNE – selvundersøgelse

I dag skal det endnu engang handle om bryster her på bloggen – ikke om hvordan vi støtter dem, men om hvordan vi kan tjekke dem, for selvom det er vigtig at skabe opmærksomhed og støtte (se her, hvordan du kan støtte!), så er det også vigtigt, at vi selv holder øje, så det bliver fanget i tide, hvis nu der skulle være noget. Det er sådan, at kvinder mellem 50 og 69 bliver inviteret til screening hvert andet år, fordi det er dér, kræften hyppigst findes, men det betyder altså ikke, at alle vi andre kvinder (og mænd) ikke kan blive ramt.

Billede fra Alt.dk

 

Hjælper det at selvundersøge?

Der er foretaget eksperimenter, der viser, at selvundersøgelse faktisk ikke gør nogen forskel i forhold til opdagelsen og helbredelsen af brystkræft, og man skal derfor også være opmærksom på, når man selvundersøger, at kvaliteten af undersøgelsen varierer, og at knuder og andre ændringer kan være godartede, så der er ikke grund til unødig bekymring.

 

Hvad skal man undersøge?

Det, man skal være opmærksom på, er:

      om brystet er rødt eller hævet

      om der kommer blod eller sår ved brystvorterne

      om der er knuder i brystet

      om der er ændringer i forhold til hvordan brystet normalt ser ud

 

Hvordan undersøger man for knuder?

Når man skal mærke efter knuder, gøres det nemmest ved at føle på brystet (og op i armhulen) med de midterste tre fingre enten i linjer eller cirkler fladt henover brystet. Brystet skal føles glat og blødt, når man mærker på det. Ved større bryster kan der være behov for at mærke efter med lette tryk henover brystet. Det er en god idé at tjekke brysterne månedligt og gerne samme tid på måneden hver måned, da brysterne kan føles forskelligt f.eks. op til eller under menstruationen. Undersøgelsen kan både foretages mens man står og ligger ned.

 

Hvad skal man gøre, hvis ens bryst har ændret sig?

Først og fremmest skal man være opmærksom på, at ændringer ikke nødvendigvis betyder kræft. Der er mange godartede ændringer, og der er derfor ikke behov for panik med det samme. Det næste man skal gøre er at søge læge, for de kan nemlig finde ud af, om der er tale om godartede ændringer eller kræft.

Støt Brysterne – Origins Drink Up Intensive Overnight Mask

Origins Drink Up Intensive Overnight Mask er en maske, som vi flere gange her på bloggen har nævnt uden rigtig at lave et indlæg omkring den. Hvorfor så gøre det nu? I denne måned støtter Origins Støt Brysterne med deres Drink Up Overnight Mask ved at donere 100% af udsalgsprisen ex. moms, når der sælges en limited edition tube. Det vil sige at donationen ender på 156 kr (kilde Origins.dk), og produktet koster 195 kr.

Denne maske er én, både Tanja og jeg er glade for, og det er nok også den nemmeste maske, jeg ejer. Den kræver nemlig intet andet end at påføre den, hvilket nogle gange kan være rart, så man ikke skal sidde der og vente på at kunne vaske den af.

Dette er, som I nok har gættet ved navnet af produktet, en maske, som man skal efterlade på huden natten over.

Hvordan påføres den?
Når jeg bruger denne maske, starter jeg altid med at løbe hele min hudplejerutine igennem. Jeg starter med at fjerne min makeup (duh!), og derefter vasker jeg min hud og bruger min toner. Jeg bruger dog ikke min natcreme, selvom man sagtens kan gøre det (især hvis du har rigtig tør hud, men lad den lige sidde 5 min. inden masken). Når jeg så har klargjort min hud, og den er helt ren, påfører jeg faktisk bare masken, som jeg ville have gjort med en creme. Den kan godt føles en lille smule klistret, så jeg giver den lige 5 minutter, før jeg går i seng, så det meste af produktet ikke lander på hovedpuden.

Dufter den?
Ja, det gør den, og den dufter faktisk rigtig godt! Men ikke på en ”Jeg er ved at putte ren parfume på min hud”-måde men mere på en sart, spa måde, så den føles rigtig dejlig at bruge og er god for din hud. Konsistensen er tyk som en creme, så den er meget nem at bruge.

Virker den?
Ja det gør den, ellers ville vi ikke have nævnt den flere gange. Det er nemlig et solidt produkt, som gør det, den skal. Den giver fugt til din hud, og efterlader din hud dejlig blød. Jeg havde en periode med meget tør hud, og der brugte jeg den her hver aften, og min hud blev helt normal igen efter nogle dage med brug af masken. Ellers bruger jeg den normalt 2 gange i ugen, da det er meget vigtigt at holde huden fugtet, også selvom man har fedtet hud.

Hvis du har overvejet at købe denne maske, så synes jeg, at du skal gøre det i denne måned og finde denne version, da du ikke kun får et godt produkt i hænderne, men samtidige giver du penge til et godt formål.

Kan købes i Matas og på Origins.dk

 

STØT BRYSTERNE

Nu er det for alvor efterår, hvis vi kigger ud af vinduet. Øv. Det er koldt, og der er blevet mørkere, men lige netop oktober måned lyser alligevel lidt op, for det er nemlig måneden, hvor der verden over bliver sat fokus på brystkræft. Vi vil selvfølgelig også gerne være med til at sætte fokus på det, og derfor vil vi resten af måneden kun skrive om produkter, som på en eller anden måde støtter kampen mod brystkræft. Det bliver tøset (som altid), det bliver lyserødt, og det bliver godt!

De hårde facts!

Baseret på Kræftens Bekæmpelses statistik er der 4.686 kvinder og 34 mænd (for ja, mænd kan nemlig også blive ramt!), der hvert år får konstateret brystkræft i Danmark – det er saftsuseme mange! Årligt er der 1.158 kvinder og 8 mænd, der dør af sygdommen, og det er desværre også mange – alt for mange. Derfor er det vigtigt at skabe fokus, så der kan forskes og dygtiggøres, så tallene fortsat vil falde frem for at stige, men også så dem, der er ramt, kan få mere hjælp i kampen.

 

Hvordan kan VI hjælpe?

Det korte svar er: ved at skabe opmærksomhed!

Man kan for eksempel blive frivillig hos Kræftens Bekæmpelse eller starte en indsamling selv. En anden mulighed er at give et økonomisk bidrag, og det kan man gøre på mange måder:

      Donér direkte

      Køb af ”merch” i webshoppen. På den måde er du også med til at sprede budskabet i gadebilledet med alt fra træningstøj til smykker til halstørklæder. En af mine favoritter er dette års Støt Brysterne T-shirt, der er lavet i samarbejde med Malene Birger. Den er rigtig fin og feminin, samtidig med at teksten ”Keep Believing” bærer et stærkt budskab.

      Køb af alt lige fra kylling og mælk til bind og vatpinde, når du står i supermarkedet. Det gør du ved at købe produkter fra Kræftens Bekæmpelses samarbejdspartnere, som du kan læse mere om her!

      Deltag i Lyserød Lørdag. I år er det 10-års jubilæum for Lyserød Lørdag, som er en dag, hvor der sættes fokus på brystkræft i gadebilledet ved at blandt andet butikker pynter op med lyserøde flag og balloner. De butikker, der deltager, kan (så vidt jeg har forstået) selv vælge, hvordan de støtter – f.eks. ved at donere hele dagens overskud eller donere 1 kr., 5 kr., 13,50 kr. eller hvad det nu måtte være, hver gang vi køber noget på dagen. I år faldt dagen i går, d. 7. oktober, som vi forsøgte at gøre opmærksom på både på vores facebook og Instagram.

      Læs mere her! om hvordan du kan støtte kampen mod kræften.

 

Ps. Det her er vores indlæg nummer 200 her på bloggen. Hvor sejt er det lige? Vi er i hvert fald stadig glade for at have bloggen, og vi hygger os – selv efter 200 indlæg – med at skrive den.

Månedens Favoritter: September’17

Happy halloween!! Jeg ved godt, det først er i slutningen af måneden, men hallo vi er i oktober. Oktober! What! Jeg kan ærlig talt ikke følge med og var helt overrasket over, at det allerede var nu, jeg skulle tænke over de produkter, som har gjort det ekstra godt i september. Når det kommer til produkter og ting, jeg har valgt igen og igen, så har september faktisk været en rigtig god måned. Det har været en god blanding af nye og ”gamle” produkter.

Loréal Paradise Mascara
Når man er en mascarajunkie, er det altså altid fedt at finde en god ny mascara, og især når denne omtalte mascara er en, man kan gå ned i Føtex eller Matas og købe. Jeg har i sidste uge skrevet et indlæg omkring denne mascara, så hvis du vil vide andet, end at den faktisk virker, så ville jeg hoppe en tur forbi det.

Kan købes I føtex, Bilka, Matas & på Matas.dk 

Make Up Geek Foundation Stippling Brush
Denne foundationbørste er ikke et nyt produkt, jeg har nemlig introduceret det i et favoritindlæg i maj 2016, og nu er den tilbage som et af mine favorit redskaber at bruge. Der findes mange forskellige foundationbørster, og der findes mange forskellige foundations. Dette gør, at man nogen gange bliver nødt til at prøve sig lidt frem, hvis ens foundation ikke lige ligger, som man gerne vil have det. Ens hud ændrer sig også, og det synes jeg også kan have en effekt. Men 9 ud af 10 gange virker den her børste, som den skal. Jeg tror ikke, jeg har en foundation, som den ikke virker med, og lige så snart man synes, den ikke performer, som den skal, betyder det, at den lige skal have en omgang sæbe, og så kører det hele igen. Den er altså bare fantastisk.

Kan købes på www.makeupgeek.com & på www.beautybay.com

Nuxe Olie
Jeg har ikke nævnt dette produkt her på bloggen, men jeg har dog givet det et lille shout out på vores instagram, så hvis du ikke allerede følger os der, vil jeg da råde dig til at gøre det (ananas i egen juice, I know, moving on.) Jeg har tør hud på hele kroppen undtagen i ansigtet, hvor jeg har en fedtet t-zone. Det vil sige, jeg burde være endnu bedre, end jeg er, til at få smøret min hud ind. Mit problem er bare, at man bliver fedtet, når man smører sig ind, og det er jeg bare ikke særlig vild med. Jeg hader, når man har smurt creme på, og man så tror, det er trukket ind, men lige så snart man bliver lidt varm, er det ligesom, det har lagt sig som et film på huden igen. I don’t like it! Derfor smører jeg mig gerne ind om aftenen, men nogen gange kan det godt blive lidt glemt, hvis jeg er lidt for træt eller noget (nu skal jeg nok komme med min pointe, I promise). Dette produkt trænger faktisk ind, og det kommer ikke tilbage, når man bliver lidt varm! Det er simpelthen magi! Denne olie er noget af det bedste, jeg har brugt, den gør min hud fantastisk blød, (og den dufter virkelig godt) og ikke nok med det, så kan man også bruge den i håret og i ansigtet. Jeg har ikke brugt den så meget i ansigtet eller håret, men de par gange hvor jeg har gjort det, har det virket rigtig godt.  Dette er, hvad jeg vil kalde et must have produkt her til vinter! Så godt et produkt!

Kan købes i Matas og på www.Matas.dk 

Formula 10.0.6 Picture Perfect Day SPF 15
Jeg elsker mascara, ja, men jeg elsker også hudpleje! Makeup er meget lettere at lege med, når ens hud også opfører sig ordentligt. Dette er en af grundene til, at jeg gerne gør noget ud af min hudpleje. Jeg har nævnt Paula’s Choice dagcreme med solfaktor i her på bloggen før, som jeg virkelig synes er et godt produkt. Det har været en af de få cremer med solfaktor, som, jeg synes, har fungeret, og som ikke har fedtet huden til og er trukket ordentlig ind i huden (jeg har åbenbart noget med cremer, der ikke trænger ordentligt ind). MEN jeg har fundet et nyt hudplejemærke, der er ved at arbejde sig ind under huden på mig (no pun intended), nemlig Formula 10.0.6. De har flere cremer, men da jeg ikke kan leve uden solfaktor i min dagcreme, var der kun ét valg for mig, nemlig deres Picture Perfect Day spf 15. OMG! For det første så dufter den sååå godt. Den er med Guava, og jeg tænker, det er der, duften kommer fra, og den er bare så dejlig mild og dufter bare godt. Konsistensen er tyk, men er meget let i det, når man smører den ud og er på ingen måde tung i det. Den trænger lige så fint ind i huden og ligger så fint under makeup. Dette er seriøst min ynglings at bruge i min hudplejerutine. Jeg står og kigger langt efter den om aftenen, når jeg skal bruge en anden creme. Når den ”aften”creme er brugt op, så skal den fra Formula 10.0.6 prøves!

Kan købes i Matas og på www.matas.dk 

Too Faced Sweet Peach palette
Dette er heller ikke et nyt produkt men et af de tilbagevendende. Jeg har nemlig anmeldt dette produkt før. I dag er det dog blushen, som kommer i fokus, da det er den, jeg har forelsket mig lidt i igen. For det først så elsker jeg ferskenfarvet blushes, ergo denne blush er allerede perfekt dér. Den lægger sig også bare så flot på huden, uden der er alt for meget glitter i, og uden den er for pigmenteret, så man ligner en fersken. Den giver en god naturlig farve og passer til alle mulige looks. Og så dufter den, hvilket jeg synes er lidt hyggeligt.

Kan købes i Sephora og på Sephora.dk

L’Oréal Pure Clay Anti-Blemish mask

Nu er det knap et år siden, jeg skrev et indlæg omhandlende de tre andre Pure Clay masker, som L’Oréal på det tidspunkt lige havde lanceret. Én til at rense, én til at give glød og én til at eksfoliere. Nu er L’Oréal så på banen igen med endnu en maske i serien – denne gang en maske til at bekæmpe urenheder og bumser. Masken går fint i spænd med de øvrige og gør noget nyt og andet, så den fint kan indgå i en multimasking rutine også.

Denne blå, Anti-blemish, maske skal rense huden og få den til at fremstå mere klar, mens den over tid skal rengøre porerne og mindske urenheder. Ligesom de tre øvrige masker i serien, renser den huden rigtig godt, og min hud føles bare ren uden at være udtørret, når jeg har brugt masken. Jeg føler virkelig, at den renser i bund og dermed også, at mine porer bliver renset, men jeg har ikke oplevet nogen bemærkelsesværdig ændring i forhold til synligheden af mine porer eller en reduktion i urenheder. Der er dog heller ikke helt gået 4 uger, siden jeg startede brugen af masken, så det kan være, det kommer, for det fremgår nemlig af æsken, at disse resultater først vil komme efter 4 uger. Når det så er sagt, har jeg ikke fået nogle urenheder i den periode, hvor jeg har brugt masken, som ikke har en årsag (f.eks. får jeg altid et par stykket omkring min menstruation, og det har også været tilfældet denne måned), så måske den alligevel har holdt de øvrige urenheder lidt nede.

Masken er, som sagt, blå, og udover det er meget sjovt at lege smølf for en stund, så synes jeg også, det er rigtig fint, at alle maskerne i serien har forskellige farver. Det har jo reelt ingen betydning, men jeg synes, det er en fin lille detalje. Jeg synes, den virker mere blød og cremet end forgængerne, og den tørrer heller ikke helt så mat og leragtig som de øvrige, hvilket jeg faktisk godt kan lide, da den så ikke krakelerer og falder af rundt omkring, men den er også nemmere at fjerne igen. Duften af masken er ren og feminin – slet ikke generende og bliver ikke hængende, efter jeg tager masken af.

Hvis jeg skal nævne et lillebitte bitte minus er det, at de har ændret designet en smule – ja, det er fløjtende ligegyldigt i forhold til selve produktet, men når nu jeg har de øvrige masker i serien, så kunne de da godt lige have beholdt designet. Den nye maske har nemlig hvidt låg på toppen med mere matte grønne sider, mens de andre masker alle har skinnende, blanke grønne låg. Det er en lille ting, som mange nok ikke engang ville tænke over, men jeg er jo perfektionist til fingerspidserne. Derudover savner jeg stadig en fugtgivende maske, L’Oréal….

Masken (og de øvrige) forhandles bl.a. i Matas og større supermarkeder til 100 kr.