Month: April 2017

Dr. Jart Soothing Hydra Solution Mask

Ligesom Maria i sine månedsfavoritter skrev, at hendes hud har været tør, ja, sådan har min hud også været. Helt ukarakteristisk for min hud, og jeg har slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre ved den. Jeg har prøvet Origins Drink Up Intensive mask, som Maria brugte, og den så ikke ud til at kunne kurere problemet. Heller ikke min trusty Embryolisse kunne klare ærterne denne gang, så der skulle nye produkter til, og i den forbindelse har jeg prøvet denne maske fra Dr. Jart. Masken skal tilføre huden fugt og modvirke dehydrering.

Hvad er det for en maske?

Det er en sheetmaske, og det er altså altid lidt svært med dem, er det ikke? Jeg må i hvert fald erkende, at jeg aldrig bliver god til at håndtere dem. Når den tages ud af pakningen, er der en slags film på den ene side, som pilles af, inden masken påføres, men så langt når jeg slet ikke, for mit problem opstår allerede ved at folde masken ud. Selve sheetet (altså masken) hænger jo sammen, for fa’en. Det er jo ikke Dr. Jarts skyld, men det gør altså processen mere besværlig. Derudover så er det som om, de her masker aldrig rigtig passer? Hvordan kan man dog også forvente det, når de skal kunne bruges af 5 milliarder mennesker på jorden (har ikke talt børn med). Denne fra Dr. Jart var lækkert snasket, så den nemt kunne klæbes fast til huden, og i det henseende var det faktisk en af de bedste sheetmasker, jeg har prøvet, for den sad der virkelig bare – dog lidt for tæt på mine øjne i forhold til mit velbehag, men sådan er det jo.

 

Virkede den?

Jeg mærkede intet, mens den var i brug udover den utrolig skarpe, menthol/mint/medicinske duft, der forfulgte mig i 20 minutter, mens jeg havde masken på. Efterfølgende var der ret meget snask tilbage på huden, som jeg forsigtigt forsøgte at massere ind… Efter en evighed gav jeg dog op, tog en vatrundel og fjernede det overskydende. Da virkede min hud gennemfugtet og slet ikke tør – særligt min hage så helt anderledes ud, som om den var mere jævn.

Næste morgen så min hud overordnet bedre ud – den så frisk, sundere og mere jævn ud, og det gør den stadig. Når det så er sagt, så er problemet ikke væk. Min hud er stadig tør på kinderne, hvor den var allertørrest før, mens problemet er væk på næse, hage og pande.

 

Alt i alt…

Det er en af de bedre sheetmasker, jeg har prøvet. Jeg er altid lidt skeptisk hvad angår denne slags produkter, hvor man kun kan prøve dem én gang, for hvor meget kan de lige gøre ved én anvendelse? Denne maske kan åbenbart et eller andet, selvom den sælges enkeltvis, for min hud ser – her flere dage efter – stadig friskere og jævnere ud. Dog skal man ikke forvente mirakler, hvis man har knastør hud, og jeg vil sige, at masken nok er bedst egnet til dem, der har normal eller kombineret hud, hvor huden dehydreres i perioder. Masken koster 50 kr. og kan købes i Sephora.

 

L’oreal Brow Artist Xpert

Det her er et forholdsvis nyt produkt fra L’oreal, og da jeg så det, måtte jeg bare prøve det. Den minder utrolig meget om Brow Definer fra Anastasia Beverly Hills, som også har en triangulær spids. Jeg har ikke prøvet den fra ABH med en triangulært spids, men har prøvet hendes Brow Wiz og ved at hendes produkter generelt er gode. Jeg glædede mig dog virkelig til at prøve denne lidt mere budgetvenlige version.

Jeg vil hurtigt pointere, at vi aldrig rigtig er blevet gode venner. Jeg synes nemlig ikke, at selve produktet virker særlig godt. Den laver små klumper af produktet, når man påfører den, og de er virkelig svære at få børstet ud, når man bruger børsten. Det vil sige, at det er meget tydeligt, at brynet ikke er naturligt men fyldt med produkt. Farven er okay, da den er kold i tonen. Jeg synes sådan set også, konsistensen er fin nok, da den ikke er for voks-agtig at arbejde med. Den er dog lidt tør.

Hjælper det så, at spidsen er triangulært formet? Det korte svar… Nej. Jeg synes ikke rigtigt, den hjælper mig på nogen måde. Jeg synes nogle gange, den kan gøre det lidt svært at få gjort tingene så præcist, som man gerne vil have, de skal være. De anbefaler, at man tegner brynet op med pennens spids og fylder det ind med pennens bredde side, men spidsen ændre sig, jo mere man bruger den, så den vil blive mere flad med tiden. Jeg kan bedre lide, når pennen har en lille spids, da man så kan være mere præcis i sin applikation.

Det sidste, de anbefaler, er, at man bruger børsten for at udjævne farven og give brynene et naturligt look, men de klumper, og jeg synes faktisk, det er en af de værre børster, jeg har oplevet på et bryn produkt. Jeg foretrækker at bruge den, som jeg har, fra Elf , da den gør det meget bedre.

Som I nok er kommet frem til, så var det her produkt ikke lige min kop te. Der findes mange andre øjenbrynsblyanter, som virker meget bedre, og Tanja har nævnt et par stykker her på bloggen, som kunne være et tjek værd, hvis du står og mangler et nyt bryn produkt.

 

Kan købes i matas eller på matas.dk til 59.95 kr. Den findes i flere varianter.

Peelende fodmaske fra Normal

Nu er det omtrent et år siden, jeg skrev om Baby Foot, som jeg er rimeligt begejstret for til trods for en pris på 189 for én gang, og jeg har de seneste par uger gået lidt og bearbejdet idéen om igen at købe Baby Foot, lige indtil jeg kom forbi denne ”Peelende fodmaske” i Normal. Idéen er nøjagtigt den samme som Baby Foots, og så koster den kun 39 kr. i Normal.

Hvad? Hvordan?

Til de af jer, der ikke læste med sidste år, så snakker jeg altså om et par plastiksokker, som man stikker fødderne i. Sokkerne indeholder syre, som trænger ind i huden og nedbryder den, således at det tørre hud efter et stykke tid begynder at flage af, og den nye og lækre hud under kommer til syne.

Det anbefaledes bag på pakken, at man tager et 60-minuters fodbad inden, så det gjorde jeg naturligvis. Derefter satte jeg fødderne i sokkerne, hvor det anbefales, at man sidder i 1-2 timer. Jeg nuppede 2 timer, nu hvor jeg var i gang, men det er altså 3 stive timer i alt, så det er en god idé at tisse af inden og have snacks ved hånden. Jeg satte et par hyggesokker (de der bløde, fnulrede nogle) udenover for at undgå kolde fødder, og så sad jeg ellers der.  

 

Virker de?

Ja, det gør de! Mine fødder er som fornyet nu, efter jeg de sidste par uger har mindet mest om en slange, der skifter ham (lækkert, I know). Lige umiddelbart har jeg ikke kunne mærke nogen forskel på disse og Baby Foot, da min hud er peelet af både under og over foden, som det også er tilfældet med Baby Foot. Mine fødder var én dag ekstra om at begynde at peele, men det kan jo afhænge af mange ting og har ikke nogen effekt på det endelige resultat. Derudover har denne behandling fjernet min neglelak, hvilket Baby Foot ikke gjorde sidste sommer – måske er syren stærkere? Jeg ved det ikke, og har ikke kunnet finde noget omkring det.

 

Kan den måle sig med Baby Foot?

Det er klart, at indpakningen ikke er ligeså fancy, og brugsvejledningen er heller ikke, men det gjorde ikke mig noget, for den indeholder det, som man bør vide, og hvis man ellers er nysgerrig efter billeder og lignende, så kan man jo google sig frem (eller besøge mit indlæg fra sidste år). Noget siger mig, at det ikke er en del af Normals faste sortiment, og jeg tror, man skal være hurtig, hvis man skal nå at have fat i nogle. Jeg har i hvert fald hamstret nogle pakker, da jeg var hjemme til påske, fordi de allerede efter en uge var udsolgt her i Aarhus, og det er jo klart – de virker, og de koster lige knap 1/5 af prisen af Baby Foot. De er alle pengene værd, og så er der oveni købet også råd til en god fodcreme, så de kan holdes ved lige hele sommeren igennem.

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.

 

 

Hvad betyder holdbarheden på din makeup?

Titlen refererer ikke til den daglige holdbarhed på din foundation eller mascara men til deres totale holdbarhed, mens de ligger i skuffen. Noget, som det tyder på, mange glemmer, er nemlig at makeup ligesom madvarer har en udløbsdato. Udløbsdatoen på madvarer løber fra produktion uanset om beholderen åbnes eller ej, mens din makeups holdbarhed først begynder at løbe, når den åbnes. Der kan siges noget generelt for, hvor længe visse typer af produkter kan holde sig, men hvis du vil være helt sikker, kan du se det på beholderen og ellers skal du være opmærksom på, om produktet ændrer sig over tid.

Cremer, shampoo og lignende kan oftest holde sig 12 måneder, mens mascara som hovedregel kun holder 6 måneder. Pudderprodukter kan derimod holde sig helt op til 36 måneder, mens holdbarheden er op til 24 måneder for læbestift. Noget særligt gælder for parfume, der som sådan ikke bliver for gammelt, men duften kan ændre sig over tid. Vil du tjekke dit produkt på beholderen, er det angivet ved et billede af en åben ”bøtte” hvorpå der f.eks. er angivet 12M, hvis produktet kan holde sig i 12 måneder.


Når det er stillet op således, er holdbarhederne jo forholdsvis lange sammenlignet med mælken fra supermarkedet, og der er nok mange (især dem med større samlinger af makeup) der kan have en mascara liggende i mere end 6 måneder eller en læbestift liggende i mere end 24, for det er næsten fysisk umuligt at bruge 50 læbestifter på 2 år, og så får de bare lov til at blive liggende. Det har fået mig til at spekulere over, hvad der egentlig sker med produkterne, når de bliver for gamle, og om det virkelig er nødvendigt at smide dem ud.

Produkter, der indeholder vand (og det gør rigtig rigtig mange af dem altså), er de værste, for ligesom fugt i huse kan give svamp over tid, så kan fugt i produkter også give svamp, hvis de kommer i kontakt med luft. Det siger vel sig selv, at svamp ikke er godt? Derudover dannes der også andre bakterier, og det er naturligvis ikke godt for hudens hygiejne og kan altså være grund til, at du slår ud gang på gang det samme sted. Makeup og beauty generelt er bygget op af en hel masse kemi, og når det tilføres bakterier ved at have været åbnet for mange gange eller ved kontakt med fingre og lignende, kan bakterierne reagere med nogle af komponenterne i produktet og skabe et nyt stof, som det i værste fald er muligt at have en allergisk reaktion på. Hvad vigtigere næsten er, er at makeup og cremers virkemiddel måske ophører med at virke. Det betyder, at du ikke kan regne med, at din SPF er ligeså effektiv, som den burde være, og din syreholdige creme kan måske ikke længere nedbryde den urene hud, fordi indholdet af syre er svækket.

Alt i alt…
Mange vil nok smide deres produkter ud, hvis de ikke længere virker f.eks. hvis mascaraen  er helt tør og skaller eller er begyndt at klumpe ulideligt meget, men i visse tilfælde kan det altså være en god idé at smide den ud, inden det når det punkt, hvis holdbarheden er forløbet. Generelt er det en god huskeregel at holde øje med, om konsistensen på produktet har ændret sig, eller om det er begyndt at lugte underligt, for så er det nok ved at være tid til en udskiftning.

 

Min Shoppetur i Inglot

Hvis det skulle været gået nogens næse forbi, så har jeg lige været en tur i Dublin, og det var en virkelig god tur, men nu skal det jo ikke handle om min tur, så jeg vil i stedet fortælle om en enkelt oplevelse, jeg havde på turen, nemlig besøget i Inglot.

Jeg har set Inglot butikker, da jeg var i Rom, men jeg fik aldrig købt noget, og jeg har ofte også været inde på deres hjemmeside for at købe nogle af deres produkter, men jeg har altid synes, det var lidt svært.  Det her er ikke første gang, Inglot bliver nævnt på bloggen, Tanja har nemlig snakket om deres blushes før, men hvis man ikke kender til Inglot, så består Inglot af et system, som de kalder ”Freedom System”. Det vil sige, at man sådan set frit kan vælge, hvad det er man gerne vil have i sin palette.

Når man kommer ind i butikken, er alle deres produkter spredt ud i de forskellige former for paletter, som man kan købe. Der var store og små paletter, så man får et visuelt indblik ind i, hvad det er man kan købe og sammensætte.

Paletten er magnetisk og ligner en lille tavle, som man sammensætter sin palette på. Jeg stod længe og kiggede på forskellige øjenskygger, men da jeg var klar til at sammensætte noget, tog jeg en palette og sammensatte de farver, som jeg gerne ville have. Det vil sige, du tager øjenskyggen op fra displayet og sammensætter, som du vil, og når du er færdig, går du op til kassen og giver det til en af dem, som arbejder der, og de finder så produkterne og paletterne. Det er bare så SMART! Man har fuldt ud kontrol over det, man laver, og man får lov til at vælge lige de farver, som man vil.

Jeg lavede en med fem øjenskygger i, og en palette med en highlighter og en bronzer.

Jeg gik efter farver, som jeg ikke rigtigt ejer. Jeg gad simpelthen ikke at samle endnu en bronze/ brun palette, som jeg allerede ejer et par stykker af. Ergo er det blevet mere over i de lidt lilla og lyserøde farver. Det der overbeviste mig om nogle af dem var at prøve dem på min hånd, hold da op en pigmentering nogle af dem har.

Jeg valgte disse øjenskyggefarver 

48 – Er en lyserød med en lille smule varme i sig og sølv glitter.

55 – Er en brun-rødlig farve, hvor selve basen virker mat, men der er lidt glitter i.

160 – Er en Rosa/ sart lilla med lidt glitter. Den har en kold undertone

153 – Det er en glitter champagne – taupe farve, som har en kold undertone.

305  – Er en mellem-mørk brun med en varm undertone, som er mat.

De to ansigts produkter jeg valgte var

154  – En highlighter der er til den neutrale side og har meget små glitter stykker i.

502 HD Sculpting Powder –  Er en mat bronze med et hint af en kold undertone

Jeg har brugt de her produkter, siden jeg er kommet hjem fra Dublin, og jeg må tilstå, at jeg er utrolig overrasket over, hvor gode de er, lige meget om vi snakker ansigtsprodukterne eller øjenskyggerne. De er fantastiske gode, og synes de har en meget høj kvalitet. Jeg synes alle produkterne er nemme at arbejde med, og de blendes fint ind i huden.

Jeg synes systemet er rigtig smart, især fordi du nemt kan købe en ny farve, hvis du får tømt en af dem uden at skulle købe en hel palette hver gang. Paletterne, synes jeg også, er rigtig fine og stabile, hvilket er vigtigt.

Jeg ville have puttet dem i min månedlige favoritter men ville gerne være helt sikker i min sag inden, men jeg elsker dem og elsker, at det ikke er farver, jeg plejer at bruge, hvilket selv min mor også kommenterede på, så det er altså ikke bare noget, jeg siger.  

Kan købes på www.inglotdenmark.com 

Revlon Makeup

Revlon er et mærke, som jeg altid kigger på (og oftest også hiver med hjem) når jeg er ude at rejse. Det er makeup i en overkommelig prisklasse (selv for os på SU), og så er det altså godt. Nu behøver jeg ikke længere at slæbe lange lister Revlon med til udlandet, og det gør I som sådan heller ikke, for jeg har fundet ud af, at det sælges i Salling, hvor det prismæssigt kan sammenlignes med L’Oréal makeup, hvis I spørger mig. Jeg har efterhånden testet en del produkter fra Revlon, og jeg har ikke været utilfreds endnu, så i dag vil jeg dele de Revlon-produkter, der lige nu befinder sig i min samling.

Revlon Colorstay Foundation normal/dry skin i farven 110 Ivory

Jeg mener både, at Maria og jeg havde denne med hjem i kufferten, da vi fløj hjem fra New York for 5 år siden – måske den formular der er egnet til kombineret hud, da vi begge har en eller anden grad af kombineret hud. Dengang var jeg glad for den, og derfor måtte jeg bare prøve den igen, da jeg så Revlon i Salling. Denne gang har jeg valgt formularen til normal/tør hud, fordi min hud lige for tiden er meget tør, og alle mine andre foundationer krakelerer, når jeg påfører dem. Det gør denne ikke. Man skal ikke anvende den på ekstremt tør hud, da jeg så ikke synes, den lægger sig så pænt, men har man en kombination af normal hud med tørre plamager her og der, så fungerer den rigtig godt. Jeg påfører den med min BeautyBlender, og det giver den smukkeste fløjlsbløde hud, og så mærker man den slet ikke på huden. Der står på flasken, at den kan holde i op til 24 timer, men det har jeg godt nok ikke lige testet. Jeg vil dog sige, at den holder imponerende godt, og sagtens kan holde 7 timer, mens jeg er på arbejde. Derudover har den SPF 20, hvilket jo er en fordel – især nu hvor vi begiver os mod sommeren.

 

Revlon Highlighting Palette i farven 020 Rose Glow

I min optik er dette ikke blot en highlighter men også en blush. Den indeholder fem forskellige farver i varierende pinke toner, hvoraf to er matte. Meningen er, at man bruger en stor børste og blander alle farverne sammen, hvorefter de påføres, men man kan også med lidt præcision bruge farverne hver for sig. Der er ret meget shine og glitter i, så det er ikke for alle, og det er måske endda lige til den voldsomme side for mig, men blandet med de to matte farver bliver den rigtig smuk øverst på kinderne. Pigmenteringen er ikke den bedste, når man bruger fingrene, men jeg synes, den afgiver nok farve med en børste og på kinderne, og hvis den afgav mere farve, tror jeg, det ville blive for klovneagtigt.

Revlon Colorburst Lip Butter i farverne 010 Raspberry Pie, 050 Berry Smoothie og 055 Cupcake

Revlon var med fra start, da hele lip butter trenden startede, og de gør det altså rigtig godt på den front. De er bløde, smidige og lækre, men samtidig er de utroligt pigmenterede – især de mørkere farver som Berry Smoothie og Raspberry Pie.  De holder ikke for evigt på læberne, men det gør mig ikke noget, for det forventer man sjældent med en lip butter. Læberne plejes mens produktet sidder på, og de føles lækre, men jeg vil ikke sige, at der er tale om et egentligt plejeprodukt, der på længere sigt kan afhjælpe tørre læber, men de er perfekte, hvis man ikke er helt klar på en læbestift eller blot ønsker lidt farve.

010 Raspberry Pie er meget mørk og skrig pink, og farven overføres nøjagtigt som den er til læberne.

050 Berry Smoothie er lysere pink – ja nærmest mørk rosa – og har ikke meget med bærfarver at gøre til trods for navnet.

055 Cupcake beskrives bedst som barbie-pink. Meget lys med en blå undertone, og man skal i min optik være en meget bestemt type for at kunne bære den. Den klæder i hvert fald ikke mig, men jeg dupper af og til lidt på midten af læberne, når jeg har en anden læbestift på, for at give lidt shine.

 

Revlon Just Bitten Kissable Balm Stain i 005 Crush Begun

Endnu et sted hvor Revlon var med fra start er hele stick-trenden, og også dét gør de godt. Denne er blød og behagelig på læberne uden at være ekstremt cremet som lip butterne. Efter noget tid tørrer den lidt, og selvom farven skulle forsvinde, efterlades et stain (altså et aftryk) på læberne, så de er væsentligt mørkere end normalt. Når det så er sagt, så holder denne farve meget godt taget formularen i betragtning, og jeg tænker, at det skyldes den mørke farve, som er en smuk og dyb bærfarve. De har lanceret en del forskellige ”sticks” med forskellige finish, så vær opmærksom på hvilket finish, du lægger i kurven.

 

Revlon Ultra HD Matte Lipcolor i 640 Embrace

Dette er Revlons bud på en liquid lipstick, og den dufter mindst ligeså lækkert, som den er.  Når den først påføres er den lækker og smidig, men den tørrer hurtigt som en liquid lipstick burde. Holdbarheden er ikke helt i top, og jeg ville til hver en tid vælge Sephoras liquid lip stains, hvis farven skal holde hele natten. Revlons har dog en god holdbarhed taget i betragtning af, at den ikke bliver helt så stram og næsten uudholdelig tør som den fra Sephora. Farven her er en mat, ferskenfarve, som jeg synes er rigtig smuk her til foråret – især hvis man har tendens til at blive solbrændt, hvilket jeg nok ikke kan se frem til.

 

Månedens favoritter: Marts ’17

Vi er kommet til april måned, hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå, hvor blev de andre tre  måneder af? Nå, men april betyder også, at det nu er tid til, at I får et lille indblik i, hvilke produkter der har præget min marts måned. Det drejer sig om i alt 4 produkter og så en lille bonus til sidst, som ikke er så beautyrelateret, men som simpelthen må nævnes!

Origins  Drink Up  Intensive Mask

Det her produkt har Tanja nævnt før, men jeg bliver også nødt til at nævne det, for det har reddet min hud denne måned. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt med min hud, for den er normalt tør på kinderne, ja, men ikke så tør som den har været i denne måned. Jeg har brugt den her maske længe og har altid synes, den virkede fint, men jeg må sige, at den har været ikke bare fin men fantastisk på min ørkentørre hud denne måned. Det er en maske, som man har på natten over. Jeg brugte den som ”creme” om aftenen, og det gav virkelig noget fugt til mit ansigt. Så jeg siger bare tak til Origins for at have lavet dette produkt.

Kan købes på Originas.dk til 195 kr

L’oreal Voluminous 4X Waterproof Thickening mascara

Dette er en vandfast mascara, som ikke er helt ligeså hypet som sin ikke-vandfaste søster i den sort tube. Jeg har dog prøvet den ikke-vandfaste, og den smittede af alle vegne, så den forelskede jeg mig aldrig rigtigt i. Dog har jeg længe gerne ville prøve den vandfaste, selvom jeg flere steder (f.eks. på Youtube) har hørt, at den ikke skulle være god. Nøjs, hvor tager de fejl. Jeg synes, den er virkelig god, og den smitter ikke af. Den giver flotte vipper, har en dejlig børste at arbejde med – den er lige det meste af vejen og spidser lidt til mod enden af børsten. Den kan være lidt svær at få af, men det har jeg anden favorit, der kan hjælpe med.

Kan købes i Matas eller på Matas.dk til 99 kr. (Det er ikke det rigtige billede som Matas har på deres hjemmeside, derfor er den sort og ikke blå, som den er i virkeligheden.

Kokosolie

Det her er en helt fantastisk ting! Det er hørt mange steder før, men nu efter jeg er skfitet til at bruge kokosolie som makeupfjerner, har min verden ændret sig markant. Det er SÅ effektivt, at det er helt vanvittigt, og det fjerner selv føromtalte vandfaste mascara uden problemer. Den virker efter min mening langt bedre end noget andet, og den har ikke påvirket min hud det mindste. Jeg havde en tom Clinique bøtte, som engang indeholdt Cleansing Balm, og den er nu fyldt med kokosolie, så det er nemmere at have med at gøre. Hvis du ikke har prøvet det, så synes jeg helt sikkert, at du skulle gøre det, da det er fantastisk og smertefrit!

Kan købes i de forskellige supermarkeder

 

Shiseido øjenvippebukker

En øjenvippebukker er et produkt, som jeg har perioder med, og det kommer meget an på de mascaraer, jeg bruger. Nogle mascaraer kan godt være lidt ”tunge,” når man putter dem på vipperne, og derfor får de ikke åbnet dine øjne, så godt som man kunne ønske sig. Det kan øjenvippebukkeren heldigvis hjælpe med! Den løfter vipperne op, så de bliver smukt buet, og øjnene syner mere åbne. Jeg har brugt det med en mascara fra Nilens Jord og føromtalte fra L’Oréal, og det virker bare fantastisk godt, og så tager det næsten ingen ekstra tid. Man behøver ikke at have præcis denne her, så hvis man gerne vil spare lidt penge, har ELF også en, der virker rigtig fint.

Den kan købes i Matas eller på Matas.dk til 190 kr

Bonus

Jeg ville gerne nævne min Estée Lauder Double Wear Light foundation som endnu en favorit i denne måned, men da jeg allerede har snakket om den et par gange, tænker jeg, at I måske er lidt trætte af at høre om den. Derfor får I istedet noget der er knap så beautyrelateret, men som i hvert fald har præget min marts måned.

En af de ting er Ed Sheerans nye album, som er blevet spillet rigtig mange gange, mens jeg har lagt min makeup. Jeg var en af de heldige der også fik billet til hans koncert i Herning og jeg ved godt at koncerten var den 1 april, men OMG hvor var det et højdepunkt. Det var SÅ GODT, så jeg bliver altså nødt til lige at nævne det. 

Derudover har jeg været en tur til Dublin, hvilket var særdeles tiltrængt. Det var en mega fed tur, og jeg vil lave et indlæg, hvor jeg deler mine pakketips med jer, da vi kun rejste med håndbagage, og det jo som mange bekendt godt kan være lidt tricky, når det kommer til at pakke beauty. Derudover har jeg også købt nogle produkter med hjem fra Dublin, som jeg glæder mig til at dele med jer.

Let’s go to Rituals (Sakura produkterne)

Som mange nok har observeret, er der ved at poppe en del Rituals butikker op rundt omkring i landet. Der er bl.a. åbnet en her i Aarhus, hvor jeg bor, og selvom det er utrolig tragisk for min konto, så jublede jeg af glæde på åbningsdagen (ja faktisk længe inden, da jeg spottede, at de var ved at renovere i Bruuns Galleri, hvor den ligger), og jeg har sidenhen ikke fået armene ned af glæde. Vi har jo før delt vores glæde for Rituals her på bloggen, og min kærlighed er kun blevet forstærket ved at have en hel butik så tæt inden for rækkevidde; i dag vil jeg fortælle jer, hvorfor det er og lidt om min yndlingsduft/linje derfra.

 

Mit første besøg i butikken

Jeg har før besøgt Rituals i lufthavnen i London og ellers i Magasin, og selvom det har været fint, så kan det altså ikke slå følelsen af at gå ind i en rigtig, full-size butik med stort udvalg, hvor der er kælet for detaljerne. Butikken har det normale sortiment, som vi kender det; spaprodukter, duftpinde og duftlyst, men derudover har de også makeup, hvilket var nyt for både Maria og jeg, og det skal helt sikkert testes på et tidspunkt. Derudover forhandler de tøj, håndklæder og te. Alt sammen af høj og luksuriøs kvalitet, og jeg må indrømme, at butikken emmer af luksus og spa allerede ved første øjekast.

Produkterne står flot på hylderne, displayet under hver deres serie/duft, og det er tydeligt markeret, hvilke produkter der er beregnet til at teste. Nu tænker du nok, at det er meget normalt, og ja, det er det, men Rituals er simpelthen så gennemført, at der er små spatler ved cremerne, så samtlige kunder ikke skal have deres bakteriefyldte fingre ned i produktet, ligesom der i midten af butikken er en lækker rustik kæmpevask, hvor man kan teste badeprodukterne, smart! Hele indtrykket var ved at vælte mig bagover første gang, og medarbejderne (i hvert fald her i byen) er så søde og hjælpsomme, hvilket kun bidrager til følelsen af ro og velvære. Første gang jeg var derinde, blev jeg endda budt en kop te, mens jeg gik rundt og kiggede – om det var en åbningsting eller et fast koncept ved jeg ikke, men jer var vild med det! Sikke en service!

 

Selve brandet

Nu har I forhåbentlig en idé om, hvad det er for et mærke, der er tale om. Jeg har altid forbundet Rituals med lækre spaprodukter til en god pris, og det har ikke ændret sig, men da jeg var i butikken og da jeg kom til at nærstudere posen i bussen på vej hjem, blev jeg endnu mere forelsket i mærket – måske fordi deres målsætning ramte mig så hårdt lige der i bussen, kvart over 6 en tirsdag aften efter en lang og stresset dag.

Jeg har aldrig spekuleret over, hvorfor mærket hedder Rituals, men som man læser sætningen ovenfor, giver det jo helt sig selv, og nøjs hvor rammer de bare mere plet end noget andet nogensinde har gjort. Når jeg bruger deres produkter er det nemlig en ting, jeg tager mig tid til og hygger om – en hverdagsrutine der bliver lidt mere luksus! Jeg kan afsløre, at jeg den pågældende dag købte en gaveæske (til mig selv haha, det var en virkelig hård dag, okay!) og på æsken er der et lille til-mærke, hvor der står This luxury box is our gift to you. Reuse it to store all your favourite things and contribute to a more eco-conscious world. Nu ved jeg godt, at produkterne er spækket med parfume, indpakningen er lavet af plastik osv., men den der lille besked på kortet havde de ikke behøvet, og alligevel har de inkluderet den, fordi det virker gennemført, og hver gang nogle gør noget for miljøet på den måde, ser jeg det som en sejr, for de kunne jo ligeså godt have ladet være. Bortset fra det er æsken så fin, at man da skulle være ualmindeligt koldhjertet, hvis man nænner at smide den ud. Det er yderligere gennemarbejdet, at der ikke står logo eller noget på æsken, så den nemt kan genbruges f.eks. som gaveæske.

 

 

The Ritual of Sakura

Først vil jeg lige dele, hvad ritualet om Sakura egentlig er (selvfølgelig med Rituals markedsførte ord og ikke de oldgamle japanske).

For centuries, the Japanese have celebrated the annual flowering of the Cherry Blossom. These Cherry Blossoms, or Sakura, mark an awakening of nature and symbolise that beauty is momentary and life must be enjoyed. Inspired by this tradition, our Sakura collection makes each day feel like a new beginning.

Ikke overraskende dufter serien altså af kirsebærblomster og rismælk – meget japansk (uden at jeg nogensinde har været i Japan selvfølgelig). Jeg er vild med duften, og det har længe været min yndlings hos Rituals. Jeg er lidt sart i forhold til alt for parfumerede dufte, og dem er der massere af hos Rituals, men denne er tilpas frisk, sød og rund, og ligesom alle de øvrige produkter dufter denne serie også som en beroligende spa.

Nu har jeg jo allerede løftet sløret for, at jeg bl.a. købte en gaveæske, og det gjorde jeg, fordi jeg var på jagt efter nogle lækre miniprodukter til en sommerhustur, og hvis man vil have lækre produkter, er Rituals stedet, som I nok har fanget. Jeg endte med den lille æske, fordi produkterne er rejsestørrelse (50-70 ml) og æsken indeholder shampoo, som jeg aldrig har prøvet fra Rituals før. Æsken kostede 175 kr., hvilket selvfølgelig er lidt dyrt for miniprodukter, men det var lige tilpas for mig, da jeg netop gik efter nogle produkter, der ville sikre mig luksus og en spa-like følelse i sommerhuset.

Der er også to andre æsker, som er større. Den største indeholder 4 full-size produkter og koster 435 kr. (375 kr. i anledningen af åbningen), så det kan godt betale sig, hvis man vil glæde en i sit liv eller man er vild med mange produkter fra netop én serie. Nå, tilbage til mit køb.

Æsken indeholder 50 ml shower foam. Et produkt som vi før har snakket om (dog en anden duft) her. 70ml body cream som er fed og fugtgivende samtidig med at den tørrer forholdsvist hurtigt uden at efterlade en hinde på huden. 70 ml scrub som er overraskende god. Normalt er jeg mest til kraftige scrubs, og denne indeholder altså meget fine korn i en sæbe, så jeg havde ikke forventet at elske den så meget, som jeg gør. Sæben gør, at den er let at fordele uden at være for flydende, og idet den er let at fordele er scrubben også forholdsvis effektiv til en let scrub (jeg ville nok ikke finde den kraftig nok i forhold til f.eks. selvbruner og den slags). Til sidst indeholder den 70 ml shampoo, som jeg var meget spændt på at prøve. Den er lækker at bruge og skummer nemt op, og så dufter den selvfølgelig fantastisk. Jeg har dog ikke mærket nogen markant forskel på mit hår efter en uges brug, andet end at det er voldsomt elektrisk, men for at være fair kan det også skyldes luften eller noget andet, da mit tøj også har været meget elektrisk i sommerhuset…

Derudover købte jeg 4(!!!) full-size shower foam fra samme serie, og til mit forsvar vil jeg sige, at der var åbningstilbud, så de var sat ned fra 75 kr. til 45 kr. Hvis I skynder jer, kan I måske stadig nå at hapse én til udsalgspris rundt omkring i landet, mens butikkerne åbner.

Dagens sidste køb blev et par duftpinde, som jeg er blevet helt afhængig af at have stående rundt omkring i hjemmet. Den lille størrelse (50 ml for 120 kr.) er helt perfekt i et lille rum som badeværelset, så duften ikke bliver for intens men så der stadig dufter rent og behageligt døgnet rundt. Produktet fungerer ved at pindene isættes flasken, og så trækker de duften til sig og spreder den i rummet. Når duften falmer kan man så vende pindene og sprede duften på ny.